Hvad var det, der gik så galt?
Jeg har kendt ham siden begyndelsen af 90-erne. Jeg elsker ham inderligt. I alle de år der er gået har jeg gerne villet leve sammen med ham, men der har været andre hensyn der skulle tages først. Mine børn var en væsentlig årsag til, jeg ikke bare flyttede sammen med ham. Jeg ville egentlig heller ikke bare bo sammen med ham uden at være gift med ham. Han har friet til mig to gange. Første gang da jeg havde kendt ham i 4 måneder - anden gang året efter. Første gang sagde jeg blankt nej til NU - anden gang bad jeg ham om ikke at spørge igen, før vi havde styr på tingene omkring os.
Da jeg lærte ham at kende, var han ikke færdig med sin forhenværende som han har et barn med - hun var på det tidspunkt 1½ år. På den konto sårede han mig voldsomt igen og igen, men jeg kunne jo have holdt snitterne fra en "ny-singler" Han blev færdig med hende, men det tog sin tid.
Jeg var fraskilt og havde været det i et et par år og jeg var "fri af tidligere forhold" som det hedder. Ingen af mine forhold efter min skilsmisse havde været seriøse.
Vi har boet langt fra hinanden (200 km) men har været weekend-kærester og passet hver vores hverdag og især vores arbejde, som dog heldigvis af og til medførte at vi uventet havde et par ekstra dage sammen. Vi har egentlig følt vi har "levet sammen"
På et tidspunkt gik tingene i fisk for os og vi afbrød forbindelsen i ½ år. Jeg "kravlede tilbage" da jeg ikke følte jeg kunne få mit tilværelse til at hænge sammen som jeg gerne ville, hvis han ikke var der. Jeg blev taget vel imod. Det var i 1999.
Så gik det på almindeligt beskub frem til 2002, hvor der var en konflikt, der var så dyb at jeg besluttede at sige ja tak til arbejde i udlandet. Det skal siges at mens konflikten stod på, opsøgte jeg ham og spurgte, hvad han egentlig ville der skulle ske med "os" - han svarede mig at der ikke skulle ske mere og at det - for hans vedkommende - var et overstået kapitel. Med det svar gik jeg til samtale vedr. jobbet og fik det.
Efterfølgende gik det op for ham at jeg ville forsvinde uden for hans rækkevidde, hvilket fik ham "i aktion". Han bad mig flere gange om at bryde kontrakten og ikke tage afsted, hvilket jeg ikke ville. Jeg ville simpelthen ikke lade hans luner gøre mig til et menneske der løb fra sine aftaler og jeg ville gerne have det job. Ligesom jeg troede han måske havde lidt godt af at savne mig.(tsktsk)
Jeg havde forklaret at jeg blev væk i to år (afbrudt af ferier ca. hvert halve år)Mit fravær var meget hårdere ved ham end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig noget kunne være. Det var så galt at jeg faktisk på et tidspunkt overvejede at bryde min kontrakt, men så faldt der tilsyneladende ro over tingene og de begyndte at køre uden de store problemer.
Så blev vi uvennen mens jeg var væk og kommunikationen blev afbrudt. Jeg var hjemme på ferie, men så ham ikke i den periode og mente egentlig selv at det ikke kunne være anderledes.
Han er - af en masse for sagen uvedkommende ting - kommet til at skylde en masse penge væk og jeg hæfter for gælden. Det har hele tiden været en aftale at det kunne vi ordne indbyrdes og i mindelighed, men det går så op for mig at mens jeg går og betaler/lægger ud for hans gæld har han fundet sig en frille - og så synes jeg ikke det er sjovt mere. Så vil jeg have gælden dækket ind NU. Jeg vil ikke være til grin for mine egne penge. Og det havde intet med jalousi at gøre. Eller at han ikke måtte komme videre i sit liv. Han skulle bare have klaret det bagvedliggende med mig først.
Den kontakt vi dermed havde med hinanden gav ham den ide at det var helt galt det han havde gang i. Så han forklarede hende situationen og trak sig ud. Det var hun selvfølgelig ikke helt tilfreds med, men det blev da løst og vi var SÅ forelskede og så glade for at have hinanden (i kender selv den der "komme hjem" følelse) alt var bare så dejligt. Vi lovede hinanden guld og grønne skove at alt ville blive ikke som før, men meget bedre og aldrig mere ville vi forlade hinanden - det var os fra nu af.
Jeg glemte at sige at da vi blev uvenner mens jeg stadig arbejdede i udlandet forlængede jeg min kontrakt. Jeg kunne jo lige så godt sidde derude og tænke mig om, som et hvilket som helst andet sted.
Men nu udløber min kontrakt om 14 dage og nu klapper fælden. Nu skal jeg hjem og leve sammen med ham. Det er hans plan at vi skal giftes og jeg skal flytte ind i hans hus. NEJ, jeg kan ikke bo i det hus. Det bliver aldrig MIT hjem - det er hans. 3 andre kvinder har boet i det hus før mig - det kan jeg ikke.
Jeg er kommet med forskellige forslag til anden bolig, men ingen af os ønsker de PBS oversigter der følger med et hus til 3,5 mill og udenfor bygrænsen vil han ikke.... hård knude.
Jeg må sige at med de konditioner der er opstillet er jeg nødt til at sige tak for tilbuddet men nej tak - og hvad så? Jeg/vi har ventet på hinanden i alle de år og nu falder det fra hinanden. Jeg tør ikke leve sammen med ham.
Hvad er der i vejen med mig? Hvad gør jeg? Jeg stadigvæk ikke lyst til at være et menneske der løber fra sine aftaler. Siger jeg nej nu til at flytte ind er der vist ikke noget "os" mere.
Giv mig et råd.
Da jeg lærte ham at kende, var han ikke færdig med sin forhenværende som han har et barn med - hun var på det tidspunkt 1½ år. På den konto sårede han mig voldsomt igen og igen, men jeg kunne jo have holdt snitterne fra en "ny-singler" Han blev færdig med hende, men det tog sin tid.
Jeg var fraskilt og havde været det i et et par år og jeg var "fri af tidligere forhold" som det hedder. Ingen af mine forhold efter min skilsmisse havde været seriøse.
Vi har boet langt fra hinanden (200 km) men har været weekend-kærester og passet hver vores hverdag og især vores arbejde, som dog heldigvis af og til medførte at vi uventet havde et par ekstra dage sammen. Vi har egentlig følt vi har "levet sammen"
På et tidspunkt gik tingene i fisk for os og vi afbrød forbindelsen i ½ år. Jeg "kravlede tilbage" da jeg ikke følte jeg kunne få mit tilværelse til at hænge sammen som jeg gerne ville, hvis han ikke var der. Jeg blev taget vel imod. Det var i 1999.
Så gik det på almindeligt beskub frem til 2002, hvor der var en konflikt, der var så dyb at jeg besluttede at sige ja tak til arbejde i udlandet. Det skal siges at mens konflikten stod på, opsøgte jeg ham og spurgte, hvad han egentlig ville der skulle ske med "os" - han svarede mig at der ikke skulle ske mere og at det - for hans vedkommende - var et overstået kapitel. Med det svar gik jeg til samtale vedr. jobbet og fik det.
Efterfølgende gik det op for ham at jeg ville forsvinde uden for hans rækkevidde, hvilket fik ham "i aktion". Han bad mig flere gange om at bryde kontrakten og ikke tage afsted, hvilket jeg ikke ville. Jeg ville simpelthen ikke lade hans luner gøre mig til et menneske der løb fra sine aftaler og jeg ville gerne have det job. Ligesom jeg troede han måske havde lidt godt af at savne mig.(tsktsk)
Jeg havde forklaret at jeg blev væk i to år (afbrudt af ferier ca. hvert halve år)Mit fravær var meget hårdere ved ham end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig noget kunne være. Det var så galt at jeg faktisk på et tidspunkt overvejede at bryde min kontrakt, men så faldt der tilsyneladende ro over tingene og de begyndte at køre uden de store problemer.
Så blev vi uvennen mens jeg var væk og kommunikationen blev afbrudt. Jeg var hjemme på ferie, men så ham ikke i den periode og mente egentlig selv at det ikke kunne være anderledes.
Han er - af en masse for sagen uvedkommende ting - kommet til at skylde en masse penge væk og jeg hæfter for gælden. Det har hele tiden været en aftale at det kunne vi ordne indbyrdes og i mindelighed, men det går så op for mig at mens jeg går og betaler/lægger ud for hans gæld har han fundet sig en frille - og så synes jeg ikke det er sjovt mere. Så vil jeg have gælden dækket ind NU. Jeg vil ikke være til grin for mine egne penge. Og det havde intet med jalousi at gøre. Eller at han ikke måtte komme videre i sit liv. Han skulle bare have klaret det bagvedliggende med mig først.
Den kontakt vi dermed havde med hinanden gav ham den ide at det var helt galt det han havde gang i. Så han forklarede hende situationen og trak sig ud. Det var hun selvfølgelig ikke helt tilfreds med, men det blev da løst og vi var SÅ forelskede og så glade for at have hinanden (i kender selv den der "komme hjem" følelse) alt var bare så dejligt. Vi lovede hinanden guld og grønne skove at alt ville blive ikke som før, men meget bedre og aldrig mere ville vi forlade hinanden - det var os fra nu af.
Jeg glemte at sige at da vi blev uvenner mens jeg stadig arbejdede i udlandet forlængede jeg min kontrakt. Jeg kunne jo lige så godt sidde derude og tænke mig om, som et hvilket som helst andet sted.
Men nu udløber min kontrakt om 14 dage og nu klapper fælden. Nu skal jeg hjem og leve sammen med ham. Det er hans plan at vi skal giftes og jeg skal flytte ind i hans hus. NEJ, jeg kan ikke bo i det hus. Det bliver aldrig MIT hjem - det er hans. 3 andre kvinder har boet i det hus før mig - det kan jeg ikke.
Jeg er kommet med forskellige forslag til anden bolig, men ingen af os ønsker de PBS oversigter der følger med et hus til 3,5 mill og udenfor bygrænsen vil han ikke.... hård knude.
Jeg må sige at med de konditioner der er opstillet er jeg nødt til at sige tak for tilbuddet men nej tak - og hvad så? Jeg/vi har ventet på hinanden i alle de år og nu falder det fra hinanden. Jeg tør ikke leve sammen med ham.
Hvad er der i vejen med mig? Hvad gør jeg? Jeg stadigvæk ikke lyst til at være et menneske der løber fra sine aftaler. Siger jeg nej nu til at flytte ind er der vist ikke noget "os" mere.
Giv mig et råd.