Hjælp! Jeg er en stræber:'(

Længere nede på denne side faldt jeg over siden http://www.studenterraadgivningen.dk/Default.aspx?ID=92, som beskriver den sygelige perfektionisme. Jeg er drevet så langt ud i perfektionismen, at jeg sætter tegn (kommaer, punktummer, kolon) på MSN! Som siden beskriver nærmere, er jeg også så optaget af at få ret, at jeg meget ofte kommer op at skændes med folk om ting, jeg er sikker på, de tager fejl omkring. Derfor har jeg også meget få venner (hvis de overhovedet er det).
Da jeg fik mit første 13-tal, begyndte jeg at stræbe efter, at få langt flere 13-taller i andre fag. I dag er den højeste karakter 12, og jeg har i tidens løb fået mange 12- og 13-taller i mine karakterbøger. Desværre har jeg flere 10-taller og under, og derfor er jeg begyndt at føle mig utilstrækkelig. En "good-for-nothing".
Jeg har siden midten af min skolegang været ret kendt på skolen som det kloge og samtidig nuttede barn. I 5. klasse hjalp jeg endda tre 9.-klasseselever med at rette en stil! Nu er jeg fyldt 16 og går selv i 9. klasse, og det føles som om, verden har glemt mig[:*(]
Folk kigger ikke længere, når jeg tegner eller maler, skriver digte, sange eller noveller eller hjælper utallige skoleelever med deres lektier. Jeg er en ting for dem. Det er nået så vidt i dag, at de kalder mig "Ordbogen", "Facitlisten" eller "Stavekontrollen". Engang var jeg een søde, kloge dreng, men i dag er jeg den underlige nørd, der hjælper alle med alt😖
Det er en hård udvikling for mig. Jeg gik fra skolens mest omtalte og kendte elev til den nørd, som ingen gider at snakke med (medmindre det handler om lektier). Når vi laver gruppearbejde, laver min gruppe ingenting, fordi de ved, at jeg redder dem, i sidste øjeblik om nødvendigt.
Jeg er bange for, at min selvtillid snart er i bund. Jeg har ingen at snakke med om mine tanker, og jeg føler det som om, at mit gennemsnit SKAL være højere end sidste gang, hvis jeg vil overleve skolen. Som det ser ud nu, går jeg en trist fremtid i møde.
Jeg blev nødt til at fortælle jer dette, for jeg ved ikke, hvilke spørgsmål jeg skal stille udover:
Har nogen et råd til mig? Har nogen oplevet det samme?
På forhånd tak! Hilsen Stræberen...

Du skal tænke over, hvordan du virker som person, overfor andre mennesker.
Du har nået en alder, hvor folk dømmer dig på din personlighed og ikke på din kunnen, på et stykke papir.
Prøv at slippe skoleræset lidt, og koncentrer dig om dine klassekammerater og andre venner/ veninder.
Når de andre regner med, at du redder dem, når I laver gruppearbejde, så prøv at lav ingenting. Sig til dem, at du faktisk ikke gider lave noget idag, så det må være deres tur. De har godt af at se en anden side af dig, og du har godt af, at vise en anden side af dig selv.
Du får svært ved at begå dig i det voksne liv, hvis du udvikler en asocial adfærd.

Hej du kære "perfektionist" jeg kan fortælle dig at INGEN er perfektionister,men bestræber sig på at være det,og jeg tror at du har brugt din viden til at skaffe dig venner,og tror at de har brugt dig til det de skal, og nu vender dig ryggen!Det er IKKE venner,men bekendte !
Jeg synes du skal prøve at slappe af,søg venner andre steder og lad dig ikke udnytte,men hjælp på begrænset område de du virkelig føler for at hjælpe,og prøv også at "lade" som om at du ikke er så klog,hvil i dig selv,og vær så glad for det du kan,mange får brug for din viden senere i livet,og du skal jo selv lære så længe du lever selvom du allerede ved meget,og min søde kloge dreng,du går nemlig ikke en trist tid imøde,du er nemlig så klog at du har spurgt om råd her på siden og det er et godt tegn på at du altså ikke ved alt :-)Held og lykke også med dine nye venner! Hilsen dame 48 år

Kære dig!
Din beskrivelse af din situation og af dig selv står ikke helt i forhold til artiklen om perfektionisme, synes jeg.
Som jeg kan fornemme det, er din selvtillid mht. dine præstationer helt i top. Du ved hvad du kan. Det er vel mest omverdenens reaktioner som får dig til at føle dig tingagtig gjort (Ordbogen, Stavekontrollen, Facitliste m.m.), ikke dig selv. Det er som om de ikke ser din personlighed, men kun din begavethed og præstationsvilje.
Måske er dit talent for tiden lidt i vejen for dine sociale relationer, og du kunne overveje at gøre dig mere "synlig" på det sociale plan.
Du kunne også overveje om du måske skulle søge i en anden retning, og finde de omgivelser, hvor der er andre unge mennesker der har det ligsom dig. Utrolig begavet, og dermed genstand for de andres usikkerhed, og i en vis grad også misundelse.
Prøv og se på dette link, og føl efter om det siger dig noget.
http://www.mensa.dk/giftedchildren.html
Det er en samling af artikler og andre links omkring emnet "Begavede børn", og de problemer det kan medføre.
Du må i alle fald ikke være ked af at du er fremme i skoene. Måske er det ikke altid en fordel, men det kommer til at hjælpe dig mange gange i dit liv.
Forsøg at dyrke dine sociale færdigheder, og forsøg at møde de andre lidt mere i deres øjenhøjde hvis du kan.
Jeg tror du klarer den .... [s]
Håber det kunne trøste lidt, og at [:*(] snart igen bliver til 🙂!
Kærligst
Michel 🙂

Jeg tror jeg har det næsten ligesom dig. Gennem både folkeskolen og gymnasiet var jeg en stræber og selvfølgelig var det da rart at gå ud med et godt gennemsnit, men til gengæld havde jeg ikke nogen venner. I de mindre klasser så folk op til mig og synes jeg var helt vildt god (men i virkeligheden handlede det om at jeg boede i Holland da jeg var lille og der starter man i skole når man er 4, så jeg kunne læse og skrive både hollandsk og dansk da jeg begyndte i bh. kl. herhjemme. Derudover kunne jeg simple regneregler). Det endte med at jeg sprang 4. klasse over og kom direkte i 5. efter 3. Det var rigtig godt rent fagligt, men socialt var det en katastrofe!
Hver gang vi skulle have karakterer følte jeg at jeg skulle gøre det bedre end sidst for at bevise overfor de andre og migselv at jeg stadig havde "det". I min ensomhed tegnede og malede jeg meget, hvilket faktisk også gik godt for mig.
Jeg kan desværre ikke fortælle dig hvad du skal gøre for jeg fandt aldrig ud af det. Jeg tror tiden og alderen har gjort noget godt for mig. Nu går jeg på universitetet, er 19 år og over halvvejs færdig med ingeniørstudiet. Jeg er "middel" og "lidt over middel" når det kommer til karakterer, jeg har flere venner og en dejlig kæreste som jeg bor sammen med. Jeg indså bare at jeg ikke ville leve et ensomt liv hvor alt hvad jeg havde var et medlemsskab til Mensa og nogle flotte tegninger på væggene.
Meningen med dette indlæg var bare at fortælle dig at du ikke er alene. Jeg ved præcis hvordan det føles og det er ikke sjovt, men der er håb!
Knus Stinna

Det er godt at vide, at man ikke er HELT alene om det 🙂 Når jeg går ud af skolen og skal videre, har jeg også bestemt mig for, at jeg vil være social eller i det mindste mindre asocial og selvcentreret... det sidste problem havde du sikkert ikke😉
Nå, men tak! MANGE tak. Kun få mennesker kan forstå, hvor meget dit svar betyder for mig🙂