Hjemme igen
Så er jeg desværre hjemme igen..... altså sygemeldt! Øv!
Arbejdspresset blev, selv om det er på nedsat tid, for stort. Men det er nok ikke kun arbejdspresset, der blev for stort, også min kamp om at få hjælp fra min kommune har sikkert spillet en stor rolle.
Kort fortalt var jeg i maj 2004 involveret i en alvorlig bilulykke, hvor jeg, da jeg kører over for grønt lys med 50 km/t kører ind i en bilist, der kørte over for rødt lys. Efterfølgende kørte jeg frontalt ind i en lysreguleringsmast, der endte 43 cm inde i motorrummet.
Jeg har efterfølgende fået konstateret et alvorligt piskesmæld og gik på en fod, der havde en uopdaget brækket ankel og flere ledbånd, der var næsten revet over. Foden blev opereret i januar, men er stadig ikke i orden, og piskesmældet døjer jeg selvsagt stadig med.
Jeg var fuldtidssygemeldt i 11 måneder (jeg har heldigvis en indtil videre forstående arbejdsgiver) og startede op på arbejde på meget nedsat tid i april i år.
Samtidig mente min hjemkommune så, at nu havde jeg ikke behov for mere hjælp fra dem af ..... jeg er nu af den opfattelse, at de aldrig hjalp med noget, men at det var min arbejdsgiver, der ydede hjælpen, og så div. behandlere, der undervejs har behandlet mig.
Kommunens svar til mig var, at nu havde jeg været syg i næsten et år, og så var jeg ikke berettiget til mere hjælp!!!!
Men jeg er jo heller ikke i stand til at varetage mit arbejde!
Aftalen med min arbejdsgiver blev, at jeg for egen regning, gik ned i tid, til det, der svarer til omkring 23 timer ugentligt, og samtidig skrev jeg til socialudvalgsformanden (en politiker) for at spørge, om hun var enig i den praksis kommunen førte.
Inden der var gået en uge, fik jeg et venligt brev, hvor hun skriver, at kommunen har overholdt loven om samtaler hver 8. uge (på det tidspunkt havde jeg ikke snakket med min socialrådgiver andet end 4 gange på et år, den sidste gang hvor jeg selv kontaktede dem for hjælp!), men at hun havde bedt kommunens socialforvaltning genoptage min sag, for at hjælpe og støtte mig i at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Pludselig fik jeg så (heldigvis) en ny socialrådgiver, der sagde, at vi havde MEGET travlt med at få undersøgt min sag ..... og så troede jeg jo, at der i hvert fald snarligt ville komme et klart svar, men nej, jeg skulle blive klogere.
Jeg accepterede at få udført nogle test hos en psykolog (en såkaldt speciallægeundersøgelse), der klart bakker op om mine udtalelser om, at jeg har det skidt, ikke kan overkomme ret meget, og at jeg har brug for hjælp til at komme på fode igen (bare jeg gør det!). Desuden har de indhentet udtalelser fra div. behandlere, der også samstemmende siger, at jeg behøver hjælp, og sidst men ikke mindst, en udtalelse fra min arbejdsgiver om, at jeg har svært ved at klare jobbet, på trods af den nedsatte tid.
Og så troede jeg fejlagtigt, at NU ville der da snart ske noget.
Kommunen retter så, efter nu 6 måneder, henvendelse om, at jeg skal gå til egen læge for at få en generel helbredserklæring udfyldt, og her knækker filmen så.
For min læge undrer sig noget over den henvendelse. Kommunen beder hende nemlig nærmest om at komme frem til, at konklusionen på psykologundersøgelsen er forkert, og at jeg ikke behøver hjælp!!!!!!
Det vil hun heldigvis ikke, men bakkede op om at jeg 4 dage tidligere havde sygemeldt mig, og mener, at jeg nu skal gå lidt hjemme igen og samle kræfter.
Det har jeg selvfølgelig mere end brug for, men har samtidig enorm dårlig samvittighed overfor arbejdsgiver, elever, kollegaer osv.
Heldigvis har min tillidsmand rettet henvendelse til fagforeningen, der nu vil gå ind i sagen, forlange agtindsigt i min sag og prøve at hjælpe mig med at få den hjælp som jeg forhåbentlig kun midlertidigt behøver.
Nu kommer jeg forhåbentlig ikke til at kæmpe alene længere, og forhåbentlig har jeg stadig et job at komme tilbage til, når jeg om ikke alt for længe vil tilbage og undervise, ellers er det i hvert fald min hjemkommune, der har glimret med deres mangel på hjælp, der skyld i, at jeg evt. mister mit job!
Med håb om at I alle får en rigtig god dag.
Arbejdspresset blev, selv om det er på nedsat tid, for stort. Men det er nok ikke kun arbejdspresset, der blev for stort, også min kamp om at få hjælp fra min kommune har sikkert spillet en stor rolle.
Kort fortalt var jeg i maj 2004 involveret i en alvorlig bilulykke, hvor jeg, da jeg kører over for grønt lys med 50 km/t kører ind i en bilist, der kørte over for rødt lys. Efterfølgende kørte jeg frontalt ind i en lysreguleringsmast, der endte 43 cm inde i motorrummet.
Jeg har efterfølgende fået konstateret et alvorligt piskesmæld og gik på en fod, der havde en uopdaget brækket ankel og flere ledbånd, der var næsten revet over. Foden blev opereret i januar, men er stadig ikke i orden, og piskesmældet døjer jeg selvsagt stadig med.
Jeg var fuldtidssygemeldt i 11 måneder (jeg har heldigvis en indtil videre forstående arbejdsgiver) og startede op på arbejde på meget nedsat tid i april i år.
Samtidig mente min hjemkommune så, at nu havde jeg ikke behov for mere hjælp fra dem af ..... jeg er nu af den opfattelse, at de aldrig hjalp med noget, men at det var min arbejdsgiver, der ydede hjælpen, og så div. behandlere, der undervejs har behandlet mig.
Kommunens svar til mig var, at nu havde jeg været syg i næsten et år, og så var jeg ikke berettiget til mere hjælp!!!!
Men jeg er jo heller ikke i stand til at varetage mit arbejde!
Aftalen med min arbejdsgiver blev, at jeg for egen regning, gik ned i tid, til det, der svarer til omkring 23 timer ugentligt, og samtidig skrev jeg til socialudvalgsformanden (en politiker) for at spørge, om hun var enig i den praksis kommunen førte.
Inden der var gået en uge, fik jeg et venligt brev, hvor hun skriver, at kommunen har overholdt loven om samtaler hver 8. uge (på det tidspunkt havde jeg ikke snakket med min socialrådgiver andet end 4 gange på et år, den sidste gang hvor jeg selv kontaktede dem for hjælp!), men at hun havde bedt kommunens socialforvaltning genoptage min sag, for at hjælpe og støtte mig i at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Pludselig fik jeg så (heldigvis) en ny socialrådgiver, der sagde, at vi havde MEGET travlt med at få undersøgt min sag ..... og så troede jeg jo, at der i hvert fald snarligt ville komme et klart svar, men nej, jeg skulle blive klogere.
Jeg accepterede at få udført nogle test hos en psykolog (en såkaldt speciallægeundersøgelse), der klart bakker op om mine udtalelser om, at jeg har det skidt, ikke kan overkomme ret meget, og at jeg har brug for hjælp til at komme på fode igen (bare jeg gør det!). Desuden har de indhentet udtalelser fra div. behandlere, der også samstemmende siger, at jeg behøver hjælp, og sidst men ikke mindst, en udtalelse fra min arbejdsgiver om, at jeg har svært ved at klare jobbet, på trods af den nedsatte tid.
Og så troede jeg fejlagtigt, at NU ville der da snart ske noget.
Kommunen retter så, efter nu 6 måneder, henvendelse om, at jeg skal gå til egen læge for at få en generel helbredserklæring udfyldt, og her knækker filmen så.
For min læge undrer sig noget over den henvendelse. Kommunen beder hende nemlig nærmest om at komme frem til, at konklusionen på psykologundersøgelsen er forkert, og at jeg ikke behøver hjælp!!!!!!
Det vil hun heldigvis ikke, men bakkede op om at jeg 4 dage tidligere havde sygemeldt mig, og mener, at jeg nu skal gå lidt hjemme igen og samle kræfter.
Det har jeg selvfølgelig mere end brug for, men har samtidig enorm dårlig samvittighed overfor arbejdsgiver, elever, kollegaer osv.
Heldigvis har min tillidsmand rettet henvendelse til fagforeningen, der nu vil gå ind i sagen, forlange agtindsigt i min sag og prøve at hjælpe mig med at få den hjælp som jeg forhåbentlig kun midlertidigt behøver.
Nu kommer jeg forhåbentlig ikke til at kæmpe alene længere, og forhåbentlig har jeg stadig et job at komme tilbage til, når jeg om ikke alt for længe vil tilbage og undervise, ellers er det i hvert fald min hjemkommune, der har glimret med deres mangel på hjælp, der skyld i, at jeg evt. mister mit job!
Med håb om at I alle får en rigtig god dag.