forladt ensom og forvirret
uha det bliver nok en lang historie men har så megt brug for at høre andres meninger omkring det der er det værreste der er sket i mit liv. for 4 år siden mødte jeg den dejligste mand og vi indledte et forhold til hinanden trods 200 km mellem os. forholdet har været dejligt og vi er blevet meget tætte og fortrolige og har givet hinanden en masse gennem de 4 år. Afstanden har gjort ondt og har været meget svær for mig at greje men ellers ser jeg ikke de store problemmer i forholdet. her i ferien har jeg fået en uges betalt ferie af komunnen sammen med mine 2 børn og tog i uge 28 til lalandia med dem og da jeg kommer fra jylland og skulle forbi kbh aftaler jeg med min kæresteat vi skal mødes på banen og lige have nogle timer sammen inden vi skal hjem igen igen. da vi mødes kan jeg se på ham den er hel gal og ganske rigtigt så afslutter han vores forhold da min datter var i nærheden kunne jeg ikke reagere helt vildt og vi er sammen et par timer hvor han holder mig i hånden og kysser mig og da vi tager hjem har han tårer i øjnene. da vi når mandag skal jeg til nogle undersøgelser fordi jeg har en knude i maven og lægen forberedder mig på at det nok ikke er så godt men at jeg skal komme derind fredag og få det endelige svar. han ringer for at høre hvordan turen på sygehuset var gået og jeg bryder sammen og fortæller hvad lægen har sagt 3 timer efter står han her og vil trøste og vi finder sammen igen selv om han ikke er sikker på det er det rigtige fordi han mener han skader mig. han tager afsted igen tirsdag og lover at komme om søndagen da vi når søndag ringer jeg omkring middag til ham for at høre hvornår han kommer fordi jeg bare trængte til ham og han siger så han først kommer dagen efter jeg bliver enormt skuffet og ked af det og reagerer ved at sige at så blir mandag nok til tirsdag og inden jeg får sagt at det burde jeg ikke have sagt har han sagt stop og afsluttet tingene igen skal lige siges at jeg om fredagen fik at vide at jeg har cancer i maven og derfor havde jeg bare brug for ham ved mig. han kommer så herover om mandagen fordi han ved jeg har brug for ham og tog så afsted i lørdags hele ugen har jeg grædt og bedt ham om ikke at gøre det her mod mig mod os han har holdt fast i at det skal være slut. han siger det er fordi han sårer mig og det er det bedste for mig at han elsker mig og de 4 år vi har haft har været de bedste i hans liv og at jeg er det aller bedste der er sket ham i ugens løb er vi endt i seng sammen 3 gange hvor han den ene gang er stoppet op og har set mig dybt i øjnene og sagt ved du godt hvor meget jeg elsker dig,kysset mig holdt mig i hånden og puttet med mig. hvordan kan han elske mig og så forlade mig midt i det her?? han siger at jeg er bedere tjent uden ham og at han ikke er mig værdig og han ikke tænker på sig selv men på mig når han gør det. har virkelig prøvet at forklare ham at han ikke har såret mig og gjort mig ondt men har givet mig en masse dejligt og at han er det bedste der er sket for mig men får bare et svar om at jeg skal komme videre med mit liv, glemme ham og finde een der kan gøre mig glad og lykkelig men det er jo det han gør mig! han er en enormt stædig fyr og siger hans hjerte fortæller ham at det her er forkert men hans fornuft siger han ikke er god nok til mig og at jeg er bedere tjent uden ham og han er helt besat af tanken om han ikke er god nok. Jeg har det så smertefuldt, det hele gør så ondt jeg er bange og føler mig så alene i verden og kan ikke andet end kæmpe for at få ham til at se det han gør er forkert og har nok presset ham ret meget via mails og samtaler hvor jeg græder og beder ham komme tilbagejeg kan ikke undvære ham for første gang i mit 34 årige liv har jeg haft een jeg har kunnet stole på, en der gjorde mig tryg og varm, glad og fik mig til at føle mig noget værd. i aftes snakkede jeg med ham og sagde til ham at jeg aldrig vil blive hel igen uden ham og fik til svar at det kun gør ondt et øjeblik og så blir alt godt igen, fortalte ham at jeg elsker ham og virkelig beder til han ændrer mening hvor han siger at det gør han ikke forklarer ham at det her ødelægger mig totalt så siger han at han godt kan give mig et svar der kan få mig videre nu fordi han jo ikke får fred til at være alene med sine tanker og bagefter siger han at han ikke kommer til at ændre mening?? lige inden samtalen sluttede kaldte jeg ham skat som jeg plejer og han reagerede ved at sige : jeg er ikke din skat jeg er din ven! hvad skal jeg tro?? hvad skal jeg gøre for at få ham igen?? det hele gør så forbandet ondt han er 10 år ældre end mig og helt vildt stædig! hvad skal jeg gøre???
den ensomme
den ensomme