Et nummer i bunken?

Sikke en heftig debat der er gang i her inde - godt at se! Det er et ømtåeligt emne og meningerne vil altid afhænge af øjnene der ser eller hænderne der arbejder/ikke-arbejder.
Jeg er en af dem der repræsenterer "systemet" og gud hvor er det svært! Jeg elsker mit arbejde, selv om der ofte er dage hvor jeg synes, at meningsløsheden er til at tage og skære i.
Da jeg valgte at læse til socialrådgiver, havde jeg de aller bedste intentioner om, at jeg kunne gøre en forskel på en eller anden måde og det føler jeg også ind imellem, at jeg gør, men meget af tiden kører det nærmest som på samlebånd og jeg føler, at jeg dårlig kan være mit fag bekendt!
Mange borgere føler, at de "bare er et nummer i bunken" og det er desværre også rigtigt nogen gange. Kravene til socialrådgiverne i dag er helt ude af proportioner pga. af alt det skriftlige arbejde der følger med en sag, så de menneskelige hensyn vi så gerne vil beskæftige os mere med, ja det er der sgu ikke rigtg tid til (selv om det fylder MEGET under vores uddannelse)
Derfor er der, efter min mening, særdeles god grobund for, at der ofte sker en meningsløs aktivering - det gælder simpelthen om at få folk ud af vagten hurtigst muligt, eller vokser bunken bare! Så der laves lige en hurtig Match og er du Matchgruppe 1 - vupti, så er du arbejdsmarkedsparat og så laver vi lige et hurtigt stempel dér - ja og dér, ja...så er du klar til aktivering. Hvilken aktivering og hvad er formålet? Tja jo ser du, det ved jeg ikke rigtig, men det er lige meget, du skal bare i gang - ledigheden er roden til alt ondt!
Ok det er firkantet sat op, men sådan føles det nogen dage.
Er aktivering meningsløs...? Nej det mener jeg egentlig ikke det er, men kvaliteten af aktiveringen er ofte stærkt kritisabel og fuldstænig håbløs og uden nogen fremadrettet plan - det er dér fejlen ligger!
Grundlæggende mener jeg, at alle der KAN arbejde SKAL arbejde - det er nu en gang sådan, vores samfund kører rundt. Alle tiders, hvis man vælger at melde sig ud af samfundet og siger, at man ikke gider at være en del af den kapitalistiske maskine - men så må det være for egen regning.
Når det er sagt, så er der bare mennesker der ikke KAN arbejde og de skal efter min meneing ikke tvinges ud i håbløs aktivering - om man skal overveje borgerløn eller andre kreative forslag, skal jeg ikke gøre mig klog på.
Der er selvfølgelig folk der bliver tildelt førtidspension og evt. fleksjob, hvis man stadig har noget erhvervsevne i behold, men det er sørgeligt at se, at nogle af disse folk trækkes gennem alverdens håbsløse tiltag, år efter år, før "systemet endelig giver sig"
Mit bedste bud er, at der simpelthen ikke er tid/ressourcer nok til at lave en ordentlig afklaring af folk. Jeg bliver sgu trist når jeg ser mine ellers gode kolleger, med mørke rande under øjnene fortælle, at det ofte ikke nytter noget - bunkerne vokser, men den gode sagsbehandling skæres væk (fordi det tager for lang tid og det koster penge!) og derfor føler flere af dem, at borgerne "bare er et nummer i bunken"
Hvis der var ressourcer nok, kunne der laves en ordentlig afklaring og hjælpe dem der virkelig har brug for hjælpen. Dem der ikke KAN arbejde, skal sgu heller ikke og så skal de ikke trækkes gennem flere års meningsløs aktivering - vi lever i et velfærdssamfund (ja det gør vi stadigvæk) og vi har råd til det - og lad os så bruge ressourcerne på dem, der kan bidrage til samfundet, eks. ved at lave en ordentlig aktivering med mening i! I det lange løb kan det da kun være besparende...
Lad mig lige slutte af med, at jeg selv har været møllen igennem.
Jeg var en usikker ung pige der ikke anede hvad jeg skulle med mit liv efter skolen og sammenlagt med en god gang sociale problemer i bagagen, ja så gik jeg i stå. Jeg syntes, at samfundet kørte for stærkt til mig og jeg var så selvudslettende, at jeg slet ikke fatter det i dag.
Jeg røg så på kontanthjælp og blev lynhurtigt sendt på et lille "kursus" - jeg var under 25 år og var dengang med i puljen "ung i arbejde" eller bedre kendt som "dum i arbejde" hvilket jo virkelig var en flatterende etiket.
Kurset var noget i retning af "kend dig selv/få mere selvtillid" og gik ud på, at en dramalærer...?? skulle opføre et teaterstykke med os og på den måde skulle vi så finde de vise sten og gå ud i verden bagefter og råbe "I'M THE KING AF THE WORLD". Kurset blev indledt med et weekend-ophold i Lalandia med alt betalt (jo den er god nok) hvor vi 12 unge mennesker skulle pille i vores navler og ligesom finde en mening med livet.
Behøver jeg at sige, at det virkelig var ydmygende...!!
Jeg gennemførte dog kurset, men med en rigtig dårlig smag i munden og har aldrig følt mig så ussel. Så jeg spankulerede op til min socialrådgiver og spurgte, om jeg dog ikke måtte komme i aktivering i stedet for det andet? Jo det måtte jeg godt, og hun var heldigvis en af de forstående sociarådgivere med god tid, så vi havde nogle gode snakke omkring mine ønsker for fremtiden og fandt så en aktivering, der var rettet mod dette.
Jeg startede og 7 måneder efter, da der blev en ledig stilling, blev jeg fastansat. 3 år efter var jeg klar til at tage en uddannelse og er altså i dag socialrådgiver.
For mig var kurset altså en god "skræmmekampagne" som fik mig videre og aktiveringen var dét der gjorde, at jeg fik troen på mig selv igen, og igen kom videre dérfra - sådan kan det altså også gå og heldigvis er der stadig gode historier som disse, hvor aktiveringen stadig er en god løsning - men så har den nok også været meningsfyldt fra starten af.
Der er selvfølgelig også dem der bare ikke VIL arbejde og der er min mening stadig, at de skal aktiveres - personligt gider jeg ikke betale for, at nogen ikke gider spytte i den fælles kasse. Men hvis de bare er et nummer i bunken og bliver sendt ud i en hovsa-aktivering, så kan de sgu lige så godt blive hjemme - der skal noget helt andet til.
Flere ressourcer? - måske man skulle sætte sit X et andet sted

Du har ganske ret i at det er en svær debat omkring aktivering, der er skåret nogle skarpe linier op, med at KHJM er ugidelige o.s.v.
Men som jeg skrev i indlæget *Aktivering SUCKS eller* er min indstilling til aktivering også skåret skarp op, jeg har en' gang været i fornuftig aktivering som jeg havde været i den dag i dag hvis jeg ikke var blevet påtvungen en socialrådgiver som var af en anden mening end jeg.
citat >Da jeg valgte at læse til socialrådgiver, havde jeg de aller bedste intentioner om, at jeg kunne gøre en forskel på en eller anden måde og det føler jeg også ind imellem, at jeg gør, men meget af tiden kører det nærmest som på samlebånd og jeg føler, at jeg dårlig kan være mit fag bekendt! < citat slut
Den har jeg hørt fra flere socialrådgivere og kender flere som har valgt et job skifte p.g.a stress,følesen af at det er meningsløs o.s.v.
De er jo heller ikke jer det er *skurken* i dette spil, det er regeringen (Claus Hjort) der bruger jer som Front og det er jer der står med balladen.
Sidste gang jeg blev skrevet ind i systemet var det en ung nyuddannet socialrådgiver, jeg mødte hende på gaden ½ år efter der var hun stoppet og gået igang med en anden uddannelse for hun havde de intentioner at nu skulle hun hjælpe folk og da hun så systemet indefra gav hun op efter ½ år.
Hovedparten af dem som er på KHJ vil hellere end gerne i arbejde, men efter ½ år på et eller andet aktiveringssted med at stoppe skruer i poser eller lign. er man sat i en bås og mange giver op på det tidspunkt, man føler sig som 3.rangs menneske og lader stå til og siger *nå ja og amen til hvad man får besked på!*
For et stykke tid siden var en udsendelse ang. socialrådgivere på Nørrebro i KBH og der kom det frem at de har ca 5 min til hver klient, hvordan i H.H.H forventer regeringen at der kan laves en ordentlig sagsbehandling på den tid, det er det rene utopi.
Ok til at aktivering MÅSKE skal være der for dem som *frivilligt* deltager i det og som får fyldt deres daglig dag på den måde, så de har noget i daglig dagen at stå op til, men den form for aktivering som køre nu *under tvang* er sgu under al kritik og er medvirkende til at holde folk i systemet.
Var et sted hvor en gut havde været i aktivering i 4 år samme sted ( en aktiveringsfabrik) og hvis jeg ikke tager fejl er han der endnu.
Aktivering for private kunne jo f.eks afstedkomme mindste lønnen i danmark så man har mulighed for at komme i fagforening, men som du selv skriver *nej det koster penge*
Du siger at nu ser du kollegaer med sorte rander under øjnene og stress symptomer! hvordan bliver det så ikke efter den 1 januar 2007!
Silverfoxdk

Som single giver det ikke mange penge , og det kan være et krav at der er arbejdstvang.
Tvinges til at arbejde uden en overenskomst.
Man må ikke have formue. For nogle år siden måtte jeg af med min bil , før jeg kunne få kontanthjælp . For nogle år siden havde jeg et hus , der var en " social begivenhed " , og det var kun kontanthjælp jeg kunne få. Husejer , næsten ingen penge i kontanthjælp , huset røg på tvangsauktion.
Jeg må have 10.000,- kr. som formue , opsparede penge eller lån ( med dyre renter) giver problemer.Aktiver giver problemer.
Mange af en kommunes klienter bliver ikke aktiveret i flere år , og indtægten er vist rimelig - modsat singlerne.
Man er presset , man skal være arbejdssøgende hele tiden ( der HAR været en meget stor arbejdsløshed ) , det er ændret nu.
Hvis klienterne ikke skulle igennem alle de pressede problemer , havde sagsbehandlerne også et andet liv og andre arbejdsvilkår.
Jeg var heldig . Jeg var på flere aktiverings job , og har altid passet mit arbejde - trods den meget lille indtægt.
En fra kommunen ringede til mig på en aktiverings arbejdsplads. Jeg skulle ringe til en meget stor arbejdsplads , og blev ansat som funktionær.
Nu er der gået 7 år... det var et helt andet liv og indtægt.
Jeg mener , at singlerne og de unge , ikke bliver behandlet på en rimelig måde økonomisk.
En meget lille indtægt , kan give rigtig mange sociale problemer.
Bliv medlem af en fagforening og en a - kasse.