Er et sted at sørge en ret for alle?

Hvad mener I om ønsker om at blive stedt til hvile uden gravsten el. andet, der viser, hvem der ligger der?
Naturligvis skal sådanne ønsker respekteres, men jeg tror, at mange står tilbage og gerne ville have haft et sted at gå hen for at mindes og sørge.

Min mor dødede, da jeg var 8 år, og det var i 1981. Jeg besøger sjælden hendes grav, fordi hun er i mit hjerte og tanker. Det er det, der betyder mest for mig, ikke stedet hvor hendes urne ligger, fordi det er jo ikke der, hvor hendes sjæl er.
Personligt vil jeg brændes, og asken skal spredes i havet, fordi jeg elsker havet, og ved det vil jeg være alle steder og ingen steder. Og når nogen vil mindes mig, kan de gå til havet hvilket som helst sted, hvis tankerne ikke er nok.
Mille

selvfølgelige skal sådanne ønsker respekteres, men er enig med dig i at de efterladte nok har brug for et sted at gå hen.
Nu er jeg ikke så gammel kun 27 men i år 2000 mistede jeg min stoersøster, hun kunne ha blevet 30 i dag :-/. hendes gravsted ville jeg ikke undvære for noget i livet. det er der jeg går hen når jeg er ked af det eller sur på hende. det er der jeg går hen når jeg føler jeg trænger til lige at få lettet mit hjerte til hende. Så personligt ville jeg aldrig vælge at sku begraves uden et sted for familien at kunne gå hen. kan man også til en fællesgrav, men tror ikke det er det samme, her ved ´jeg hvem det er der ligger under jorden.

Jeg er af den opfattelse at et gravsted er er sted man kan gå hen og sørge. Et sted at mindes og et sted at komme op at skændes over, for hvem skal nu lige holde det pænt og sætte eller lægge blomster? De efterladte kan let komme op og toppes om dette og så kan det være ligemeget med det gravsted.
Personligt tror jeg på et liv efter døden, hvorfor et gravsted bare er med til at optage pladsen rundt om os. De døde vender tilbage når de ønsker det og holder øje med os, ikke deres eget gravsted. Tænker vi pænt på dem og mindes dem som man bør (dette er op til hver enkelt), så er jeg sikker på at afdøde er glad og hvad er vigtigst: Gode minder og følelsen indeni, eller et sted som alle kan se og som måske ligger meget langt fra hvor man selv bor, eller slår sig ned?

det jeg selv tænker.

Min mand har altid sagt, at han vil bisættes på de ukendtes grav.
Dette var jeg overbevist om at jeg ville respekterer, lige indtil det i sommers blev aktuelt - mange år for tidligt.
Jeg valgte ikke at respektere hans ønske. Det gjorde jeg primært af hensyn til vores børn på 16 og 20 år, men også fordi jeg selv har brug for et sted at gå hen når sorgen bliver for stor.
Så i stedet blev det til en mindeplade i græsset hvor urnen er sat ned lige bagved pladen.
Måske var det forkert ikke at respektere hans ønske, men jeg valgte at tage mere hensyn til os efterladte.

Havde altid sagt, at ormene ikke skulle holde et festmåltid af hende, så hun ville brændes, og så ville hun på de ukendtes grav,for som hun også sagde, i skal ikke gå der og ha' skidt samvittighed over at der ikke er blevet fjernet ukrudt på mit gravsted.
Så da' hun døde i 1979 blev hun brændt, og urnen blev derefter sat ned i græsplænen på Faxe kirkegård, og der har den stået lige siden, går jeg ud fra.
GOD VIND

Jeg syntes også helt klart at det var et rigtigt valg.
Jeg så forøvrigt i din profil, at du er bager, det er jeg også jeg blev udlært i 1968, så jeg har tit haft lyst til at genoptage det, men det er jo nok for længe siden.
Hej med dig

tror jeg også er det vigtigste.
det er svært, for der er så mange følelser forbundet med savnet af ens kære.
Oprindeligt ville jeg også gerne have haft at min mormor have et gravsted, - men ærlig talt,må jeg indrømme at jeg kommer ikke særlig ofte i den by hvor hun er begravet på de ukendtes.
tilgengæld så nyder jeg de smukke blomster der altid er på de ukendtes, frem for hvis hun havde ligget på et forsømt gravsted.
Hun er i mit hjerte, og jeg kan sætte mig på en bænk ved de ukendtes og nyde blomsterne, eller lukke øjnene og føle efter inden i mig selv, og på den måde mærke varmen fra en altid kærlig person som forsvandt alt for tidligt i mit liv.
Hvis man vil kan man her på nettet mindes sine kære på www.mindet.dk man kan tænde lys for dem man savner, eller man kan betale for en personlig mindeside hvis man vil.
Kærlig hilsen
Carmen