er der liv efter midt 30'erne?

så er tiden kommet hvor jeg runder de 29år i næste måned. er nok gået lidt i 30-års panik allerede....
jeg er en pige som elsker at gå i byen, feste, flirte osv.
desværre har vi kvinder jo en tidsindstillet 'bombe' som udløses v. omkring de midt 30. - Hvis vi vil have børn , skal det helst gøres inden da, siger eksperterne, hvis vi vil gøre os håb om raske børn...
det er så uretfærdigt at vi kvinder skal bære denne byrde. jeg ville virkelig ønske at jeg kunne udsætte det, at skulle have børn (som jeg iøvrigt gerne vil have på et tidspunkt) til jeg er 40 eller ældre.
men fortæl mig nu, mine lidt ældre søstre og brødre, er der liv efter de midt 30, hvor man har fået børn osv?
her tænker jeg på det sociale liv, netop det at gå i byen, feste, flirte osv. går dette tabt? eller hvordan?
er der en kønsopdeling, hvor manden fortsætter af samme skuffe og kvinden så at sige mister sit liv? (tænker nu på mine forældre, hvor min far netop stadig er meget aktiv på den sociale scene (er nu 60 år) og har haft flere forhold efter min mor. hvorimod min mor har haft et ret stille og indelukket liv efter deres skilsmisse)...
er klar over det har noget at gøre med personligheder, men jeg er virkelig ved at gå i panik over at jeg snart skal til at være 'voksen' og måske ikke længre kan tillade mig at have min nuværende livsstil...
giv mig lige nogle råd, tanker hvad somhelst....

Hejsa nn1
Det er lidt sjovt som man, ikke nødvendigvis klogere, er lidt mere livserfaren i min alder (midt i 40erne).
Jeg er mand, og mit liv startede faktisk for alvor ved de 30. Det var som om en turbo blev slået til. Og mine oplevelser med kvinder i den alder - hot damn siger jeg bare!!
Det er jo sådan at mænd "peaker" i 20-25års alderen, rent seksuelt. Hos dig starter det først for alvor nu!! Hvorfor tror du at mange mænd interesserer sig for 30årige kvinder og opefter i stigende grad?
For at sige det rent ud, så kan jeg ikke bruge kvinder under 30år til noget, og har aldrig kunnet. Det kan være en genfejl hos mig, men jeg mener det beror på at kvinder over 30 giver slip på sig selv. De udvikler sig til lidenskabelige femme fataler.
Don´t worry, glæd dig!!
Mvh TTT*

Hvis du får børn med en fast mand, ja så er i begge hjemme, eller det vil sige mange mænd vælger da at stoppe med alt for mange byture.
Men jeg tror at når man vælger børn, så finder man nogen andre værdiger i livet.
Man kommer til at synes det er dejligt at sidde og hygge hjemme.
Og langt de fleste, ikke alle, bliver også på et tidspunkt træt af at gå i byen, så skal der ske noget andet.
Jeg har selv 2 børn, og jeg kan da stadg gå i byen, og gør det stadig.
Men selvom jeg ikke selv synes jeg er så gammel bare fordi jeg er i 30 erne, så er jeg dog så gammel er jeg synes det er trist at gå på diskotek mange steder, mest fordi dem der også kommer at unge og meget tåbelige pige og drenge på 18 - 19 år.
Og har man børn kan man undre sig over hvor de såkaldte voksne på 20 kan tee sig så barnligt.
Ja jeg har stadig et liv, et andreledes liv end da jeg var 18, men på ingen måde dårligere.
Og selv jeg har har andre kærester, selv jeg er 30 år. Så man kan stadig flirte og date osv selvom man er 35 år og har 2-3 børn.
De er ikke så slemt at blive ældre

Jooo, jeg er da i live endnu. Jeg har ingen børn, men oplevede, at mine prioriteter ændrede sig, da jeg var sidst i tyverne. Jeg er 32 nu og selvom jeg var glad for at gå i byen før, så er det ikke noget, der interesserer mig nu.
Mit liv er afgjort blevet roligere, men på sin vis også mere indholdsrigt. :)
Fik selv lidt sved på panden, da jeg fyldte 29 (det er sjovt hvordan krisen rammer ved de 19, 29, 39 osv. og ikke på selve den runde dag), men alt er faldet i hak. Du skal se, det hele kommer sikkert af sig selv.

altså ja, det kommer nok af sig selv som du siger...
men det er sjovt nok det med at gå i byen, som den anden skriver også nævnte, så er det virkelig der mit interesse felt ligger - også fordi jeg er meget interesseret i musik (det er som reglen tæt forbundet).
-og der er ikke helt den samme aldersopdeling som på et standard diskotek, hvor det måske er meget unge folk som går der (og ja, det kunne måske godt gå hen og blive lidt uinteressant), netop derfor tror jeg heller ikke at jeg sådan lige går hen og bliver træt af det.
synes også bare det er så livsbekræftende at komme ud og møde nogle nye, søde mennesker, lytte til go' musik og drikke sig halv snalleret:-D
men ok, der er jo et par dage til at jeg er midt i 30'erne;-), så ja, der kan jo nå at ske en masse ting...
var/er bare intereseret i at høre folk som har gennemgået dette's tanker omkring det.

Du behøves jo ikke stoppe med at tage i byen selvom du er i fast forhold og får børn. Hvis det stadigvæk har din interesse, så kan det vel sagtens lade sig gøre? Nogle af mine venner gjorde det, at de tog i byen hver for sig og så skiftedes til at være hjemme ved børnene. En gang i mellem havde de så bedsteforældre eller venner til at babysitte, så de kunne feste sammen.
Det handler vel om at gå på kompromis. Du kan måske ikke tage i byen hver weekend, men en gang i mellem sker der vel ikke noget ved. :)
Nu er det selvfølgelig nemt for mig, at sige, når jeg ikke selv har børn, men jeg synes det er uhyggeligt hvordan nogle forældre næsten ikke kan gå udenfor en dør når først junior er kommet til, mens andre godt kan jonglere det med at være gode forældre, samtidig med at de har et (omend noget begrænset) voksenliv.

Kære 29-årige,
også mit eget liv har vist mig, at man får, hvad man ønsker og giver plads til - ikke spor mere.
Mit bilogiske ud dikterede ved 29/30 at jeg MÅTTE have et barn, og det "gik ud over" manden, jeg levede sammen med - uden at jeg i mit hjerte var overbevist om, at jeg ville leve med ham, indtil døden skilte..
Samtidig ville jeg også have uddannelse og godt job. Og fik det. Det blev til 3 børn, det 3. som jeg MÅTTE have, fik jeg lige efter jeg blev 39. Og valgte skilsmisse før der var gået et år.
Den yngste er nu 15, jeg løber motionsløb, danser latinam. dans, dyrker yoga. Og har de sidste 5 år følt, at jeg befinder mig i en slags anden ungdom, bare langt bedre. Jeg er glad for mig selv og alt ved mig, incl. mine børn, min alder, min baggrund, mine valg, mine nuværende livsomstændigheder.
Så mit svar til dig er: ubeslutsomhed og forestillingen om, at ting udelukker hinanden, kan gøre, at du ender med ikke at få nogen af dem.... Er det mon den livsholdning, din mor har haft i nogle år? Hvis jaaa... måske, så lær af det og vælg hvilken livsholdning, der skal være din.
Og vigtigst: handl derefter. Livet er meget, meget, meget kortere end du tror.
Smil fra
en lykkelig kvinde

til dåbsattester. Lev!!!

Jeg var lidt for reserveret, men sunder mig ved at læse TicTacToe's indlæg:
min vigtigste erfaring: det seksuelle eksploderer i intensitet og værdi og naturlighed (du er bare simpelthen bare dig selv og en rigtig sød gudinde) når du nærmer dig din 2. ungdom... sådan har det været for mig.
Jeg ville ikke bytte med tiden nu, selv om nogen ville give mig 10 eller 20 år tilbage af mit liv : -) !

at leve et sorgløst og uforpligtende liv hvadenten man har børn eller ej. Et liv som næsten kun indeholder fester og skæg og ballade, kan vel heller ikke være særligt ønskværdigt. Og hvad er mere patetisk end mennesker, som ikke vil erkende at de har passeret festabe-alderen.
Der er i hvertfald een ting, de gamle førstegangsfødende går glip af, nemlig at få børnebørn mens de stadig er i stand til at have rigtig glæde af de små - og omvendt. Tænk bare, hvis dit barn også vælger at vente med at få børn til han/hun er 40. Bedsteforældre er et uddøende folkefærd!

at tilføje, at 'den anden ungdom' er betydelig bedre end den første. Sådan var det for mig og en hel del andre bedstemødre, jeg kender. Man er ikke hæmmet af alle mulige vrangforestillinger om den evige og store kærlighed og romantik. Man fokuserer ikke i samme grad på sig selv og hvordan man virker på andre, og det er usigeligt befriende. Man kan nyde sin krop og sin partner, fast eller a la carte.
Jeg vover at påstå, at livet begynder ved de 50 - vel at mærke hvis man har aftjent sin værnepligt ang. videreførelse af slægten og ungerne er fløjet. Er reden stadig fuld af dunede unger, ser tingene selvfølgelig ikke så rosenrøde ud.

for jeres svar...
det lyder ikke så værst som jeg havde forstillede mig - lader til at der alligeval er liv efter midt 30'erne;-)
(men med lidt tolkning lyder det nu også som om at mens børnene er små, så er der måske ikke så meget liv - netop da der er nogle andre der har fået 1. priotet (sådan skulle det jo også gerne være hvis man vælger at have børn) - håber bare også der er lidt plads til mig selv...)