En ung mand vender tilbage.
Denne skildring fra det virkelige liv er fortalt af Elie Khalil.
Jeg er født på Cypern, men voksede op i Australien. Mine forældre er Jehovas Vidner, og de gjorde alt hvad de kunne for at give mig kærlighed til Jehova og hans ord, Bibelen. Men som teenager begyndte jeg at gøre oprør. Jeg sneg mig ud af huset sent om aftenen for at være sammen med mine kammerater. Vi stjal biler og rodede os ud i mange andre problemer.
Til at begynde med skjulte jeg det for mine forældre, af frygt for at gøre dem kede af det. Men efterhånden mistede jeg den frygt. Jeg fik venner som var meget ældre end mig, venner som ikke elskede Jehova, og de havde en dårlig indflydelse på mig. Til sidst fortalte jeg mine forældre at jeg ikke længere ville have noget at gøre med deres tro. De forsøgte tålmodigt at hjælpe mig, men jeg afviste alle deres bestræbelser. Mine forældre var sønderknuste.
Da jeg var flyttet hjemmefra , begyndte jeg at eksperimentere med stoffer, og jeg dyrkede og solgte endda store mængder marihuana. Jeg levede et umoralsk liv og gik ofte på natklub. Jeg udviklede efterhånden også et voldsomt temperement. Hvis nogen sagde eller gjorde noget jeg ikke kunne lide, blev jeg meget hidsig og råbte ofte ad folk og slog dem. Kort sagt gjorde jeg alt det jeg havde lært at en kristen ikke skulle gøre.
En af mine nære venner var også stofmisbruger, og han havde i en meget ung alder mistet sin far. Vi sad ofte og talte sammen til langt ud på natten. Nogle af disse nætter åbnede han sig og fortalte hvor meget han savnede sin far. Eftersom jeg fra barn af kendte til håbet om en opstandelse, begyndte jeg at fortælle ham om Jesus - at han havde oprejst nogle fra de døde, og at han havde lovet at gøre det igen i fremtiden. (Joh.5:28-29) "Forestil dig hvordan det vil være at se din far igen," sagde jeg til ham. "Vi kan alle sammen komme til at leve for evigt i Paradiset på jorden." Det rørte min vens hjerte at høre disse tanker.
Andre gange kom min ven ind på emner som de sidste dage og treenighedslæren. Så tog jeg hans bibel og viste ham forskellige skriftsteder som forklarede ham sandheden om Jehova Gud, Jesus og de sidste dage. (Joh.14:28; 2 Tim.3:1-5) Jo mere jeg fortalte min ven om Jehova, jo mere tænkte jeg selv på Jehova.
De sandhedens sædekorn der lå i dvale i mit hjerte, og som mine forældre havde gjort så meget for at så, begyndte langsomt men sikkert at vokse. Når jeg for eksempel var til fest og tog stoffer sammen med mine venner, begyndte jeg nogle gange pludselig at tænke på Jehova. Mange af mine venner hævdede at de elskede Gud, men deres opførsel vidnede om det modsatte. Sådan ville jeg ikke være, og jeg indså hvad jeg måtte gøre. Jeg måtte vende tilbage til Jehova.
Ét er at vide hvad man skal gøre, noget helt andet er at gøre det. Nogle af forandringerne var lette at foretage. For eksempel holdt jeg uden større besvær op med at tage stoffer. Jeg brød også med mine venner og begyndte at studere Bibelen sammen med en kristen ældste.
Andre forandringer var imidlertid langt vanskeligere. Jeg havde især svært ved at styre min vrede. Somme tider klarede jeg det godt i en periode, men fik så et tilbagefald. Bagefter havde jeg det dårligt med mig selv og følte at jeg var en fiasko. Nedtrykt henvendte jeg mig til ham jeg studerede Bibelen med. Han var altid tilmodig og venlig og var til stor opmuntring for mig. Ved en lejlighed bad han mig læse en artikel i Vagttårnet om hvor vigtigt det er ikke at give op. Vi talte om hvad jeg kunne gøre når jeg blev vred. Med artiklen i tanke og mange bønner til Jehova lykkedes det mig efterhånden at styre mit temperament. I april 2000 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner. Mine forældre var naturligvis henrykte.
Jeg har nu fred i sindet og en ren samvittighed fordi jeg ikke længere besmitter min krop med stoffer eller begår umoralske handlinger. Uanset hvad jeg foretager mig, om jeg er på arbejde, til et kristent møde eller dyrker fritidsinteresser, så er jeg meget gladere nu. Jeg har et positivt livssyn.
Jeg takker Jehova for mine forældre, som aldrig glemte mig. Jeg tænker også på Jesu ord i Johannes 6:44: "Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham." Det rører mig dybt når jeg tænker på at det er fordi Jehova har draget mig, at jeg kunne vende tilbage til ham.
Hvad kan vi lære af sådan en historie?
Med venlig hilsen, ftg.
Jeg er født på Cypern, men voksede op i Australien. Mine forældre er Jehovas Vidner, og de gjorde alt hvad de kunne for at give mig kærlighed til Jehova og hans ord, Bibelen. Men som teenager begyndte jeg at gøre oprør. Jeg sneg mig ud af huset sent om aftenen for at være sammen med mine kammerater. Vi stjal biler og rodede os ud i mange andre problemer.
Til at begynde med skjulte jeg det for mine forældre, af frygt for at gøre dem kede af det. Men efterhånden mistede jeg den frygt. Jeg fik venner som var meget ældre end mig, venner som ikke elskede Jehova, og de havde en dårlig indflydelse på mig. Til sidst fortalte jeg mine forældre at jeg ikke længere ville have noget at gøre med deres tro. De forsøgte tålmodigt at hjælpe mig, men jeg afviste alle deres bestræbelser. Mine forældre var sønderknuste.
Da jeg var flyttet hjemmefra , begyndte jeg at eksperimentere med stoffer, og jeg dyrkede og solgte endda store mængder marihuana. Jeg levede et umoralsk liv og gik ofte på natklub. Jeg udviklede efterhånden også et voldsomt temperement. Hvis nogen sagde eller gjorde noget jeg ikke kunne lide, blev jeg meget hidsig og råbte ofte ad folk og slog dem. Kort sagt gjorde jeg alt det jeg havde lært at en kristen ikke skulle gøre.
En af mine nære venner var også stofmisbruger, og han havde i en meget ung alder mistet sin far. Vi sad ofte og talte sammen til langt ud på natten. Nogle af disse nætter åbnede han sig og fortalte hvor meget han savnede sin far. Eftersom jeg fra barn af kendte til håbet om en opstandelse, begyndte jeg at fortælle ham om Jesus - at han havde oprejst nogle fra de døde, og at han havde lovet at gøre det igen i fremtiden. (Joh.5:28-29) "Forestil dig hvordan det vil være at se din far igen," sagde jeg til ham. "Vi kan alle sammen komme til at leve for evigt i Paradiset på jorden." Det rørte min vens hjerte at høre disse tanker.
Andre gange kom min ven ind på emner som de sidste dage og treenighedslæren. Så tog jeg hans bibel og viste ham forskellige skriftsteder som forklarede ham sandheden om Jehova Gud, Jesus og de sidste dage. (Joh.14:28; 2 Tim.3:1-5) Jo mere jeg fortalte min ven om Jehova, jo mere tænkte jeg selv på Jehova.
De sandhedens sædekorn der lå i dvale i mit hjerte, og som mine forældre havde gjort så meget for at så, begyndte langsomt men sikkert at vokse. Når jeg for eksempel var til fest og tog stoffer sammen med mine venner, begyndte jeg nogle gange pludselig at tænke på Jehova. Mange af mine venner hævdede at de elskede Gud, men deres opførsel vidnede om det modsatte. Sådan ville jeg ikke være, og jeg indså hvad jeg måtte gøre. Jeg måtte vende tilbage til Jehova.
Ét er at vide hvad man skal gøre, noget helt andet er at gøre det. Nogle af forandringerne var lette at foretage. For eksempel holdt jeg uden større besvær op med at tage stoffer. Jeg brød også med mine venner og begyndte at studere Bibelen sammen med en kristen ældste.
Andre forandringer var imidlertid langt vanskeligere. Jeg havde især svært ved at styre min vrede. Somme tider klarede jeg det godt i en periode, men fik så et tilbagefald. Bagefter havde jeg det dårligt med mig selv og følte at jeg var en fiasko. Nedtrykt henvendte jeg mig til ham jeg studerede Bibelen med. Han var altid tilmodig og venlig og var til stor opmuntring for mig. Ved en lejlighed bad han mig læse en artikel i Vagttårnet om hvor vigtigt det er ikke at give op. Vi talte om hvad jeg kunne gøre når jeg blev vred. Med artiklen i tanke og mange bønner til Jehova lykkedes det mig efterhånden at styre mit temperament. I april 2000 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner. Mine forældre var naturligvis henrykte.
Jeg har nu fred i sindet og en ren samvittighed fordi jeg ikke længere besmitter min krop med stoffer eller begår umoralske handlinger. Uanset hvad jeg foretager mig, om jeg er på arbejde, til et kristent møde eller dyrker fritidsinteresser, så er jeg meget gladere nu. Jeg har et positivt livssyn.
Jeg takker Jehova for mine forældre, som aldrig glemte mig. Jeg tænker også på Jesu ord i Johannes 6:44: "Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham." Det rører mig dybt når jeg tænker på at det er fordi Jehova har draget mig, at jeg kunne vende tilbage til ham.
Hvad kan vi lære af sådan en historie?
Med venlig hilsen, ftg.