En der blev....

Hej
For 8 måneder siden, fandt jeg ud af, at min mand et år forinden havde været mig utro i 3 måneder = havde haft en affære med en enlig mor med to børn. De mødtes 7 gange over de 3 måneder - oftest fordi han gik tidligere fra arbejdet, og kom hjem til sædvanlig tid, så jeg ikke opdagede noget.
Jeg fandt ud af det, da jeg fik konstateret klamydia hos lægen, og efter 3 dages løgne indrømmede min mand, at han havde været mig utro. Jeg var i mit livs værste krise. Jeg sad med to små børn - en nyfødt og en på et år - og et forestående bryllup samt nyt hus. Jeg græd, skældte ud, var totalt frustreret og ude af mig selv. Hvad fanden skulle jeg gøre!! Sådan en idiot!!. Det var jeg for god til osv. osv.
Efter hans utroskab, som han selv stoppede (fik jeg bekræftet af elskerinden i telefonen), flyttede vi umiddelbart til den anden ende af landet. Han fik nyt job, og sagde, at han ønskede at lægge det hele bag sig. Han sagde, at han elskede mig, vores børn, vores liv, og var gået i panik, da en anden kvinde viste interesse, og han selv stod foran et liv med konen og to børn. Fastlåst.
Vi gennemførte vores bryllup, og jeg har ikke fortrudt. Hans utroskab betød, at vi fik talt alt igennem: Drømme, forventninger, sex mv. og jeg føler, at vores forhold er blevet stærkere idag. De første måneder var meget svære. "Hvad havde hun, som jeg ikke havde". "Hvor havde de været sammen og hvorfor?". "Hvordan var hun i sengen?"
Jeg har valgt ikke at bruge utroskaben, når vi diskutere i dagligdagen. Den kan hverken han eller jeg bruge til noget. Der er ingen der ved, at han har været utro. Så ville min familie gøre livet meget surt for ham ved jeg, og det ville være svært hele tiden at skulle høre på deres "gode" argumenter også....
Jeg føler, at jeg har truffet det rigtige valg ved at blive. Jeg tror aldrig, at han gør det igen. Han har opdaget, hvad han var ved at miste, og ved at næste gang: Så er det ud!! Og med annoncer i lokalavisen :-)
Når jeg ser mine børns ansigter ved jeg også, at jeg skylder dem at forsøge at komme videre sammen med deres far. Det er så let at give op idag, hvis den ene kvajer sig, men det er ofte børnene, der er de store tabere.
Vil vel blot med min historie sige, at nogle gange må man glemme alt om hvad ens principper om utroskab ellers er, og mærke efter, om man stadig elsker hinanden. For så er der noget at kæmpe for.
Kh.
Gæst

da op !!!
Du har da fået skræmt den stakkels mand.
Logrer han også når han kommer hjem?
Du lyder sq ikke som om du helt har tilgivet noget, men mere som en ´utroradar´der bare venter på en fodfejl.
Gør han ellers alt hvad de bliver sagt?
Du ved ellers fortæller du ´noget´til familie og venner.
mvh
Torben

Hov der var da vist en der ikke var sluppet så godt ud af sine fejltrin, hva' :-D

Du har da ikke fattet en bjælde af det indlæg...Hvordan kan man tage SÅ meget fejl

min kæreste kender godt min holdning, at jeg er ligeglad hvis han absolut har den lyst
jeg gider bare ikke se på det, og jeg gider slet ikke hives med i deten gang har fjolset spurgt om han måtte finde en pige, så vi kunne danne trekant, men så ville det bare ende med at jeg kværker hende, så ville jeg foretrække en mand, men så var det hans tur til at rase!!!(har smadret dvden en film han altid ser
vi er sammen på meget lidt plads, men vi finder os i hinanden..medmindre det er hinanden vi går løs på, men det har endnu aldrig udviklet sig til noget grimt der ikke var glemt lige efter)
Det er ligesom hvis man blir voldelig, så er det hans eget problem for jeg skrider ved første slag
giver selv lige, for lige
ligenu er jeg ikke til at holde ud at være i nærheden af, og det er heller ikke meningen trænger til at være alene, da det er måneder siden, men nu hænger han op, og nedaf mig, men er ved at få spat af det, og hans mad, men vi er førtidspensionister, og har begge problemer især lige for tiden
vi passer perfekt til hinanden:-9
Held, og lykke med ham dengse-drengen
nu er du hans universalhersker
hunden er din trofaste undersåt

Tror du at du ville have givet ham en chance til hvis i ikke havde nogen børn sammen??
Altså jeg har selv 1 barn med min kæreste og jeg kan ikke lige sige hvad jeg ville gøre hvis han var mig utro nu... MEN hvis vi ikke havde et barn sammen så var jeg ikke mere sammen med ham!
det kan godt være man siger det muligvis kan gøre et forhold bedre, men man vil altid have i baghovedet hvad det var der skete.
Men det kommer nok også an på hvor længe man har været sammen?
Jeg kunne måske have givet min kæreste en chance til hvis vi ikke havde været sammen så længe.. Men nu hvor vi har været sammen i 2½ år?? ALDRIG, det ville simpelthen være det største knæk i mig!
Men jeg er da glad for at du har det godt med din beslutning og hele den lille lykkelige familie har det godt sammen.. Og især for børnene!
Knuz