Elsker han mig overhovedet?

Hej
Jeg har et stort problem som jeg håber at nogle mere livserfarne meddebatører kan hjælpe mig med.
Min kæreste og jeg har kendt hinanden i knap 1 år. For ca 3 måneder siden slog han op med mig, hvilket kom helt ud af den blå luft. Det slog mig selvfølgelig ud. Vi fortsatte dog med at snakke meget sammen. Efter ca 4 uger, indser han at han savner mig rigtig meget og jeg tager ham uden videre tilbage. den første måneds tid går alting godt og vi bliver enige om at min datter og jeg skal flytte hjem til ham i løbet af efteråret. Men hurtigt begynder det at knage i forholdet. Jeg stoler ikke på ham og går konstant og er bange for at han går fra mig igen, hvilket gør mig enormt usikker og gør at jeg hele tiden har brug for at blive bekræftet.
I går forsøger jeg så at tage en snak med ham. Forsøger at finde ud af om det er mig der er alt for usikker og klæbende eller der er hold i mine tanker, om at han ikke elsker mig rigtigt og egentlig mest er sammen med mig, fordi han er bange for at være ensom.
han lukker helt sammen, da jeg forsøger at få en samtale igang og bliver nærmest vred. Snakker meget hårdt om at vi ikke har samme smag i mange ting, som for ham er meget vigtige (boligindretning, film, kunst og andre for mig ikke super væsentlige ting). Kommer meget vredt frem til at vi har et stort problem med vores sexliv, da han ikke begærer mig (han er dog ikke klar over om det er fordi det er mig eller om det er en mere generel ting i en periode af hans liv), hvilket jeg jo selvfølgelig bliver meget ked af at høre. Han kan ikke se hvordan det skal løses når "gnisten er væk" som han siger. Han understreger dog flere gange i samtalen at han elsker mig meget.
Han ender med at gå midt i samtalen, og efterlader mig super forvirret og ked af det. Han kommer senere på dagen hen til mig og giver mig et knus og et kys og siger at vi nok skal finde ud af det. Resten af dagen snakker han lystigt videre om hvordan det bliver nu vi flytter ind til ham til efteråret. Alt imens har jeg bare lyst til at skrige og græde af frustration over ikke at kunne finde ud af hvad der sker.
Er indtil videre kun kommet frem til at planen med at flytte sammen er nødt til at udsættes, men er hunderæd for at sige det til ham, da jeg er bange for at det vil tricke endnu en omgang ordstrøm om hvor lidt vi passer sammen og hvor forkert jeg er.
Hvad skal jeg gøre? Elsker han mig mon for den jeg er, eller blot fordi jeg støtter ham ubetinget og er et godt værn mod ensomheden? Elsker jeg ham mon overhovedet eller er jeg bare rædselsslagen for at skulle være alene? Er det sådan et parforhold skal være? Er det helt ok at man har forskellig smag og meninger, eller skal man som han mener passe 100% sammen på alle områder?
Jeg har så mange forvirrede tanker om det hele, og jeg håber virkelig der er nogen der kan give mig et par gode råd med på vejen.
Tusind tak

Uanset om han elsker dig eller ej... Du er bange for at spørge - Det må være fordi du rent faktisk føler dig forkert og mindreværd i det forhold.
Og hvis han mener at man skal passe 100% sammen på alle områder... Ja, så er det jo det han mener og det betyder nada hvad vi andre synes om den sag.
Det er da bestemt ikke noget at tage et barn med ind i. - Kunne måske frygte for jer at i vil føle jer forkerte, hver gang I synes noget andet end han.
Har været der... Har prøvet det... Ikke godt

er der ingen tvivl. Har også været der, dog uden barn, og svigt er svært at tilgi. Han forlod dig, han er ikke tilfreds, han tænder ikke på dig, han brokker sig, han blir gal og går.. ham ham ham... [:|]
Mit råd - find en mand der elsker dig som du er. Ham her har allerede meldt ud.. og han ændrer sig ikke, og ændrer formentlig heller ikke mening. Og hvis du er i tvivl om i elsker hinanden, så gør i det ikke. ... for når kærligheden virkelig er der, er der ingen tvivl, dét garenterer jeg 😉
Held og lykke med beslutningen.. [l] ..husk din datter har brug en glad tryg mor, og for en stabil faderfigur, og en der render frem og tilbage og ikke er sin opgave voksen, hverken som kæreste eller papfar, er ikke værdig, vel..

Nu kender jeg ham jo ikke personligt, men ud fra det du skriver, kunne det tyde på at ham lider af en personlighedsforstyrrelse.
Der vil være en ualmindelig dårlig ide at flytte sammen med ham, da i allerede nu har store problemer og de bliver nok ikke mindre når i først kommer rigtig tæt på hinanden.
Ofte er det også bedste at finde en ny bolig når man flytter sammen, ellers kan man risikere at den der flytter ind, ender som permanent gæst.

Han er træt af dig, men kan ikke undvære det trygge put.Kan DU?
Hans måde at "løse" problemer på, vil gører dig mere og mere usikker og du vil søge mere og mere bekræftelse, hvorpå han vil trække sig mere og mere.
Din tillid til ham er væk, og hans væremåde fortæller mig, at han ikke er indstillet på at opbygge den igen, hos dig.
Beklager.
Sådan skal forhold ikke være. Find dig en der værdsætte dig, og ikke nøjes med dig, indtil han finder en med med "bedre" indretningssmag og "bedre" filmsmag.