Du sidder der...

så smuk og glødende, langt væk fra mig - med hele verdener i mellem og alt jeg formår er at længes, dvælende ved dine bevægelser...og alt for levende i hukommelsen er mindet om dem tæt opad min nøgne krop. Dine øjne lyser blåt og fantastisk, det ses i de andres smil, tydeligt skærende fascinerer og tryllebinder du, sætter svingninger i gang.
Jeg græd, jeg græder...alt for svært udenpå men indeni går jeg i roejser, famler, fabler, fantasere om det som kunne have været, alt det jeg endnu ikke kan favne med glæde og smil - det gør ondt, det sejler, det stormer og det er efterår...uden dig...
Alene kæler jeg dig, holder dig tæt, griner, smiler, deler, rejser verden rundt i "vores" køkken, elsker dig du ved...
Undseeligt sniger jeg mig til et blik, et kort skarpt et, som vender sig i halsen på mig og hvisker dit navn...med kun eet ønske
- at være i din favn.

Du gode Gud, alle himlens skabninger, alle ånder og vinde...blæs, blæs, blæs mig fri, blæs blæs blæs mig handlekraftig, blæs, blæs, blæs dig ind mod mig...du sidder der så smuk og glødende langt...langt...langt...væk fra mig...
Fik jeg sagt at jeg savner dig helt umådeligt dybt og inderligt...fik jeg mon sagt det...

Som sædvanligt skriver du så formfuldendt og følsomt...
Din varme sjæl brænder igennem og vi får et lille glimt af, hvor stærkt en kvinde kan elske...
Det er tiltider lidt kedeligt at vi ikke kan dele vores virkelighed mere, men vi skulle aldrig have ladet alle de penge komme imellem os... vel du smukke... 😉
Nå vi ses du
Kærligst Klaus