Der er også prestige i sygdom

Der er også prestige i sygdom.
Debatstafet
Af Karin Garde, overlæge Skt. Hans Hospital.
Politiken 3 sektion Søndag d. 18 juni 2006 videnskab & debat.
Kunne man forestille sig, at sundhedssystemet sendte legemligt invaliderede mennesker ud på gaden og lod dem klare sig selv? Nej, vel. Men det sker i stor stil for psykisk invalide. Hænger det mon sammen med, at visse sygdomme har større prestige end andre ligesom de læger, der er specialister i den højteknologiske behandling af dem?
Hvordan går det til, at det er blevet `tilladeligt` at behandle de mest alvorligt psykisk syge så dårligt , at vi nu kan se dem ude på gaden i den dybeste sjælelige elendighed og materiel nød?
Der må være en forklaring. Som en reaktion mod de store gamle psykiatriske asylers autoritære og umyndiggørende træk opstod en ideologi i Europa og USA om fordelene ved et ambulant system, hvor patienters ret til at bestemme selv kom i centrum.
I Danmark nedlagde man i 1980`erne mange psykiatriske sengepladser i forventning om, at distriktspsykiatrien kunne løfte opgaven med ambulant behandling i stedet for indlæggelse.
Galebevægelsen argumenterede med rette for større patientindflydelse , og her havde sloganet tidligere været: Vi vil handle- ikke behandles`. Senere kom det for en dag, at murende om hospitalerne, som før tjente til at holde patienterne ude. Så skiftede sloganet snart til: `Vi vil behandles ordentligt`. Behovet for de gode sider ved asylerne, beskyttelsen, rummeligheden og omsorgen for de sygeste var der ikke tænkt tilstrækkeligt over, før pladserne forsvandt.
Siden er et bedre ambulant system bygget op, så mange klarer sig i egne hjem eller beskyttede bosteder. Hovedvægten ligger imidlertid nu i for høj grad på den ambulante behandling, og da den finansieres gennem nedlæggelser af sengepladser, bliver det sværere at få adgang til indlæggelse. Følgerne er til at få øje på: Siden 1980 er der sket en femdobling i antallet af retslige patienter, dvs. folk, som har begået kriminalitet i sindssyg tilstand. F.eks. konverterer man på det seneste i Københavnsområdet, hvor der er en stor overhyppighed af skizofreni, almindelige sengepladser til retslige patienter har krav på indlæggelse.
Til sammenligning er der lange ventetider på indlæggelse til langtidsbehandling og rehabilitering, som kunne forebygge, at desperate psykotiske mennesker begår kriminalitet. Der sker for tidlige udskrivninger på de akutte afdelinger på grund af presset fra nye patienter. De hjemløse sindssyge, som ofte tillige har et misbrug af rusmidler, er nu synlige i gadebilledet.
Et aktuelt lovforslag om ambulant tvang, dvs. mulighed for at hente patienten ind til tvangsbehandling, hvis han bliver væk fra ambulatoriet, kunne ikke samle flertal. Forslaget var bl.a. begrundet i utilstrækkelig behandling af de mest skizofrene patienter. Disse mennesker sidestilles altså i lovforslaget med de retslige patienter, som kan hentes ind, hvis de udebliver fra behandlingsaftaler. Hvis man havde et tilstrækkeligt godt system til omsorg og behandling, og hvis man udnyttede den eksisterende psykiatrilovgivning, havde forslaget ikke været nødvendigt.
Det siger sig selv, at det går galt, når invalide sendes på gaden. Er det tænkeligt at sende legemligt syge og hjælpeløse ud på gaden til materiel nød? Det ville opfattes som klart inhumant. Hvorfor er denne forskel i synet på fysisk og psykisk invaliditet ?
Der er måske en forklaring i rangordningen af sygdomme og medicinske specialer. Det er ganske vist usagligt – en sygdom skal vel behandles, hvis patienten vil, og behandlingen findes. Men de forskellige sygdomme vækker højst varierede følelser i omgivelserne. For eksempel opfattes hjertesygdomme, hjernesvulst og leukæmi som højt rangerende, mens skizofreni og gamles sygdomme ligger i bunden. Tilsvarende er hjertekirurger og neurokirurger topscorere, mens psykiatere og geriatere, har lavest prestige.
Forfatteren til en undersøgelse af sygdommes og medicinske specialers prestige (*) overvejer, hvordan disse fordomme er blevet til. Når en sygdom befinder sig højt i kroppen i et ærbart organ som hjerte eller hjerne, når den ytrer sig akut, når den har en solid biologisk forklaring, når lægen ved præcis hvad der er galt, og yder en heroisk og gerne højteknologisk indsats, har den høj presstige. Patienten er i umiddelbar livsfare og bevidstløs, og når han vågner op, er han rask og taknemlig.
Anderledes med lavprestigeområderne. Her er diagnosen ofte vanskelig og patienten også både vanskelig og utaknemlig. Det bliver ikke bedre , hvis sygdommen anses for selvforskyldt og kronisk. Patienten er måske hjælpeløs og krævende, og det hjælper ikke, hvis hun tilhører det laveste sociale lag. Der kræves en tværfaglig indsats, og der går lang tid med at nå til en bering. Gammeldags dyder som `tålmodighed, overbærenhed, omsorg og beskyttelse skal til, for at patienten kan få det bedre eller blive rask.
På behandlersiden møder man også et kønsaspekt ( hvor gør man ikke det, når det drejer sig om hierarkier?). I højprestigefagene myldrer det med mandlige overlæger, i bunden er der kvindelige overlæger. Inden for selve faget psykiatri er der også en rangordning. Selv om faget har et bio-psyko-socialt grundlag, står de biologiske teorier nærmest automatisk over de øvrige teorier, skønt de ikke er bedre dokumenteret. Måske skyldes, det, at enkle forklaringer - `det skyldes et gen`, eller `Jeg mangler et signalstof`- åbner for en illusion om hurtigere bedring end de mere langsomme metoder som psykoterapi og socialpsykiatrisk behandling.
Disse fordomme om sygdommenes rangordning har desværre politiske konsekvenser, som de for eksempel udmøntede sig i `løkkeposen`, en ekstrabevilling, som prioriterede ventelister til operation, mens de gamle, medicinske patienter, som ofte tillader sig at have flere sygdomme og handicap på en gang, stadig lå på hospitalsgangene.
Når man baserer effektiv hospitalsbehandling og hurtig udskrivelse på en tilstrækkelig efterbehandling og omsorg, skulle man tro, at disse områder blev prioriteret så højt, at medarbejderne får anerkendelse, god løn og megen undervisning – en forudsætning for at holde gejsten oppe, når man skal holde til tungt og ofte utaknemligt arbejde. De seneste plejehjemsskandaler tyder på, at det ikke prioriteres tilstrækkeligt højt.
Økonomiske hensyn gennemsyrer sundhedsvæsenet. Nylig er udgifterne til et tidsbesparende medicinmodul til hjemmesygeplejerskerne taget af normeringen af stillingerne. Falder det dog ingen i dette rige land ind, at man kunne udnytte den tid, som denne tekniske forbedring frigør, til, at sygeplejersken kunne være sammen med patienten på en mindre hæsblæsende måde end vanligt?.
Det meget tidskrævende, omsorgsfulde og langsomme arbejde, der skal til for at bringe f.eks. en skizofreni, hjemløs, selvmordstruet, misbrugende mand på fode igen, har langt lavere prioritet end de højteknologiske behandling. Og det skyldes netop fordommen om, at man kan tillade sig at vurdere sygdomme og dermed patienternes værdi forskelligt.
I sundhedspolitik tales der om forebyggelse. Det siger sig selv, at grundlæggende god omsorg og behandling i og uden for hospitalet er forudsætningen for at nedbringe brugen af tvang og reducere antallet af retslige patienter og hjemløse sindssyge. Kvalitet koster selvfølgelig penge.
Vi skal tage hånd om de svage, siger regeringen. Ja - lad os det.
Dermed giver jeg depechen videre til Barbara Hjalsted, som er afdelingslæge i sundhedsstyren. Hun skriver næste søndag om fysisk aktivitet.
Karin Garde, overlæge
Skt. Hans Hospital.


PS. Datoen for artiklen i Politiken var Søndag d. 25 juni 2006, som henvises til af Karin Garde og håber da, de har fået den læst inde for behandlings systemet i Vejle, så der ikke fremover skal bruges, så mange penge på at behandle overvægtige, og knæ som er ødelagt på grund af for mange års inaktivitet på grund af omsorgssvigt fra systemets side. Nogle læger har snakket om tvangs fjerne overvægtige børn fra hjemmet, på grund af forældrenes manglende sociale overskud til at drage omsorg for deres børn. Men som en start burde man jo se starte med sig selv, og det bør jo være de med et socialt overskud der går forrest.
Da jeg selv løbe trænede, da jeg var indlagt, fik jeg ingen grundlæggende vejledning, med det resultat jeg fik en negativ oplevelse af at løbetræne. Ellers har man idræt for mennesker med psykiske lidelse og problemer i Vejle, og tros veldokumenteret videnskabelige undersøgelser af løbs positive effekt på den psykiske velbefindende, har man ikke løb på programmet.
Samt man evner ikke at følge elementære viden om hvordan man bliver dygtigere og brugerne får en positiv oplevelse af de kan blive bedre og dygtigere til noget, som de kan bruge på andre områder i deres liv.

Mabuting pagbati Claes Pedersen.

Psykiatrisk overlæge Karin Gade Skt. Hans Hospital havde Søndag d. 18/6 2006 i 3 sektion ”videnskab & debat”, et debatindlæg i om forholdene for de psykiatriske patienter, hvor forholde igennem de sidste 10 til 15 år er blevet være for gruppe af psykiatriske patienter, hvor hun fremhæver årsagen til den øgning der er i kriminalitet og vold begået af psykiatriske patienter skyldes. Men som de fleste psykiatere springer Karin Gade over hvor gæret er lavest og begrunder årsagen i de nedlagte senge pladser på de psykiatriske hospitaler, selvom jeg på ingen vil afvise det spiller en hvis rolle. Men dog synes jeg det er for let at sige det bare skyldes nedlæggelse af sengepladser i psykiatrien, og da jeg for 20 år siden stiftede bekendtskab med psykiatrien, var der ikke mange socialpsykiatriske tilbud. Tros jeg vil ikke gå ind på indholdet i disse tilbud, så har man i dag både distrikts/social psykiatriske tilbud og væresteder idrætstilbud dagskoler beskyttede arbejdssteder. Derudover er der bygget en lang række plejehjem til psykiatriske bruger/patienter og uden at vide hvor mange institutions pladser der findes på lands plan, men det passer ingen steder som der er blevet hævdet at reduktion har været fra de 12000 til 4000 tusinde, som det mange gange bliver fremført i den offentlige debat.
Men når volden og kriminaliteten er større i dag blandt menneskers med store vanskeligheder ved at magte de krav samfundet stiller og fjerner sig fra det fælles liv, så er jeg da så ganske overbevist om den største årsagen skal findes i samfunds udviklingen. Hvor den enkelte bliver ansvarlig gjort for sin egen lykke og ungdoms kulturen er blevet meget mere rå og selvrealiserende, og den amerikanske ungdoms kultur med de militante tekster og voldsdyrkelse, der kun handler om se sig selv som offer for samfundets undertrykkelse. Hvad de på sin måde også er, men dog evner og magter de på ingen måde at se selv i dette spil, og udvikle en modkultur, hvor man giver samfundet et kvalviseret modspil.
Da psykiatriske patienter er påvirkelig af deres omgivelse og deres adfærd bliver påvirket af deres opvækst miljø, hvorfor kan nogle leve med skizofreni uden at ende på en psykiatriske afdeling. Det må skyldes at tros deres anderledes virkeligheds opfattelse tros alt har en tillid/ tiltro til deres omverden, og bliver mødt med en vis positiv respons for deres evner og kvalliter som menneske.
Psykiatriske overlæge Karin Gade peger på der ikke er så meget prestige i psykiske sygdomme og det er der heler ikke, men dog er der meget større grad af åbenhed i dagens samfund end førhen. Men det der ikke er prestige i er de interesser som drenge og mænd har og de bliver undertrykt i den grad i vores samfund, så de sunde former for ventiler til at udleve mænds naturlige drifter af aggressivitet/livskraft. Det sket i kraft med flere lære i dag er kvinder og manden på mange måder bliver set på med et negativ syn i den offentlige rum. Noget vi helt klart i ved adoption hvor 80 til 90 % af de der bliver adopteret er piger, derfor skal der gøres noget ved det problem skal drenges sunde interesser have en meget større rolle i samfundet og ikke undertrykkes af selvoptaget kvinder.
Da jeg selv var inde under psykiatrien blev det diskuteret i den offentlige debat den mangel på mænd og dyrkelse af mandes værdier, og man skulle dyrke de gode/stærke sider hos os de psykiatriske patienter. Men her 20 år efter er der ikke sket meget på dette område, og de mænd der tilpasser sig psykiatrien bliver for en dels vedkommende opfattet som homoseksuelle på grund af de kvindelige dyder der dyrkes, som at stå foran kødgryderne og endeløs snak om sundhed uden handling.
At vi dag ser så mange hjemløse og forhutlede psykiske syge i gade billede skyldes det jo også systemet og os andres udstødelse af dem, og de ganske enkelt ikke passer inde i terapeutiske miljø som findes i distrikts/social psykiatrien eller de mere åbne psykiatriske miljøer.
Psykiatriske overlæge Karin Gade nævner heler ikke i artiklen at en stor del af klient/patient gruppe har en indvandre baggrund og om det pragmatiske årsager eller hun af angst for antifascisterne i København ikke overtaler det i artiklen ved jeg ikke, dog ved jeg en ret stor del af patienterne på de lukkede afdelinger har en anden etnisk baggrund, og kommer fra boligområder med megen kriminalitet og vold og hærværk, som på ingen måde fremmer tilliden og forståelsen hinanden imellem. Det er jo ganske klart disse negative opvækst betingelser jo forstærker en negativ adfærd med oplevelse af, den måde man bliver set på er ved gøre sig dårligt bemærket ved en ansvarsløs adfærd. Men for mig bliver de et spejl af en udvikling i samfundet hvor ganske mange har overordentlig svært ved at se deres egen ansvar i en større sammenhæng, og vores lykke bliver vi selv gjort ansvarlig for.
Det er ikke mere 14 dage siden jeg var ude at hjælpe en og vi i samtale om forholdene for ”de urørlige” de kaste løse i det legitime og fascistiske religiøse hinduistiske Indien, hvor han som mange andre udviser forståelse for de undertrykte mennesker, men da talen falder på hjemløse og fattig i vores eget land er de selvforskyldte i deres egen livs situation. Det på tros personen selv i gode halvfjerdser og firsere med understøttelse, har kun rejse rundt i verden som rygsækrejsende, og levet et Bohemer liv uden de store forpligtelser over for andre end ham selv. Men hans syn er endda mere tolerant end hos flere tallet af den danske befolkning, og så længe denne grundlæggende manglende forståelse er fremherskende i den danske befolkning, resultere det jo i at de mennesker på ingen måde føler de bliver mødt med den mindste forståelse og deres psykisk lidelse bliver være.
Så havde Karin Gade en virkelig medfølelse og forståelse for de mennesker hun omtaler i sin kronik ville det være disse fordomme hun gik til angreb på, for ellers kan sundhedssystemet have nok så mange senge og institutions pladser til psykiatriske patienter uden det vil hjælpe disse lidende mennesker ret meget, og som den gamle galebevægelse aktivist Didi Arim skrev i en kronik for en del år siden ” kun i og ude i Samfundet kan livet leves” Jeg har selv troet på illusionen psykiatri men langt de fleste institutioner og steder jeg kender/kendt udvikler man, sin helt egen lukkethed over for det omkring værende samfund. Det er helt tydeligt i Vejle hvor man har to behandlings institutioner over for en sportsplads, så ser man aldrig de gør brug af den, ” ikke bare for sundheden men for at prøve at være en del af den folkeligkultur” Så længe den selvtestrasklighed er fremherskende inde for vores behandling system og man ikke bevidstgøre sig om menneskers påvirkning af hinanden, så er der meget langt vej igen i forhold til skabe et åbent/tolerant/forstående samfund.
Karin Gade taler imod den biologiske/genetiske tilgang har for stor plads og Psykoterapi og socialpsykiatriske tilgang bliver nedprioriteret. Men jeg kan ikke forstå K.G. synspunkt og synes ikke den er rigtig da vores samfund aldrig har været mere gennemsyret af en psykologisk forståelse. Det er ganske skammende at så mange mennesker søger hjælp i terapierne uden at magte at gøre op med de samfundsmæssige forhold, som skaber de menneskelige forstyrrelser i sindet og giver sig hen til det religiøse billede sprog og forståelse, som de psykologiske forklarings moddeler skaber.
Det er i den forbindelse meget mere vigtigt at fremme en sociologisk/antropologisk/etnologisk forståelse af hvordan vi ”myre” mennesker fungere i forhold til hinanden. Der skal jo ikke meget psykologiske/menneskekundskab til at kunne forstå at mennesker jo ikke helt føler sig værdsat som andre når man skal arbejde for 7 til 10 kr. i timen, og udføre arbejde som burde udføres af mennesker der er dømt for kriminalitet, og det er grotesk, at de organisere kriminelle får rådgivning og mulighed for bedre uddannelse end vi med psykiatriske diagnoser får. Derfor er den vej uden om vil man som samfund/menneske hjælpe sine medmennesker er udgangspunktet, at møde et mennesker med respekt og værdighed og det mennesker får ikke deres værdighed til tilbage ved at modtage undervisning og tilbud der har et indhold, som er de til børn eller udføre monotomt arbejde.
Derfor er der ingen vej uden skal volden og kriminalitet og misbrug mindskes blandt de psykiatriske patienter skal vi behandle hinanden med værdighed og respekt og Karin Gade kalder overskriften på sin kronik ”prestige i sygdom” jeg valgt at kalde min prestige i respekt for medmennesket Da som filosofen Peter Zinkernagel så rigtig erkendte lader mennesker sig beskrive ud fra psykologiske eller biologiske/genetiske teorier mister man egne evne til tænke selv.
Nu kan K.G. hævde at de mennesker/personer jeg optaler er langt fra de psykiatriske patienter hun har med gøre i sin dagligdag hvor til jeg siger at grunde hendes patientgruppe ikke får en så god hjælpe som de burde, er at man overbehandler mere medgørlige patienter frem for at give dem til relevante tilbud, hvor de får oplevelsen af blive behandlet med respekt og værdighed. Så de udvikler en større grad af autonomi/selvstændighed, derved bliver der flere resurser til omtalte gruppe.
Som influenza kan smitte andre kan måden vi omtaler og omgås hinanden på også smitte både i positiv og negativ retning og være bære af en sygdom blive jo de fleste tilfælde opfattet som negativt. Da problemerne med udstødelse, ensomhed, misbrug, hjemløse, kriminalitet, vold er blevet større igennem de sidste 20 til 25 år er der brug for en helt overordnet demokratisk debat.
Om hvordan vi indretter vores velfærdssamfund og vi evner spørger i indtil de virkelig ønsker borger med psykiske og sociale vanskeligheder har i forhold til arbejde uddannelse og miljø i deres boligområder forebyggelse er også at skabe sunde og udviklende boligområder hvor beboerne kommer hinanden ved. Men det handler jo politisk vilje og for 15 år siden stillede jeg forslag til hvordan vi kunne løse vores bolig problemer i landet og skaber bedre forhold og rammer for de hjemløse, der ikke magter at tilpasse sig regler og normer i socialboligbyggerier i forhold til betale husleje eller ikke støje for meget. Men forholdene er blevet være for den gruppe af mennesker og derfor resultere det også i mere kriminalitet blandt den gruppe af mennesker, og deres mulighed for at finde en plads i samfundet er ret så vanskelig. At de perioder kan have brug for komme på et psykiatriske hospital eller anden behandlings hjem er der ingen tvivl om, men når virkeligheden er at de intet har vende ude til og måske har udviklet forestillingen om ingen vil dem det gode, og vil dem vel så hjælper den psykiatriske behandling ikke meget.
Derfor er det ikke kun spørgsmål om flere senge pladser, eller om man heler mere til psykoterapi end til biologiske/genetisk forklaring moddeler. Det handler lige så meget om man efterlever elementær videnskabeligerkendelse i forhold til indrettet vores tilbud og vores samfund på en måde, så folk ikke føler sig udtrykke og angste i deres dagligdag. Da det vil være omfattende at bevæge mig ud i dialogen om hvordan vi skaber bedre tilbud og bedre miljøer gennem jeg denne debat. Dog har de gode handlinger ikke en høj prestige i vores samfund men selviscenesættelsen og dyrkelsen af det ydre menneske er blevet fremherskende, og kan man ikke få opmærksomheden på en menneskelige naturlig måde kan man få den igennem den negative adfærd. Men som start kan man begynde at bruge de lokale sports pladser eller stå på skøjter om vinteren, eller cykle en tur ud i grønne eller noget helt andet. Men som det tager 2 til 3 år at træne sig op til at kunne løbe et maratonløb ved den rigtige træning, ved overtræning brænder man kroppen ud og den utrænede skal starte langsomt 4 til 5 gange om ugen, men er mål de fleste kan gennemføre ved at træne på den rigtige måde og få lov at gå frem i sit eget tempo.
Karin Gade ganske udmærket indlæg, som jeg langt fra har evnet at kommentere i sin fulde længde, er fra Søndag d. 18 juni 2006, og er fra en række af debatindlæg i sektion videnskab og debat, som er i Politiken de følgende søndage.
Mvh.

det er VK og Dansk folkeparti´s skyld
V.H.
Lady-in-red
Også fra modild, lagermann, rodvad, og div. pladderhumanister.

På mange måder har du faktisk ret; Claes.

anti-prestige og en masse FORDOMME forbundet med psykiske lidelser... trist men sandt.

Hvad får du ud af at ødelægge et forsøg på en seriøs debat?

Tak for du har givet dig tid til læse indlægget Galematias, jeg skrevet det til andet debatforum.
Normaltvis, "skriver jeg" ikke så lange indlæg her.
Mvh