Brændende KÆRLIGHED............

Der er ting her i livet som man aldrig glemmer og jeg ønsker mig brændende en løsning!
Først i 70serne var jeg lykkelig gift og havde 2 dejlige piger.Var eneforsørger mens min kone passede børnene. Vi var venner med et andet ægtepar som vi spillede kort med.
Hvad jeg ikke vidste,var at min gode ven besøgte min kone når jeg var på arbejde, Enden på det hele blev at vi blev skilt og jeg fik forældremyndigheden over vores ældste datter og vi bosatte os i en anden by.Årsagen til at min ven kunne få skovlen under mig var at jeg var en tilbageholdende type gr.at jeg dengang led af en angstneurose gr .traumer i min barndom. Jeg havde ikke delagtiggjort min familie i det,men min ven kunne åbenbart læse mig og derfor benytte sig af situationen også forde min situation gjorde at jeg var anti-agressiv og led af menneskefrygt.
Jeg var afhængig af nervemedicin,men nu da jeg havde fået denne store øretæve begyndte jeg at drikke. Jeg passede min datter godt efter omstændighederne og min økonomi varogså iorden. 5 år efter møder jeg min anden kone og vi flytter sammen . Ca. 1år efter får vi en dejlig datter sammen og nu sker der det at så er min datter i vejen.
Min ny kone giver mig det valg at enten afleverer jeg min datter til hendes mor,og isåfald ikke så forlader vi skuden.
Min ny kone vidste at jeg var misbruger og at hun kunne manipulerer.
Jeg fik en samtale istand med min første kone og min tidligere ven og de tog imod tilbudet med kyshånd og en uge senere var min ældste datter så hos dem.
Samtidig benyttede min;gode ven; sig af lejligheden til at få lov til at adopterer den yngste af børnene fra 1ste ægteskab.
Jeg blev atter skilt og mit misbrug varede til april 1987, hvor jeg fik andre værdi-normer en piller og sprut.
Min tidligere ven og første kone har fortalt hvilket slet menneske til mine døtre så disse har taget afstand fra mig og jeg har ikke set dem i over 25 år.Jeg får brevene retur.
For 4år siden mødte jeg min tidligere svoger som var ved at falde om idet jeg var løjet død i familien.
Jeg ved at jeg har 2 dejlige børnebørn. Det er 2 piger, den ene er født omkring 1986/87,og den anden er mere usikker at daterer.
For en uge siden var jeg på Cykeltur i det sønderjyske og fik den geniale ide at ringe 118 for om jeg kunne få opsnuset adressen og tlf nr, på min tidligere ven og sandelig om ikke det lykkedes.
Årsagen til mit påhit var at jeg havde været i København og der havde jeg mødt et familiemedlem fra dengang,som kunne fortælle at det var ham den RØV som sad og trak i trådene.
Da jeg fik ham i røret og spurgte hvorfor at han havde forhindret mig i at se mine børnebørn, var svaret at "Du har aldeles ingen børnebørn-- de er mine".
Han truede mig med politiet,dersom jeg ringede yderligere.
Men ham Jan Elektrikker har hverken lod eller del i mine dejlige børnebørn,som jeg en dag kommer til at se.
Det gav lidt luft at få lov at dele dette med dig.

Godt gået - godt du fik "luft" - stort held og lykke med dit liv fremover - også sammen med dine børnebørn.

Hej, du skal bare holde fast!!
En dag vil det lykkes for dig at se dine børn og børnebørn.
Mvh Erik

Jeg ville gemme dette indlæg til den dag jeg skulle se mine børn igen.
De vil nok have lidt svært at forstå det skete (de er jo blevet manipuleret med næsten hele deres liv + at børn vil se det fra deres side (at far forlod dem), men med tiden vil de bedre kunne forstå det. Derfor ville jeg vise dem dette, hvis du gør det viser det noget spontant fra din side, som viser dine følelser i det, uden at du tænkte på hvad de ville se.
Held og og lykke med det.

Mit svar til dit personlige indlæg bliver på baggrund af egne oplevelser med en far som har manglet på tilsvarende måde, i mig liv og som derfor betød en mangel !
Du må forstå de grunde som din tidligere kone/børn/børnebørn har haft til at kontakten mellem jer er blevet som den er´.!
Jeg ved godt at det er svært og at det altid er lettere at give andre skylden, ja oftest må det bare gå ud over nogen!
Med tiden lærer man at forstå og acceptere den person som mangler, det har dine børn også måttet gøre! Ikke fordi de gerne ville, men fordi Dit liv blev som det´gjorde!
Du har haft dine grunde og de har deres, og du skylder dem, at respektere det valg de har truffet, såvel som de jo også har været nødsaget til!
Tro på, at dine børn også har slugt en del salte tårer gennem årerne, om ikke fra dem, så har du det fra mig.
Der kommer et tidspunkt hvor man indser, at man bare må acceptere det der ikke står til at ændre, og det går oftest begge veje.
Den største kærlighedserklæring du allerede har´ givet dine børn, var at sætte dem i verden, og det ved både Du og de.
Jeg har tidligere idag skrevet til et indlæg der omhandlede forældres ret til at være forældre, indlægget hed : børn er ikke en leg!
Her blev der bl.a.ytret meninger om, hvorvidt forældre er egnede som forældre eller ej.
Jeg tænker lidt på de odds jeg har haft imod mig på baggrund af min "manglende far" , og så den person jeg er idag, og at han jo nok ville gå under den kategori af uegnede forældre. Alligevel så er jeg her´hvor jeg er idag, og er da glad for at jeg "fik chancen", på trods af alt, det vil jeg altid elske og skylde ham stor TAK for.
PAS PÅ DIG.

PS: for mig er kærlighed ikke brændende, men livsvarig, uanset afstand oa. omstændigheder.

Tak for din livsanskuelse,det er meget fint og jeg forstår det fuldt ud.
Jeg oplever at lægedommen er en proces,at også bitterheden har sin plads i dette forløb.Men da bitterhed er gift er det klart at den hurtigt skal afgå ved døden,så livet i mig kan spirer frem.
Ja Kærligheden er stabil,men også du må vel erkende at du ikke altid er stabil i forhold til den?
1Korinterbrev 13. vers.4-8= Kærligheden er langmodig,mild,kærligheden misunder ikke;kærligheden praler ikke,den opblæses ikke;den gør intet usømmeligt,den søger ikke sit eget,den bliver ikke bitter,denudtænker intet ondt;den glæder sig ikke over uretten,nej,den glæder sig sammen med sandheden!
(Kærligheden)udholder alt,tror alt,håber alt,tåler alt .Kærligheden ophører aldrig.
Der er noget at stræbe efter,men må ærligt erkende at jeg vil snuble undervejs. Men der er håb, jeg vil rejse mig igen.