Banegårdens kolde favntag

Jeg hader banegårde,
når toget har sat sig i gang
og du er stået på det
og vinker med et smil.
Du fjerner dig mere og mere,
forsvinder.
Vender om og går tom
ad den menneskefyldte
og nærhedsløse perron.
Kommer hjem, åbner døren,
og det sker ikke, at
du rejser dig fra stolen
kommer mig i møde
med glade øjne,
du fastholder mit blik
og lader en hånd glide
hen over min pande
dine fingernegle kildrer mig i nakken,
du tager min hånd
og fører mig hen til bordet
for at vise mig dit arbejde,
tager om mig, kigger på mig
"Hvad synes du?"
Du tager et æble,
pudser det i dit ærme,
vikler hår om en finger og
fører det om bag øret,
rækker ud efter vinflasken
og skænker for to,
lader dine smukke læber hvile lidt
på glassets kant.
Din hund har begravet hovedet
i min taske
og leder selv efter en kiks.
Du åbner sedlen,
jeg har listet ind i din hånd.
"Selvom det er gråt og trøstesløst,
er du den sol, der altid skinner."
Du smiler og spidser mund.
Jeg hader banegårdens kolde favntag.
"Utilsigtede tankekolonner"

Og så genkendeligt

Til at få mig til at føle mig i samme situation -
Til at føle ensomheden og det at blive forladt -
Til at føle glæden ved gensynet (erindringen/ mindet)
Og til at føle farven blå i digt -
Tak for det, sjældent jeg kan dykke helt ned i digte, men det har du lige gjort muligt -
Har du flere, det kunne gå hen og blive vanedannende :-)
Smiler i stor stil fra mig
guller

skrevet -
gid det var mig ....
Hvor er du talentfuld og hvor er det dejligt
for mig at læse det, en grå kedelig
blæsende augustdag. Nu glæder jeg mig til iaften hvor min mand kommer træt hjem fra arbejde. Håber at han har sådanne tanker om mig også .
Tusind tak.

...Jeg har flyttet det til "Poesi", hvor det retteligt hører til!
:o)