VILDT bange for at miste - HJÆLP

Jeg kan gå helt i selvsving over frygten for at miste igen. Jeg ved der ingen garanti er, men er der nogen der har nogle gode råd til hvad man kan gøre/sige til sig selv når man når ned i det dyb?
Jeg har tidligere haft kærester der ikke turde elske mig/ havde svært ved at vise det. Og pludselig slog de op. Efter endt forhold går der noget tid og de vil gerne tilbage og prøver længe (klassikeren), men jeg er aldrig interesseret i uddød kærlighed.
Nu har jeg fået en sød kæreste som kysser mig ofte, holder om mig, ringer næsten hver dag, når han har været på besøg tager han opvasken osv osv osv. Selvom alle andre kan se at han er glad for mig, blvier jeg stadig fanget i angsten for at miste, angsten for ikke at slå til igen, angsten for ikke at være god nok, klog nok....jeg ved slet ikke hvem/hvad jeg skal være i et forhold andre end mig selv - men hvem ER jeg i et forhold? Jeg har aldrig fået hverken modstand eller anerkendelse i tidligere forhold, så jeg føler mig som Bambi på glatis.
Det eneste jeg ved det er, at jeg er vildt bange for miste denne fyr, for han overgår dem alle.

Jeg håber SÅ meget nogen af jer kan hjælpe eller bare sige et eller andet I mener det kunne hjælpe.
Min selvtillid fejler ellers ikke noget, kun når det kommer til forhold, så synker den i knæ

Slap af, vær dig selv, Det er det han er faldet for, glem alt om dine forestillinger og tro på ham og dig selv, ud med de dårlige tanker som helt sikkert vil ødelægge dette forhold også.

Jeg var også ligesom dig virkelig bange for at miste min kæreste de første mange måneder af vores forhold. Jeg havde en forestilling om, at han snart ville begynde at kede sig i mit selskab. Det der gav mig selvtilliden tilbage var, at vi tog på ferie. Vi tilbragte næsten to uger på Island uden ret meget kontakt til andre mennesker. Og det gik over al forventning. Ændringen skete da vi havde siddet i en bus i nogle timer på vej tilbage til Reykavik (hvor vi skulle hjem flyve hjem fra). Vi sagde ikke ret meget til hinanden på turen, men pludselig lagde han armen om mig, smilede og gav mig et kys. Der indså jeg, at hvis han kunne holde ud at være alene med mig i to uger, så forsvandt han ikke lige uden videre. Vi har været sammen i over tre år nu.

Det der fandme kærlighed :o)

Jeg kender lidt til din situation (hvem gør efterhånden ikke det?)
Det er meget vigtigt (læs: MEGET vigtigt) at du gentagne gange siger til dig selv at du skal slappe af, være dig selv, være tilfreds og afslappet og også øve dig i at vise at du er glad for ham og bestemt også øve dig i at fortælle om dig selv, fortælle ham hvad der gør dig ked af det, glad o.l. Men tag det med små skridt af gangen. Det er svært at overkomme at skulle åbne sig følelsesmæssigt når man har det som du, så tag små skridt. Små sejre har jo også ret :-)

jeg må se om jeg kan arbejde med det

Jeg kan ikke lade være med at grine lidt, jeg tror ikke at du aner hvor heldig du er, din kæreste viser med al tydeligehed, at han er vild med dig, og at han elsker dig megameget.
Nyd det, og lad være med at tænke over at miste, gør du det, SÅ MISTER DU, men viser du ham, at følelserne er gensidige, så bliver det smukt, dejligt, lærerigt og noget du vil tænke tilbage på med glæde uanset om detholder eler ej.
Lykke til.*S*