Vil IKKE flyttehjemmefra!

Question

tilføjet af emilieduus for 11 år siden

Vil IKKE flyttehjemmefra!

Jeg er en 20-årig kvinde med en sorg i livet. - Mine forældre insisterer på, inddirekte, at jeg skal flytte hjemmefra, men det er jeg slet ikke parat til. :(
De bliver konstant ved med at lokke mig med at købe en lejlighed til mig eller skrive mig op i en andelsboligforening. - Det giver mig kvalme og gør mig ked af det hver gang, når de sidder og snakker om det. - Dette lægger samtidigt et kæmpe pres på mig og gør mig stresset, fordi jeg slet ikke vil blive voksen. :'( - Jeg ved, hvad det indebærer af ansvar og økonomisk disciplinering at flytte hjemmefra..... Og det er netop dette, som skræmmer og stresser mig, fordi jeg ikke er parat.... :'(
Jeg bliver nærmest også jaloux på min lillebror, som er yngre, for han behøver jo ikke at bekymre sig om, han "snart" bliver udsat for det samme pres og en udsmidning.
Ja, det er sådan jeg føler det. - Mine forældre vil smide mig ud! - Det er fandeme ubehageligt, og det har flere gange gjort, at jeg har overvejet selvmord eller en ulykke, der gjorde mine forældre afhængige af, at skulle tage vare på mig resten af livet...... Jeg bliver nemlig bare så vred på dem, når de stresser mig med, at jeg skal flytte hjemmefra.....
- Det føles som om, at de ikke kan lide mig mere, og derfor græder jeg tit i flere timer de dage, hvor vi har snakket om det. :'(
- Jeg har egentlig aldrig fortalt mine forældre, hvad jeg virkelig føler om det, udover at jeg skrev et brev til dem på et tidspunkt, som jeg lagde på vores spisebord, hvor jeg fortalte dem om, hvordan jeg havde det efter, at vi havde haft sådanne samtaler om det unævnelige emne. Det læste de da også, og snakkede med mig om, hvor de bare svarede, at selvfølgelig ville de ikke smide mig ud, men at det er en del af det at være voksen, at man flytter hjemmefra...... - MEN DET ER JEG JO FORHELVEDE IKKE PARAT TIL!
- Nu sidder jeg så her, og har mest lyst til at råbe og skrige af mine forældre, at jeg hader dem..... Men det gør jeg jo ikke, jeg elsker dem meget højt, og ville da for alt i verden ikke skilles fra dem..... Specielt ikke min mor vil jeg skilles fra. :'( - Men de bliver ved med at sige til mig, at jeg snart skal flytte hjemmefra.... MEN JEG ER ALTSÅ IKKE PARAT, OG DET KAN DE TILSYNELADENDE IKKE ACCEPTERE.... :'(
- Derfor sidder jeg nu med tåre i øjnene og håber på, at en venlig sjæl derude i debatområdet kan give mig et par fif til, hvordan jeg dog får mine forældre til at indse, at JEG IKKE VIL FLYTTE HJEMMEFRA!
- Ellers får jeg sgu selvmordstanker igen.... Og om de ender ud fatalt denne gang, er jo ikke til at vide.... For mit hoved kan sgu snart ikke holde til alt det stress mere..... :'(
- Emilie

Mikki51 · Answer 1 · 2013-01-19 13:38:06

Jeg er en 20-årig kvinde med en sorg i livet. - Mine forældre insisterer på, inddirekte, at jeg skal flytte hjemmefra, men det er jeg slet ikke parat til. :(
De bliver konstant ved med at lokke mig med at købe en lejlighed til mig eller skrive mig op i en andelsboligforening. - Det giver mig kvalme og gør mig ked af det hver gang, når de sidder og snakker om det. - Dette lægger samtidigt et kæmpe pres på mig og gør mig stresset, fordi jeg slet ikke vil blive voksen. :'( - Jeg ved, hvad det indebærer af ansvar og økonomisk disciplinering at flytte hjemmefra..... Og det er netop dette, som skræmmer og stresser mig, fordi jeg ikke er parat.... :'(
Jeg bliver nærmest også jaloux på min lillebror, som er yngre, for han behøver jo ikke at bekymre sig om, han "snart" bliver udsat for det samme pres og en udsmidning.
Ja, det er sådan jeg føler det. - Mine forældre vil smide mig ud! - Det er fandeme ubehageligt, og det har flere gange gjort, at jeg har overvejet selvmord eller en ulykke, der gjorde mine forældre afhængige af, at skulle tage vare på mig resten af livet...... Jeg bliver nemlig bare så vred på dem, når de stresser mig med, at jeg skal flytte hjemmefra.....
- Det føles som om, at de ikke kan lide mig mere, og derfor græder jeg tit i flere timer de dage, hvor vi har snakket om det. :'(
- Jeg har egentlig aldrig fortalt mine forældre, hvad jeg virkelig føler om det, udover at jeg skrev et brev til dem på et tidspunkt, som jeg lagde på vores spisebord, hvor jeg fortalte dem om, hvordan jeg havde det efter, at vi havde haft sådanne samtaler om det unævnelige emne. Det læste de da også, og snakkede med mig om, hvor de bare svarede, at selvfølgelig ville de ikke smide mig ud, men at det er en del af det at være voksen, at man flytter hjemmefra...... - MEN DET ER JEG JO FORHELVEDE IKKE PARAT TIL!
- Nu sidder jeg så her, og har mest lyst til at råbe og skrige af mine forældre, at jeg hader dem..... Men det gør jeg jo ikke, jeg elsker dem meget højt, og ville da for alt i verden ikke skilles fra dem..... Specielt ikke min mor vil jeg skilles fra. :'( - Men de bliver ved med at sige til mig, at jeg snart skal flytte hjemmefra.... MEN JEG ER ALTSÅ IKKE PARAT, OG DET KAN DE TILSYNELADENDE IKKE ACCEPTERE.... :'(
- Derfor sidder jeg nu med tåre i øjnene og håber på, at en venlig sjæl derude i debatområdet kan give mig et par fif til, hvordan jeg dog får mine forældre til at indse, at JEG IKKE VIL FLYTTE HJEMMEFRA!
- Ellers får jeg sgu selvmordstanker igen.... Og om de ender ud fatalt denne gang, er jo ikke til at vide.... For mit hoved kan sgu snart ikke holde til alt det stress mere..... :'(
- Emilie

at blive voksen?
Hvilke forudsætninger skal være tilstede før du accepterer at du ikke er et barn, teenager o.l., men et voksent menneske som skal tage vare på sit liv?
Hvad er det, der skræmmer dig sådan ved at skulle stå til ansvar for dig selv og dit liv?
Har du job?
Er du under uddannelse?
Hvor meget hjælper du med hjemme? - altså vask, indkøb, madlavning, rengøring osv.?
Hvad gør du for at dine forældre skal have det lidt lettere med alle huslige og andre sysler og hvor meget betaler du for at bo hjemme?

fuerzzz · Answer 2 · 2013-01-19 16:10:38

Jeg forstår heller ikke hvad problemet er?
Hvorfor er det præcist du "IKKE ER PARAT"...
Jeg smuttede frivilligt da jeg var 16, og klarede mig med fritidsjob osv.
Du vil opleve at blive "voksen" meget hurtigt ja, men det der med at holde fast i moar det dur altså ikke i længden, om du vil eller ej.
Men SÅ svært er det altså heller ikke at lave sin mad selv, vaske sit tøj, og sørge for at der er mad i køleskabet - også sidst på måneden.
Der er jo ingen der siger du skal flytte 300 km væk fra din mor, eller hun fra den dato ikke længere tager sin telefon, eller at du kan komme på besøg som du lyster.
Jeg kender godt nok en enkelt med lign problemer og hun er nu 30 år og "hænger stadig" på sin mor, bor der dog ikke mere, men hun har aldrig boet alene, og hendes mor er der enten fysisk eller i telefonen halvdelen af døgnets timer, og det er til at få spat af ;)
Nå de endda tilbyder at hjælpe med betalingen, så er det da bare at kaste sig ud i det ;)

alexsmithnielsen · Answer 3 · 2013-01-19 18:00:38

Du kan altså ikke være afhængig af din mor og far resten af livet. Du siger du ikke er klar men ikke hvorfor. Du skaber dig som en 13årig fordi du ikke får det som du vil. Kom videre i livet. Om ikk andet så bo på en kostskole i 6månender som en begyndelse

debatsvinet · Answer 4 · 2013-01-19 18:36:28

Du skal da være velkommen her.... 😉
Der er masser af jobs her i området Bla. med at skovle møg! det er ukækkert men det er et arbejde... Bolig er heller intet problem... Du kan få et kammer oppe over stalden der er flere ledige.... I den anden ende bor Polakkerne og Lithauerne, dem bør du nok holde dig fra medmindre du vil have lus! på besøg.... [(:]

Jaqueline · Answer 5 · 2013-01-19 18:40:57

Det vigtigste er vel beliggenheden???
..det kan godt være det er særligt svært for dig til,at starte med,men når du først har prøvet,at have dit eget liv med dine egne regler!vil du ikke kunne undvære det igen!
du er bare nært knyttet til dine forældre,så det er jo,langt fra mystiskt du får det sådan!
..selv kunne det ikke gå hurtigt nok for mig..ønskede mig,at løsrives hurtigst muligt..
tankerne om selvskade burde du nok få snakket med nogen om,det er dumt,og det er noget,som du vil ende med,at fortryde senere,det er ikke en løsning..
tag tingene stille,og forsigtigt!ikke overtænke..
det er noget andet,når du først står i situationen..
tag nu,og prøv først!

soljo · Answer 6 · 2013-01-19 19:14:51

Er det torpedo-høns du mener.? Ja, du ved fladlus/fladbukke og hvad eller de hedder.

eks-mas · Answer 7 · 2013-01-19 19:16:51

hej med dig
Det lyder altså som om dine forældre kun vil dig det bedste. De kan nok mærke at du er for tæt knyttet til dem ift. din alder og de prøver i kærlighed at skubbe dig lidt.
Og det tror jeg du har brug for. Det er ikke normalt at have det som dig når man er 20 år. Men det ændrer jo ikke ved, at du føler som du gør - hvad med at prøve at tage på højskole et par måneder for at øve dig ?
jens

flaks · Answer 8 · 2013-01-19 19:25:49

LOL
Jeg havde godt nok travlt med at flytte hjemmefra. Det var en befrielse.
Det værste var godt nok udgifterne. Men hvad dælen.
Men dit indlæg er lidt af de undelige.
Er der noget galt med dig? Har du sociale angst eller bare sådan godt gennemforkælet? 😕

fuerzzz · Answer 9 · 2013-01-19 19:36:46

Ja og jeg vil så gerne lige tilføje:
Når du først ikke er sammen med dine forældre døgnet rundt, alene privat livet i sengen, og vi er aldrig uvenner mere som dengang.
Mit forhold til mine forældre er langt bedre nu end da jeg var 16 og en uregerlig knægt hehe ;)
Ja der skal betales regninger, men det kan du ligeså godt vænne dig til før eller siden, dine forældre lever for det første ikke evigt, og de vil med alt sandsynlighed gerne have et otium i fred og ro og ikke med umodne småbørn som rent fysisk er fyldt 20-25-30, men mentalt være 13 ;)

fuerzzz · Answer 10 · 2013-01-19 19:38:42

Og forresten, hvis du med vilje skaber en ulykke eller lign som gør dig invalid og tror dine forældre så vil tage sig af dig hele livet fordi du er handicappet, så kan du godt tro om igen.
De har lige så meget ret til deres eget liv som du har, og det betyder at du i så fald ville komme på en form for institution.
Så den plan dur heller ikke søde ;)

Randersdrengen · Answer 11 · 2013-01-19 20:40:45

men muntert læsning en lørdag aften mellem filmene 😃
Nota bene: jeg selv flyttede hjemmefra dagen efter min 18-års fødselsdag, LANGT væk fra de gamle. Dét havde jeg set frem til i årevis med lige dele glæde og lige dele forventning !

fuerzzz · Answer 12 · 2013-01-20 13:02:25

Jeg kan så lige tilføje at man kan få utroligt meget pasta eller kartofler og ketchup for kun ca 50 kr.
Man kan bo for under 2000 kr pr måned.
Og eftersom du er over 18, så du som minimum have ret til SU hvis du går i skole eller kontanthjælp ellers, så stressen over økonomi behøver du ikke være så bange for ;)

kniggepigen · Answer 13 · 2013-01-20 14:02:04

Man lærer så længe man lever! Man lærer også at bo for sig selv, man lærer at få styr på sin økonomi, man lærer at få lavet mad osv.
Fordele ved at flytte hjemmefra er mange og du vil i sidste ende ikke fortryde det!
Mit forhold til mine forældre ændrede sig til det bedre da jeg flyttede hjemmefra, men jeg ved da den gang som i dag at jeg til hver en tid er velkommen hos dem!
Det jo ikke sådan at de vil af med os, deres unger, men de vil altså gerne se os blive selvstændige individer! Du vil have brug for dine forældre længe endnu, og hvis du virkelig har så godt et forhold til dine forældre som det lyder, vil de da gøre alt for at hjælpe dig på bedst mulige vis!
Så tag modet til dig, spring ud i det og flyt - ingen siger det behøver være lige nu, men mon ikke du i sidste ende ville blive træt af at bo hjemme for altid! Jeg elsker mine forældre over alt men ville aldrig kunne flytte hjem igen, kun meget midlertidigt! Sådan er det at blive voksen - du får det eget liv, men dine forældre er der jo stadigvæk uanset hvad 🙂

fuerzzz · Answer 14 · 2013-01-20 14:21:47

Helt enig!
Selvom jeg kun var 16 og dermed hverken fik SU eller kontanthjælp eller lign, og de første par måneder var svære, og jeg mest af alt havde lyst til at flytte hjem til moar igen istedet for at leve af levninger og leverpostejsmader ;)....
Så blev jeg moden og begyndte at se fordelene ved ikke at bo hjemme.
Alene det at kunne tage en pige med hjem uden ens forældre vidste det hehe stor fordel, og SÅ vigtigt er det altså heller ikke for mig om min aftensmad består af culottesteg eller en spegepølsemad ;)
Så helt klart, springe ud i det, når du lige har vænnet dig til at moar ikke bare er en man kalder på, så vil du ikke fortryde, og det betyder ikke at du ikke mere kan ringe til din mor eller komme på besøg til enhver tid er jeg sikker på.
Jeg har i al fald aldrig oplevet mine forældre sige "nej" uanset om det var "menneskelige råd" jeg trængte til, et sted at sove, eller økonomisk hjælp, eller noget andet.
Forældre bliver altid "flinkere" når man ER flyttet... er min erfaring i al fald ;)
Og kontakt med din mor: jamen skriv en email hver dag, det er gratis, men du er nødt til at indse at du ikke er en pige på 6 år mere😉Om det lige skal være i morgen eller til sommer må i jo snakke om, men det er på tide ;)
Og jeg synes heller ikke det lyder som om de prøve at stresse dig eller få dig ud i ulykker eller selvmord, tværtimod synes jeg det virker til at være langt bedre forældre end mange andre har haft, så hop ud i livet pige, også selvom det kan virke stort ikke at have moar i nærheden hele tiden. Det går nok ;)

trådløse-Anna · Answer 15 · 2013-01-20 14:30:43

men muntert læsning en lørdag aften mellem filmene 😃
Nota bene: jeg selv flyttede hjemmefra dagen efter min 18-års fødselsdag, LANGT væk fra de gamle. Dét havde jeg set frem til i årevis med lige dele glæde og lige dele forventning !

Hvad får folk børn for når de bare sparker dem ud når de bliver 18, 😮 😖
Jeg boede hjemme hos mine forældre til jeg var- Hehe! DET får i IKKE at vide, [(:] [f] [f]

fuerzzz · Answer 16 · 2013-01-20 14:41:17

Ej jeg gik nu helt frivilligt (ja faktisk skulle jeg true mine forældre med at påstå overfor kommunen at de var voldelige selvom det ikke passede, før jeg fik lov), og i første omgang boede jeg lige ved siden af min 5 år ældre bror og ikke mere end 500 meter fra barndomshjemmet...
Men JA i det sekund man bliver 18 som MAKS er man i princippet ansvarlig for sig selv, sin fremtid, sin bolig mv.
Mange bliver dog et par år mere, men så må man som forældre forlange en vis husleje og hjælp med daglige sysler, hvis det er det man finder bedst. Børnechecken bortfalder jo i samme sekund barnet bliver 18 så en husleje på 1500-2000 kr mindst er slet ikke urimeligt.
Det er meget værre for dem som bliver 23 eller 25 inden de smutter og begynder at opdage hvad husleje, og at fylde køleskabet det rent faktisk koster.
Kender til en som var 27 da han endelig måtte ud, og wauw han blev noget overrasket over hvad husleje og mad i køleskabet kostede, fordi han havde været vant til at bo gratis have en skønt badeværelse, internet, og moar sørgede altid for at køleskabet var fyldt...
Faktisk kom han sommetider på besøg hos mig, ja dels blot for at besøge, men også fordi han fandt ud af at han hverken havde råd til frisør eller mad, så han lånte min hårtrimmer, og tømte divs halvspiste chips-poser jeg måtte have...
Derfor er det vigtigt at man ikke er alt for gammel når man flytter hjemmefra😉Heldigvis fandt han til sidst en sød pige som vist har fået ham til at blive voksen. Men det tog sin tid ;)

Frikadelledanskeren · Answer 17 · 2013-01-20 15:20:00

Så vil jeg da råde din far og mor til at finde sig en ny og mindre bolig, hvor der simpelthen ikke er plads til dig, for sådan gik det en jeg kendte som heller ikke ville flytte hjemmefra, men det blev han så bare tvunget til. 😉

debatsvinet · Answer 18 · 2013-01-20 15:40:50

[quote="Randersdrengen" post=2666292]men muntert læsning en lørdag aften mellem filmene 😃
Nota bene: jeg selv flyttede hjemmefra dagen efter min 18-års fødselsdag, LANGT væk fra de gamle. Dét havde jeg set frem til i årevis med lige dele glæde og lige dele forventning ![/quote]

Hvad får folk børn for når de bare sparker dem ud når de bliver 18, 😮 😖
Jeg boede hjemme hos mine forældre til jeg var- Hehe! DET får i IKKE at vide, [(:] [f] [f]

Det har åbenbart skadet din hjerne at bo så længe hjemme...Når man ser tilbage på de indlæg du har skrevet.... 😖 😉
Hva når du selv får et barn skal det så bo hjemme til det ikke kan tygge smør længere?? .... 😃

gøjepigen · Answer 19 · 2013-01-20 16:02:43

Du hænger stadig fast i din Mors navlestreng.Du skal ud og klare dig selv,have din egen lejlighed,bliv selvstændig og voksen.Dine forældre skupper pænt på,men du stritter imod,fordi
du er så barnlig.Hvor længe har du tænkt dig at blive hængende i din Mors skørter??
Ud med dig,så skal du nok lære med tiden,at det var godt,at du fik dit eget hjem.

fuerzzz · Answer 20 · 2013-01-20 16:34:34

Ja jeg synes du har fine forældre, når de ikke alene "skubber lidt på" men endda tilbyder hjælp med betalingen. Der er mange som må optage lån til den slags.
Og så er der hele det sociale aspekt:
Når man er 22, 25, 27, så er det nok ikke så fedt at tage en man har scoret i byen med hjem til moar, eller veninderne kan ikke komme til veninde-sjov-aften fordi mor og far er der....
Og så er der alt det med posten. Der er nu ikke så meget at skjule for mit vedkommende, men min moar og faaar... behøver slet ikke vide hvem jeg får breve af, ligesom jeg heller ikke ved hvem de får breve fra ;)

fuerzzz · Answer 21 · 2013-01-20 16:36:20

P.S. og uanset om det her er en såkaldt "troll" eller ej, så VED jeg at rigtig mange unge faktisk har det sådan.
Verden udenfor er hammerbarsk og uretfærdig, men det eneste måde at få mælk i køleskabet på er at hente den hos købmanden ;)

Its-going-down · Answer 22 · 2013-01-20 17:19:17

betale huslejen. - De kræver vel husleje, som det er nu? - Ellers er det jo simpelthen dig der er blevet pakket ind i vat.
Du kan jo give dem dine penge den første hver md, og få dem til at betale husleje, administrere madpenge osv. - Så lærer du det nok med tiden.
Ellers kan du finde dig en sød kæreste, som har overskuddet til, at hjælpe dig med det.

my goood · Answer 23 · 2013-01-20 17:53:45

Nej - selvf lærer man aldrig at stå på egne ben(selvom det egtl. slet ik er så svært), når ens forældre laver ens mad, vasker ens tøj, støvsuger og tørrer støv af på ens værelse og lufter ens dyne... På den måde blir man mere og mere forkælet og afhængig af mor... Hvilket dine forældre blir trætte af i længden, så de til sidst opdager hvordan det hele udvikler sig og derved vil smide dig ud...
Så i mine øjne er det selvforskyldt fra din mors/forældrenes side...
Jeg synes du burde begynde at overraske dine forældre lidt ved at ta opvasken og støvsuge... Det er ik så meget et❓om hvorvidt du interesserer dig for disse ting...mere et❓om, hvad f... du vil gøre den dag de ikke lever mere...
PS: Du må vel osse mangle noget privatliv med kæreste osv..?

Randersdrengen · Answer 24 · 2013-01-20 19:52:40

[quote="Randersdrengen" post=2666292]men muntert læsning en lørdag aften mellem filmene 😃
Nota bene: jeg selv flyttede hjemmefra dagen efter min 18-års fødselsdag, LANGT væk fra de gamle. Dét havde jeg set frem til i årevis med lige dele glæde og lige dele forventning ![/quote]

Hvad får folk børn for når de bare sparker dem ud når de bliver 18, 😮 😖
Jeg boede hjemme hos mine forældre til jeg var- Hehe! DET får i IKKE at vide, [(:] [f] [f]

Jeg ved ikke, om det er navlestrengen, der gør, at du læser mit svar helt forkert 😃
MEN buttom line; de gamle ville så gerne ha', jeg blev lidt længere.. men NEJ TAK, sagde jeg! 😉

trådløse-Anna · Answer 25 · 2013-01-20 20:04:27

Jeg ved ikke, om det er navlestrengen, der gør, at du læser mit svar helt forkert 😃
MEN buttom line; de gamle ville så gerne ha', jeg blev lidt længere.. men NEJ TAK, sagde jeg! 😉

Utaknemmelige møgunge, 😮 😕 [(:]

Megaprofilos · Answer 26 · 2013-01-20 20:25:45

Der er en mulighed for, at du er fake(troll), men hvis du nu ikke er det, så får du mit svar.
At du ikke er klar til, at flytte hjemmefra, kan skyldes mange ting.
Det kan være, at dine forældre ganske enkelt har forsømt dig under din opvækst. Det kan, blandt meget andet, være at de ikke har stillet krav til dig, i det omfang som du nu kunne klare, ud fra din daværende alder.
Måske har dine forældre været typerne der bare konstant smækkede en DVD/videofilm over, således at du blev passiv, frem for at modnes.
Måske bor du i udkantsdanmark, og har ikke kunnet finde veninder og famile, som er vigtige for at man modnes.
Måske har dine forældre været så totalt ligeglade(måske pga presset på arbejdet) med din opvækst, at du ikke føler dig elsket mm.
Jeg synes at du skal tage kontakt til din læge, og fortælle ham/hende om alt dette. Skriv det evt ned på papir, hvis nu du bliver nervøs. Det er vigtigt, at du ikke medbringer dine forældre.
Held og lykke, og skriv endelig igen.
MVH
Megaprofilos

a fra Åbybro do! · Answer 27 · 2013-01-20 23:30:30

... en vis poul.jørgensen! Vi tog til Hundested og der lå vi i med nogle kællinger jeg havde støvet op! Jeg havde endnu ikke fået så meget som et eneste hår på dilleren, men jeg arbejdede alliwl godt i bund med de damer. Hr. Jørgensen endte i detentionen og røg derefter i spjældet fordi han havde været uterlig overfor nogle mindreårige drenge - det var eddermame noget lort i '62. Så fik han et law tæsk af min kammerrat Djengo! Så sad han inde med et sæweøje!
Knald i bøtten!
vh.
A kommer fra Åbybro

mig-katie · Answer 28 · 2013-01-21 07:33:14

Kære Emilie,
jeg synes det er nogle meget grove svar du har fået her i tråden.
Der er ikke andre end dig selv der kan mærke hvornår man er klar til at stå på egne ben. Ligegyldigt hvad dine forældre siger eller tror du vil have godt af, så er det i sidste ende dig der alene kan tage beslutning om at ville flytte og klare dig selv.
Der er nogen der flytter(flygter) fra deres forældre som 16årige, andre dagen efter de blev 18. Hvad siger det mest om? Deres dårlig forhold til forældrene.
Jeg har selv børn i din alder, og jeg vil ikke drømme om at smide dem ud. Hvis ikke man selv tager beslutningen, så er man ikke klar, hverken økonomisk eller mentalt.
Det er bedre at blive i det trygge familieliv, end at kaste sig ud i noget der kan give problemer.
Det er rigtig at man kan vokse med opgaven, men man lærer ikke at svømme af at blive kastet ude på dybt vand. Man starter der hvor man kan bunde.
Det føles som om du har brug for at snakke med en der kan forstå dig og hjælpe dig til at finde ud af hvordan du takler situationen og dine forældre.
Der er følgende muligheder du kunne prøve:
- tale med din læge og fortælle om din krise - måske kan du blive henvist til nogle psykologsamtaler (det er ikke farligt)
- der er mange coachskoler der tilbyder gratis eller meget billige coachinssamtaler, det ville være godt for dig
- er der en studievejleder (hvis du læser et sted) der kan rådgive dig?
- måske vil en snak med en socialrådgiver hjælpe
- der findes også en telefonlinie for unge med problemer, find en af dem og ring (selvom du er 20 kan du stadig have brug for hjælp)
- er der andre voksne i din familie du kunne få en snak med?
Håber du finder en måde at takle det på. Varme tanker herfra.

fuerzzz · Answer 29 · 2013-01-21 08:05:31

Ej jeg synes altså ikke det er "grove svar".
Hvis man allerede er 20 så forstår jeg da godt forældrene vil af med hende, det betyder ikke de hader hende eller ikke må komme på besøg.
Jeg startede da selv i "det små" eller på "lavt vand" som du siger, ved at bo nabo til min 5 år ældre bror og bare 500 meter fra mine forældre.
Og lige siden da har mit forhold til både mine forældre og storebror være meget bedre fordi vi ikke er sammen 24/7, så der er ikke mere at blive uvenner over.
Og ja kan sagtens se nu 15 år senere hvorfor mine forældre gav mig lov, jeg var en teenage-knægt med alt hvad der følger med, og kan faktisk godt forstå at de til sidst blev trætte af det. Det ville jeg selv være blevet.
Og så vil jeg lige tilføje at lægen er nok den forkerte at snakke med om den slags problemer. For der er med alt sandsynlighed ikke tale om nogen egenligt sygdom, men at du er blevet forkælet hele livet, og verden på egen hånd derfor virker aldeles skræmmende.
Du kan enten tale med en psykolog, og ellers findes der massevis af telefonrådgivninger du kan ringe til helt gratis og få en snak.
Verden er ikke SÅ farlig som du tror ;)
Undertegnede tager lige forbehold for at der kan være særlige omstændigheder som gør det umuligt at flytte, men det ser ikke ud til det....

mig-katie · Answer 30 · 2013-01-21 08:37:33

Hvem er det der beslutter hvornår man har den rigtig alder?
- Det er lovligt at have sex som 16 årige, men der er ikke nogen der siger at man SKAL.
- Man kan tage kørekort som 18-årige, men der er ikke noget i vejen for at vente. (Se hvor mange unge knægte der slår sig selv og andre ihjel, de burde måske have ventet...)
- Hvornår SKAL man flytte hjemmefra? Det bestemmer man selv i samarbejde med sine forældre.
Jeg var 21 år, og min mor kunne ikke forstå at jeg kunne finde på det. Hun tog det meget personligt.
Kender både folk der flyttede der de var 18 og 23, det afhænger af en selv.
Der er ikke nogen rigtig alder til det før man er klar. Vi modnes og vokser forskelligt, og det skal man acceptere, og lade være med at forcere folk til noget de ikke er parate til.
På den anden side skal man heller ikke blive hængende til man ikke længere kan agere selvstændig menneske. Hvis man bliver 25 og stadig ikke har nogen planer om at flytte hjemmefra, så vil det nok være på tide at blive "hjulpet" lidt.
Take it easy, der er tid nok. Der er ikke noget man SKAL nå inden en bestemt alder.

reginstreton · Answer 31 · 2013-01-21 08:49:12

Hold da kæft hvor er det synd for dig dit forkælede møgbarn :-D
Du er 20 år gammel og opfører dig som en lille tøs på 11, det er da lige til at brække sig over :*)
Tår dine øjne og tag dig sammen ;-)

fuerzzz · Answer 32 · 2013-01-21 09:26:37

Hehe...
Nej naturligvis er der ikke nogen specifik "rigtig alder" for hvornår man tager kørekort, flytter hjemmefra, og betaler sine regninger selv.
Det er der jo så bare alligevel. Et ret godt eksempel jeg har er: da jeg skred som 16-årig og blev ked af det efter et par måneder, så ville mine forældre hellere hjælpe mig med 1000 kr end lade mig flytte retur ;)
Det var da ikke sjovt, men 15 år senere kan jeg da sagtens se "pædagogikken i" at det var med til at modne mig og få mig videre, ikke bare at kunne rende tilbage til moar når der er problemer medmindre de er livstruende ;)
Så udvikler man netværker, både i familien, blandt venner, på nettet osv, og så bliver ens familie gradvist mindre vigtig, og til sidst er man et selvstændigt voksen menneske.
Jeg huske da selv da jeg skulle skifte skole i 2. klasse at det var jeg ikke glad for, men ret hurtigt fik jeg jo 20 nye venner.
Forandring fryder!

fuerzzz · Answer 33 · 2013-01-21 09:34:45

Ps
Der var heller inden der bad mig have sex da jeg var 11 eller 16 eller 15, eller at min børneopsparing var til kørekort, eller at hvis jeg aldrig blev ryger så var kørekortet gratis, eller at jeg skulle være 18 for at komme ind på et diskotek selvom jeg kun var 16....
Der findes ingen "regler" for den slags, heller ikke for hvornår man fx skal giftes, eller om man overhovedet skal det.....
Det er bare den "normale" udvikling hvis man da snart kan kalde noget som helst normalt mere.
Jeg kan et meget godt eksempel: For en uges tiden siden var det hunde-kold og jeg måtte med taxa hjem, men taxaen var der en times ventetid på. Derfor gik jeg ind på et værtshus bare for at holde varmen og naturligvis købe en øl af de søde mennesker mens jeg ventede.
En af gæsterne havde fået nok, så hun ville hjem, så på vejen ud fik jeg lige 6 kys uden vi overhovedet havde talt sammen først.
Det vil mange nok kalde en fuld kælling, men jeg er da glad for at mennesker kan udvise så meget empati at de ligefrem giver sig til at kysse på en de aldrig har mødt.
Det betød naturligvis ikke at "nu er vi kærester" men "Jeg synes du er dejlig så jeg giver dig lige nogle kys med på vejen for jeg skal gå nu"....
Der er forskel på at date når man er 16 eller 20 eller 31 år hehe-.

Mikki51 · Answer 34 · 2013-01-21 10:47:57

Kære Emilie,
jeg synes det er nogle meget grove svar du har fået her i tråden.
Der er ikke andre end dig selv der kan mærke hvornår man er klar til at stå på egne ben. Ligegyldigt hvad dine forældre siger eller tror du vil have godt af, så er det i sidste ende dig der alene kan tage beslutning om at ville flytte og klare dig selv.
Der er nogen der flytter(flygter) fra deres forældre som 16årige, andre dagen efter de blev 18. Hvad siger det mest om? Deres dårlig forhold til forældrene.
Jeg har selv børn i din alder, og jeg vil ikke drømme om at smide dem ud. Hvis ikke man selv tager beslutningen, så er man ikke klar, hverken økonomisk eller mentalt.
Jeg må erkende at jeg er ikke enig med dig om at det er nogle grove svar, som pigen har fået her.
Forskellige mennesker har taget stilling til det af hendes skrevne indlæg - men da hun åbenbart ikke svarer, tyder det nok mest på det indlægget er en fake.
Du skriver at "så er man ikke klar, hverken økonomisk eller mentalt" - vil du her sige at det kommer bag på det unge menneske at på et eller andet tidspunkt i livet skal man tage vare på sig selv og sit liv? Hvis det er tilfældet, vil jeg da hælde til den opfattelse at så er der noget i opdragelsen som er gået skævt. (Jeg har også børn i den alder).
Du kan da vel ikke i ramme alvor mene at voksne mennesker på 20 år eller mere ikke skal kunne tage vare på sig selv?
Ja, det er mere besværligt at skulle interessere sig for hvad rugbrød koster, hvordan man laver mad osv., fremfor at få det hele serveret på et sølvfad.
Hvis hun ikke kan det som 20-årig, synes jeg at det er en falliterklæring både for hende og for hendes forældre.

Det er bedre at blive i det trygge familieliv, end at kaste sig ud i noget der kan give problemer.
Det er rigtig at man kan vokse med opgaven, men man lærer ikke at svømme af at blive kastet ude på dybt vand. Man starter der hvor man kan bunde.
Det føles som om du har brug for at snakke med en der kan forstå dig og hjælpe dig til at finde ud af hvordan du takler situationen og dine forældre.
Der er følgende muligheder du kunne prøve:
- tale med din læge og fortælle om din krise - måske kan du blive henvist til nogle psykologsamtaler (det er ikke farligt)
- der er mange coachskoler der tilbyder gratis eller meget billige coachinssamtaler, det ville være godt for dig
- er der en studievejleder (hvis du læser et sted) der kan rådgive dig?
- måske vil en snak med en socialrådgiver hjælpe
- der findes også en telefonlinie for unge med problemer, find en af dem og ring (selvom du er 20 kan du stadig have brug for hjælp)
- er der andre voksne i din familie du kunne få en snak med?
Håber du finder en måde at takle det på. Varme tanker herfra.

mig-katie · Answer 35 · 2013-01-21 11:52:26

Om der er en bestemt alder eller ej er ikke spørgsmålet, men hvem bestemmer hvad der er "normalen".
Nogle synes det er sjovt at springe fra 5m vippen, andre nøjes med 3m. Nogle løber marathon, og andre klarer sig med 5km.
Det kan godt være at man overlever at springe fra 5m, men det er ikke sikkert at man synes det er sjovt, eller at man lander rigtigt.
Vi er forskellige alle mennesker, og der er ikke nogen der skal definere hvad der er normalen for andre.
Nogle børn begynder at gå inden de er 1 år, andre kan først når de er 1½. Nogle er hurtige renlige. Nogle er lærer at læse hurtigere end andre.
Nogle er gode til matematik, andre til sprog.
Og man kunne blive ved. Hvilke af dette er normalt og hvilket er ikke?
Vores udvikling er forskelligt og det bør respekteres. Fordi du flyttede hjemmefra som 16årig og idag synes det var fint, siger det ikke noget om, at andre også skal prøve det.
Lad folk selv bestemme over deres eget liv, uden at gøre dem til anormale mennesker. Du kan ikke definere "normalen" ud fra dit eget liv.
PS eksemplet med kysseriet fra en fuld kvinde har ikke noget med dette emne at gøre. Det kan være normalt for hende at gøre. Det er også normalt for nogen at have et sidespring ved julefrokosten, det fortæller ikke noget om, hvorvidt det skal blive normalen for alle.

Vil IKKE flyttehjemmefra!

Hvornår har du tænkt dig