Ulykkelig - Forvirret
Hey alle sammen =)
Er ny her i debatten, men vil dog alligevel ligge lidt hårdt ud.
Mig og min kæreste er blevet enige om at slå op efter et næsten 1½ år langt forhold. Alt dette startede allerede i starten af December. da havde vi været sammen i 10 måneder, næsten helt uden problemer. Godt nok havde der været nogn små problemer omkring skolen, da vi begge startede på gym sidste år,(Nu ska det lige siges at vi bor 30 min i tog fra hinanden)og da man ska passe sin skole kræver det jo mere tid på lektier, og mindre på kærsten- men alt i alt, gik det fint indtil at de små ujævnheder kom efter de 10 mnd.
Vi valgte at ignorere de små ujævnheder og fortsatte, et dog mindre stabilt, men stadig godt forhold. men senerehen på året i maj, holdte vi en lang pause for at gi forholdet, og hinanden, et lille pusterum op til eksamnerne. Men på dette tidspunkt lagde jeg mærke til at hun brugte rigtig meget tid på "at være sig selv" og hun begyndte også på sin gamle hobby (heste) igen, og hendes "skema" blev mere og mere booket (og havde jeg det også helt fint med i starten). Til sidst endte det med at jeg sagde til hende at hun ikke måtte glemme at hun også havde en kæreste, og nu hvor det var blevet sommerferie, ville jeg jo gerne ha den ekstra opmærksomhed, som jeg havde givet hende.
Men nu er hun på ferie i 16 dage, og i denne periode har hun formået at få mig til at føle "glemt" og "jaloux".. ville jo helst ik miste hende (som jeg gjorde med min eks. da hun var mig utro på ferien), men problemet er at hun tar det som en fornærmelse hvis at jeg bliver jaloux. for mig betyder jalousi at man ikk vil miste noget man elsker højere end noget andet, men for hende betyder det direkte at jeg ikk stoler på hende. vi kom op og diskutere over det, og det resulterede i at hun valgte ikk at ringe til mig i 7 dage (føler jeg som lang tid, uden at gi en lyd fra sig). Jeg ville jo helst ha at hun ringede til mig af sin egen fri vilje og ikke fordi at hun følte sig "presset" til at ringe. til sidst blev jeg nødt til at skrive til hende og vi begyndte at snakke.. det endte med at vi blev enige om at slå op, fordi vi før havde haft problemer, og nu trod hun ikk på at det skulle være os to.
Et par uger før havde vi ligget og talt om hinandens føelser, om at de var begyndt at forsvinde, og at vores forhold ikke var så interessant som før. men vi lavede en aftale om ikke at drage forhastede konklusioner, så vi valgte at se tiden an til efter hendes ferie. Men mens hun var på ferie fandt jeg ud af hvor meget jeg havde brug for hende.. jeg savnede hende, og jeg drømte om hende, hun var i mine tanker konstant, og havde så meget lyst til at se hende, holde om hende, og kysse hende. Men på den anden side var jeg også forvirret. For jeg vidste inderst inde heller ikke om det ville gå. indtil nu... jeg længdes efter hende.. og græder inderst inde konstant i håb om at hun høre det og trøster mig. Vi har haft så mange gode minde i vores forghold, og hver gang jeg ser tilbage, ka jeg ikk la vær med at fælde en tåre. jeg har en evne til at glemme alt det onde og skubbe det fra mig, jeg husker aldrig skænderier eller diskutioner, derimod glemmer jeg dem og fokusere på alt det positive.. desværre er min kæreste fuldstændig modsat.
Engang der vi havde været i sommerhus sammen i en forlænget weekend, havde vi et lille skænderi, og ellers gik det fint. Men hun fokuserede hele tiden på det skænderi vi havde og konkluderede at weekenden var en fiasko. Og jeg kunne ikk forstå hende. Desværre gav jeg hende idag ret- at det var bedst ikke at fortsætte og gå hver til sit, men jeg fortryder alt.
Jeg ønsker så inderligt at vi kunne fortsætte og "starte på en frisk!" men det kan hun ikke, hun bliver ved med at hiver gamle minder frem, og tænker slet ikk på alt det dejlige vi har haft sammen (nu skal det lige siges at vi før har været tæt på at slå op, men vi har altid fundet sammen igen fordi at grundlaget for "bruddet" altid var "ondsvagt" i følge min mening - underligt nok har vores forhold, efter sådan en periode, været meget mere kærligt og dejligt). når jeg kigger tilbage på vores forhold ser jeg kun positivt... kan ikk tænke på andet end hende.. Det eneste der ville bekymre hvis vi fortsatte, ville være om hun havde tid til en kæreste som mig (indrømmer at jeg skal ha meget tid).
Hva ska jeg gøre? er så fortvivlet..
Er ny her i debatten, men vil dog alligevel ligge lidt hårdt ud.
Mig og min kæreste er blevet enige om at slå op efter et næsten 1½ år langt forhold. Alt dette startede allerede i starten af December. da havde vi været sammen i 10 måneder, næsten helt uden problemer. Godt nok havde der været nogn små problemer omkring skolen, da vi begge startede på gym sidste år,(Nu ska det lige siges at vi bor 30 min i tog fra hinanden)og da man ska passe sin skole kræver det jo mere tid på lektier, og mindre på kærsten- men alt i alt, gik det fint indtil at de små ujævnheder kom efter de 10 mnd.
Vi valgte at ignorere de små ujævnheder og fortsatte, et dog mindre stabilt, men stadig godt forhold. men senerehen på året i maj, holdte vi en lang pause for at gi forholdet, og hinanden, et lille pusterum op til eksamnerne. Men på dette tidspunkt lagde jeg mærke til at hun brugte rigtig meget tid på "at være sig selv" og hun begyndte også på sin gamle hobby (heste) igen, og hendes "skema" blev mere og mere booket (og havde jeg det også helt fint med i starten). Til sidst endte det med at jeg sagde til hende at hun ikke måtte glemme at hun også havde en kæreste, og nu hvor det var blevet sommerferie, ville jeg jo gerne ha den ekstra opmærksomhed, som jeg havde givet hende.
Men nu er hun på ferie i 16 dage, og i denne periode har hun formået at få mig til at føle "glemt" og "jaloux".. ville jo helst ik miste hende (som jeg gjorde med min eks. da hun var mig utro på ferien), men problemet er at hun tar det som en fornærmelse hvis at jeg bliver jaloux. for mig betyder jalousi at man ikk vil miste noget man elsker højere end noget andet, men for hende betyder det direkte at jeg ikk stoler på hende. vi kom op og diskutere over det, og det resulterede i at hun valgte ikk at ringe til mig i 7 dage (føler jeg som lang tid, uden at gi en lyd fra sig). Jeg ville jo helst ha at hun ringede til mig af sin egen fri vilje og ikke fordi at hun følte sig "presset" til at ringe. til sidst blev jeg nødt til at skrive til hende og vi begyndte at snakke.. det endte med at vi blev enige om at slå op, fordi vi før havde haft problemer, og nu trod hun ikk på at det skulle være os to.
Et par uger før havde vi ligget og talt om hinandens føelser, om at de var begyndt at forsvinde, og at vores forhold ikke var så interessant som før. men vi lavede en aftale om ikke at drage forhastede konklusioner, så vi valgte at se tiden an til efter hendes ferie. Men mens hun var på ferie fandt jeg ud af hvor meget jeg havde brug for hende.. jeg savnede hende, og jeg drømte om hende, hun var i mine tanker konstant, og havde så meget lyst til at se hende, holde om hende, og kysse hende. Men på den anden side var jeg også forvirret. For jeg vidste inderst inde heller ikke om det ville gå. indtil nu... jeg længdes efter hende.. og græder inderst inde konstant i håb om at hun høre det og trøster mig. Vi har haft så mange gode minde i vores forghold, og hver gang jeg ser tilbage, ka jeg ikk la vær med at fælde en tåre. jeg har en evne til at glemme alt det onde og skubbe det fra mig, jeg husker aldrig skænderier eller diskutioner, derimod glemmer jeg dem og fokusere på alt det positive.. desværre er min kæreste fuldstændig modsat.
Engang der vi havde været i sommerhus sammen i en forlænget weekend, havde vi et lille skænderi, og ellers gik det fint. Men hun fokuserede hele tiden på det skænderi vi havde og konkluderede at weekenden var en fiasko. Og jeg kunne ikk forstå hende. Desværre gav jeg hende idag ret- at det var bedst ikke at fortsætte og gå hver til sit, men jeg fortryder alt.
Jeg ønsker så inderligt at vi kunne fortsætte og "starte på en frisk!" men det kan hun ikke, hun bliver ved med at hiver gamle minder frem, og tænker slet ikk på alt det dejlige vi har haft sammen (nu skal det lige siges at vi før har været tæt på at slå op, men vi har altid fundet sammen igen fordi at grundlaget for "bruddet" altid var "ondsvagt" i følge min mening - underligt nok har vores forhold, efter sådan en periode, været meget mere kærligt og dejligt). når jeg kigger tilbage på vores forhold ser jeg kun positivt... kan ikk tænke på andet end hende.. Det eneste der ville bekymre hvis vi fortsatte, ville være om hun havde tid til en kæreste som mig (indrømmer at jeg skal ha meget tid).
Hva ska jeg gøre? er så fortvivlet..