Socialisme, sandhed eller bedrag ?
Hvad mener andre, hvordan opfatter I den socialistiske manifestation.
Læser man indlægene fra diverse socialister, er det en ting der manifesterer sig synes jeg.
Ikke uventet danner ensretningen, det solidariske kollektive princip kalder man det, en mærkværdig virkelighedsfjern fælles udtryksform. Som om de ser og opfatter verden gennem et farvet filter, der udelukker det pragmatiske, altså de praktiske, realiserbare og naturlige. Der bliver byttet ud med forstillelese samt forudfattedhed.
Hvor individualismen er væk.
Man kan bare nævne, en debat mellem Helle og Lars er på forhånd bedømt til at have Helle som vinder, for det går ønsketænkningen på. Fakta er af mindre betydning.
Derved skabes illusioner og begreber for socialisten, der udmynter sig i paroler og politiske manifester, hvor det bliver det MAN SIGER, der er deres virkelighed. Fremfor det MAN GØR. Det er mindre vigtigt.
Når Helle sagde, "jeg kan slå Anders Fogn" så var det gældende blandt rettroende socialister, som alle, uden yderligere tankevirksomhed skulle tro på.
For at forstærke troen på, og effekten af et sådant slogan, bliver det fremstillet i så glorværdigt et lys som muligt.
Ikke helt på linie med optrin fra Nordkoreas masseparader, men stadig med den lalleglade kunstige optimisme, som de givet selv tror på. Det hele virker kunstigt og forlorent, som om verden er en drejebog skrevet på forhånd. Slutninhgen eller facit
er overbevisningen om egen storhed og resultater.
Når det fejler fornemmer man fejheden og kujoneriet.
Trænger man lidt ind under overfladen på alle parolerne, slagordene, de politiske slogans, vil maskerne falde og det sande ansigt bliver afsløret.
Socialisme viser sig i de lavere instinkter som misundelse, grådighed, selvforherligelse, magtbegær osv.
Da dette er ubevidst, har man udviklet en ideologi omkring dette for at synliggøre og legitimere denne proces.
Socialisme betyder udnyttelse og udbytning af velstand Man æder sig ind på de dygtige og stræbsomme. opefter i fødekæden. Når man er kommet til vejs ende, begynder fattigdommen at brede sig nedefter. Bortset fra eliten, der nok skal sørge for sig selv, hvilket er en del af den egentlige årsag til denne ideologi.
Når ikke alle kan være lige rige, vil alle være lige fattige. Er den u-undgåelige konsekvens.
Vi er ved det der med et fremmedord kaldes oligarki, hvor der er en lille elite med Guccitasker og lejligheder på Tenerife. Den ægte socialist søger at leve konfortabelt uden ansvar og evner. Man opstiller regler, nærmest som trossætninger, hvor andre skal tvinges til at tage ansvar for en selv, først og fremmest for eliten naturligvis, Vi skal have goder, fordi det er nødvendigt for os. Vi gør det kun for jeres skyld.
Dertil kommer en ineffektiv gruppe andre, hvor nogle af de beslaglagte goder tildeles undersåtterne. Alt efter omstændighederne.
Man kaster sine evner og manglende evner, ind i denne kværn af solidaritet og trang, hvor tragen viser sig at værrre større end det der lægges til.
Socialister fremhæver altid deres trang til pensioner, ferie, efterløn, sociale goder opregnet som et helt katalog af retfærdige og berettigede krav. Som andre bare har at indfri. Som moralsk målestok, sælges budskabet.
Derved bliver retten til at stille krav, det der skal være drivkraften i samfundet.
Det er selvfølgelig dømt til at mislykkes eller forfalde med mismod og grå hverdag. Forudsætningerne for øget velstand, slår ikke til.
Arbejdsgivere er derfor syndebukke pr.definition, da de generelt betragtes som fjender af socialisme.
Nogen må have skylden. Socialsterne kan ikke selv bære skylden, da de har udnævnt sig selv som vindere.
En ægte socialist vil give udtryk for, at strejke er i arbejdernes interesse, selvom disse naturligvis ingen interesse har i at lukke ned for deres eget levebrød.
Den ægte socialist vil siddestille det, at man IKKE strejker med produktion og indtægt.
Hvad så når virksomhedsejerne strejker og flytter til Indien. Er det produktion og velstand. Nej, den slags er skyldige i socialisterne ikke får deres krav opfyldt. Det er u-moralitet ifølge deres dogmer.
Husk det er altid de andres skyld. Se hvor ofte det bruges i udtalelserne, i forskellige variationer.
Det hele serveres med tårepersende historier, for at socialisterne kan styrke sig med deres pyntede påfuglefjer-ego.
Se hvor god jeg er, jeg tager fra de rige og giver til de fattige. Robin Hood var en helt, der i historien blev hædret og vandt ære og titler.
Her er den røde elites ideal eventyr.
Socialsterne opfandt folkepensionen propaganderer man. ´Selvom grundlaget var konsernativt. Igen ser vi, hvad man siger, er det der er "sandhed"
At arbejde efter evne og nyde efter behov, vil medføre den dygtige ser sin indsats og formåen, går til den dovne og udygtige, der vil gå helt i stå og holde en tiggerpose frem.
Man vil trangen skal være det der driver samfundet, arbejd så meget du kan for andres trang. Dine egne behov må nødvendigvis komme sidst. Og man håber der er nogen parate til at betale.
Socialisme er et luftkastel, der nok ser prangende ud, Det er dog kun en facade.
Læser man indlægene fra diverse socialister, er det en ting der manifesterer sig synes jeg.
Ikke uventet danner ensretningen, det solidariske kollektive princip kalder man det, en mærkværdig virkelighedsfjern fælles udtryksform. Som om de ser og opfatter verden gennem et farvet filter, der udelukker det pragmatiske, altså de praktiske, realiserbare og naturlige. Der bliver byttet ud med forstillelese samt forudfattedhed.
Hvor individualismen er væk.
Man kan bare nævne, en debat mellem Helle og Lars er på forhånd bedømt til at have Helle som vinder, for det går ønsketænkningen på. Fakta er af mindre betydning.
Derved skabes illusioner og begreber for socialisten, der udmynter sig i paroler og politiske manifester, hvor det bliver det MAN SIGER, der er deres virkelighed. Fremfor det MAN GØR. Det er mindre vigtigt.
Når Helle sagde, "jeg kan slå Anders Fogn" så var det gældende blandt rettroende socialister, som alle, uden yderligere tankevirksomhed skulle tro på.
For at forstærke troen på, og effekten af et sådant slogan, bliver det fremstillet i så glorværdigt et lys som muligt.
Ikke helt på linie med optrin fra Nordkoreas masseparader, men stadig med den lalleglade kunstige optimisme, som de givet selv tror på. Det hele virker kunstigt og forlorent, som om verden er en drejebog skrevet på forhånd. Slutninhgen eller facit
er overbevisningen om egen storhed og resultater.
Når det fejler fornemmer man fejheden og kujoneriet.
Trænger man lidt ind under overfladen på alle parolerne, slagordene, de politiske slogans, vil maskerne falde og det sande ansigt bliver afsløret.
Socialisme viser sig i de lavere instinkter som misundelse, grådighed, selvforherligelse, magtbegær osv.
Da dette er ubevidst, har man udviklet en ideologi omkring dette for at synliggøre og legitimere denne proces.
Socialisme betyder udnyttelse og udbytning af velstand Man æder sig ind på de dygtige og stræbsomme. opefter i fødekæden. Når man er kommet til vejs ende, begynder fattigdommen at brede sig nedefter. Bortset fra eliten, der nok skal sørge for sig selv, hvilket er en del af den egentlige årsag til denne ideologi.
Når ikke alle kan være lige rige, vil alle være lige fattige. Er den u-undgåelige konsekvens.
Vi er ved det der med et fremmedord kaldes oligarki, hvor der er en lille elite med Guccitasker og lejligheder på Tenerife. Den ægte socialist søger at leve konfortabelt uden ansvar og evner. Man opstiller regler, nærmest som trossætninger, hvor andre skal tvinges til at tage ansvar for en selv, først og fremmest for eliten naturligvis, Vi skal have goder, fordi det er nødvendigt for os. Vi gør det kun for jeres skyld.
Dertil kommer en ineffektiv gruppe andre, hvor nogle af de beslaglagte goder tildeles undersåtterne. Alt efter omstændighederne.
Man kaster sine evner og manglende evner, ind i denne kværn af solidaritet og trang, hvor tragen viser sig at værrre større end det der lægges til.
Socialister fremhæver altid deres trang til pensioner, ferie, efterløn, sociale goder opregnet som et helt katalog af retfærdige og berettigede krav. Som andre bare har at indfri. Som moralsk målestok, sælges budskabet.
Derved bliver retten til at stille krav, det der skal være drivkraften i samfundet.
Det er selvfølgelig dømt til at mislykkes eller forfalde med mismod og grå hverdag. Forudsætningerne for øget velstand, slår ikke til.
Arbejdsgivere er derfor syndebukke pr.definition, da de generelt betragtes som fjender af socialisme.
Nogen må have skylden. Socialsterne kan ikke selv bære skylden, da de har udnævnt sig selv som vindere.
En ægte socialist vil give udtryk for, at strejke er i arbejdernes interesse, selvom disse naturligvis ingen interesse har i at lukke ned for deres eget levebrød.
Den ægte socialist vil siddestille det, at man IKKE strejker med produktion og indtægt.
Hvad så når virksomhedsejerne strejker og flytter til Indien. Er det produktion og velstand. Nej, den slags er skyldige i socialisterne ikke får deres krav opfyldt. Det er u-moralitet ifølge deres dogmer.
Husk det er altid de andres skyld. Se hvor ofte det bruges i udtalelserne, i forskellige variationer.
Det hele serveres med tårepersende historier, for at socialisterne kan styrke sig med deres pyntede påfuglefjer-ego.
Se hvor god jeg er, jeg tager fra de rige og giver til de fattige. Robin Hood var en helt, der i historien blev hædret og vandt ære og titler.
Her er den røde elites ideal eventyr.
Socialsterne opfandt folkepensionen propaganderer man. ´Selvom grundlaget var konsernativt. Igen ser vi, hvad man siger, er det der er "sandhed"
At arbejde efter evne og nyde efter behov, vil medføre den dygtige ser sin indsats og formåen, går til den dovne og udygtige, der vil gå helt i stå og holde en tiggerpose frem.
Man vil trangen skal være det der driver samfundet, arbejd så meget du kan for andres trang. Dine egne behov må nødvendigvis komme sidst. Og man håber der er nogen parate til at betale.
Socialisme er et luftkastel, der nok ser prangende ud, Det er dog kun en facade.
