Skal jeg bare droppe det?

Jeps det her er endnu et af de der indlæg fra en teenage-pige (19 år faktisk) som har været dum nok til falde for en fyr, som er rimelig besværlig. Jeg ved godt I svømmer i disse her spørgsmål, men kunne egentlig godt bruge nogle kommentarer fra folk som ikke er mine venner og som ikke kender fyren jeg om lidt vil fortælle om.
Altså. Det er jo nok en meget klassisk historie. "Drømmefyren" starter på min skole, en årgang over mig, sidste år. Jeg begynder efter et halvt års tid at snakke lidt med ham, men tingene tager for alvor fat da jeg låner en smøg af ham til en skolefest og ender med at bruge det meste af aftenen på at danse og snakke med ham. Det er super hyggeligt, han holder om mig det meste af aftenen, vi danser tæt og kigger hinanden dybt i øjnene osv. Af en eller anden grund er jeg rimelig sikker på at dette er en engangsforestilling. Vi havde ferien ugen efter, men da jeg kom tilbage møder jeg ham pludselig på gangen og bliver klar over at han er glad for at se mig. Vi snakker nu sammen næsten hver dag og, som mine kære venner bemærker, krammer vi hinanden hver gang vi mødes og skilles. Vi flirter en smule og da vi en aften har været til en demonstration sammen, ender vi med at følges et stykke af vejen og pludselig får han spurgt om jeg ikke skal med ud og se hvor han bor. Han bor sammen med nogle venner og vi sidder længe og snakke med dem. Der er flere akavede situationer, men jeg er ikke rigtig klar til at tage skridtet til at kysse ham. Efter dette ser vi desværre ikke så meget til hinanden, jeg skal ud og rejse og der ser diverse ting.Vi ses til en fest hvor han bliver meget fuld og han ender med at ligge i mit skød mens jeg stryger ham over håret og da jeg siger farvel til ham, (da han lige har knækket sig, lidt ucharmerende, men altså) kysser jeg ham på kinden og han kysser mig lige ved siden af munden. Et par måneder senere ses vi til en fest hvor jeg bliver alt for fuld og kommer til at ligge alt for meget an på ham. Han siger noget med at han måske ikke er interesseret i det samme som jeg er. Jeg siger at det er fair nok vi giver hinanden et kram og jeg synes at tingene er meget akavede efter det. Vi ser ikke så meget til hinanden den følgende tid og jeg begynder en lang proces for at komme over ham. Det fungerede fint, lige indtil i fredags.
Jeg var til en fest og ude og danse da jeg pludselig ser ham danse meget tæt ved siden af mig. Jeg lader som om jeg ikke ser ham, for det er altid ham der hilser på mig og nu vil jeg se om han tør hilse på mig. Det gør han ikke. Alligevel bliver han meget tæt op ad mig og til sidst beslutter jeg mig for at hilse på ham. Jeg kigger derfor op (har prøvet at kigge et andet sted og lade som om jeg ikke så ham) og med det samme kigger han også op og vi får øjenkontakt. Han smiler og giver mig et stort kram og går i gang med at snakke om mit hår (der er blåt for tiden). Jeg snakker kort med ham og så siger han at han vil gå ud og få en smøg. Det undre mig lidt, for man kan ryge indenfor, men jeg smiler bare, giver ham et kram og vender mig om mod musikken på scenen, men han bliver stående og kigger lidt på mig. Oppe fra scenen begynder de nu at råbe ting som vi skal gentage og han bliver stående og vi griner af dette og deltager sammen. Til sidst går jeg, da han ikke ser ud til at forlade steder og ligeså snart jeg er begyndt at gå tilbage til mine venner, ser jeg ham forsvinde ud i mængden. Jeg ved godt det er dumt, men jeg følte virkelig at han flirtede med mig især fordi musikken var så høj og vi var nødt til at stå meget tæt og snakke ind i hinandens ører. Næste aften mødte jeg ham igen og var først lidt skuffet over at han ikke lige havde tid til at hilse ordentlig på mig, men senere da jeg var på vej hjem og nu havde besluttet at nu var det slut, jeg skulle ikke begynde at flirte med ham igen, så gik jeg hen for at sige farvel til ham. Jeg var på dette tidspunkt igen måske lidt for beruset, jeg kommer op og siger til at ham at nu tager jeg hjem og han vender sig mod mig og giver mig et meget langt og skønt kram. Jeg prøver diskret at trække mig fri, men han holder om mig og jeg giver mig hen til krammet. Derefter kigger vi på hinanden og der ryger ud af mig "jeg har sgu savnet dig". Han mumler noget med at vi jo nok kommer til at se mere til hinanden når det bliver sommer og det bliver nemmere at være de steder, hvor vi plejer at mødes. Jeg smiler bare og kysser ham på kinden og han giver mig endnu et kram, dog meget kort denne gang og jeg forsvinder.
Jeg ved godt det er en lang smøre men det der er mit spørgsmål er; kommer der noget godt ud af at blive ved med at tro på at det en dag måske vil lykkes mig, eller skal jeg bare droppe det helt? Er han kun så venlig i mod mig, fordi han bare er en super sød fyr? Er det mig der er en totalt irriterende stalker og ville han helst bare være i fred? Jeg ved det ikke helt. Det ville være fedt med nogle synspunkter.
På forhånd tak ;)

Tror desværre bare han ser dig somm en ven og et dejligt bekendtskab. Dermed ikke sagt at der ikke kan komme mere ud af det, men tror bare det er svært at vurdere ud fra at du næsten kun ser ham til fester osv.
Hvis han allerede var så langt i interessen som dig, ville han vel heller ikke snakke om at i ville se mere til hinanden til sommer først, når han vel godt ved han har muligheden nu og her..
Mit råd: Lær ham at kende, også uden for bylivet. Så finder du bedre ud af om han rent faktisk er kærestemateriale, eller måske med tiden kunne blive en god ven. Med tiden vil du også bedre kunne tyde de signaler han sender dig.
Held og lykke herfra!

Men det er netop det mit spørgsmål går på. Kan jeg godt blive ved med at kontakte ham, eller skal jeg måske bare lade ham være i fred? På den ene side ved jeg at han er meget genert og har utrolig svært ved at kontakte mig og jeg ved at han var rigtig glad for mig, men det er virkelig lang tid siden og er det måske bare en bedre idé at lade ham være og se at komme videre+

Der er jo mange måder at gøre det på. Hvis han er genert foretrækker han nok også at du ikke er alt for frembusende. Har du evt. hans tlf nummer? Det er vel okay at invitere ham og evt. et par venner med til en fest eller lign., hvis du vil møde ham i lidt mere private forhold. Hvis du selv arrangerer, bestemmer du jo også selv hvor mange der skal med og hvordan det skal foregå..
Måske har han bare brug for at føle sig tryg og vide hvor han har dig, før han kan slappe ordentligt af? Så er det jo bedre at møde ham lidt mere privat, hvor i har mulighed for at lære hinanden at kende.
Jeg synes ikke du skal give op endnu, før du er sikker på at interessen er væk. Du skriver selv at du måske har drukket lidt for meget flere gange du har mødt ham, og det hr han tilsyneladende også prøvet. Derfor kan jeres bekendtskab jo godt være lidt underligt i forhold til hinanden, da i måske begge to har gjort og sagt ting, i ikke normalt ville gørei ædru tilstand..

at han er så forvirret med alle mulige følelser, der stritter i alle mulige retninger og derfor har svært ved at være konsekvent overfor dig.
Hvis han engang lægger an på dig igen, så sørg for at følge tråden op. Han forsøger at læse dine signaler og måske har du aldrig sent det rigtige signal, såsom at danse noget mere intenst sammen eller virkelig vise det med dit kropssprog.
Nok en dum idé at blive venner med ham, da jeg nok er enig i et senere indlæg om, at det nok vil hive romantikken ud.
Jeg poster snart et indlæg om mænd, som jeg tror mange kvinder vil have gavn af at høre, så det kan være, at det kan give inspiration.
Og nej jeg synes ikke, at du skal droppe ham. Du kan få lige præcis det, som du vil have, men så kræver det list og snilde.
:)

Tak for svarene ;)
Kan man evt. få nogle råd til dette her list og snilde? ;P

mit seneste indlæg.
Det er lidt langt, så her kommer essensen:
Det handler om timing. Mænd bevæger sig følelsesmæssigt i cykler og er meget obs på at føle sig ovenpå. Meget af det handler om ære, selvom det jo er et fyord idag, så hvis du har afslået ham engang, vil han reagere ved at søge over hos en anden kvinde.
Måske er det derfor en god idé at lade ham være et stykke tid, så han kan afreagere.´Så når han siger til sommer, er det sikker derfor.
Der vil så ske det, at han bevæger sig længere væk (se "mænd er fra mars, kvinder fra venus" kapitel 6, side 108) fra dig, indtil han når et punkt, hvor han følelsesmæssigt indser, at han ikke kan finde en ligesom dig, men omvendt har kommet sig over dit afslag (for medmindre du på en eller anden måde har såret ham, giver hans opførsel ikke mening).
Så vil der nok ske det, at han vender tilbage til dig af sig selv og uden opfordring. Du skal nok ikke regne med, at selve tilbagevendingen sker som en langsom proces. Formentlig vil han begynde præcis det sted, hvor i sidst slap hinanden, så du skal ikke regne med, at hans "ego" er blevet mindre. Faktisk er det sådan, at des bedre hans ego har det, des nemmere har du ved at manipulere ham. Og du skal ikke forsøge at blive venner med ham, for det kan mænd ikke håndtere. Enten er hunnen et byttedyr eller også er hun det ikke.
Nå det så sker, så er det din opgave at lukke fælden om ham, mens han sidder i den. Dvs. hvis han lægger an på dig, så sørg for at det lykkes og sørg for at få en meget lang og ærlig snak dagen efter. Så vil han sikkert spørge om dit telefonnummer og så vil du modstræbende give ham det (for du har sikkert ikke oplevet en bedre elsker, kan du jo sige) og så er i inde i en cyklus, hvor han langsomt bliver ved med at forpligte sig mere og mere overfor dig, så han kan se dig igen og få dig til at forpligte sig overfor ham.
De gamle danske folkesagn fortæller om elverpigerne, som lokker unge mænd ned i underverdenen ved hjælp af deres skønhed, hvor de forbliver fangne til evig tid og det er jo en metafor for hvordan du skal være.
Det eneste der kan gå galt, er hvis du ikke acceptere, at han fjerner sig fra dig i begyndelsen, men forsøger at kontrollere ham eller forhindre ham i at nå det han vil. Han befinder sig i et slags terapiforløb, hvor han har brug for frihed til at genfinde sig selv, da mænd ikke kan lide at miste deres autonomi og selvstændighed.
Kort sagt: du skal ikke gøre noget som helst, men vente på at han kommer tilbage af sig selv.
Men læs gerne mit indlæg, selvom det er noget langt og skriv hvad du synes.

Jeg kan godt se mange af de ting du siger, men jeg synes ikke jeg har afvist ham. Altså man kan sige at jeg ikke var så opmærksom på at han flirtede med mig, men jeg vil ikke kalde det en direkte afvisning. Desuden har jeg lidt svært ved at tro at han kommer til mig på et eller andet tidspunkt. Det tror jeg sgu kun han gør hvis jeg tager kontakt til ham, sådan har det lidt altid været. Jeg har altid taget den første kontakt og så tog han den videre derfra.
Men jeg synes det lyder meget velovervejet, så jeg vil da tænke over det😉Spørgsmålet er om jeg kan holde fingrene fra ham ;P

og absolut ikke så stalker agtig som mange piger i den alder kan være. Jeg synes absolut du har været god til at bevare din stolthed langt hen af vejen.
Jeg ved ikke hvad der er i vejen med den fyr. Det virker til at han ikke rigtig kan beslutte sig eller tør tage initiativet. Der kan være så mange underlige ting der spiller ind i teenagealderen.
Jeg synes du bare skal være normal venlig overfor ham, men INGEN flirt. På den måde signalerer du at du er så meget ovre ham at, du er i stand til bare at være almindelig venlig overfor ham uden at have behov for ham.
DET plejer at vække interessen hos de fleste, når de ser at man er kommet over dem.
Og hvis det ikke virker, så glæd dig for Guds skyld over at du er en moden pige, der forstod at beholde din værdighed🙂 Det vil være dig der kommer ud som den stærke i så fald, da han kegler rundt.

tak for tilliden, men må nu indrømme at jeg måske har stalket ham en smule. Bl.a. fulgte jeg efter ham en hel aften helt alene. Det var meget pinligt at gå rundt efter ham og snakke med alle hans venner osv. Han nævnte selv senere på aften at "du har bare valgt at klæbe til mig hele aften, men det er også fint nok". Det var ikke så heldigt.
Jeg er dog også bare i tvivl om hvorvidt manden har fattet at jeg overhovedet lægger an på ham. Og desuden har jeg lidt svært ved at vedkende mig at min værdighed skulle være vigtigere end min kærlighed til ham.
Og da jeg er overbevidst om at jeg bliver nødt til at tage initiativet hvis der skal ske noget mellem os, så er jeg lidt i tvivl om hvornår og hvordan jeg skal gøre det. Og selvfølgelig også om jeg skal gøre det. ;)