Pesach
Den jødiske påske (hebr.: pæ′sach; gr.: pa′scha) blev indstiftet aftenen før udgangen af Ægypten. Den første påske blev fejret omkring fuldmåne, den 14. dag i måneden abib (senere kaldet nisan) i år 1513 f.v.t. Derefter skulle den fejres en gang om året. (2Mo 12:17-20, 24-27) Abib (nisan) falder i marts-april efter den gregorianske kalender. Efter påsken fulgte de usyrede brøds højtid, der varede i syv dage, fra den 15. til den 21. nisan. Påsken fejres i anledning af at israelitterne blev udfriet fra Ægypten, og at deres førstefødte blev ’forbigået’ da Jehova udslettede ægypternes førstefødte. Påsken faldt ved begyndelsen af byghøsten. — 2Mo 12:14, 24-47; 3Mo 23:10.
Påsken var en mindefest. Derfor lød den bibelske befaling: „Og når jeres sønner siger til jer: ’Hvad betyder denne hellige handling for jer?’ da skal I sige: ’Det er påskeofferet til Jehova, som gik forbi Israels sønners huse i Ægypten da han slog ægypterne med plagen, men udfriede vore huse.’“ — 2Mo 12:26, 27.
Eftersom jøderne regnede døgnet fra solnedgang til solnedgang, begyndte den 14. nisan om aftenen efter den 13. nisan, og det var denne aften påsken blev fejret. Da Bibelen klart siger at Kristus er påskeofferet (1Kor 5:7), og at han spiste påskemåltidet aftenen før sin død, må hans død have fundet sted den 14. nisan (ikke den 15.) for at begivenhederne i modbilledet også tidsmæssigt kunne stemme nøjagtigt med det forbillede der var nedfældet i Moseloven. — He 10:1.
Love om fejringen af påsken. Hver husstand skulle tage sig et sundt, årgammelt lam eller gedekid af hankøn. Det blev taget ind i huset på den 10. dag i abib måned og holdt dér indtil den 14. dag, hvorefter det blev slagtet og dets blod med en isopkost strøget på dørstolperne og overliggeren i det hus hvor man spiste det (ikke på dørtærskelen, hvor man ville træde på blodet).
Lammet (eller kiddet) blev slagtet og flået, og dets indvolde blev renset og lagt tilbage i kroppen, og dyret blev stegt helt, uden at nogen knogle i det blev brækket. (2Kr 35:11; 4Mo 9:12) Hvis husstanden var for lille til at spise et helt dyr, skulle man dele med en nabofamilie, og det skulle spises samme aften. Hvad der blev tilovers, skulle brændes før det blev morgen. (2Mo 12:10; 34:25) Det blev spist sammen med usyrede brød, „trængselsbrød“, og bitre urter, for livet havde været bittert for dem under trældommen. — 2Mo 1:14; 12:1-11, 29, 34; 5Mo 16:3.
Profetisk betydning. Idet apostelen Paulus tilskynder de kristne til at leve et rent liv, tillægger han påsken billedlig betydning. Han siger: „For også vort påskeoffer, Kristus, er blevet slagtet.“ (1Kor 5:7) Han sammenligner her Kristus Jesus med påskelammet. Tidligere havde Johannes Døber peget på Jesus og sagt: „Se, Guds lam som tager verdens synd bort.“ (Joh 1:29) Johannes kan enten have tænkt på påskelammet, på den vædder som Abraham ofrede i stedet for sin søn Isak, eller på det vædderlam der blev ofret på Guds alter i Jerusalem hver morgen og hver aften. — 1Mo 22:13; 2Mo 29:38-42.
Flere enkeltheder ved påsken blev opfyldt af Jesus. Det gælder for eksempel den omstændighed at blodet på husene i Ægypten frelste de førstefødte fra at blive udslettet af dødsengelen. Paulus omtaler de salvede kristne som menigheden af førstefødte (He 12:23) og Kristus som den der har udfriet dem ved sit blod. (1Ts 1:10; Ef 1:7) Der måtte ikke brydes nogen knogle på påskelammet. Svarende hertil blev det forudsagt at ingen af Jesu knogler skulle brydes, og det blev opfyldt ved hans død. (Sl 34:20; Joh 19:36) Påsken som jøderne fejrede op gennem århundrederne, var således en af de ting hvorved Loven var en skygge af det kommende og pegede frem til Jesus Kristus, „Guds lam“. — He 10:1; Joh 1:29.
Læs her hvad Wikipedia har at sige om Pesach -> http://sv.wikipedia.org/wiki/Pesach
Påsken var en mindefest. Derfor lød den bibelske befaling: „Og når jeres sønner siger til jer: ’Hvad betyder denne hellige handling for jer?’ da skal I sige: ’Det er påskeofferet til Jehova, som gik forbi Israels sønners huse i Ægypten da han slog ægypterne med plagen, men udfriede vore huse.’“ — 2Mo 12:26, 27.
Eftersom jøderne regnede døgnet fra solnedgang til solnedgang, begyndte den 14. nisan om aftenen efter den 13. nisan, og det var denne aften påsken blev fejret. Da Bibelen klart siger at Kristus er påskeofferet (1Kor 5:7), og at han spiste påskemåltidet aftenen før sin død, må hans død have fundet sted den 14. nisan (ikke den 15.) for at begivenhederne i modbilledet også tidsmæssigt kunne stemme nøjagtigt med det forbillede der var nedfældet i Moseloven. — He 10:1.
Love om fejringen af påsken. Hver husstand skulle tage sig et sundt, årgammelt lam eller gedekid af hankøn. Det blev taget ind i huset på den 10. dag i abib måned og holdt dér indtil den 14. dag, hvorefter det blev slagtet og dets blod med en isopkost strøget på dørstolperne og overliggeren i det hus hvor man spiste det (ikke på dørtærskelen, hvor man ville træde på blodet).
Lammet (eller kiddet) blev slagtet og flået, og dets indvolde blev renset og lagt tilbage i kroppen, og dyret blev stegt helt, uden at nogen knogle i det blev brækket. (2Kr 35:11; 4Mo 9:12) Hvis husstanden var for lille til at spise et helt dyr, skulle man dele med en nabofamilie, og det skulle spises samme aften. Hvad der blev tilovers, skulle brændes før det blev morgen. (2Mo 12:10; 34:25) Det blev spist sammen med usyrede brød, „trængselsbrød“, og bitre urter, for livet havde været bittert for dem under trældommen. — 2Mo 1:14; 12:1-11, 29, 34; 5Mo 16:3.
Profetisk betydning. Idet apostelen Paulus tilskynder de kristne til at leve et rent liv, tillægger han påsken billedlig betydning. Han siger: „For også vort påskeoffer, Kristus, er blevet slagtet.“ (1Kor 5:7) Han sammenligner her Kristus Jesus med påskelammet. Tidligere havde Johannes Døber peget på Jesus og sagt: „Se, Guds lam som tager verdens synd bort.“ (Joh 1:29) Johannes kan enten have tænkt på påskelammet, på den vædder som Abraham ofrede i stedet for sin søn Isak, eller på det vædderlam der blev ofret på Guds alter i Jerusalem hver morgen og hver aften. — 1Mo 22:13; 2Mo 29:38-42.
Flere enkeltheder ved påsken blev opfyldt af Jesus. Det gælder for eksempel den omstændighed at blodet på husene i Ægypten frelste de førstefødte fra at blive udslettet af dødsengelen. Paulus omtaler de salvede kristne som menigheden af førstefødte (He 12:23) og Kristus som den der har udfriet dem ved sit blod. (1Ts 1:10; Ef 1:7) Der måtte ikke brydes nogen knogle på påskelammet. Svarende hertil blev det forudsagt at ingen af Jesu knogler skulle brydes, og det blev opfyldt ved hans død. (Sl 34:20; Joh 19:36) Påsken som jøderne fejrede op gennem århundrederne, var således en af de ting hvorved Loven var en skygge af det kommende og pegede frem til Jesus Kristus, „Guds lam“. — He 10:1; Joh 1:29.
Læs her hvad Wikipedia har at sige om Pesach -> http://sv.wikipedia.org/wiki/Pesach