Når problemet er så tæt på at man ikke kan se det!

Hej folkens, jeg er en dreng på 21, snart 22.
Når jeg engang bliver 22 (som så også er tæt på det nye år) skal jeg for alvor igang med mine drømme og udleve det liv, som jeg altid har ønsket mig..
Jeg mediterer dagligt for både at lægge min fortid bag mig, eller måske bare få et possitivt syn på alt det der er sket i min barndom.
FORETID:
Lad mig forklare hvordan landet ligger.. Som lille dreng så jeg meget op til min mor og far, men hvad jeg ikke vidste var, at mor var svag, og min far var stærk, men ualmindelig hysterisk (tænker stadig på om det er hans manglende far i hans liv, eller om han desideret har fejlet noget). I hvert fald er en cocktail bestående af en svag mor og en terroriserende far lig med et ufatteligt knust barn (selv fra starten). Ud over det er jeg født med kontrast til andre mennesker, hvilken har været tortur udenfor og indefor hjemmets grænser..
Psykologerne kunne ikke sætte en finger på hvad jeg fejlede, men faktum var at jeg havde det svært, også i folkeskolen. Kig på barnet: Han havde flere hjælpe-pædergoger og en ufattelig svar kontakt til de andre. Og det er farligt at have når de proffesionelle psykologer kigger på barnet, så står der nemlig flere smæk for døren. Jeg røg på specielskole, hvor jeg fik at vide dagligt, at der var noget galt med mig, og at jeg aldrig ville kunne passe ind i det normale miljø. Kald du det bare for moder-kærligt støtte, men det har sgu skadet mig!!
Skolen var som et drivhus for svage sjæle, og folk med vanskeligheder af 1000vis af forskellige slags. Når jeg husker tilbage på undervisningen i de mindste klasser bliver jeg flov. Vi havde reglmæssigt undervisning om hvordan vi skulle være sociale.. Forstil dig en lille gruppe lærere prøve at lære dig at "når 1 person stille et spørgsmål, så svarer den anden..(dummy-talk ON MAX!!!)".
Da jeg blev ældre fik jeg nok af alle de foredomme og tog så et års ophold på en normal efterskole for at gøre oprør mod dem der aldrig har troet på mig. Det var ikke nemt for mig, lad mig bare sige at jeg blev udstødt og mobbet i bund. Jeg begyndte for alvor at få sindsforstyrrelse og syge tanker, så selv mor troede, at jeg var ved at udvikle en psykose.
I DAG:
I dag er jeg en voksen mand, med en god blanding af barnlighed og teenagehed. Jeg har fået egen lejlighed, laver dejlig mad hver aften (bagte en kage i dag). Jeg har også gode muligheder for at leve mine drømme ud til næste år. Men jeg føler bare at mit følelsesliv er banket så meget i smadder, at jeg nærmest føler mig psykisk belastet. Jeg løber tit surt i tvangstanker, stærk tvivl, og den stærke voksende sorg, hver gang jeg ser folk tage afstand fra mig, uden at sige noget.

Det værste er, at jeg bliver ved med at møde modgang, føler jeg selv, ironisk nok er der altid modvind på cykelstien lige meget HVOR jeg cykler.. Føler også at der er en kræft, der holder mig tilbage, en kræft der forsøger at æde mit sidste håb op for at se mig lide. Folk tager også afstand fra mig endten fordi jeg er for sær eller fordi jeg er så fyldt med flere års forsømmelse fra mine nærmeste og mine næste. Kan heller ikke lide at åbne mig for andre, for jeg ved godt hvad det ender med:
lige pludselig bliver de tavse, lægger arme over kors og snakker uden om og senere ignorer mig. Det sker for tit.. med mange af dem jeg møder, selv den formelle sælger i elgiganten
Af og til ser jeg det som bevidst provokation fra min side, at jeg er mig selv ON MAX, bare for at se folk forsvinde og lade dem føle sig ligegyldige. Men det er ikke ligefrem en livstil jeg vil nyde at falde i søvn til hver aften.
Hvad kan et menneske som mig gøre [:*(]
fld-fga

Det med en hysterisk, svag mor og en far der bare er det stik modsatte kender jeg kun alt for godt, fordi sådan var mine forældre også. Det har også sat sine mentale ar på mig.
Det med modvind hver gang man sidder på en cykel kan jeg også godt bekræfte at det sker. Du skal bare lade vær med at fokusere på det fordi så er det netop at du får det vendt oppe i hovedet at det er som om at det er HVER gang du cykler at du har modvind. Fordi når der så endelig er medvind så tænker du ikke over det fordi det går jo okay.
Du har en del negativitet i dit liv. Du skal prøve at finde ting der gør dig glad og som fylder dig i stedet for ting der drainer, hvis du forstår. Og hvis folk ignorerer dig så bare smæk dem med samme medicin. "Man høster som man sår". Vær glad for at du ikke behøver at snakke med dem der ignorerer dig. Det er jo bare et tydeligt tegn på at de ikke magter den hjerneprocess det kræver for at kommunikere.
Det med selvmord skal du bare smide langt væk. RIGTIG mange mennesker er begyndt at se det som en udvej men lad vær. Det er ikke det værd TRO mig. Livet her er for kort til den slags.
Hold modet oppe og vent og se. Ting og sager kommer snart til at ske.

Havde samme problem for en 6.år siden.
Jeg gik til psykoterapeut og det hjalp rigtig meget.
Jeg fik med tiden både ændret tanke og handlemønster, hvilket var ret essentielt for at jeg fik et godt liv.
Det tager jo noget tid og det er hårdt at gå igennem, men det er VIRKELIG det værd.
Det skader jo ikke at prøve i det mindste.🙂

Hej med dig,
først og fremmest synes jeg at du virker stærk. Bare det, at du kan se hvad der er skyld i dine problemer, og ønsker at gøre noget ved det, betyder at du er istand til at tage vare på dig selv, og selv vælge det liv du vil live fremover.
Der er en "mantra" jeg vil sige til dig: I morgen er det en ny dag - alt kan ske.
Denne sætning kan virke lidt ligegyldtigt, men den indeholder en masse, hvis du tænker nærmere over det. Du ved ikke hvad morgendagen bringer, alt kan ske, du kan starte på en frisk, fordi det er en ny dag.
Selvom det lyder barskt, men det er modgang i livet der gør en stærk. Det man ikke dør af, gør en stærkere.
Så selvom du synes at der er en masse negativitet omkring dig, så skal du prøve at se det, som noget du vil overvinde og som vil gør dig stærkere.
Som en anden foreslog, så vil det være en god idé at finde en terapeut til at hjælpe dig, for at få berabejdet alt det modgang du har oplevet, specielt i din barndom. Det er helt sikkert penge der er givet godt ud.
Derudover vil jeg anbefale dig et par bøger, du kunne starte med at læse:
Mønsterbrydere - Solveig Cronström-Beskow.
Om mønsterbrydere, mennesker der bryder med den sociale arv og formår at skabe sig en fungerende voksentilværelse. Bygger på interviews af voksne mønsterbrydere, der taler ud om deres erfaringer med barndommens opvækst.
Du er helt klar en mønsterbryder, eller er på vej til at blive det, for du har styrken til det.
En anden bog, som kan anbefales er nogle af Louise Hay, bla.a "Jeg kan!".
Man kan synes om Louise Hay at hun er lidt for opreklameret og lidt "guru"-aktig, og man skal heller ikke sluge alt hvad hun skriver, men hendes grundlæggende budskab er at man vælger selv hvordan ens liv skal formes. Udfra den device, at det er vigtigst at man lærer at blive glad for sig selv og acceptere sig selv, så vil omgivelserne følge med.
Du får ud af verden som du selv giver tilbage.
Jeg håber vitterligt at du kommer videre i dit liv, med et mere positiv tilgang. Du er allerede på rette vej.
Så kæmpe skub fremad herfra.😉

Men din styrke ligge under det hele, og er ikke din fremtoning endnu, derfor oplever du det du gør.
Dit indlæg er meget personligt, så du vil godt kunne ændre situationen 180 grader.
Spil stærk i din ydre fremtoning - tag ikke omgivelsernes reaktion så højtideligt, for viser du at du er den du er, fordi det er den person du har VALGT at være, og du derfor brænder igennem med din egen personlige styrke, så vil omgívelserne bøje sig i støvet for dig. Det er op til dig selv.
Begyndt med at spille den person du vil være, men som ingen endnu vil anerkende dig som, så kommer resten af sig selv ad åre. Tro mig det er sandt. Jeg er sær og har prøvet at vende det til min styrke, og jeg har omsider fået stor respekt og anerkendelse fra omgivelserne. Men inderst inde må jeg indrømme, at det er de færreste der beundrer mig har min interesse. Jeg kan gennemskue de der frygter svagheden er ofte dem der ligger mest under for såkaldt stærke mennesker.
Men du er nødt til at beskytte dig selv nu. Du skal nok finde dine artsfæller hen ad vejen. Det kommer helt af sig selv. Så tab endelig ikke modet, men find din egen personlige vej. 🙂

Min kære, du skal bare have dig en dejlig kæreste som kan stable dit følelsesliv på benene igen, og som du kan dele dit liv med. 🙂 Du skal bare elskes, skal du., så du kan elske tilbage. - Men for at du kan det skal du lige forstå en ting: alle mennesker er ikke som billeder af dine forældre. Du skal åbne dig for nye mennesker, for så tror jeg du er herre over mere end du lige går og regner med. Måske endda også vinden på cykelstien.. Og skub de negative tanker ud af dit liv unge mand, ellers ændrer tingene sig jo aldrig.
Masser af kærlighed og lykke til dig, hvis du altså tillader det. (: det starter i dig selv

Jeg er så glad for at I har givet jer så meget tid til mit indlæg og skrevet så mange gode ting :')
Det er dejligt at se så mange mennesker hjælpe én på livets vej.
Dejligt dejligt dejligt! :*
fld-fga