Mit næste skridt?
Hej Alle trofaste og hjælpsomme mennesker!
Jeg er kommet ud i den sørgelige situation at min kæreste, valgte at slutte vores forhold i weekenden.. Problemet opstod først og fremmest da vi begge har meget forskellige baggrunde; Hun er skilsmisse barn, med mange søskende og en travl kontrolleret verden - og samtidig døjer hun med ledegigt der til tider gør hendes hverdag endnu mere kompliceret, hvor jeg kommer fra en kernefamilie med overskriften "vi når det nok, det skal nok gå"..
Det har gjort vores "opstart" en smule kringlet, men dermed også stærk og veludrustet, troede jeg. Vi mødtes nemlig i sommerferien, hvor alt var let; ingen stress, masser af tid til alt og hendes gigt-situation var faktisk god.. Men efter skole start og nyt arbejde, blev alt hårdere.. Hendes gigt er blevet værre, vi havde mindre tid sammen, og eventuelle diskussioner, der burde have været, blev udskudt pågrund af hendes manglende overskud til disse. Det medførte nogle af-og-til voldsomme diskussioner som desværre var hamløse for mig, men betød meget for hende.
Hun er træt af sin læge og får for en uge siden skiftet læge; hun fortæller mig om en masse ændringer omkring hendes gigt-situation; hvordan hun skal have en kørestol til rådighed, hun har droppet alle drømme om at flytte hjemmefra, samtidig med at hendes store drøm om at styre og instruere musical på hendes skole, også måtte undværes. Jeg får et chok og en fornemmelse af at hun ikke har overskud til at have en kæreste længere, så jeg sætter mig ned med hende og taler situtionen igennem, hvorefter resultatet bliver den efterfølgende dag at hun slår op med ordene: "Vi er meget forskellige, og den forskellighed kan jeg ikke magte sådan som mit liv ser ud nu".
Jeg accepterer hendes valg selvom at jeg elsker hende højt, og barrikaderer mig blandt venner for at få talt alt igennem og holde mig aktiv. Men nu er spørgsmålet kommet op; Skal vi fortsætte med at se hinanden som venner? Hun har brug for mig som ven - og jeg har fundet ud af at det godt kan lade sig gøre, på en betingelse. Vi er stadig forelsket i hende, og begynder hun at se andre vil jeg blive så såret at jeg vil droppe venskabet på jorden - det ved jeg med sikkerhed. Derudover ved jeg at jeg ikke vil kunne klare at hun har tæt kontakt med hendes ex ( en kæreste hun havde igennem et par år on/off, som stadig er forelsket i hende), men kan jeg stille det som krav hvis vi skal være venner? Hun siger selv at hun ikke har tænkt sig at have andre drenge i hovedet, og at et venskab vil være svært med mig uden "kæresteri" - men hun vil gerne have venskabet.
Vi skal ses på lørdag for at snakke om hvad vi skal gøre.. Men jeg ved det ikke, og det er her i kommer ind i billedet. Jeg ved at det er et LANGT indlæg, men jeg håber i vil bære over med mig, og hjælpe til hvis i kan🙂På forhånd tak til dem der har læst mit indlæg!
Med venlige hilsner fra den sørgelige fyr..
ps. Jeg er 19 og hun 17..
Jeg er kommet ud i den sørgelige situation at min kæreste, valgte at slutte vores forhold i weekenden.. Problemet opstod først og fremmest da vi begge har meget forskellige baggrunde; Hun er skilsmisse barn, med mange søskende og en travl kontrolleret verden - og samtidig døjer hun med ledegigt der til tider gør hendes hverdag endnu mere kompliceret, hvor jeg kommer fra en kernefamilie med overskriften "vi når det nok, det skal nok gå"..
Det har gjort vores "opstart" en smule kringlet, men dermed også stærk og veludrustet, troede jeg. Vi mødtes nemlig i sommerferien, hvor alt var let; ingen stress, masser af tid til alt og hendes gigt-situation var faktisk god.. Men efter skole start og nyt arbejde, blev alt hårdere.. Hendes gigt er blevet værre, vi havde mindre tid sammen, og eventuelle diskussioner, der burde have været, blev udskudt pågrund af hendes manglende overskud til disse. Det medførte nogle af-og-til voldsomme diskussioner som desværre var hamløse for mig, men betød meget for hende.
Hun er træt af sin læge og får for en uge siden skiftet læge; hun fortæller mig om en masse ændringer omkring hendes gigt-situation; hvordan hun skal have en kørestol til rådighed, hun har droppet alle drømme om at flytte hjemmefra, samtidig med at hendes store drøm om at styre og instruere musical på hendes skole, også måtte undværes. Jeg får et chok og en fornemmelse af at hun ikke har overskud til at have en kæreste længere, så jeg sætter mig ned med hende og taler situtionen igennem, hvorefter resultatet bliver den efterfølgende dag at hun slår op med ordene: "Vi er meget forskellige, og den forskellighed kan jeg ikke magte sådan som mit liv ser ud nu".
Jeg accepterer hendes valg selvom at jeg elsker hende højt, og barrikaderer mig blandt venner for at få talt alt igennem og holde mig aktiv. Men nu er spørgsmålet kommet op; Skal vi fortsætte med at se hinanden som venner? Hun har brug for mig som ven - og jeg har fundet ud af at det godt kan lade sig gøre, på en betingelse. Vi er stadig forelsket i hende, og begynder hun at se andre vil jeg blive så såret at jeg vil droppe venskabet på jorden - det ved jeg med sikkerhed. Derudover ved jeg at jeg ikke vil kunne klare at hun har tæt kontakt med hendes ex ( en kæreste hun havde igennem et par år on/off, som stadig er forelsket i hende), men kan jeg stille det som krav hvis vi skal være venner? Hun siger selv at hun ikke har tænkt sig at have andre drenge i hovedet, og at et venskab vil være svært med mig uden "kæresteri" - men hun vil gerne have venskabet.
Vi skal ses på lørdag for at snakke om hvad vi skal gøre.. Men jeg ved det ikke, og det er her i kommer ind i billedet. Jeg ved at det er et LANGT indlæg, men jeg håber i vil bære over med mig, og hjælpe til hvis i kan🙂På forhånd tak til dem der har læst mit indlæg!
Med venlige hilsner fra den sørgelige fyr..
ps. Jeg er 19 og hun 17..