Mindestue eller?
Jeg har verdens dejligste kæreste på mange måder. Han er godt nok en del ældre end mig,jeg er 30,så der er faktisk 27 års forskel, men hva, kærlighed har jo ingen alder. Mine 3 " pap" børn er også på min alder, men vi har det alle fint med dette.
Mit problem lyder således:
For ca 1, 5 år siden mødte jeg min kæreste. Han var enkemand, konen var død 5 år tidligere. Ingen tvivl om de elskede hinanden højt og, at jeg aldrig vil kunne udfylde hendes plads.
Jeg havde aldrig datet en mand der stadig havde svigerforældre, så dette var meget svært, at forholde sig til, især fordi de stadig fyldte så meget i hans liv, og de stadig blev omtalt som svigerforældre, men selvfølgelig accepterede jeg dette. Jeg har deltaget i samtlige familiefester osv, men måske lidt jaloux over han ikke gik så meget op i mine forældre.
Det undrede mig godt nok mange af hendes ting stadig var, at finde i hjemmet. Fek.s hang hendes morgenkåbe stadig i badeværelset, og hendes sko stod ved sengen osv. Der hang en del billeder af dem sammen i hjemmet, bla. deres sølvbryllupsbillede. Dette havde jeg det egentligt ok med, men bad ham efter noget tid fjerne et foto fra natbordet, det var trods alt for meget.
Spurgte forsigtigt en dag, og han sagde, at det havde han sket ikke tænke over, selvfølgelig havde han det var min tanke, men han smed noget af det ud kort tid efter, og vi talte ikke mere om det.
Han havde da jeg mødte ham et noget jeg vil kalde et hæftigt alkoholmisbrug. Var ofte fuld når jeg ringede til ham selvom han var alene og skulle på job dagen efter. Dette var ren kedsomhed sagde han, men fortalte samtidig det virkelig havde taget til efter konens død.
Efter omkring 6 måneders bekendskab besluttede vi, at flytte sammen. Jeg forventede måske vi sammen skulle skabe et hjem sammen af vores ting, men nej. Der var absolut ikke plads til mine ting, hvorfor skulle de også med?, han havde jo alt! Deres fælles dørskilt var nu mit problem, hvordan skulle jeg sige jeg gerne ville have et med vores navne på. Vi kørte i silvan og jeg fandt et smukt skilt. Er det ikke flot sagde jeg? Jamen det er dit navn der skal stå på det udbrød han!! Tænk han ville have deres fælles skilt skulle være der, og så mit ved siden af! Heldigvis fik han andre tanker, og kunne godt se det måske var i overkanten.
Med tid til anden har jeg tilføjet lidt ting, bla en blomst, malet et kontor osv, men dette hjem er ham og konens. Det er deres indretning, deres billeder af dem sammen på væggen. Hendes sko sko står endda stadig ved sengen. For mig handler det måske også om respekt, bange for, at gøre ham, hans børn eller svigerforældrene kede af det ved at flytte for meget rundt, men tror samtidig min kæreste aldrig har accepteret konens død, og derfor vil have noget de har skabt sammen.
Jeg har fortalt ham mange gange jeg ikke føler mig hjemme, mere som en gæst. Tror blot han vælger, at overhøre dette.
Jeg har det især elendigt i deres seng, dette er han dog efter 8 mådener gået med til, at skifte.
Måske er han bare den alder der ikke skifter ting ud før de virkelig går i stykker, eller som jeg frygter, at han absolut ikke er ovre hende, og aldrig kommer det.
Skal jeg blot acceptere dette, eller er det ham der må gøre noget.?
Mit problem lyder således:
For ca 1, 5 år siden mødte jeg min kæreste. Han var enkemand, konen var død 5 år tidligere. Ingen tvivl om de elskede hinanden højt og, at jeg aldrig vil kunne udfylde hendes plads.
Jeg havde aldrig datet en mand der stadig havde svigerforældre, så dette var meget svært, at forholde sig til, især fordi de stadig fyldte så meget i hans liv, og de stadig blev omtalt som svigerforældre, men selvfølgelig accepterede jeg dette. Jeg har deltaget i samtlige familiefester osv, men måske lidt jaloux over han ikke gik så meget op i mine forældre.
Det undrede mig godt nok mange af hendes ting stadig var, at finde i hjemmet. Fek.s hang hendes morgenkåbe stadig i badeværelset, og hendes sko stod ved sengen osv. Der hang en del billeder af dem sammen i hjemmet, bla. deres sølvbryllupsbillede. Dette havde jeg det egentligt ok med, men bad ham efter noget tid fjerne et foto fra natbordet, det var trods alt for meget.
Spurgte forsigtigt en dag, og han sagde, at det havde han sket ikke tænke over, selvfølgelig havde han det var min tanke, men han smed noget af det ud kort tid efter, og vi talte ikke mere om det.
Han havde da jeg mødte ham et noget jeg vil kalde et hæftigt alkoholmisbrug. Var ofte fuld når jeg ringede til ham selvom han var alene og skulle på job dagen efter. Dette var ren kedsomhed sagde han, men fortalte samtidig det virkelig havde taget til efter konens død.
Efter omkring 6 måneders bekendskab besluttede vi, at flytte sammen. Jeg forventede måske vi sammen skulle skabe et hjem sammen af vores ting, men nej. Der var absolut ikke plads til mine ting, hvorfor skulle de også med?, han havde jo alt! Deres fælles dørskilt var nu mit problem, hvordan skulle jeg sige jeg gerne ville have et med vores navne på. Vi kørte i silvan og jeg fandt et smukt skilt. Er det ikke flot sagde jeg? Jamen det er dit navn der skal stå på det udbrød han!! Tænk han ville have deres fælles skilt skulle være der, og så mit ved siden af! Heldigvis fik han andre tanker, og kunne godt se det måske var i overkanten.
Med tid til anden har jeg tilføjet lidt ting, bla en blomst, malet et kontor osv, men dette hjem er ham og konens. Det er deres indretning, deres billeder af dem sammen på væggen. Hendes sko sko står endda stadig ved sengen. For mig handler det måske også om respekt, bange for, at gøre ham, hans børn eller svigerforældrene kede af det ved at flytte for meget rundt, men tror samtidig min kæreste aldrig har accepteret konens død, og derfor vil have noget de har skabt sammen.
Jeg har fortalt ham mange gange jeg ikke føler mig hjemme, mere som en gæst. Tror blot han vælger, at overhøre dette.
Jeg har det især elendigt i deres seng, dette er han dog efter 8 mådener gået med til, at skifte.
Måske er han bare den alder der ikke skifter ting ud før de virkelig går i stykker, eller som jeg frygter, at han absolut ikke er ovre hende, og aldrig kommer det.
Skal jeg blot acceptere dette, eller er det ham der må gøre noget.?