Loft over topskatten

Nu hvor vi reelt har en topskat på 21% (som betales af indkomster over 335.000) var det måske en ide at se på, om vi kan mindske topskattens uheldige virkninger på folks lyst til at arbejde. Topskatten har to vigtige virkninger på vellønnedes dagligdag:
1) Topskatten giver vellønnede færre penge mellem hænderne. Teoretisk giver det folk mere lyst til at arbejde, fordi de mangler penge (det kalder man indkomsteffekten)
2) Topskatten giver vellønnede en mindre belønning for at arbejde mere, fordi de bliver flået i skat af det ekstra arbejde de yder. Folk får altså mindre "nytte" ud af at arbejde ekstra.
Hvis man lytter til debatten lyder det somom der kun er to muligheder, for at give vellønnede lyst til at arbejde mere. Man kan enten mindske topskatteprocenten (evt helt til 0), eller man kan forhøje beløbet hvor folk skal betale topskat (så færre skal betale topskat). Men jeg er kommet til at tænke på, at der vel er en tredie meget interessant mulighed, for at give folk lyst til at arbejde mere.
Min ide er, at man kunne sætte et maksimumbeløb på topskatten, så man eksempelvis kun betaler topskat af de første 75000 man tjener mere end 335.000 (dvs, man betaler maksimalt 15750 kroner i topskat om året). På den måde betaler alle de nuværende topskatteydere stadig topskat (så der er en indkomsteffekt), men ca. 60% af topskatteyderne betaler ikke topskat af den sidste krone de tjener, så de har lyst til at arbejde ekstra.
De sidste 40% betaler stadig topskat af den sidste krone de tjener, men for mange af dem vil selv en mindre mængde merarbejde betyde, at de kan se frem til ikke at betale topskat af det sidste merarbejde - for dem er topskatten altså ikke længere en dræbende mur af demotivation, men en bakke man skal over, før det igen kan betale sig at give den en ekstra skalle.
Fordi der ikke bliver færre topskatteydere ved denne ændring er provenutabet for staten begrænset - formentligt ca 8-10 milliarder om året. Det er derfor en klart "billigere" måde at få folk til at arbejde mere på, end at forhøje grænsen for topskat, så selvfinancieringsgraden vil være endnu bedre end en sådan mere traditionel forhøjelse af topskattegrænsen (staten får altså en endnu større del af provenutabet hjem igen, fordi folk vil vælge at arbejde mere, end ved en traditionel ændring af topskatten).
Der er naturligvis ulemper ved forslaget - især at folk med enorme indtægter også vil få enorme skattelettelser. Men skal misundelse virkeligt stå i vejen for en fornuftig politik?

for det betyder at de rigeste reelt har en lavere skatteprocent end mellemindkomstgruppen. De rigeste vil have samme skatteprocent som de lavestlønnede. Det ville være et rigtigt kedeligt signal at sende og ville skabe voldsom utilfredshed blandt mellem- og lavindkomstgrupperne. Ve den regering der måtte gennemføre den slags.
Folk der er oppe at tjene de penge hvor det for alvor betaler sig at give den en ekstra skalle arbejder jo nok reelt i forvejen stort set alt det de kan i forhold til hvad famillie, fritid, helbred og andet tillader.
Jeg tror mere på at hæve topskatten, så mellemindkomstgrupperne vil få en belønning for at give den en ekstra skalle.
En skattelettelse til lavindkomstgrupperne tror jeg også på, så det bliver mere attraktivt at tage de upopulære ufaglærte jobs. F.eks. hende filosoffen der blev tilbudt arbejde som pølsemand. Måske synes hun der er en fornærmelse imod hendes uddannelse - med en hvis ret - men er ledighed ikke også det?. Men hvis der venter en mærkbar kontant belønning i forhold til dagpengene kunne det godt være hun ville overveje en ekstra gang om hun skulle gribe ketchupflasken og lange et par ristede med det hele over disken.

Jeg kan ikke se, hvorfor folk der ikke betaler topskat skulle interessere sig for, hvordan topskatten kradses ind. Det der kan interessere dem er vel, om der sker en indkomstoverførsel til de lave indkomster.
De eneste der kunne tænkes at være utilfredse vil være dem der betaler topskat uden at ramme loftet for topskat. De må så glæde sig over, at de faktisk har en realistisk mulighed for at slippe ud af "klemmen" - ved at tjene flere penge kan de komme op i det indkomstlag, hvor det igen betaler sig at arbejde.
Men jeg tror du har ret i, at misundelsestanken er så stor, så folk er ligeglade med hvad der rent faktisk virker - skattepolitikken i Danmark er ikke indrettet efter effektivitet, men efter misundelsesprincippet.

men det strider i den grad imod min retfærdighedssans hvis kassedamen betaler nogle og fyrre procent af sine surt tjente kroner i skat mens topdirektøren slipper med hvad der svarer det nogle få procent af sin kæmpe løn.
Jeg kan til nød acceptere Naser Khader skatteforslag med ens skat for alle, men ligefrem at give kæmpe skattelettelser til de rigeste der synes jeg nærmest er vulgært. Ikke mindst i en tid hvor forskellen mellem rig og fattig er blevet større og større de seneste årtier. Ligefrem også at belønne de rigeste med store skattemæssige privilegier er simpelthen for meget for selv en venstrevælger som mig. Liberalisme og belønning for en ekstra indsats er en god ting, men en anstændig fordelingspolitik går jeg nu altså stadig ind for.

Topdirektøren kommer da også til at betale 43% af sin sidst tjente krone. Du har vist misforstået min ide.....
Ændringen er, at han kun betaler 63% af den del af indkomsten der ligger mellem 335.000-410.000
Måske ville det være lettere for dig at forstå forslaget i en anden udformning. Hvis vi nu afskaffede topskatten, ville staten miste over 20 milliarder i provenu. Man kunne forestille sig, at "skattefar" fik de penge hjem igen, ved at aftrappe personfradraget gradvist for middelindkomsterne. Den ide ville have samme slags virkning som det jeg foreslog i min trådstarter. Men nu lyder det måske pludseligt mere spiseligt - selvom virkningen for den enkelte er fuldstændigt det samme som i min trådstarter.