Livsglæde forsvundet

Hej jeg er en 19 årig på som lige har afsluttet gymnasiet..

Men helt så lykkeligt er det heller ikke... Det meste af min skoletid har været præget af vold i hjemmet... Hvor det meste var gået ud over min mor. Da jeg så begyndte i gymnasiet fik min mor mod nok til at søge skilsmisse og mine forældre gik hver til sit. Jeg havde et godt 1.år på gymnasiet, jeg fik gode karakterer og var ambitiøs hvad angik fremtiden, mine mindre søskende fik også en bedre tilværelse. Men mine forældre skændtes videre om forældremyndighed... Vi gik frem og tilbage fra retsager og statsforvaltningen osv..Min mor endte med at få en depression og senere mavesår af den medicin hun fik...Min far fik også selv nok og sagde op fra sit arbejde..Det blev desværre meget værre i 3.g da min bedste veninde valgte at hænge sig selv. Jeg prøvede alt for at komme over det, men det var ekstremt hårdt.. Lige indtil jeg troede at alt ville blive bedre blev min mor erklæret psykisk syg pga svære traumer. Midt under mine eksaminer... Jeg endte med at komme ud med et lavt gennemsnit og ved ikke om jeg kan komme ind på min drømme uddannelse. Jeg havde en forstilling om at starte forfra i Jylland. Men aner ikke hvad jeg nu skal gøre da min mor er indlagt på den lukkede. Kun min nærmeste familie kender til det. Hverken mine venner eller skolekamerater ved noget.. For jeg vil ikke blive set som en svag person.... Nogle gange tænker jeg tit over hvorfor jeg endnu ikke har grædt endnu... Jeg ved bare at jeg ingen livsglæde eller håb har længere...
- Ville bare gerne skrive det herinde. Havde brug for at lukke det ud. Tak for jeres forståelse.

Hej Lola
Jeg har også haft nedture i mit liv, men har altid haft mine gode forældre som base.
Og heldig at have to omgangskredse i opvæksten. Kort resume: drillet i skolen, tævet med våben i skoletiden og truet med pistol(drengebandernes indtog dengang). Den almindelige nørdede dreng begyndte at gå med gaspistol. Mine forældre blev ulykkelige da de opdagede det. Jeg var en skræmt dreng. Jeg havde mange venner og senere mange der døde, selvmord, kræft, kørte galt, narko og meget andet. Er blevet forfulgt i årevis af bander der troede jeg var en anden og havde stjålet fra dem. De fandt ud af hvor jeg gik på EFG og hvor jeg boede, jeg droppede ud af diverse skoler af ren frygt. Jeg er ressourcestærk, men valgte at ryge hash og VALGTE at ende som halvkriminel der ikke havde nogen fremtidsudsigter.
Jeg skrev en del i den periode, tekster om bl.a. selvmord og selvom tankerne var der, så vidste jeg at jeg ikke var typen der ville ende med at gøre det.
Efter at have været i varetægtsfængsel i 14 dage, hvor jeg regnede med en dom af lidt længere karakter var jeg heldig at blive løsladt og hankede derfra op i mig selv. Jeg opsøgte den anden ven jeg havde (det var grænseoverskridende at trænge sig på), men det var min barndomsven og vi havde holdt kontakt. Jeg besluttede at jeg skyldte mine forældre at forsøge at fuldføre en uddannelse og efter flere forsøg står jeg i dag med både uddannelse og godt job. Jeg har også fået en god familie. Min ene ven døde af kræft for ti år siden og for et år siden var min anden barndomsven døden nær to gange. Han græd på hospitalet anden gang jeg besøgte ham og sagde at det bl.a. var fordi han ikke kunne bære hvis jeg skulle miste flere venner.
Det var den oplevelse i livet der har gjort størst indtryk på mig endnu.
Det at du allerede skriver her betragter jeg som en håndsudstrækning, du rækker ud for at få hjælp og den første hjælp jeg syntes du skal forsøge er at tage kontakt til evt. venner der kunne være ude i perferien (det kan ofte være grænseoverskridende og det kan også være du ikke har nogen), så andet træk ville for mig være en telefonlinje, der er vidst noget der hedder Depressionslinjen.
Mit gæt er at du kommer ud på den anden side, men det kan være opslidende. Derfor skal man aldrig være for stolt til at bede om hjælp (og det er vi danskere desværre for tit).
Vh