Lindebjergskolen - Gundsølille - der hvor Janteloven råder
05.05.08
Lindebjergskolen – en skole hvor Janteloven trives i bedste velgående.
Denne beretning skal tjene til skræk og advarsel for de potentielle lærer og vikarer, der søger ansættelse. Meningen med dette indlæg er en kærlig advarsel til disse mennesker. Det er ikke eleverne denne gang, for de er ’Guds udvalgte. Nej, det er det ansatte personale læs: lærerne med skoleinspektør og viceskoleinspektør i spidsen, det drejer sig om.
Jeg havde 6 rigtig gode uger på Lindebjergskolen, og havde et rigtig godt forhold til børnene. Alt gik som det skulle. Og der blev overrakt rødvin og en lille tale på lærerværelset, da jeg stoppede. Børnene gav mig masser af søde tegninger og små breve med søde ord. Så jeg var rørt og meget glad, da jeg stoppede.
Et par uger senere fortæller én af eleverne, at klassen havde spurgt den hjemvendte klassselærer, om de måtte invitere mig til et teaterstykke, som de havde indøvet længe. Svaret fra klasselæreren lød, iflg. eleven således: "Det er ikke så godt." Det var naturligvis svært for eleverne at forstå, og jeg slog det i første omgang hen. Senere sms'ede eleven til mig, at klassen havde foranstaltet en underskriftindsamling med henblik på at gå til inspektøren og insistere. Det kom der naturligvis ikke noget ud af. Og eleven, blev ked af, at hun havde givet mig 'forhåbninger' om at det nok skulle lykkes. Jeg havde moderen i telefonen næste dag, og jeg måtte sige til moderen, at det naturligvis ikke var M’s skyld. Det måtte hun endelig pointere over for datteren. Samtidig erfarede jeg, at moderen var formand for forældrebestyrelsen på skolen, og i mit indre undrede jeg mig derfor over, hvorfor hun ikke havde bragt sagen på dagsordenen - ikke mindst for elevernes skyld, som stod helt uforstående. Endelig fik jeg så at vide, at det ikke blot var klasselæreren men hele det samlede lærerkollegium med inspektør og viceinspektør i spidsen, der ikke gerne så, at jeg kom på skolen. (mere). Nu synes jeg efterhånden, at det hele 'lugtede' rigtig grimt, hvorfor jeg bad inspektøren om et møde, som han indvilgede i. Det blev jeg glad for, for der var noget, der var helt galt, og som jeg ikke havde den fjerneste anelse om, hvad var. Det kan da godt være, at jeg havde gjort en fodfejl, vi kan da alle lave fejl, men førend jeg så mig parat til at undskylde den, ja så er jeg selvsagt nødt til at blive gjort bekendt med skyldsspørgsmålet. (Man slæber trods alt ikke mennesker i retten, uden at de ved, hvori klagen består.). Så jeg så med spændning frem til mødet med inspektøren, et møde, som han ikke ville holde på sit kontor - men et sted i Roskilde. (Så kan man gisne om hvorfor). Jeg synes efterhånden, at sagen virkede meget mærkelig, og jeg granskede nyre og sjæl for om muligt at finde ud af, hvad jeg havde gjort, for det måtte jo være alvorligt, siden inspektøren ville tage mødet med mig tilsyneladende uden lærerkollegiets vidende. Der gik et stykke tid, så bad jeg ham om at lave tiden om, idet jeg skulle til tandkirurg på nøjagtig det tidspunkt, han foreslog. Jeg foreslog et andet tidspunkt . og svaret udeblev. Jeg sendte to mails afsted - intet svar! Nu bakkede han ud. Tilsyneladende havde han fået ’kolde fødder’. Sagen tegnede nu meget mystisk, og det påvirkede naturligvis hele stemningen herhjemme, for det var som om jeg ikke kunne komme videre med mit liv, før end, jeg havde fået klarhed over situationen. Teorierne svævede i luften. Jeg snakkede med x, som gav mig det råd at henvende mig til Kredsen, hvilket jeg gjorde - først skriftligt - derefter mundtligt. Svaret lød fra kredsformanden: "Kære Niels, da du ikke mere er kontraktligt forpligtet på Lindebjergskolen, kan jeg ikke hjælpe dig, for så er der ikke en sag.". Og så må du se at komme videre i dit liv og lægge skolen bag dig.
Jeg tænkte lidt over, om den forklaring nu også holdt vand. Jeg er medlem af Danmarks Lærerforening - skal bemærkes. Jeg kom til den konklusion, at uanset p.t. ansættelse eller ej, så står jeg på kommunens vikarliste, og derudover forsvinder sagen ikke for mig, blot fordi jeg ikke underviser på skolen. Jeg brugte kr. Himmelfartsdag til at tænke i, og kontaktede bl.a. diverse skolefolk for at høre deres mening.
Hidtil er al kommunikation foregået - på nær den ene telefonsamtale med kredsformanden - via mail, og erfaringen har nu lært mig, at når sager af den her art bliver så tilspidsede, så er mailen et dårligt kommunikationsmiddel. Så det seneste i sagen er, at jeg efter ferien via mail og meget kort kontaktede Kredsformanden for at bede om et møde med ham på kredskontoret. Og endelig lykkedes det: Vi skal til møde onsdag den 7, maj kl. 0830. Og jeg er naturligvis spændt på, om han ved noget. Jeg har lagt en slagplan, for jeg må sige, at hvad jeg her oplever af menneskelig dårskab trodser enhver beskrivelse. Teorierne flyver gennem luften, og der udvikles en form for paranoia. I hele forløbet havde jeg stadig undervisning på Ungdomsskolen at passe - tysk i Gundsø og fransk i Ramsø, og det blev svært for mig i den tid at være fuldt til stede i timerne al den stund, at jeg nu også kunne mærke en reaktion fra de to ungdomsskoleinspektører, som ikke længere ville snakke med mig, og hvis adfærd i den grad bar præg af, at der var noget galt. Jeg blev vendt ryggen, og blev lagt på is….? Det var så dråben.... Vi skulle under normale omstændigheder have afsluttet ungdomssskolen ultimo maj og primo juni, men jeg kunne ikke établere de nødvendige ressourcer, idet jeg havde det dårligt, hver gang jeg mødet op til undervisning. Under disse omstændigheder besluttede jeg mig til at sige op. Og reaktionen var iskold. Jeg fik et standardsvar om, at jeg skulle huske at aflevere de mig udleverede effekter såsom nøgle og bøger. Ikke noget med hvorfor og tak for den tid. Kun en enkelt venlig henvendelse fra en forældre, som venligt fortalte mig, at hendes barn havde været meget glad for min undervisning - men ikke mere! Ingen undren fra nogen – ingen spørgsmål!
Dette var så kort en redegørelse, jeg kunne lave. Men det var jo ikke ligefrem den måde, jeg havde ventet, at et ellers udmærket undervisningsforløb skulle slutte. Men mest synd er det for eleverne, som endnu en gang må undgælde for de voksnes stridigheder.
Hvis min egen teori holder – nemlig at den undervisningssucees, jeg havde, medførte en udbredt jantelovsagtig modvilje imod min person, så må jeg sige, at forholdene på Lindebjergskolen ikke er eftertragtelsesværdige, al den stund, at når man gør sit arbejde tilfredsstillende, så bliver man offer for Janteloven. Det er meget primitivt, og jeg kan kun på det stækeste faråde at forældre sender deres børn derhen og fraråde voksne mennesker at søge ansættelse.
Stikker man som lærer/vikar hovedet for langt frem bliver det hugget af. – Det kunne virkelig klæde skoleledelsen at komme med en forklaring og stikke mig en undskyldning.
PS: Roskilde Avis har forgæves undersøgt sagen, men alle havde fået mundkurv på. Intet skulle slippe ud til offentligheden.
M.v.h
Vikaren født anno 1944
Hvis der kommer mere frem i sagen, vil det fremgå af disse debatsider.
Lindebjergskolen – en skole hvor Janteloven trives i bedste velgående.
Denne beretning skal tjene til skræk og advarsel for de potentielle lærer og vikarer, der søger ansættelse. Meningen med dette indlæg er en kærlig advarsel til disse mennesker. Det er ikke eleverne denne gang, for de er ’Guds udvalgte. Nej, det er det ansatte personale læs: lærerne med skoleinspektør og viceskoleinspektør i spidsen, det drejer sig om.
Jeg havde 6 rigtig gode uger på Lindebjergskolen, og havde et rigtig godt forhold til børnene. Alt gik som det skulle. Og der blev overrakt rødvin og en lille tale på lærerværelset, da jeg stoppede. Børnene gav mig masser af søde tegninger og små breve med søde ord. Så jeg var rørt og meget glad, da jeg stoppede.
Et par uger senere fortæller én af eleverne, at klassen havde spurgt den hjemvendte klassselærer, om de måtte invitere mig til et teaterstykke, som de havde indøvet længe. Svaret fra klasselæreren lød, iflg. eleven således: "Det er ikke så godt." Det var naturligvis svært for eleverne at forstå, og jeg slog det i første omgang hen. Senere sms'ede eleven til mig, at klassen havde foranstaltet en underskriftindsamling med henblik på at gå til inspektøren og insistere. Det kom der naturligvis ikke noget ud af. Og eleven, blev ked af, at hun havde givet mig 'forhåbninger' om at det nok skulle lykkes. Jeg havde moderen i telefonen næste dag, og jeg måtte sige til moderen, at det naturligvis ikke var M’s skyld. Det måtte hun endelig pointere over for datteren. Samtidig erfarede jeg, at moderen var formand for forældrebestyrelsen på skolen, og i mit indre undrede jeg mig derfor over, hvorfor hun ikke havde bragt sagen på dagsordenen - ikke mindst for elevernes skyld, som stod helt uforstående. Endelig fik jeg så at vide, at det ikke blot var klasselæreren men hele det samlede lærerkollegium med inspektør og viceinspektør i spidsen, der ikke gerne så, at jeg kom på skolen. (mere). Nu synes jeg efterhånden, at det hele 'lugtede' rigtig grimt, hvorfor jeg bad inspektøren om et møde, som han indvilgede i. Det blev jeg glad for, for der var noget, der var helt galt, og som jeg ikke havde den fjerneste anelse om, hvad var. Det kan da godt være, at jeg havde gjort en fodfejl, vi kan da alle lave fejl, men førend jeg så mig parat til at undskylde den, ja så er jeg selvsagt nødt til at blive gjort bekendt med skyldsspørgsmålet. (Man slæber trods alt ikke mennesker i retten, uden at de ved, hvori klagen består.). Så jeg så med spændning frem til mødet med inspektøren, et møde, som han ikke ville holde på sit kontor - men et sted i Roskilde. (Så kan man gisne om hvorfor). Jeg synes efterhånden, at sagen virkede meget mærkelig, og jeg granskede nyre og sjæl for om muligt at finde ud af, hvad jeg havde gjort, for det måtte jo være alvorligt, siden inspektøren ville tage mødet med mig tilsyneladende uden lærerkollegiets vidende. Der gik et stykke tid, så bad jeg ham om at lave tiden om, idet jeg skulle til tandkirurg på nøjagtig det tidspunkt, han foreslog. Jeg foreslog et andet tidspunkt . og svaret udeblev. Jeg sendte to mails afsted - intet svar! Nu bakkede han ud. Tilsyneladende havde han fået ’kolde fødder’. Sagen tegnede nu meget mystisk, og det påvirkede naturligvis hele stemningen herhjemme, for det var som om jeg ikke kunne komme videre med mit liv, før end, jeg havde fået klarhed over situationen. Teorierne svævede i luften. Jeg snakkede med x, som gav mig det råd at henvende mig til Kredsen, hvilket jeg gjorde - først skriftligt - derefter mundtligt. Svaret lød fra kredsformanden: "Kære Niels, da du ikke mere er kontraktligt forpligtet på Lindebjergskolen, kan jeg ikke hjælpe dig, for så er der ikke en sag.". Og så må du se at komme videre i dit liv og lægge skolen bag dig.
Jeg tænkte lidt over, om den forklaring nu også holdt vand. Jeg er medlem af Danmarks Lærerforening - skal bemærkes. Jeg kom til den konklusion, at uanset p.t. ansættelse eller ej, så står jeg på kommunens vikarliste, og derudover forsvinder sagen ikke for mig, blot fordi jeg ikke underviser på skolen. Jeg brugte kr. Himmelfartsdag til at tænke i, og kontaktede bl.a. diverse skolefolk for at høre deres mening.
Hidtil er al kommunikation foregået - på nær den ene telefonsamtale med kredsformanden - via mail, og erfaringen har nu lært mig, at når sager af den her art bliver så tilspidsede, så er mailen et dårligt kommunikationsmiddel. Så det seneste i sagen er, at jeg efter ferien via mail og meget kort kontaktede Kredsformanden for at bede om et møde med ham på kredskontoret. Og endelig lykkedes det: Vi skal til møde onsdag den 7, maj kl. 0830. Og jeg er naturligvis spændt på, om han ved noget. Jeg har lagt en slagplan, for jeg må sige, at hvad jeg her oplever af menneskelig dårskab trodser enhver beskrivelse. Teorierne flyver gennem luften, og der udvikles en form for paranoia. I hele forløbet havde jeg stadig undervisning på Ungdomsskolen at passe - tysk i Gundsø og fransk i Ramsø, og det blev svært for mig i den tid at være fuldt til stede i timerne al den stund, at jeg nu også kunne mærke en reaktion fra de to ungdomsskoleinspektører, som ikke længere ville snakke med mig, og hvis adfærd i den grad bar præg af, at der var noget galt. Jeg blev vendt ryggen, og blev lagt på is….? Det var så dråben.... Vi skulle under normale omstændigheder have afsluttet ungdomssskolen ultimo maj og primo juni, men jeg kunne ikke établere de nødvendige ressourcer, idet jeg havde det dårligt, hver gang jeg mødet op til undervisning. Under disse omstændigheder besluttede jeg mig til at sige op. Og reaktionen var iskold. Jeg fik et standardsvar om, at jeg skulle huske at aflevere de mig udleverede effekter såsom nøgle og bøger. Ikke noget med hvorfor og tak for den tid. Kun en enkelt venlig henvendelse fra en forældre, som venligt fortalte mig, at hendes barn havde været meget glad for min undervisning - men ikke mere! Ingen undren fra nogen – ingen spørgsmål!
Dette var så kort en redegørelse, jeg kunne lave. Men det var jo ikke ligefrem den måde, jeg havde ventet, at et ellers udmærket undervisningsforløb skulle slutte. Men mest synd er det for eleverne, som endnu en gang må undgælde for de voksnes stridigheder.
Hvis min egen teori holder – nemlig at den undervisningssucees, jeg havde, medførte en udbredt jantelovsagtig modvilje imod min person, så må jeg sige, at forholdene på Lindebjergskolen ikke er eftertragtelsesværdige, al den stund, at når man gør sit arbejde tilfredsstillende, så bliver man offer for Janteloven. Det er meget primitivt, og jeg kan kun på det stækeste faråde at forældre sender deres børn derhen og fraråde voksne mennesker at søge ansættelse.
Stikker man som lærer/vikar hovedet for langt frem bliver det hugget af. – Det kunne virkelig klæde skoleledelsen at komme med en forklaring og stikke mig en undskyldning.
PS: Roskilde Avis har forgæves undersøgt sagen, men alle havde fået mundkurv på. Intet skulle slippe ud til offentligheden.
M.v.h
Vikaren født anno 1944
Hvis der kommer mere frem i sagen, vil det fremgå af disse debatsider.