landsmand medmenneske medborger

Hvilke ændringer og med hvilke konsekvenser er det, der etableres i samfundets kompleks af sociale normer
når medmennesker omtales som SVAGE
som MARGINALISEREDE
som UDSTØDTE
og hvilke fortrin oppebærer disse ressourcestærke i det sociologiske samspil der medvirker til at foranledige denne svaghed, marginalisering og denne udstødelse❓

hvordan er dette ambivalente? fjendebillede af landsmænd i nød blevet en del af det danske sprog og dermed en del af kulturarven❓
er disse forhold symptomatiske indikationer på det dysfunktionelt udviklede demokrati❓
når randkommuner og randområder; provinsegne og forstæder nedriver bygninger for at forhindre at medmennesker for hvem det kan antages at det generelt næsten kun kan gå fremad for tager ophold i disse forladte bygninger .❓
Er det fordi de sociale ressourcer og kompetencer i randområder . . udkantsområder er så begrænsede at der ikke er den sociale og humanitære kompetence der skal til for at hjælpe landsmænd i nød ?

Bare se her: http://politiken.dk/indland/article467024.ece

Hvis man brændemærkes . tatoveres . tvinges til at gå en bestemt beklædning/kostume så ved man da at man er marginaliseret
det er noget anderledes diffust når man ikke er- fordi man så kan forvente at forholdene bedres og derved ikke kommer videre fordi man håber lidt trods nederlag . .
og fordi samfundet som institution ikke etablerer en normkodeks der medfører en markant signalværdi
- dermed marginaliseres man også fra den tryghed og eksistensberettigelse man selv i udstødelsen kan have som intern og integrit værdi ???