Kæreste med gift mand i 7 år. Bliver det til noget?

Kære Carl-Mar.
Jeg har gennem 7 år været kæreste med alletiders skønne mand, desværre gift. Kærligheden udviklede sig gennem et nært venskab, og vi er uhjælpeligt fanget i kærlighed til hinanden. Vi har mødtes i smug, 2-3 gange om ugen al den tid. Vi kan gøre alt sammen, snakke sjov og alvor, grine, dase i sofaen, være åndssvage, fritidsinteresser, sex. MEN: Han bor stadig sammen med sin kone, som han i mange år har haft et dårligt forhold til. Jeg har det ad helvede til med at det ikke skal være os to. Selv efter at hans kone opdagede hans utroskab, og han valgte side (hendes), er vores kærlighed til hinanden uformindsket. Nu tror hun (eller gør hun) at hendes mand er tilbage hos hende, selv om han ikke vil acceptere "omklamring" fra hendes side, og de gør og vogter på hinanden uden at dele deres tanker med hinanden. Jeg troede, det så skulle være slut, når han nu valgte hende, men nej, vi blev ved med at ses og snakke sammen. Jeg kan ikke klare at leve på denne måde, jeg er helt ude af balance og hyler over hvad som helst, mine følelser sidder helt uden på tøjet. Det går ud over alt i mit liv, synes jeg. Han overdænger mig med sms'er med kærlighedserklæringer, han giver mig dem når vi er sammen (med og uden ord), og jeg fatter ikke, hvorfor pokker han ikke vælger at vi skal leve sammen, hvis han elsker mig så højt, som han udtrykker. Bliver han hjemme fordi det er mere trygt? Han elsker ikke sin kone, men håber måske, hun bliver som "i gamle dage"? Der er 3 dejlige voksne døtre, som gerne ser deres forældre blive sammen (de ved godt, der har været/er krise). Han er bange for at miste dem. Han siger, han er i syv sind. Det har han sagt længe. Jeg er skiftevis fortvivlet og vred (mest det første). Jeg har i årevis prøvet at mande mig op til at sige nu eller aldrig, men jeg er for vattet - fordi jeg elsker ham. Men jeg synes, det her er en uværdig måde at leve på. I skyggen, og må nøjes med det, der nu kan blive, selv om han jo laver krumspring og lyver og bedrager for at vi kan være sammen.
Kan du forklare mig, hvad han tænker, og hvordan han selv kan leve på denne måde? Spænding? Kan mænd bare lettere håndtere sdan noget? Han siger, at han ikke har betænkeligheder ved at leve sammen med mig. Jeg har spurgt ham direkte, hvad det er, der hindrer ham. Det er åbenbart ikke mig. Hvad er det så? Håber du kan forklare mig noget, jeg ikke har tænkt før, jeg er ved at blive vanvittig.
Kærlig hilsen
"Amora"

Jeg føler med dig og forstår din situation. Jeg er nemlig selv i den samme, men har ikke været det så længe som du. Jeg glæder mig til at høre Carl-Mar's betragtninger, men jeg vil også opfordre de gifte mænd, som genkender situationen, til at skrive lidt om, hvordan de opfatter den, og hvordan de har det med den. I sidste ende ønsker vi jo blot at forstå hinanden noget bedre.

Prøv nu lige at tænke!
Hvis du har været sammen med ham i 7 år, og han endnu ikke har forladt konen, så gør han det heller ikke. Hvor svært er det lige at regne ud?
Faktisk forlader langt de færreste gifte mænd deres koner til fordel for elskerinden. Hvorfor skulle de dog?
De har den pæne samfunds-accepterede familie derhjemme med konen, og de får spændende og forbudt kærlighed hos Jer.
Helt seriøst, så gør I Jer selv en bjørnetjeneste ved at blive i forholdene til gifte mænd.
Så længe I er der, vil i ikke kunne slippe den kærlighed(?) I føler og derfor heller aldrig finde en ny med en singlemand, der rent faktisk kunne tænke sig en fælles fremtid med jer.
Jeg kunne komme med en laaaang udredning/moralprædiken omkring hele det at være deltagere i utroskab, men I har sikkert allerede gjort Jer en masse tanker.
Tilbage er kun at sige. KOM UD AF DET NU!!! HAN GÅR ALDRIG FRA KONEN!!!

LYT til DIG.....Du er ved at blive vanvittig af tvivl og vrede over forholdet til den mand som du elsker!!!!!!!!
Er det kærlighed at ha det sådan?
Ja jeg spørger DIG.
Den mand som jeg elsker, får feks ikke mig til at føle sådan....han er da min og som jeg kan knuselske uden tvivl !
Jeg synes at det er mere bemærkelsesværdigt at du vil tillade dig selv at gå rundt og føle sådan - det må være rædselsfuldt? Hvor længe mon du vil blive ved med det´?
LYT til DIG / det er der åbenbart ingen som gør, ikke engang dig selv.
Og gør så det rigtige.

hvis han ikke har forladt sin kone endnu så er det fordi at han når alt kommer til alt elsker hende mere end dig.

Tak for svar og fortjente spark. Jeg forstår udmærket jer, der ikke fatter, jeg bliver hængende, og at man kan være SÅ dum og naiv. For det synes jeg jo også selv, jeg er. Der er en masse selvforagt forbundet med det her, for jeg har altid, tro det eller ej, foragtet utroskab, løgn og bedrag. Hvorfor vil jeg så være sammen med en mand, som lige netop praktiserer de ting? Og bryde min egen moral? Det ville jeg ønske, jeg kunne forklare. Jeg er med til at bedrage hans kone, og det har plaget mig fra dag 1. Det er ikke noget, jeg nogensinde kommer til at synes er ok, jeg tror jeg har moralske skrupler for både ham og mig. Alligevel er der et eller andet sted, derinde i min dumme, naive lille sjæl, der higer sig fast til den kærlighed, min ”kæreste” og jeg har. En urealistisk drøm, måske. Det kan også være, det er dét, det er for ham, og at han vil forblive i sin drøm. Have sin oase, hvor han kan tanke op, og så går det egentlig ok derhjemme. Hvis man ikke kan få det hele i én person, er det måske ok for nogle at finde det hos to? Og så er der jo lige det måske vigtigste i hans liv, døtrene. Han bliver måske hellere i et ikke-ideelt ægteskab, i stedet for at risikere, døtrene vender ham ryggen.
Jeg ville da ønske, jeg kunne tage mig sammen til at komme ud af det her, eller bede ham vælge, det er jo ikke sådan her kærlighed skal være. Og jeg ved, han ikke selv ville have fundet sig i, hvis det var MIG, der på 7. år fortsat lod HAM hænge på sidelinjen. Det er han alt for jaloux til.
Jeg ser frem til Carl-Mars svar på dette her, hvis jeg kan forstå, hvad der foregår, både hos min ”kæreste” og mig selv, vil jeg måske bedre kunne gøre noget og slippe ud af den fælde, jeg føler jer er havnet i.
Venlig hilsen
Amora

Meget tyder på at du er lidt bange for nærhed når
du i så lang tid kan affinde dig med alle de afvisninger.Det er 100 gange mere ufarligt at være
kæreste med en gift mand, end at blive gift med en
mand. Jo længere tid du er kærester med ham, jo
mere vil dit selvværd falde. Jeg tror ikke på at
han vil have dig for alvor, men det er dejligt at
have en kvinden ved siden af ægteskabet. Du er eventyret og hans kone er hans tryghed. Han har det hele og du har ingenting.
Du kan prøve at gå i psykoterapi og arbejde med
hvorfor du tilbyder dig selv så dårlige livsvilkår. Du føler måske at du ikke har fortjent
et ægte kærlighedsliv.
Mænd er opdraget til at fortælle det kvinden gerne
vil høre, så derfor kan du regne med at det han
siger er overdrevet.
Læs min nye bog der kommer den 14 december
Energiens hemmeligheder
hilsen
www.carl-mar.dk