Krise i forholdet

Hej med jer
Jeg håber I vil læse med...
Jeg har nu haft problemer med min kæreste i et par måneder, og er derfor taget et smut til Spanien for at besøge noget familie. Vi har selv snakket og snakket om det og prøvet at finde løsninger, men det har ikke hjulpet endnu. Jeg tænker, at det kræver tid og arbejde, men vil alligevel se om I kan give nogle råd med på vejen.
Problemerne opstod udmiddelbart lige inden dette års Roskilde festival begyndte. Jeg havde købt min billet og havde planer om at bo i en camp, sammen med min veninde og hendes venner. En uges tid inden festivalen startede, gik det op for min veninde at hun ikke havde købt billet og der var fuldstændigt udsolgt. Jeg ville ikke bo i en camp, hvor jeg ikke kendte nogle, og mine andre veninder skulle bo i en arbejdercamp, så jeg havde kun min kærestes tilbage, og eftersom jeg næsten havde boet der sidste Roskilde kunne jeg ikke se noget problem i det. Jeg havde jo ikke tænkt mig at være der hele tiden, fordi jeg selvfølgelig også skulle mødes med mine veninder og til koncerter osv, men min kæreste nægtede at spørge drengene om det var okay, fordi det var kun en camp for drenge. Jeg måtte derfor droppe at tage på festival og sælge min billet. Mens han så var på Roskilde blev jeg mere og mere indebrændt på ham, og han fik da også lavet et par bommerter. Vi skændtes konstant, mens han var dernede, og da han kom hjem skulle han med mig og mine forældre på en uges ferie, som faktisk gik helt fint. Dagen efter vi kom hjem flyttede vi sammen (han har købt en andel, hvor vi så deler huslejen). Det er egentlig ikke svært at bo sammen, men at bruge så meget tid sammen med ham, hvor jeg går halvdelen af dagen og vasker tøj og laver mad, har gjort at jeg ikke ser ham som en kæreste længere. Jeg elsker ham stadig ubetinget og kan ikke se mig selv uden ham, men vi har intet sexliv og der er ingen flirt/gnister mellem os længere. Men jeg er også selv skurk i den her situation, da jeg begyndte at flirte og skrive lidt for meget og upassende med en fyr fra mit arbejde. Det fandt min kæreste selvfølgelig ud af og blev utroligt såret. Vi snakkede om det, og vi aftalte at prøve at flirte med hinanden. Jeg gjorde mit bedste forsøg, men han responderede med det sædvanlige babysnak og indrømmer også at han ikke ved hvordan han skal gøre det... Han siger, at han er begyndt at stole på mig igen, men forlanger stadig at "Find Venner" er slået til, så han til hver en tid kan se, hvor jeg befinder mig. Det burde egentlig heller ikke være et problem, men alligevel føler jeg mit lidt fanget og det gør endnu mere, at jeg savner at være fri. Lige nu er vi lidt i en gråzone og håber på at det bliver bedre, når jeg kommer hjem. Det er egentlig underligt, for vi har simpelthen så god sex, det er bare så sjældent at jeg har lyst til det. Jeg tror, at jeg savner spændingen og usikkerheden ved et nyt forhold, og det er jo egentlig fjollet, når jeg er så heldig at være kærester med min bedste ven.
Det var "kort" fortalt, hvad jeg lige havde på hjerte. Der må da være nogle af jer, der har oplevet en lignende situation?
På forhånd tak for jeres tid

I virker bække to som unge mennesker der konstant higer efter bekræftelse og ikke rigtig hviler i jer selv.
Dette samtidig med at I har valgt at flytte sammen, hvor en dagligdag trænger sig på, og samtidig med at I ikke stoler det mindste på hinanden. Du kan ikke stole på en person, og samtidig forlange at man skulle kunne se hvor de er hele tiden. Man skal ikke have "gps tracker" på sin kæreste, og det er jo reelt hvad det er.
Udover det synes jeg at der kunne være gode grunde til at din kæreste ikke ville have dig i Roskilde camp. Hvis de har aftalt en drengeudflugt skal diverse kærester ikke trænge sig på. Men så skal han naturligvis ikke bryde tilliden sig med "bommerter", hvad end det dækker over.
For mig at se er fejlen at i er flyttet sammen alt alt for tidligt. For mig at se kan jeres forhold ikke reddes fordi i har bragt jer selv i en paradoksal situation. For når man er flyttet sammen forsvinder forelskelsen og meget af spændingen bare (ren biologi), så hvis man ikke kan være tilfreds med mageligheden, stabiliteten, og ikke har det godt sammen uden den der spænding, ja så går det bare ikke. Når i så samtidig ikke stoler på hinanden, går det først helt galt.
Min forudsigelse er: I ikke slår op lige med det sammen men, som de fleste forhold (mine tidligere inkluderet), bliver sammen i alt for lang tid mens i prøver at finde ud af nye påfund der skal fikse det hele. I kommer til at spilde måske et år eller mere på dette før i slår op og et par måneder efter, indser I begge to hvilket lorteforhold i har været i.
Det jeg håber: En af jer trækker plastret hurtigt af, og finder ud af at flytte fra hinanden igen, en erfaring rigere, og uden at have spildt alt for meget tid og energi, og uden at blive for bitre.
Din drømmemand må da være en du kan stole på, og som kan stole på dig, og han er en person du kan være sammen med uden et behov for beskæftigelse hele tiden. Han må da være en du kan slappe af med uden de store dikkedarer og drama.Når du ikke kan det med din nuværende kæreste må du finde nye græsgange. Jeg ville give din kæreste præcis det samme råd.

Tak for dit meget ærlige svar.
Jeg giver dig helt ret i, at vi nok er flyttet sammen for tidligt. Egentlig tror jeg også at vi blev kærester for tidligt. Jeg var kun lige blevet 18, og var nok ikke klar til sådan et seriøst forhold. Og jeg har bestemt heller ikke været klar til at blive voksen så hurtigt, som man jo bliver, når man står med egen lejlighed.
Til gengæld tror jeg også, at du har misforstået mig lidt. Jeg kan sagtens bare være mig selv med ham og har ikke brug for beskæftigelse hele tiden. Jeg trives godt i hans selskab om vi snakker sammen eller ej. Problemet er, at jeg mere ser ham som en bedste ven end som en kæreste.
Du er meget hurtig til at sige, at forholdet er dødt. Mener du virkelig ikke, at der er en måde at finde gnisten igen?
Jeg tror nu, at jeg vil starte med at slette "GPS'en" og sige, at han altså bliver nødt til at stole på mig, for at forholdet skal have den mindste chance.

Gnisten kan helt klart findes igen😉
Lav mange ting hver for sig gå i byen med veninderne mm og få lagt tankerne lidt væk
Mig og min kæreste groede også fast fordi vi ikke var gode til at forventningsafstemme😉
Fx kunne jeg gå hjemme og glæde mig til han fik fri fra arbejde fordi jeg trode vi skulle ses og hygge men så havde han ikk li givet besked om at han skulle til fodbold med drengene så blev jeg skuffet
Men lærte hurtigt at vende det til noget posetivt fx så hvis det skete nu ville jeg ikk side hjemme og være mut og ked af han ikk li tænkte på mig men i stedet ringe til veninderne og planlægge en drink ude i byen eller noget så man ikk kom til at sidde hjemme
Forventningsafstemme kan man jo ikke i alle situationer men mit råd (har stået samme sted) lav flere ting hver for sig gerne af flere dage af gangen så man kommer til at savne hinanden
Måske har du en veninde der bor langt væk besøg hende en weekend og nyd du er der sluk mobilen og hyg dig :)