Jeg frygter for min datter...

Min datter er tretten år, hvilket vil sige hun er teenager, hvad man også kan mærke på hende. Men jeg syntes hun har forandret sig meget siden det sidste halve år.
Hun er bla. begyndt at gå med sort tøj, meget eyeliner, og reder aldrig sit hår. Når hun kommer hjem fra skole løber hendes mascara, hun græder, og siger ikke hej med sin glade lille stemme som hun plejer, men sætter tasken i gangen, går ind på sit værelse og smækker døren hårdt efter sig.
Når jeg spørger hende hvad der er galt siger hun bare at jeg skal "skride, og huske at lukke døren efter mig."
Men her for et par dage siden da min datter spiste sammen med mig, og min mand så je på hendes arm en masse "streger" og jeg frygter virkelig at hun skære i sig selv, og om det kan udvikle sig til at hun prøver at begå selvmord.
Det ville være rart hvis jeg kunne få hjælp af nogle af jer til hvordan jeg evt. kunne gøre for at få min datter på rette køl igen.

Undskyld, men det første som sprang mig i øjnene var din konstatering af, at hun var begyndt at gå med sort tøj - det må på det kraftigste lige understreges at din datters stil og psykiske tilstand ikke behøver at have noget med hinanden at gøre. Det er desværre en fejlopfattelse, at alle med sort tøj er deprimerede og som du nævner f.eks skær i sig selv.
Når dette er nævnt, så skal du jo selvfølgelig tage problemet seriøst hvis hun rent faktisk skær i sig selv. Nu er jeg selv kun i starten af tyverne og kan tydeligt huske hvordan det er at være teenager, og selvom man ikke altid vil have sine forældre til at blande sig - så skal de insistere på det når det er noget så seriøst det handler om. Det kan jo også være "pinligt" for hende hvis hun har fået sådan en dårlig vane - hvilket ikke gør det nemmere at snakke om. Så insister - om nødvendigt tving hende til at vise armene frem - hvis der ikke er noget i vejen burde hun jo gøre det frivilligt. Selvom forældre kan være irriterende så gør de det jo kun af kærlighed og det vil hun også godt vide når hun bliver lidt ældre.

vil snakke med dig, så skriv et brev til hende og læg det evt.på hendes seng.Skriv til hende, at du har set, at hun græder og skærer sig selv i armen og at du er bekymret for hende. Så er din datter i hvert fald klar over, at hun ikke kan skjule noget for dig og det kan måske få hende til at åbne sig overfor dig.
Hun skal i hvert fald have hjælp i form af psykolog eller lægehjælp, for selvom hun er teenagere, så er hendes opførsel ikke normal og hun må have det rigtigt dårligt, stakkels pige og forældre..

hej tina
det er svært, mine forældre ved stadig ikke den dag i dag, at jeg skar i mig selv...
og det skal de heller ikke vide...
men jeg synes virkelig at du skal holde øje med din datter, for hendes adfærd kender jeg godt, alt for godt..
din datter er højst sensynlig deprimeret, og det bliver mange teenage piger i dag... hun føler sig alene, og at ingen kan hjælpe hende... hun skære i sig selv for at straffe sig selv.. jeg ved egentlig ikke hvor man gør det, men smerten gør at man føler man har straffet sig selv..
din datter har brug for hjælp, men det er svært for hende også at fortælle jer det da hun føler sig en smugle flov over de ting... og nok føler sig en smugle flov over at hun har det så skidt... jeg synes virkelig i skal tage fat i hende og tage en ordentlig snak med hende, og husk og fortæl hende at i er meget bekymret for hende.. og så lige en anden ting, jeg synes i skal som forældre, gå ind på hendes værelse når hun ikke er hjemme og vær sikker på at hun ikke lige kommer ind af døren.. men gå ind og kig efter om i kan finde evt. barberblade eller lign... da et barberblad er det nemmeste at bruge da det er rigtig skarpt, og så få fjernet jeres barberblade hvis i har nogen liggende.. og en skraber eller lign.. for det er også nemt at bruge dette...
det er forskelligt fra person til person om de egentlig ønsker og begå selvmord.. jeg ønskede ikke at tage mit liv da jeg skar i mig selv at det så kom på et andet tidspunkt er en hel anden snak...
da jeg skar i mig selv var det bare som en straf for hvem jeg var... og at jeg ikke følte jeg kunne gøre noget rigtigt...
og så er der jo dem som tager sit liv på den måde... men som sagt forskelligt fra person til person..
men jeg synes i skal tage fat i hende en gang for alle og i må være hårde ved hende, for det er som regel det eneste der hjælper for at få banket noget ind i hovedet på hende...
ved det er svært for jer, derfor jeg ikke har fortalt mine forældre det, og de får det heller aldrig afvide... jeg har det godt i dag..
men jeres datter har brug for hjælp. og i skal passe på at hun ikke ser det at i snakker med hende som en straf, skæld hende ikke ud, for det gør det kun værre---
men husk og fortæl hende hvor meget i elsker hende og at i ønsker og have hende ved jeres side resten af jeres liv.. og at i altså også ønsker at hun en dag kan komme hjem og sige at der er børnebørn på vej eller noget lign.. få hende til at tænke på den dejlige fremtid hun kan få.. og at i ønsker at hun er lykke og for guds skyld hold øje med hende.. for det er ret så slem en situation at stå i både for jer og for jeres datter...
håber du kunne bruge dette..
held og lykke med alt.. og alt kærlighed til jer og jeres datter...
hilsen den pige der har skåret i sig selv da hun også var teenager[l]

Jeg synes ikke I skal gå ind på hendes værelse og kontrollere fordi det også mange gange kan gøre situationen værre. Hvis din datter er mere psykisk ustabil, end hvad normalt er for en teenager må I finde ud af det på en ordentlig og værdig måde. Vis at I er der for hende og at hun kan stole på jer. Sørg også for at give udtryk for at I ikke synes det er underligt eller forkert at være psykisk syg, for det er det ikke.
Og så tal til hendes tanker og ikke hendes følelser, dem har hun besvær nok med at holde styr på i forvejen. Det er vigtigt at træde varsomt og ikke være for udfarende.
Held og lykke til jer alle.

Det er altid svært at være mor til en teenager...
Du må prøve at nå ind til hende, vise hende varme og omsorg, for det trænger hun med garanti til, det er svært at være teenager i dag!
Nogle gange skal man tage konfrontationer, men gør det så hun ved at du vil hende det bedste :)
Kan du ik en dag være cool forælder og sige hør i dag synes jeg vi begge pjækker og sover længe ringer efter pizza og går ud og ser på tøj, eller hvad der nu kunne ha' interesse.
Fortæl en masse som hun kan ta til sig under emner der er relevante for hende, omkring det at være ung, opleve verden osv.
Prøv at være åben og fortæl nogle ting, det vil de fleste opfatte som at de bliver taget alvorligt og selvom hun måske ik giver udtryk for det, så vil det måske ramme noget i hende.
Lad hende vise at du altid er der for hende.

Min nu 15-årige datter begyndte, også i en alder af 13, at skære i sig selv. Måske begyndte hun på det længe før, i hvert fald siger hun selv, at hun skjulte det for os i "mange år", men jeg er ikke overbevist om, at det havde stået på SÅ længe, før hun indviede os i det. For det gjorde hun heldigvis - og jeg håber virkelig, din datter også vil lukke op for det, så I kan forsøge at hjælpe hende.
Selvskadende adfærd er IKKE et symptom på, at selvmord er "lige op over" - faktisk siger eksperterne, at det oftest handler om det stik modsatte: Dels giver det den unge følelsen af at være til - dels er det et forsøg fra den unges side på at dulme den indre, psykiske smerte med en håndgribelig, fysisk smerte. Og det virker jo som en her-og-nu-løsning - men bagefter skammer den unge sig, er ked af ikke at kunne håndtere sit liv bedre, flov over sårene osv.
Vi har fået professionel hjælp til vores datter, og det går laaaangsomt fremad. Det er måneder siden, hun har skåret i sig selv - tror jeg, for helt sikker kan jeg desværre ikke være. Vi har blandt andet fået det råd IKKE at problematisere selve cuttingen, IKKE at vise fortvivlelse, når vi har set hendes sår, men at fokusere på det, der får hende til at skære i stedet for. Hvis du først viser hende, at du er fortvivlet over selve selvskaderiet, så opbygger hun bare endnu mere skam og fortvivlelse og magtesløshed over, at hun ikke kan lade være.
Som en terapeut har sagt til hende: Hun har fundet en måde at overdøve den indre smerte på. Det er ikke en god måde, men det er den måde, hun har været i stand til at finde. Og det væsentlige er selvfølgelig at arbejde med det, der gør hende så ked af det.
Jeg kan sagtens genkende den stride teenager, der siger "skrid!", men efter, at vi har taget problemerne op med hende og vist hende, at vi tager det alvorligt, når hun synes, at hendes liv er tomt og meningsløst, afviser hun os ikke længere. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan du skal nå derhen med din datter netop nu, når hun er så lukket. Og det kan jeg ikke give dig et bud på, når jeg ikke kender din datter, men i dit sted ville jeg alliere mig med klasselæreren eller en anden voksen "udefra", som kan tage fat i din datter og sige, at hun virker trist for tiden og spørge, om noget er galt. Ofte har de unge lettere ved i første omgang at betro sig til andre end deres forældre.
Når alt dette er sagt, så har jeg som lærer i de ældste klasser set MANGE selvskadende piger, og ikke to tilfælde er ens. Jeg har eksempelvis også kendt piger, som gejlede hinanden op til at skære i sig selv, fordi det gav en form for sammenhold og opmærksomhed. Men når hun kommer grædende hjem, så gætter jeg på, at det er absolut dybfølt og ikke en "dille" blandt hende og veninderne.
Du kan finde flere, gode steder på nettet, der skriver om fænomenet - søg fx på "cutting", men vær kildekritisk - bedst er selvfølgelig de hjemmesider, hvor psykiatere og psykologer behandler fænomenet.
Held og lykke. Hvis det kan være en trøst, så er min erfaring, at de fleste piger, der "føler for meget" og opfører sig meget bekymrende omkring din datters alder, falder lidt til ro omkring 9. klasse - der sker meget ofte et eller andet "ryk" med dem i den alder.

Hvor i landet bor du?? Jeg har hjulpet mange unge og deres familier i samme problemer.