Hvorfor kan jeg ikke glemme ham??? :(
Det her bliver nok et lidt underligt indlæg, men håber at nogle vil kunne forstå det og komme med nogle brugbare svar.
Fra år 2007 til 2008 kom jeg sammen med en fyr fra fyn, odense. Vi havde et langdistanceforhold i ca. 1 års tid inden jeg flyttede fra nordjylland og ned til ham, da jeg skulle være færdig med min uddannelse først.
Vores forhold var meget turbulent og havde alle dage været det, men når vi havde det godt, havde vi det virkelig godt sammen.
Han var en drømmefyr på mange områder, sød, kærlig, havde fast job, fodbold interesser, og levede et meget normalt liv. Nogle mdr. inden jeg flyttede ned til ham fandt jeg ud af at han tog stoffer når han var i byen, det slog mig meget ud, og det ændrede fuldstændig mit syn på ham, men grundet min egen barndom som os var meget turbulent troede jeg at jeg kunne redde ham fra dette problem, og så det ikke som noget problem og flytte ned til ham på trods af at jeg vidste disse ting og også at han nogle gange havde været mig utro.
Man kan sige at jeg var fuldstændig blind af forelskelse til ham, og jeg vil vædde med at vidste man ikke disse to ting, ville man tænke at han var en kanon fyr og sagtens kunne følge mig i min forelskelse.
Der sker dog det at efter 3 mdr. hvor vi har boet sammen, vågner jeg op af den her forelskelse og da min familie tilfældigvis er nede og besøge noget familie i samme by som vi bor i, ringer jeg og siger at de skal hente mig = hjælpe med og flytte for jeg kan ikke mere, det har jeg sådan set aldrig kunne, men springet mht. og gå fra ham det mod havde jeg bare ikke før NU.
Familien kom og alt gik så hurtigt, jeg fik sagt mit job op (heldigvis var chefen selv på arbejde denne dag), min x var kørt sin vej da jeg sagde det var slut, og kom tilbage lige inden vi kørte væk, og han græd og græd, og lovede guld og grønne skove, men jeg kunne ikke mere.
Det var det væreste jeg nogensinde har gjort, for jeg elskede ham jo stadig, men var os kommet så langt at jeg kunne se at det her ikke var holdbart.
Jeg kommer hjem til mine forældre og bor der, får et nyt arbejde, kommer hjem til de gamle veninder, men savnet til min x er kæmpe stort, tingene gik rigtig hurtig da jeg flyttede og jeg følte ikke at jeg nåede og se hvad der lige skete den dag da jeg flyttede.
Jeg begynder ved en pskolog da jeg ryger ind i en depression, hun hjælper mig RIGTIG meget, og får mig til og se en masse ting på andre måder. Men savner er der stadig til min x.
Min x søster, var os inden jeg fandt sammen med min x en rigtig god veninde, og min x er også storebror til min veninde, igennem hende vi fandt sammen. Jeg får en invitation til hendes svendegilde, og på trods af mig og min x dramatiske slutning vil hun stadig gerne se mig til hendes svendegilde. Her er der gået ca. 1 år siden jeg sidst havde set ham, og jeg havde fået nyt nummer, fået egen lejlighed. Jeg vidste i rigtig lang tid ikke om jeg skulle tage derned, ALLE sagde det er ikke godt for dig.
Jeg snakkede med min psykolog om det, og hun sagde at jeg var den eneste der kunne tage den beslutning, og jeg valgte og tage derned.
Det var rigtig hårdt og komme derned, virkelig hårdt. Min veninde havde en datter, og hun havde bestemt ikke glemt mig, og kom løbende hen til mig på trods af at hun ikke var ret stor, men hun havde savnet mig. Det var rart og hilse på dem alle sammen. Jeg kommer ned fredag, festen er lørdag, jeg hjælper med alle de forskellige ting, og gør mig klar. Jeg husker tydeligt hvor meget hjertebanken jeg fik da jeg ser han er på vej ind af døren, men på en mærkelig måde overlever jeg, og synes selv jeg klarer det ret godt.
Timerne går, og vi får lidt indenbords, og tør endelig og snakke lidt sammen. Det var rart og vide at vi stadig ku snakke sammen, men os underligt.
Min venindes veninder kommer lidt senere til festen, og vi får lidt mere og drikke, kl. bliver omkring midnat og da min x og hende veninden skal i byen, spørger de om ikke jeg vil med, min veninde siger det er helt ok.
Det gør jeg så, og det går rigtig godt, min x spørger mig så om ikke han må få mit nye nummer, det får han da det er ham jeg skal overnatte ved. I byen ender vi selvfølgelig sammen, og vi tager hjem og sover, og snakker om at det er noget rod det hele. Han fortæller at hans liv udadtil ser rigtig godt ud, men inderst inde er han ødelagt da han savner mig så ufattelig meget.
Vi får ikke rigtig noget ud af den her samtale, og næste dag tager jeg toget hjem, endnu mere ødelagt end nogensinde. Min veninde må komme sent om aftenen og holde om mig, da jeg bare græder og græder, og er fuldstændig ødelagt!
Jeg kommer til psykolog igen, og får snakket denne weekend igennem, men jeg synes ikke rigtig der sker forbedringer.
Jeg prøver og lade være med og tænke så meget på ham, tage i byen med veninderne, få en ny flirt, men jeg kan os mærke at jeg ikke er klar, det går i stykker, også er jeg tilbage igen mht. og være ked af det og bare savne ham.
Jeg husker tydeligt de aftener jeg sad og håbede på at det var ham som gik op af trappen i lejligheds komplekset, og hvor skuffet jeg blev når det ikke var min dør der blev banket på. Husker os tydeligt hvor tit jeg så en bil der lignede hans, jeg tror jeg kender en kia picanto´s lyd MEGET tydeligt, hørte jeg eller så jeg sådan en bil, kom tankerne tilbage til ham, så jeg de lastbiler som han kørte i, vendte alting tilbage, jeg prøvede hårdt på og glemme ham dengang, men jeg kunne ikke.
Idag er vi i år 2011, og jeg er stadig ikke kommet over ham, jeg kan bilde mig selv det ind i de gode perioder, men jeg ved inderst inde at det ikke er sket, og jeg tror aldrig det sker [???]
Jeg sidder idag i et lejet hus, med 4 katte og 1 hund, egen bil, og med ny kæreste gennem 1½ år. Jeg elsker min nuværende kæreste rigtig højt, han er en fuldstændig modsætning af min x, men stadig en person jeg beundre og er tiltrukket af.
Jeg ved fra en bekendt at min x, fandt sammen med en af de piger han var mig utro med i sin tid for 1 år siden, og at de nu bor sammen. Andet ved jeg ikke.
Jeg føler jeg har prøvet ALT for og komme over min x. Men det er som om det aldrig sker.
Dage som idag, har jeg dårlig samvittighed overfor min nuvræende kæreste, for synes ikke det er fair overfor ham, men jeg ved også at det er følelser som jeg ikke selv er herre over. Det føler jeg i hvert fald ikke jeg er, eftersom jeg har prøvet alt for og glemme min x.
Grunden til jeg er så hårdt ramt pt, at jeg må skrive herinde om det, er fordi jeg i Maj i år skiftede job, og min souschef på mit nuværende job minder SÅ meget om min x, ALT minder om min x. Der er bare lidt ved udseendet som ikke helt passer, men ellers. Det er skræmmende, og pisse irriterende, for jeg vil ikke have de her følelser som bliver ved med og komme op og som gør jeg tænker på min x kæreste. Men jeg kan ikke styre det.
Nogen som har prøvet noget lign???
Hvis i er kommet så langt at i er kommet igennem dette her indlæg.. sorry..
Fra år 2007 til 2008 kom jeg sammen med en fyr fra fyn, odense. Vi havde et langdistanceforhold i ca. 1 års tid inden jeg flyttede fra nordjylland og ned til ham, da jeg skulle være færdig med min uddannelse først.
Vores forhold var meget turbulent og havde alle dage været det, men når vi havde det godt, havde vi det virkelig godt sammen.
Han var en drømmefyr på mange områder, sød, kærlig, havde fast job, fodbold interesser, og levede et meget normalt liv. Nogle mdr. inden jeg flyttede ned til ham fandt jeg ud af at han tog stoffer når han var i byen, det slog mig meget ud, og det ændrede fuldstændig mit syn på ham, men grundet min egen barndom som os var meget turbulent troede jeg at jeg kunne redde ham fra dette problem, og så det ikke som noget problem og flytte ned til ham på trods af at jeg vidste disse ting og også at han nogle gange havde været mig utro.
Man kan sige at jeg var fuldstændig blind af forelskelse til ham, og jeg vil vædde med at vidste man ikke disse to ting, ville man tænke at han var en kanon fyr og sagtens kunne følge mig i min forelskelse.
Der sker dog det at efter 3 mdr. hvor vi har boet sammen, vågner jeg op af den her forelskelse og da min familie tilfældigvis er nede og besøge noget familie i samme by som vi bor i, ringer jeg og siger at de skal hente mig = hjælpe med og flytte for jeg kan ikke mere, det har jeg sådan set aldrig kunne, men springet mht. og gå fra ham det mod havde jeg bare ikke før NU.
Familien kom og alt gik så hurtigt, jeg fik sagt mit job op (heldigvis var chefen selv på arbejde denne dag), min x var kørt sin vej da jeg sagde det var slut, og kom tilbage lige inden vi kørte væk, og han græd og græd, og lovede guld og grønne skove, men jeg kunne ikke mere.
Det var det væreste jeg nogensinde har gjort, for jeg elskede ham jo stadig, men var os kommet så langt at jeg kunne se at det her ikke var holdbart.
Jeg kommer hjem til mine forældre og bor der, får et nyt arbejde, kommer hjem til de gamle veninder, men savnet til min x er kæmpe stort, tingene gik rigtig hurtig da jeg flyttede og jeg følte ikke at jeg nåede og se hvad der lige skete den dag da jeg flyttede.
Jeg begynder ved en pskolog da jeg ryger ind i en depression, hun hjælper mig RIGTIG meget, og får mig til og se en masse ting på andre måder. Men savner er der stadig til min x.
Min x søster, var os inden jeg fandt sammen med min x en rigtig god veninde, og min x er også storebror til min veninde, igennem hende vi fandt sammen. Jeg får en invitation til hendes svendegilde, og på trods af mig og min x dramatiske slutning vil hun stadig gerne se mig til hendes svendegilde. Her er der gået ca. 1 år siden jeg sidst havde set ham, og jeg havde fået nyt nummer, fået egen lejlighed. Jeg vidste i rigtig lang tid ikke om jeg skulle tage derned, ALLE sagde det er ikke godt for dig.
Jeg snakkede med min psykolog om det, og hun sagde at jeg var den eneste der kunne tage den beslutning, og jeg valgte og tage derned.
Det var rigtig hårdt og komme derned, virkelig hårdt. Min veninde havde en datter, og hun havde bestemt ikke glemt mig, og kom løbende hen til mig på trods af at hun ikke var ret stor, men hun havde savnet mig. Det var rart og hilse på dem alle sammen. Jeg kommer ned fredag, festen er lørdag, jeg hjælper med alle de forskellige ting, og gør mig klar. Jeg husker tydeligt hvor meget hjertebanken jeg fik da jeg ser han er på vej ind af døren, men på en mærkelig måde overlever jeg, og synes selv jeg klarer det ret godt.
Timerne går, og vi får lidt indenbords, og tør endelig og snakke lidt sammen. Det var rart og vide at vi stadig ku snakke sammen, men os underligt.
Min venindes veninder kommer lidt senere til festen, og vi får lidt mere og drikke, kl. bliver omkring midnat og da min x og hende veninden skal i byen, spørger de om ikke jeg vil med, min veninde siger det er helt ok.
Det gør jeg så, og det går rigtig godt, min x spørger mig så om ikke han må få mit nye nummer, det får han da det er ham jeg skal overnatte ved. I byen ender vi selvfølgelig sammen, og vi tager hjem og sover, og snakker om at det er noget rod det hele. Han fortæller at hans liv udadtil ser rigtig godt ud, men inderst inde er han ødelagt da han savner mig så ufattelig meget.
Vi får ikke rigtig noget ud af den her samtale, og næste dag tager jeg toget hjem, endnu mere ødelagt end nogensinde. Min veninde må komme sent om aftenen og holde om mig, da jeg bare græder og græder, og er fuldstændig ødelagt!
Jeg kommer til psykolog igen, og får snakket denne weekend igennem, men jeg synes ikke rigtig der sker forbedringer.
Jeg prøver og lade være med og tænke så meget på ham, tage i byen med veninderne, få en ny flirt, men jeg kan os mærke at jeg ikke er klar, det går i stykker, også er jeg tilbage igen mht. og være ked af det og bare savne ham.
Jeg husker tydeligt de aftener jeg sad og håbede på at det var ham som gik op af trappen i lejligheds komplekset, og hvor skuffet jeg blev når det ikke var min dør der blev banket på. Husker os tydeligt hvor tit jeg så en bil der lignede hans, jeg tror jeg kender en kia picanto´s lyd MEGET tydeligt, hørte jeg eller så jeg sådan en bil, kom tankerne tilbage til ham, så jeg de lastbiler som han kørte i, vendte alting tilbage, jeg prøvede hårdt på og glemme ham dengang, men jeg kunne ikke.
Idag er vi i år 2011, og jeg er stadig ikke kommet over ham, jeg kan bilde mig selv det ind i de gode perioder, men jeg ved inderst inde at det ikke er sket, og jeg tror aldrig det sker [???]
Jeg sidder idag i et lejet hus, med 4 katte og 1 hund, egen bil, og med ny kæreste gennem 1½ år. Jeg elsker min nuværende kæreste rigtig højt, han er en fuldstændig modsætning af min x, men stadig en person jeg beundre og er tiltrukket af.
Jeg ved fra en bekendt at min x, fandt sammen med en af de piger han var mig utro med i sin tid for 1 år siden, og at de nu bor sammen. Andet ved jeg ikke.
Jeg føler jeg har prøvet ALT for og komme over min x. Men det er som om det aldrig sker.
Dage som idag, har jeg dårlig samvittighed overfor min nuvræende kæreste, for synes ikke det er fair overfor ham, men jeg ved også at det er følelser som jeg ikke selv er herre over. Det føler jeg i hvert fald ikke jeg er, eftersom jeg har prøvet alt for og glemme min x.
Grunden til jeg er så hårdt ramt pt, at jeg må skrive herinde om det, er fordi jeg i Maj i år skiftede job, og min souschef på mit nuværende job minder SÅ meget om min x, ALT minder om min x. Der er bare lidt ved udseendet som ikke helt passer, men ellers. Det er skræmmende, og pisse irriterende, for jeg vil ikke have de her følelser som bliver ved med og komme op og som gør jeg tænker på min x kæreste. Men jeg kan ikke styre det.
Nogen som har prøvet noget lign???
Hvis i er kommet så langt at i er kommet igennem dette her indlæg.. sorry..