Hvorfor er ros så svært?

Er du god til at give andre ros, såsom venner eller kollegaer og studiekammerater, når de gør noget godt? Og har du det godt med selv at tage imod ros, eller ved du ikke rigtig hvad du skal gøre af dig selv når/hvis du bliver rost?
Jeg har det f.eks ofte med at skifte emne, eller bare undlade at sige noget hvis nogen siger noget rosende om mig. Er nok ret påvirket af Jantelov, men det virker alligevel ret almindeligt at mange mennesker bliver sådan lidt utryg når de bliver rost?
Hvad er der egentlig at frygte ved ros?

Er ros svært ?
Jeg elsker at få ros, og jeg elsker at rose og tilkendegive. Synes det er smadder vigtigt at give hinanden et skulderklap og meget ofte 😉
Får jeg ros, og det gør jeg meget tit, siger jeg tak, og fortæller at jeg bliver glad og at det varmer at hører [l]

Hej demo
Du spørger direkte om en "frygt" for ros? Da jeg læste dit indlæg, var det første jeg tænkte på, frygt. Jeg tror at der er mange der har det som du. Og jeg tror at en del af det med ikke at kunne tage imod rod, skyldes en frygt for at "der må da følge noget med?". Måske frygter man, at når man får ros, så forpligter det en til noget. Måske at skulle yde mere? Måske at de vil have noget til gengæld. For, hvem giver gratis noget væk og forventer så intet til gengæld?
Jeg ved ikke om jeg er den helt store tilhænger af ros. Jeg synes at påskønnelse er langt vigtigere. Jeg hørte engang en chef sige "Ros? Hvorfor skal jeg gå rundt og rose folk? Jeg giver dem løn for deres arbejde". Jeg hører ikke til dem der siger tak når lønnen udbetales, for min løn har jeg gjort mig fortjent til. Ros er noget som kræver at chefen går ud over det der forventes af ham. Og det er netop det jeg synes er humlen. Når jeg gør noget udover det jeg er forpligtet til, så kunne det være forfriskende at chefen også gør det? Evt. ved at rose.
Men, på den anden side. Hvis jeg spørger om en fridag, og chefen siger ja uden at blinke. Eller, hvis jeg har en sløj dag, og chefen siger "jamen du kommer bare igen når du har det bedre". Er det så ikke også en form for at han/hun anerkender og påskønner dit arbejde i det daglige? Ros/påskønnelse behøver ikke at være direkte. Den kan vises på flere måder?
vh d.com

Jeg kan ikke få den unge pige ud af hovedet som Remee opfordrede til at få skiftet familien og vennerne ud. Familien og vennerne havde forsikret pigen at hun har en fantastisk stemme. At hun synger skidegodt. Hele Danmark sad og så at det vist ikke var helt rigtigt. Remee satte bare ord på det. Og ikke særligt diplomatisk.
Så er det jeg spørger, om ros altid er noget godt? Jeg ved at nybagte forældre kan finde på at rose junior fordi han/hun har lavet en perfekt "pølle"? Hvor stopper berettiget ros, og hvor starter skamros?
Den pige, havde hun ikke været bedre tjent med at familien og vennerne havde været ærlige overfor hende? Så var hun sluppet for det kæmpe nederlag hun tydeligtvis fik ved audition?
vh d.com

Jeg synes personligt også det er rart at *give* ros, men jeg føler mig utilpas ved at være modtager. Ja, nærmest skyldig. For ét sted er det da netop rart, især at blive og føle at ens evner bliver værdsat, men på den anden side tænker jeg ofte over hvad andre tænker. Eller hvad jeg tror de tænker) Og det er dér, følelsen af at ros ikke nødvendigvis er godt ligger for mig.
Og desuden bliver jeg også så forvirret ved ros, for istedet for "tak" prøver at jeg at lede efter noget at rose igen for. Det falder oftest til jorden, da det så bliver til en meget "brudt" samtale.

Jeg føler faktisk ikke at ros forpligter helt på den måde du beskriver. Og jeg er ganske enig med dig i, at ros er og bør være når man udretter noget udover det sædvanlige (hvad også er grunden til at jeg, som jeg skriver, ikke mener at ros forpligter til at yde mere, da ros i forvejen netop er anerkendelsen af den ekstra ydelse). Det var også dén definition jeg hentydede til da jeg skrev mine spørgsmål.

Jeg er ikke psykolog, slet slet ikke. Men alligevel tror jeg at svaret må findes i din barndom eller tidlige ungdom. Som jeg skrev i et andet af mine indlæg, tror jeg at vi ofte føler "noget for noget"? Når en er så ovenud venlig at rose os, så må vi da give igen på en eller anden måde?
Jeg tror at vi har lært at intet er gratis. At vi ikke bare kan tage imod, uden også at skulle give? Og det er vist ret svært at komme ud af disse krav. At indse at en person godt kan finde os dundergode, uden at vi behøver at give igen. Du er god nok! Punktum og udråbstegn! Det er svært for nogle at vænne sig til. Og jeg tror ikke at disse personer har fået ret meget ros i deres barndom.
d.com

Måske man også som barn kan få følsen af, ikke at vide hvad de voksne mener, hvis rosen er overdreven... Jeg mener ros for at være dygtig som en skrev, til at lave en pølle eller selv at kunne gå på toilettet, kan hurtigt blive overdreven, da jeg ikke mener dette behøver ros, men anderkendelse - Det er jo en naturlig ting, selv at kunne besørge. Derved opstår der tidligt en forvirring omkring det at blive rost.
Små børn forstår som bekendt ikke ironi, men kommer til at føle sig latterlig gjordt. Og hvis man tidligt bliver i tvivl om det andre siger er oprigtigt ment, hænger det nemt ved resten af livet...

Hejsa malu
En bekendt som bl.a. har en lille søn på 7 år, fik en "finer" hjemmelavet julegave af den håbefulde purk. Min bekendt sagde at han fandensatme ikke ville skamrose noget så tudegrimt og ubrugeligt som det lort han fik af sin søn i julegave.
På sin vis kan jeg godt følge ham. Det giver jo sønnen det indtryk at det er verdens 9. vidunder (jeg mener vi allerede har 8?) han der havde leveret. På den anden side kan jeg da godt forestille mig at sønnike havde brugt en masse tid og energi på julegaven. Jeg ved faktisk ikke hvad det var.
Men spørgsmålet er så om sønnen i sit liv fremover forventer at få ros for ALT han laver, uanset hvad han gør? Det er en balancegang, hvor jeg egentlig lidt forstår begge parter/udgaver.
vh d.com

Hey D.com
Ja, det er spørgsmålet, selvfølgelig skal han da have tak og et kæmpe kram, fordi han har brugt tid på at lave en julegave til sin far,og knægten er garanteret rigtig stolt af det han har frem bragt. 🙂 Fik selv et håndmalet krus.. smiler
Men derfra og så til at skamrose...hmmm der er langt. Jeg kan selv godt håndtere fortjent ros, men bli`r sgu flov, hvis der skamroses..
Vh Malu

til at det er svært at modtage ros. I det hele taget har jeg altid haft det dårligt med at få ros. Og det handler ikke om, at jeg bliver forlegen. Jeg bliver da også forlegen, men det er da det mindste af det.
Da jeg var barn, var jeg f.eks. meget fremmelig. Spillede klassisk klaver, da jeg var 9 år, var den bedste i alle fag i skolene, den bedste til idræt. Dengang HADEDE jeg at få ros. Jeg syntes selv, jeg fik alt for meget ros af mine forældre og min bedstemor. Det satte mig ligesom "i stå" i min udvikling. Jeg kan huske, at jeg allerede meget tidligt i min barndom tænkte på dette; at for meget ros - for noget jeg synes overhovedet ikke var en udfordring - ville sætte mig i stå. Jeg SAVNEDE at få kritik! Ros HADEDE jeg derimod.
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kunne være blevet til noget større, hvis jeg havde fået mere modstand i stedet for konstant ros.
Idag har jeg mange skjulte talenter, som ingen kender. Når jeg modtager ros for et eller andet idag, handler det for mig ikke blot om at jeg bliver forlegen. Idag er jeg bange for at blive "afsløret" for disse talenter. Mestendels fordi jeg gennem min barndom og ungdom har mødt janteloven et utal af gange. Den har jeg stadig ekstremt svært ved at tackle, det er ikke et af mine talenter.
Jeg har valgt at være anonym her, da jeg ved at jeg med min brugerprofil vil blive konfronteret med dette indlæg gang på gang, både fra folk jeg kender og ikke kender.

Jeg har det på samme måde. [f]
Jeg syntes at stemningen er en del lettere
når der er gensidig respekt og værdsættelse af hinanden.

end at modtage.. men er da blevet bedre til det...
Jeg er god til at give rosen DER hvor den også skal hen, hvilket er meget vigtigt...

Man skal bare åbne munden, når man kan se at nogen fortjener det. Det behøver slet ikke være noget stort og flot, det kan også (for det meste) være ganske små ting. Samtidig får du nogle børn/kolleger, som bliver rigtig glade for sig selv - og dig.
Hvis nogen roser mig, siger jeg tak - og mener det - og husker det!
Det er SÅ nemt.

Hej En bruger ul
Din opfattelse af hvorfor du ikke bryder dig om ros, er ganske interessant. Forstår jeg dig korrekt, når jeg læser at der ikke var flere udfordringer for dig, fordi du fik så megen ros at den kvalte din kreativitet? At du allerede meget tidligt fik at vide at du var så god, at al videre anstrengelse var overflødig?
På den anden side kan negativ kritik, for kritikens skyld have den samme effekt. Jeg kender til en person som fik at vide, omkring 3-4 klasse, at han aldrig ville komme til at skrive og læse nogenlunde dansk. Det gør stort indtryk i den alder, ligesom ros gør. Og han sagde til sig selv "Vel, når jeg alligevel aldrig lærer det, hvorfor så anstrenge mig?". Det resulterede i at han ikke gad skrive korrekt, og fik andre til det. Selv i en voksen alder. Han skriver aldrig julekort, fødsesdagskort e.l. fordi nu lever han op til det han fik at vide i den tidlige alder. Jeg tror f.eks ikke at ordblindhed nødvendigvis er en medfødt ting. Jeg tror den kan opstå fordi man ikke får den fornødne opbakning fra get go.
To sider af samme sag, men ligeså ødelæggende?
vh d.com

Hej drummedar
Jeg skal såmænd ikke referere længere væk end min egen lillesøster for at komme med et tilsvarende eksempel; meget negativ kritik kan have lige så store konsekvenser, som for meget overflødig ros. Der var en umanérlig forskelsbehandling på min søster og jeg, hvilket jeg allerede tidligt forsøgte at gøre mine forældre opmærksom på - at de skulle give hende al den ros, som jeg alligevel ikke havde brug for. Men jeg blev mødt med tordnende galde og surhed og at jeg på ingen måde skulle blande mig i deres opdragelse.
Min søster klarer sig idag på trods af modgangen hun mødte i sin barndom.
Og du har også helt ret i, at min kreativitet blev kvalt i ros, alt, alt for tidligt. Det var forresten ikke kun overdreven ros fra mine forældre og bedstemor, men også lærere på skolen jeg gik på. Jeg glemmer ikke et forældremøde, hvor retor mente, at jeg blev Danmarks næste statisminister. Jeg følte mig i den grad som kejseren i "Kejserens nye klæder". Hvorfor skulle jeg beskyttes sådan? Jeg fik allerede før jeg var fyldt 10 år den følelse af, at have gjort nok, før jeg overhovedet var kommet igang. Kreativiteten i mit hovede blev slet ikke omsat til handling. Da der så senere på gymnasiet og universitetet begyndte at blive stillet krav til mig om selvstændig handling og kreativitet, så havde jeg umanerligt svært ved at grave den nødvendige spontanitet i handlingen frem, som jeg havde haft i mine tidlige barneår, før jeg lod mig påvirke negativt af den overdrevne ros.
For meget ros og for meget ris: ja du har helt ret, det er lige så ødelæggende.
Mvh.
En bruger unlogged