Hvor lang tid tager det at komme sig over utroskab?

Hej alle jer, som er blevet bedraget/svigtet af jeres mænd, men som er blevet hos dem.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor lang tid det tager at komme sig over dette - hvornår man stopper med at tænke på det så tit.
Jeg er 51 år og har været i ægteskabet i 24 år. For 4,5 måned siden oplevede jeg, at min mand havde foretaget et enkelt sidespring med en gammel veninde, som han en gang havde været forelsket i. Det var kun den ene gang, og årsagerne var flere - bl.a. stress og manglende nærvær/sex.
Han fortalte det selv til mig, og han har virkelig fortrudt det - det er jeg ikke i tvivl om.
Vi har siden gået en periode til parterapi, og det har hjulpet meget. I dag har vi et godt og inderligt forhold med masser af nærvær.
Det er ikke fordi jeg ikke har tilgivet ham, for det har jeg oprigtigt - men det bliver ved med at dukke op ind imellem - hvorfor, hvordan osv.
Jeg ved godt, at tiden læger alle sår, som man siger, men i hvor lang tid skal det dog vare endnu? Jeg vil gerne have lagt det på "fjernlageret"
Har nogen evt. et godt råd, vil jeg meget gerne høre det.

Jeg vil starte med at sige at I begge har håndteret sagen på en fornuftig måde. Din mand har ikke prøvet at skjule noget, men har fortalt dig ærligt om hændelsen og I har fået hjælp via terapi. Håber du sætter pris på han selv fortalte dig det, for det gjorde min ex ikke. Det skulle jeg selv finde ud af.
Jeg tror I har gode forudsætninger for at komme igennem det her, men det er ikke nemt. Som du selv skriver så dukker det op med mellemrum. jeg tror det bedste du kan gøre er ikke at dvæle ved det. Så snart du får disse tanker, så skyd dem væk. Der er ikke mere at gøre ved det og du har vel tildels også fået svar på meget af det, både fra din mand og gennem parterapi. Skyd tankerne væk, skynd dig at tænke på noget andet, gør noget der fjerne din opmærksomhed fra det.
Og som du så selv er inde på, så bliver det bedre med tiden. Om du helt slipper af med det, er en anden sag. Jeg tror at ting der har haft stor indflydelse på vores liv altid vil blive ved med at være i vores bevidsthed.

min veninde kom aldrig over det, da hendes mand var hende utro, selvom hun prøvede og prøvede. Hun troede også, at hun havde tilgivet ham, men det lå inderst et sted i hjertet og gjorde ondt alligevel. jeg er ked af det på dine vegne, men måske kommer du heller aldrig over det.

Når der kommer utroskab ind i billedet, har man valget til atfortsætte samlivet med sin mand, tilgive den uret han har begået overfor dig;Man SKAL virkelig tilgive.Intet er som før. Det er en helt ny start på en ny epoke. Man glemmer det aldrig, men kunsten er at kunne acseptere det skete. Og så få et godt og positivt liv sammen med din mand, som jeg fornemmer at du elsker højt. Jeg ønsker dig et godt liv.

men sår bliver til ar der er til at leve med ( er min erfaring efter min mands utroskab). Man kan nok ikke tilgive, men lægge det bag sig og blive i stand til at rumme oplevelsen og følelserne. Det dukker også op hos mig med jævne mellemrum. Sommetider går jeg en tur med hunden- andre gange siger jeg til ham at han er nødt til at lytte...mine dæmoner banker på.Det er det der hjælper bedst: at han lytter, prøver at forstå og evt. besvarer spørgsmål. Jeg tror det er noget vi bliver nødt til at acceptere som en del af livets bagage...men hvis begge VIL hinanden og parterapien har gjort sit, så tror jeg man kommer bedst videre med åbenhed og ærlighed...også de dage der er mindre sjove - det skal han kunne bære. Ønmsker Jer alt godt, jeg ved det er en svær proces.

at gøre gengæld, men jeg vil nu ikke anbefale det.

Hej
Nej, gengæld vil der aldrig blive tale om; det er heller ikke det, jeg søger svar på. Jeg vil bare høre andres mening/erfaring med dette - og indtil nu har det været nogle rigtig gode svar.
Ja, det er rigtigt, at jeg elsker min mand meget højt (og jeg er overbevist om, at han ligeledes elsker mig, selvom der var en "smutter").
Måske vil det altid dukke op, specielt når man er lidt "nede", men forslaget med at tænke på noget andet/tale med ham om det er nok en god løsning.
Ja, et eller andet sted er jeg taknemmelig over det skete, for det har bragt os meget tæt på hinanden.
Jeg tror heller ikke på den der: "en gang utro, altid utro". Vi er alle mennesker, og vi kan alle fejle.
Der må være plads til tilgivelse, især i et så langt forhold - mener jeg (man er jo også altid to om problemerne).

men er ellers helt på linie med Sofia.
Til den søgende som spørger hvorlænge: Du er helt ny i faget, min ven. 4 1/2 måned er kun overturen til dine anfægtelser. Min mands 'affære', som han selv kalder det, (eks-elskerinden mener hun var hans 2. hustru, der gav ham ALT!) fandt sted i 2003. Jeg er kommet dertil, hvor du er nu. Jeg tvivler ikke et øjeblik på hans troskab og hans følelser for mig. Der er mange gyldne øjeblikke og færre og færre sorte. Sorgen er det værste og jeg tror aldrig den forsvinder helt.
Men vi kan jo bare forlade vore mænd, hvis vi tror vi får det bedre af det!

vi er jo alle forskellige, og den slags virker forskelligt på os. Nogle kommer aldrig over det - siger de - men ofte tror jeg nu, det er fordi de tillader sig selv at bliver hængende i dyndet. Nogle kvinder kan godt lide den der rolle.
Så er det selvfølgelig også et spørgsmål, om man føler sig "truet" af konkurrenten. Det gjorde jeg ikke. Hun var et udslag af for meget alkohol for langt hjem osv. Og jeg syntes dengang ikke, der var nogen grund til, at et menneske som ingen af os kendte eller havde dybere relationer til skulle forpeste tilværelsen for vores familie som omfattede 2 voksne og 3 børn.
Jeg sagde til ham, at han ikke skulle gøre det igen og det lod han så være med. Det skal siges, at jeg nok havde et mere afslappet forhold til utroskab, end han selv havde. Men efter en længere natlig snak, hvor jeg fortalte ham, han var en døgnígt og en charletan og det værste lort på jord, når han kunne finde på at sætte sin familie på spil, så var det egentlig overstået. Jeg havde fået luft, og så var den batalje ude. Færdig!!
Det har aldrig været nævnt siden.
Hun ringede et par gange, men begge gange bad han hende lade være med det. Og det gjorde hun så.

Hej Jackie
Jeg er helt overbevist om, at det ikke vil hjælpe at forlade ham, tværtimod. Jeg elsker ham højt, og det er også derfor, jeg søger hjælp hos andre for at høre deres erfaringer.
Ja, du har nok ret i, at det er nok sorgen, der er det værste. Noget uskyldigt er tabt og ødelagt, og det kan aldrig repareres igen - det er lige som klinket porcelæn.
Hvad mener du med ouverturen - mener du, at det bliver værre med tiden?
Selvfølgelig er 4,5 måned ikke lang tid; til gengæld har vi rigtig brugt megen tid på at komme hinanden nær igen.
Det lyder da også som om din mands utroskab var noget længerevarende; i mit tilfælde var det kun en "engangsforestilling".

- det bliver anderledes. Først var der chokket. Derefter at skulle forholde sig til hvad, hvor, hvorlænge og værst: hvorfor! Det blev indimellem – ikke hele tiden - ’værre’ for mig efterhånden som tabet og sorgen blev dybere. Til gengæld letter det gevaldigt, når man tør tro på mandens følelser igen, - og måske nogle langt dybere følelser end før, fordi det er gået op for ham hvad vi har og gerne vil beholde og også hvor lidt det var værd, det han satte vores liv på spil for. Ja, jeg kører jo også frem med at det var et længerevarende kærlighedsforhold, (hun har sendt mig hans elskovsbreve, som ’bevis’), men han mener det var nogle få lejligheder, hvor der blev dyrket sex. Faktisk tror jeg mærkeligt nok på ham, at det var det, det var for ham; - en adspredelse, noget midlertidigt, men et engangsknald kan det vist ikke kaldes, det har du ret i.!

"men han mener det var nogle få lejligheder, hvor der blev dyrket sex."??
Det var da lidt vagt formuleret. Husker han ikke så godt?
Undre mig bare lidt over formuleringen.

Hej alle jer, som er blevet bedraget/svigtet af jeres mænd, men som er blevet hos dem.
Hvad med dem der er blevet svigtet af deres koner????

Du da ikke helt rask

de har sikkert nogle interessante beretninger, - men det er ikke lige dem der er blevet spurgt i denne rubrik, vel?

Hun ønsker jo nok at høre fra nogen, der som kvinde, har stået i samme situation.
Det er ikke sikkert at mænd og kvinder tackler situationen på samme måde.

hvis 'mener' ikke passer, så skift det ud med et eller flere af følgende:
hævder, påstår, opfatter, udlægger, siger, råber, udtrykker, hvisker, beskriver, anser, husker .....

- helt klar over hvad der foregået? Eller han er for den sags skyld.
Nej, men det er også okay, hvis du ikke vil vide det, det er du jo i din gode ret til *s*
Personligt ville jeg ikke kunne acceptere et "hukommelsessvigt" af den art eller ligende vage udtalelser.

det plejer da at være det værste klynk nord for alperne.
De kan bare opføre sig ordentligt, så boller vi jo ikke udenom, hvorfor skulle vi?

at alle implicerede er klar over.
Hvad med dig selv? Ville du kræve at se en dokumentarfilm før du var sikker på, hvad der var foregået?

Ja, der skal jo to til sådan noget!
De mænd er mig faktisk ligegyldige lige i denne situation: jeg har ikke selv nogensinde været min mand utro, og kunne heller ikke drømme om det - men det er ikke det, det handler om.
Jeg søger bare nogle gode råd hos fornuftige kvinder (og mænd, for den sags skyld; men de kan vel næppe have oplevet, at deres mand har været dem utro, vel?). Det er altid rart at høre andres meninger (for det meste).
Lav dit eget indlæg om emnet - og fortæl mig så forresten lige, hvad du mener med " du da ikke være helt rask"?
Fornuftige råd og forslag modtages fortsat gerne.
Tak.

men dit speorgsmaal er hvor laenge det vil atge dig at komme over det skete. Jeg tror aldrig du vil komme over det 100%. Der vil altid lige vare lidt der kommer ind i tankerne paa de mest pussige tidspunkter. Men du har tilgivet ham og du elsker ham, saa det er noget du vender dig til. og det goer midre ondt som tiden gaar - og i har jo stadig hinanden saa der ikke af den grund er efterladt et dybt saar hvor tabet af den eskede mangler.

Hej kvinde43
Tusinde tak for dit indlæg - det varmede, og jeg tror også, at dit svar kan hjælpe mig videre.
Jeg er lidt forundret over, hvor mange negative mennesker, der er i dette forum; det er som om at visse typer ikke vil tilgive/komme videre. "En gang utro, altid utro" er en frase, jeg har set mange steder - og der synes jeg er at generalise temmelig groft. Vi er vel (formodentligt) alle voksne mennesker - og kan vel tilgive et enkelt sidespring. Men det er måske kvaliteten, længden og modenheden af forholdet, der afgør det.

Jeg fik lige byttet rundt i dit alias.

tiden læger alle sår ja sådan siger man jo
men det gør den ikke helt da min mand var mig utro for en 3 år siden tog det mig mange måneder før jeg kunne være sammen med han sexuelt hele tiden så jeg billeder for mig om ham og hende
og selv idag 3 år efter er de der stadig nogle gange. det bliver aldrig det samme.

hvis man er monogam og forholdet er oprigtigt, med dyb kærlighed og tillid, så kan man aldrig komme over det, at modparten svigter og er utro.
Det vil sidde og nage dybt i hjertet altid!! det er det ultimative tillidsbrud og kan ikke tilgives eler glemmes.
Man kan komme videre hvis man kan leve med denne oplevelse, men det bliver aldrig det samme.

for mænd (der er selvfølgelig undtagelser, som der også er for kvinder) hænger sig bare ikke i detaljer på samme måde som vi kvinder gør.