0tilføjet af

Hvad med konsekvenserne af vore synder?

Når Gud tilgiver synder, betyder det så at en angrende synder bliver fritaget fra konsekvenserne af sin urette adfærd? Nej. Vi kan ikke synde ustraffet. Paulus skrev: "Hvad et menneske end sår, dette må han også høste." (Galaterne 6:7) Vi må se i øjnene at vore handlinger kan få visse konsekvenser. Det vil dog ikke sige at Gud er årsag til den modgang vi måske møder efter at han har tilgivet os. Vi bør ikke tænke: 'Måske er det Jehpva der straffer mig for mine tidligere handlinger.' (Jakob 1:13) På den anden side beskytter han os ikke mod følgerne af vore forkerte handlinger. Selv efter at Jehova havde tilgivet David for hans synder i forbindelse med Batseba og Urias, fritog han ham ikke for de katastrofale følger af hans handlinger. (2 Samuel 12:9-12)
Vore synder kan også få andre konsekvenser. Det kan for eksempel ske hvis vore handlinger er gået ud over andre. I Tredie Mosebog, kapitel 6, har vi således beskrivelsen af en situation hvor en person har gjort sig skyldig i en alvorlig synd ved at tilvende sig en landmands ejendom ved ran, svig eller ved at beholde noget han har fået overdraget i sin varetæg. Overtræderen benægter at han er skyldig, og går endda så vidt som til at sværge falsk. Den enes ord står mod den andens. Senere bliver overtræderen dog grebet af samvittighedsnag og bekender sin synd. For at opnå Guds tilgivelse er der tre ting han yderligere må gøre: Han skal levere det stjålne tilbage, betale ejermanden en erstatning på 20 procent af værdien af det stjålne og bringe en vædder som skyldoffer. "Og præsten skal skaffe ham soning for Jehovas ansigt, og således skal han få tilgivelse", sluttes der. (3 Mosebog 6:1-7)
Dette var en barmhjertig ordning fra Guds side. Den var til gavn for den der var blevet berøvet sin ejendom men nu fik den tilbage og nu uden tvivl var lettet over at overtræderen endelig havde erkendt sin synd. Samtidig gavnede loven den hvis samvittighed til sidst fik ham til at indrømme sin skyld og gøre uretten god igen. Hvis han ikke gjorde det, ville han ikke opnå Guds tilgivelse.
Selv om vi ikke er underlagt Moseloven, giver den os indblik i hvordan Jehova tænker, også i forbindelse med tilgivelse. (Kolossenserne 2:13-14) Hvis andre har lidt skade på grund af vore synder, behager det Gud at vi gør hvad vi kan for at rette op på tingene. (Mattæus 5:23-24) Det kan bestå i at vi anerkender at vi har syndet, indrømmer vores skyld og giver en undskyldning til den der har lidt skade. Derefter kan vi bede til Jehova på grundlag af Jesu offer og være forvissede om at opnå Guds tilgivelse. (Hebræerne 10:21-22)
Hav en god dag!
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.