Hjælp jeg er blevet en jojo kæreste

Hej
Ja som overskriften siger min kæreste har forladt mig, og det er så tredje gang indenfor en
måned. De første 8 mdr vi var sammen gik fint. Han var dog lidt bange for sine følelser og havde en del problemer psykisk pga en alkoholiseret mor og en fraværende far. Vi havde fået
en lejlighed 1. maj, hvor vi boede en uge inden han gik fra mig første gang. Vi havde skændtes meget den aften, fordi han havde brændt mig af til en middag uden at give besked.
Jeg blev meget hidsig og endte med at stikke ham en flad. Ved jeg aldrig burde have gjort det, men var så skuffet over at have lavet mad til en der ikke dukker op, for så bagefter bare at beskylde mig for at være hysterisk.
Nå men konsekvensen af dette blev så, at han gik fra mig. Jeg var så ulykkelig og græd og græd og undskyldte hver dag. Efter en uge kom han så tilbage, og jeg blev temmelig glad.
Men vi var kun sammen i halvanden dag, så slog han op igen, han kunne alligevel ikke tilgive mig min handling og troede ikke længere på en fremtid sammen. Igen var jeg helt knust og vidste hverken ud eller ind. Følte ikke at jeg på halvanden dag havde en chance
for at ændre noget.
Så gik der endnu en uge, hvor vi ikke var sammen, hvorpå han begynder at skrive sms'er om at han savner mig og elsker mig og ikke kan tilgive sig selv, hvis vi ikke prøver igen.
Jeg tager ham tilbage for elsker ham meget. Vi er glade og har det godt sammen ofte, men føler meget jeg hele tiden skal undskylde og undskylde og give og give. Mens han ikke rigtig er villig til at arbejde for noget. Tilgengæld er han blevet kontrollerende og noget jaloux. Jeg må helst ikke gå i byen med en veninde, han skriver til mig under et besøg hos mine forældre fordi han er i tvivl om hvad jeg laver, jeg må ikke have kontakt med nogle af mine ekskærester (det sidste er måske rimelig nok) men det er bare en adfærd jeg aldrig har oplevet fra ham før. Her i lørdags slog han så op igen, fordi jeg havde sms'et med en ekskæreste til en fest. Han gik temmelig meget amok, havde været ved at indrette lejligheden men han havde fordelt alle vores ting på hver værelse. Han tudede helt vildt og beskyldte mig for alt. Og jeg elsker ham sådan så blev så ked af det.
Enden på det hele blev at hans far kom og hentede ham. Har svært ved at respektere en mand på 26 år, der bliver hentet af sine forældre hver gang, der er det mindste problem.
I går skrev han først nogle rigtig grimme ting, han beskyldte mig for at være ustabil, billig og skrev grimme ting om min mor. Jeg undskyldte de ting, jeg føler jeg har gjort forkert i vores forhold og forklarede ham, hvilke ting jeg følte han havde gjort og det gjorde mig ked af det. Skænderiet blev endnu værre stadig pr. sms. Og han endte med at beskylde mig for at stjæle en af hans bøger... Det var så langt ude...
Senere på aftenen altså i går skrev han så undskyld, det var sådan noget med at vi skulle skilles som venner og at han stadig elskede og savnede mig og andet i den stil. Så blev jeg ked af det. Derefter endte han med at skrive, at han ikke vil have mere kontakt med mig. Forstår ingenting.. I fredags havde jeg en kæreste, der var glad for mig. Og i dag må jeg ikke kontakte ham overhovedet. Hvad gør jeg?

til dig lige nu og mange af dem vil være du skal komme videre uanset hvor svært det er.
Udfra det du skriver, hvilket jo kun er en side af sagen vil jeg mene han ikke er det værd da han jo endnu ikke er blevet voksen nok til at kunne håndtere at skulle dele sine følelser med dig eller tilgodese dine behov og ønsker.
For mig at se forsøger han at eje dig hvilket jo ikke er en del af et forhold efter min mening at man skal eje et andet menneske.
Jeg tror måske han forventer at du endnu engang undskylder alt og du er derved blevet nærmest som en undskyldning i dig selv, fordi du har skulle undskylde selvom det er ham der er forkert på den.
At hans mor er alkoholikere og hans far ikke har været der er blot en simpel undskyldning fra hans side som han mener bør forklare hans opførsel, altså at opførslen i sig selv kan forklares med hans forældre, og det kan den ikke, han er 26 år og burde efterhånden kunne tage sit eget ansvar istedet for at skubbe "lorten" videre.
der er ikke kun en spand fuld af mænd der er et helt land fyldt med dem, og de er ikke alle lige dårlige :)
Held og lykke
Just my 2 cent

at denne fyr på 26 år kunne lide af en personlighedsforstyrrelse. Han tyranniserer dig med sin barnagtige opførsel, og når du ikke makker ret eller du stiller krav reagere han ved at gå.
Jeg er bange for, at det kan ende helt galt, hvis du forsøger at indrette dig efter ham. Sandsynligvis vil du aldrig kunne gøre ham tilpas, og tyranniet vil tage til og muligvis ende i vold.
Trods din forelskelse i ham og jeres fælles lejlighed gør du bedst i at slippe af med ham. Jo hurtigere jo bedre.
Forestil dig det barnlige cirkus i mange år? Nej vel? Inden der er gået et år vil du være SÅ træt af ham. Han kan imidlertid let blive MEGET vanskelig at slippe af med til den tid.
Så - selv om det gør ondt nu, så se at få ham ud af din tilværelse nu. Hans adfærd, som du beskriver den - får alarmklokkerne til at ringe!!

og den slags kan være manipulerende og farlige. Det HAR han jo allerede bevist. Hvis du fortsætter med ham, kører DU ned. Cut forbindelsen, før det er for sent. Har set det gang på gang, hvor den ene i et parforhold prøver og prøver, mens den anden er urimelig. Du går ned på det. Hiv følehornene til dig, før det er for sent.

Lad ham rende. Har du muligheden, så undgå kontakt overhovedet. Så falder tingene hurtigst på plads.
Det kan da godt være, der står på hans dåbsattest at han er 26 - men comeon!! han teer sig jo som en på 16. Vi du bo sammen med en mand eller et barn? At han ikke er villig til at "arbejde på noget" er da bare et udslag at han ikke aner, hvordan man gør.
Det er da fint han fraværende far kan hente kælepotten, når han ikke kan få sin vilje, men ved du hvad, det først der fik min klokke til at ringe i dit indlæg var at du ikke mente 1½ dag var nok til at du kunne "ændre nogen ting!! Nej og hvad skulle du ændre? At han kan komme og så, som en anden teenager uden at give besked eller andet. Kan du ikke se det er sådan han har boet sammen med en alkoholisk mor, der måske syntes det var fint nok han blev væk, så han ikke så hende fuld?
Og så tuder og skriger han, når du taler med ekskærester? Det spiller slet ikke det her.
Og så det værste jeg vil sige til dig. Det kan godt være du lige nu er overbevist om at du elsker ham, men glem det!! Du aner ikke hvor højt kommer til at elske ham, der behandler dig som en voksen mand behandler sin kæreste, hvor godt du kan få det i stedet for den kummerlige tilværelse du er ved at tage hul på med en tabertype.

Du er ved at bevæge dig ud i et forhold hvor du kan vælge enten at komme væk fra hurtigst muligt. Eller blive og så være den blødende martyr, som alle synes det er så synd for...
Hvis du bliver ender du med at bygge din identitet og liv op om at være en martyr. Hvilket sådan set er fint nok. Hvis det er det du vil. Som de siger over there: What ever rocks your world...
Men du skal så bare vide at ikke alle gider høre på dig. Du går ind i det med åbne øjne og så må du tage det som det kommer. Det er kun dig der kan bestemme om du vil ham der "stegen" eller ej.

Har du nogensinde set så udbredt enighed i en tråd? Nej vel!
Løb pige løb! Og løb et godt liv i møde. Det kan det ikke blive med ham.

Med Madam Mim.
Jeg har levet sammen med en mand med lign adfærd i 5 år, og endte "desværre" med at få et barn med ham - derfor hænger jeg stadigvæk på ham resten af livet.
Han startede med samme opførsel - og jeg endte på at krisecenter i over et halvt år, i en anden landsdel, med et tilhold osv.
Han har på rigtig mange måder ødelagt mit liv.
Jeg har en skøn datter, som jeg ikke ville undvære for noget, men jeg ville vitterligt give min førlighed eller en arm for at han IKKE var hendes far.
Behøver jeg at sige at han er en elendig far, der svinger så sindsygt meget psykisk, så er han indlagt så er han ikke, så er han indlagt, så er han ikke.
Min datter er SÅ KED AF at skal på weekend, hvilke jeg intet kan gøre ved i statsamtet. det er skruen uden ende.
Jeg var så nedkørt, og dårlig da jeg efter 1 år ( efter jeg endte vores forhold ) endelig slap af med ham!!!
Og det tog 2 år inden jeg nogenlunde turde stole på en mand igen.
Det er 7 år siden nu - men jeg kan stadigvæk farer sammen når jeg hører døren klappe, eller tror jeg ser ham, han brød ind hos mig konstant - smaderede mit hjem, slog mig skubbede mig, blæste på om jeg stod med min datter på armen, skar sig i håndleddene, ville ligge sig på togskinnerene, forsvandt i 3 uger så hans familie var ude af sig selv fordi de NU troede han havde gjort alvor af at begå selvmord!
Han tog min datter og holde ved havnen, og ringede og sagde "farvel - jeg kan ikke klarer mere, nu tager jeg hende med i døden"
Det var bare FORFÆRDELIGT!!!
Jeg endte med altid at have en taske pakket så jeg kunne tage den og flygte hurtigt.
Og dit indlæg kunne jeg have været forfatter til da jeg var 18 år og lige havde lært ham at kende, han manipulerede med mig, han skabte sig, og til sidst var jeg "ingenting"
Og jeg syntes det var så synd for ham....
Kom væk inden det er for sent, de er som regl IKKE til at slippe af med!!!
Enya-

Tak for jeres svar. med min sunde fornuft kan jeg godt se, at det aldrig kommer til at gå med ham her. Men det smerter mig meget for havde virkelig dybe følelser for ham, vi havde mange fælles interesser og har altid talt godt sammen, vi kedede os aldrig. Har følt, det var kærlighed.
Måske er det derfor, det gør så ondt. Og også det, at alt har været så svingende i for to dage siden elskede han mig og nu vil han aldrig mere tale med mig. Hvordan lader jeg være med at kontakte en mand, jeg har kendt ca. 1 år?