Hare Krishnas forklaring
Ok, lad mig forsøge at give min version af tingene. Jeg kan godt se, hvordan det ser ud for en udeforstående. Dette skal ikke ses som en undskyldning af det børnemisbrug, der foregik i bevægelsen, og som jeg fuldt ud vedkender mig. Det skal ses som en modvægt til de groft fordrejede kendsgerninger der er blevet lanceret, ja, den hadefulde smædekampagne, der bliver ført af visse ateister her i gruppen.
Jeg vil fatte mig i korthed og i store træk.
I starten var alle der sluttede sig Hare Krishna totalt og jublende begejstrede over deres nyfundne ekstase. Alle var fulde af en feberagtig missionsiver. Alle gik ud på gader og stræder hver dag for at sælge Prabhupadas bøger.
Det var faktisk sådan i den umodne begyndelse, at dem der ikke kunne sælge bøger, blev anset for at være mere eller mindre værdiløse. Og de blev sat til at passe børnene. I starten var der også mange sociale afvigere og halvgale typer, der sluttede sig til templet, og de fandt arbejde på vores skoler. Det er selvfølgeligt ikke ideelt, men sådan var det desværre i begyndelsen.
Da det gik op for ledelsen, hvor galt det egentlig stod til i nogle af vores skoler, gik de ud til offentligheden og bad om hjælp og forøverne blev retsforfulgte. Der blev oprettet CPT (child protection team) grupper i alle templer og skoler. Og man indgik et forlig uden for retten og betalte de skadeslidte 10 millioner dollars i erstatning.
Den advokat, der først var blevet ansat af de unge mennesker, Turtle hed han, var en fanatisk hader af religion. Hans strategi gik ud på at anklage stifteren og ledelsen i Hare Krishna for konspiration til at misbruge børn. Da det gik op for de unge mennesker, ville de absolut ikke være med, og de fyrede ham. De unge mennesker der er vokset op i Hare Krishna elsker nemlig Prabhupada, også dem, der blev gjort overgreb imod, og de ville ikke gå med på Turtles strategi, der som sagt gik ud på at anklage ISKCON og stifteren som helhed. De ville have de enkelte kriminelle sagsøgt. Men det lykkedes Hare Krishna ledelsen at indgå et forlig uden for retten. De kriminelle blev dog anmeldt til politiet.
Turtles udtalelser kan man absolut ikke tage for gode varer. Der er også nogle få forhenværende medlemmer af Hare Krishna der spreder hadeproganda mod Hare Krishna på nettet. Det er klart at hvis man kun lytter til dem, får man et groft fordrejet billede.
Der har ikke været problemer med børnemisbrug i Hare Krishna siden dengang, og det er 20 år siden. At blive ved med at kalde Hare Krishna en pædofil sekt hører ingen steder hjemme. Det er klart, at de problemer, der hersker i det sekulære samfund, vil spilde over i en ny-religiøs bevægelse, der forsøger at missioner i det samfund. Det er kun at forvente.
Heller ikke alle der kommer til Hare Krishna, kommer med velmenende formål. De kommer ikke for at blive selvrealiseret og udvikle kærlighed til Gud. De kommer af mange andre grunde, det kan være fordi de søger et fællesskab, der vil acceptere dem, eller de kommer fordi de ser en chance for at få deres personlige ambitioner og lyster opfyldt. Religiøse bevægelser har alle dage tiltrukket mindre heldige elementer, og mange af dem blev desværre sat til at tage sig af vores børn.
Siden har Hare Krishna vedkendte sig problemerne og har arbejdet hårdt på at få dem løst. Ledelsen har aldrig forsøgt at feje det misbrug af børn, der foregik i bevægelsen, under tæppet. De har altid været åbne og ærlige omkring det. Og at kalde Hare Krishnas stifter for pædofil er blot rent svineri.
Det er også værd at nævne, at de fleste af de børn, der blev misbrugt, fungerer udemærket i dag i bevægelsen. Mange unge, der er vokset op i Hare Krishna, har også senere begyndt at eksperimentere med stoffer og sex, men der er aldrig nogen af dem, der er blevet ateister, og heller ingen af dem begyndte at spise kød. De accepter stadig Krishna som Gud, selvom de har svært ved at følge reglerne. Mange af dem har også¨valgt at leve i det sekulære samfund og få uddannelse og karriere. De har heller ikke afsagt deres tro på Krishna.
Anyway, jeg har sagt, hvad jeg har at sige om den sag. Det er klart at nidkære ateister vil gøre alt for at stoppe Hare Krishna missionen. Hare Krishna er som sagt imod alt, hvad det moderne samfund står for, og ateister er ofte de argeste fortalere for det bestående samfund og dets værdier.
Så lad mig afslutningsvist sige dette, som er en tekst, jeg har sendt før.
Hvis der kom en og sagde, at alt hvad du havde kært, alt hvad du troede på, alt hvad du troede, at du vidste, alle dine værdier, alle dine håb og længsler, al din kærlighed til kone, børn, familie, venner, og samfund, ja, hele dit livsgrundlag - det er altsammen forkert - det hele er baseret på en illusion - så ville du sikkert tænke, at den person var på stoffer eller hørte til på en anstalt.
I denne liberalismens og relativismens tidsalder er det forbudt at kende den Absolutte Sandhed. Vi kan selvfølgelig godt vide med sikkerhed om ting som videnskab og teknologi, men hvis man hævder at have stadfæstet den oprindelige, ægte kundskab om religion fra Gud selv, hvis man hævder at kende Gud og meningen med livet, bliver man øjeblikkeligt afvist som vanvittig fanatiker.
Det siger alle religioner, kommer det uundgåelige svar.
Lad os kigge nærmere på dette typiske svar fra det moderne menneske. Det er egentligt ret fjollet, når man tænker sig om. Først bliver det påstået, at det siger alle. Og så bliver det faktum, at alle siger det, brugt til at afvise, det der blev sagt.
Hvis alle siger det samme, så er det helt rimeligt at antage, at der må være noget om det. Det giver ingen mening at antage, at hvis alle siger det, så må det være forkert. Hvor er logikken? Man ville kun forvente, at alle religionerne grundligggende set siger de samme ting, for alle religioner er forskellige kulturelle udtryk for den samme sandhed. Selvfølgelig kan detaljerne variere, men hvis alle religioner er forskellige kulturelt betingede udtryk for den samme sandhed, ville man netop forvente at de ville tale om de samme principper.
Og det er hvad vi lærer fra den vediske version - at alle religioner stammer fra den oprindelige religion fra Gud selv. Og hvis det virkeligt er sådan, bør man også kunne undersøge og bekræftige det. Hvis det er et faktum, må det også kunne stadfæstes. Ellers er der bare tale om spekulation og ønsketænkning. Og det er sandelig den måde religion generelt bliver opfattet som i det moderne samfund - som en trosretning eller ren spkulation.
Men hvis der på den anden side findes et højeste væsen, det som nogen kalder Gud, så er det helt logisk at antage, at dette væsen også ville give en proces gennem hvilken, Han kan kendes. Men det er meget upopulært i det moderne samfundsklima, der for tiden sætter standarden i verden, at hævde at kende den oprindelige forklaring fra Gud selv. Hvordan kan du fremlægge en så uhyrlig påstand, kommer indvendingen - ingen kender den Absolutte Sandhed. Det kan man ikke vide noget om.
Så hvor kommer denne mærkelige ide fra, at man ikke kan kende sandheden? Den kommer selvfølgelig fra mennesker. Det er nemmeligt, hvad langt de fleste mennesker bliver bliver opdragede til at tro på. Men det giver ingen mening. Hvis der er en sandhed, hvis Gud er til, hvis der er en mening med livet, så kan det selvfølgelig også vides med sikkerhed. Og hvorfor kan det det? Fordi Gud kan, som det almægtige, altvidende, allestedsnærværende væsen Han er, selvfølgeligt bevise sin egen eksistens hinsides al tvivl.
Og hvis der ingen Gud er, ja, hvis alting er relativt, hvis alting blot er kemikalier, som er den livsanskuelse, der udlæres på alle verdens universiteter, så kan det ikke blive bekræftiget. Man kan per definition ikke bevise en negativ. Det er det, der er så sjovt ved livet - hvis Gud eksisterer, kan det vides med sikkerhed, og hvis Han ikke eksisterer, kan det ikke vides med sikkerhed. Læg mærke til, at dette ikke er en formodning, det er bare et faktum - hvis Gud er til, kan det bevises, for Gud kan i så fald bevise sin egen eksistens. Og hvis Gud ikke er til, kan det ikke bevises. Det er såre simpelt.
Læg mærke til hvordan propagandamaskinen fortæller os lige det modsatte. Den kalder religiøse mennesker for troende, og ateister kaldes for ikke-troende. Hvor vildledende er det? Som ateist tror man på noget, der ikke kan bevises. Men som teist tror man på noget, der i det mindste har en teoretisk mulighed for at blive bevist.
Vi kan således slå fast, at det er en intellektuel overlegen position at indtage at tro på Gud snarere end det modsatte. Den første formodning, at der er en Gud, har en chance for at blive bekræftiget, men formodningen om, at der ingen Gud er, kan ikke bekræftiges.
Men hvis man vover, at påpege dette indiskutable faktum, så løber man panden mod en mur - nej, nej, der er ingen der kender sandheden. Gud er blot en myte på linie med nisser og julemanden. Det er hvad vi bliver fortalt. Hvad vi lan lære af det er, at samfundet ikke bliver regeret af godgørende kræfter. Hvilken slags samfund vil uddanne sin befolkning i noget, der er så indlysende forkert? Så hvis man kender sandheden og gerne vil delagtiggøre andre i den, er man oppe mod massiv modstand.
Jeg vil fatte mig i korthed og i store træk.
I starten var alle der sluttede sig Hare Krishna totalt og jublende begejstrede over deres nyfundne ekstase. Alle var fulde af en feberagtig missionsiver. Alle gik ud på gader og stræder hver dag for at sælge Prabhupadas bøger.
Det var faktisk sådan i den umodne begyndelse, at dem der ikke kunne sælge bøger, blev anset for at være mere eller mindre værdiløse. Og de blev sat til at passe børnene. I starten var der også mange sociale afvigere og halvgale typer, der sluttede sig til templet, og de fandt arbejde på vores skoler. Det er selvfølgeligt ikke ideelt, men sådan var det desværre i begyndelsen.
Da det gik op for ledelsen, hvor galt det egentlig stod til i nogle af vores skoler, gik de ud til offentligheden og bad om hjælp og forøverne blev retsforfulgte. Der blev oprettet CPT (child protection team) grupper i alle templer og skoler. Og man indgik et forlig uden for retten og betalte de skadeslidte 10 millioner dollars i erstatning.
Den advokat, der først var blevet ansat af de unge mennesker, Turtle hed han, var en fanatisk hader af religion. Hans strategi gik ud på at anklage stifteren og ledelsen i Hare Krishna for konspiration til at misbruge børn. Da det gik op for de unge mennesker, ville de absolut ikke være med, og de fyrede ham. De unge mennesker der er vokset op i Hare Krishna elsker nemlig Prabhupada, også dem, der blev gjort overgreb imod, og de ville ikke gå med på Turtles strategi, der som sagt gik ud på at anklage ISKCON og stifteren som helhed. De ville have de enkelte kriminelle sagsøgt. Men det lykkedes Hare Krishna ledelsen at indgå et forlig uden for retten. De kriminelle blev dog anmeldt til politiet.
Turtles udtalelser kan man absolut ikke tage for gode varer. Der er også nogle få forhenværende medlemmer af Hare Krishna der spreder hadeproganda mod Hare Krishna på nettet. Det er klart at hvis man kun lytter til dem, får man et groft fordrejet billede.
Der har ikke været problemer med børnemisbrug i Hare Krishna siden dengang, og det er 20 år siden. At blive ved med at kalde Hare Krishna en pædofil sekt hører ingen steder hjemme. Det er klart, at de problemer, der hersker i det sekulære samfund, vil spilde over i en ny-religiøs bevægelse, der forsøger at missioner i det samfund. Det er kun at forvente.
Heller ikke alle der kommer til Hare Krishna, kommer med velmenende formål. De kommer ikke for at blive selvrealiseret og udvikle kærlighed til Gud. De kommer af mange andre grunde, det kan være fordi de søger et fællesskab, der vil acceptere dem, eller de kommer fordi de ser en chance for at få deres personlige ambitioner og lyster opfyldt. Religiøse bevægelser har alle dage tiltrukket mindre heldige elementer, og mange af dem blev desværre sat til at tage sig af vores børn.
Siden har Hare Krishna vedkendte sig problemerne og har arbejdet hårdt på at få dem løst. Ledelsen har aldrig forsøgt at feje det misbrug af børn, der foregik i bevægelsen, under tæppet. De har altid været åbne og ærlige omkring det. Og at kalde Hare Krishnas stifter for pædofil er blot rent svineri.
Det er også værd at nævne, at de fleste af de børn, der blev misbrugt, fungerer udemærket i dag i bevægelsen. Mange unge, der er vokset op i Hare Krishna, har også senere begyndt at eksperimentere med stoffer og sex, men der er aldrig nogen af dem, der er blevet ateister, og heller ingen af dem begyndte at spise kød. De accepter stadig Krishna som Gud, selvom de har svært ved at følge reglerne. Mange af dem har også¨valgt at leve i det sekulære samfund og få uddannelse og karriere. De har heller ikke afsagt deres tro på Krishna.
Anyway, jeg har sagt, hvad jeg har at sige om den sag. Det er klart at nidkære ateister vil gøre alt for at stoppe Hare Krishna missionen. Hare Krishna er som sagt imod alt, hvad det moderne samfund står for, og ateister er ofte de argeste fortalere for det bestående samfund og dets værdier.
Så lad mig afslutningsvist sige dette, som er en tekst, jeg har sendt før.
Hvis der kom en og sagde, at alt hvad du havde kært, alt hvad du troede på, alt hvad du troede, at du vidste, alle dine værdier, alle dine håb og længsler, al din kærlighed til kone, børn, familie, venner, og samfund, ja, hele dit livsgrundlag - det er altsammen forkert - det hele er baseret på en illusion - så ville du sikkert tænke, at den person var på stoffer eller hørte til på en anstalt.
I denne liberalismens og relativismens tidsalder er det forbudt at kende den Absolutte Sandhed. Vi kan selvfølgelig godt vide med sikkerhed om ting som videnskab og teknologi, men hvis man hævder at have stadfæstet den oprindelige, ægte kundskab om religion fra Gud selv, hvis man hævder at kende Gud og meningen med livet, bliver man øjeblikkeligt afvist som vanvittig fanatiker.
Det siger alle religioner, kommer det uundgåelige svar.
Lad os kigge nærmere på dette typiske svar fra det moderne menneske. Det er egentligt ret fjollet, når man tænker sig om. Først bliver det påstået, at det siger alle. Og så bliver det faktum, at alle siger det, brugt til at afvise, det der blev sagt.
Hvis alle siger det samme, så er det helt rimeligt at antage, at der må være noget om det. Det giver ingen mening at antage, at hvis alle siger det, så må det være forkert. Hvor er logikken? Man ville kun forvente, at alle religionerne grundligggende set siger de samme ting, for alle religioner er forskellige kulturelle udtryk for den samme sandhed. Selvfølgelig kan detaljerne variere, men hvis alle religioner er forskellige kulturelt betingede udtryk for den samme sandhed, ville man netop forvente at de ville tale om de samme principper.
Og det er hvad vi lærer fra den vediske version - at alle religioner stammer fra den oprindelige religion fra Gud selv. Og hvis det virkeligt er sådan, bør man også kunne undersøge og bekræftige det. Hvis det er et faktum, må det også kunne stadfæstes. Ellers er der bare tale om spekulation og ønsketænkning. Og det er sandelig den måde religion generelt bliver opfattet som i det moderne samfund - som en trosretning eller ren spkulation.
Men hvis der på den anden side findes et højeste væsen, det som nogen kalder Gud, så er det helt logisk at antage, at dette væsen også ville give en proces gennem hvilken, Han kan kendes. Men det er meget upopulært i det moderne samfundsklima, der for tiden sætter standarden i verden, at hævde at kende den oprindelige forklaring fra Gud selv. Hvordan kan du fremlægge en så uhyrlig påstand, kommer indvendingen - ingen kender den Absolutte Sandhed. Det kan man ikke vide noget om.
Så hvor kommer denne mærkelige ide fra, at man ikke kan kende sandheden? Den kommer selvfølgelig fra mennesker. Det er nemmeligt, hvad langt de fleste mennesker bliver bliver opdragede til at tro på. Men det giver ingen mening. Hvis der er en sandhed, hvis Gud er til, hvis der er en mening med livet, så kan det selvfølgelig også vides med sikkerhed. Og hvorfor kan det det? Fordi Gud kan, som det almægtige, altvidende, allestedsnærværende væsen Han er, selvfølgeligt bevise sin egen eksistens hinsides al tvivl.
Og hvis der ingen Gud er, ja, hvis alting er relativt, hvis alting blot er kemikalier, som er den livsanskuelse, der udlæres på alle verdens universiteter, så kan det ikke blive bekræftiget. Man kan per definition ikke bevise en negativ. Det er det, der er så sjovt ved livet - hvis Gud eksisterer, kan det vides med sikkerhed, og hvis Han ikke eksisterer, kan det ikke vides med sikkerhed. Læg mærke til, at dette ikke er en formodning, det er bare et faktum - hvis Gud er til, kan det bevises, for Gud kan i så fald bevise sin egen eksistens. Og hvis Gud ikke er til, kan det ikke bevises. Det er såre simpelt.
Læg mærke til hvordan propagandamaskinen fortæller os lige det modsatte. Den kalder religiøse mennesker for troende, og ateister kaldes for ikke-troende. Hvor vildledende er det? Som ateist tror man på noget, der ikke kan bevises. Men som teist tror man på noget, der i det mindste har en teoretisk mulighed for at blive bevist.
Vi kan således slå fast, at det er en intellektuel overlegen position at indtage at tro på Gud snarere end det modsatte. Den første formodning, at der er en Gud, har en chance for at blive bekræftiget, men formodningen om, at der ingen Gud er, kan ikke bekræftiges.
Men hvis man vover, at påpege dette indiskutable faktum, så løber man panden mod en mur - nej, nej, der er ingen der kender sandheden. Gud er blot en myte på linie med nisser og julemanden. Det er hvad vi bliver fortalt. Hvad vi lan lære af det er, at samfundet ikke bliver regeret af godgørende kræfter. Hvilken slags samfund vil uddanne sin befolkning i noget, der er så indlysende forkert? Så hvis man kender sandheden og gerne vil delagtiggøre andre i den, er man oppe mod massiv modstand.