Har noget brug for hjælp !

Hej alle.
Måske er det ikke lige her jeg bør spørge, men gør det nu aligevel, for jeg kunne godt bruge nogle gode råd.
Det hele er en længere historie, der har en masse følelser indblandet som jeg vil prøve at beskrive på bedste vis.
Jeg blev skilt for næsten 1,5 år siden, i det ægteskab er der 2 børn på 9 og 6 år, børnene har for 2 måneder siden fået bopæl hos mig, hvilket betyder at de besøger deres mor hver 2. weekend. Derfør har jeg kun haft samvær 5 ud af 14 dage, men en flytning fra mors side har ændret situationen ret så kraftigt, samtidig har det været, og er stadig, en stor kamp mod min ekskone, som virkeligt prøver at gøre livet surt for mig. Så alt dette tager kræver en masse tid og energi fra min side, hvilket jeg bestemt gør med stor glæde.
For 1 år siden mødte jeg en sød pige, som har 3 børn fra et tidligere ægteskab, vi blev kærester for 10 måneder siden. Alt gik som det skulle, og jeg havde en del alenetid, som jeg for det meste brugte sammen med hende. tiden gik, og for ca. et halvt år siden besluttede vi at vi ville slå pjalterne sammen, og få vores egen "lille" sammenbragte familie. ....... Men, 1 uge før det hele skulle ske, fik jeg kolde fødder, meget kolde fødder ! Jeg måtte fortælle hende at jeg simpelthen ikke var klar til det, jeg kunne bare mærke en underlig følelse af at jeg ikke ville kunne holde til det, og at det ville ødelægge vores forhold i løbet af kort tid. Og min bedste forklaring på det er at jeg var bange for at hendes børn ville tage alt for meget opmærksomhed fra mine børn, når de var hos mig. Hun forstod det, og vi lavede en aftale om at bo hver for sig indtil jeg blev klar til at flytte sammen.
For 2 måneder siden skete der så det jeg allerhelst ville ha skulle ske, jeg fik mine børn hjem til mig på "fuld tid". Jeg gjorde det, på et meget tidligt tidspunkt, min kæreste opmærksom på at børnene ville ha første prioritet fra min side af, hvilket hun selvfølgelig godt forstod. Så det betyder at hun kommer ned til os om torsdagen i de weekender jeg er børnefri, hvilket er ok.
MEN !! Jeg kan mærke på mig selv, at jeg har brug for at være mig selv en gang imellem, dette er stort set uladesiggøreligt, da min kæreste er her når børnene ikke er her, og hun forstår ikke helt at jeg faktisk gerne vil være mig selv fremfor at være sammen med hende.
Ting jeg elskede at hun gjorde før hen, er begyndt at irretere mig en smule.
Jeg gør alt for mine børn, da deres mor ikke vil noget for dem, og jeg føler at jeg egentlig slet ikke har tid til at ha en kæreste lige nu.
Jeg føler at jeg "svigter" mine venner lidt, ved at jeg ikke har tid til dem (jeg har svigtet dem før, og vil IKKE gøre det igen).

Håber at jeg kan få nogle gode råd, reaktioner og spørgsmål på mit problem.
Mvh. Farmand med stort F

hvad du vil have råd til? :)

Er du helt sikker på, at pigen med de 3 børn er "den rigtige". Du har mødt hende kun ½ år efter skilsmissen, og når jeg læser mellem linjerne i dit indlæg, så springer en række udtalelser i øjnene: "en sød pige", "vi besluttede at slå pjalterne sammen", "børnene ville altid have første prioritet", "begyndt at irritere mig en smule". Det er ifølge min opfattelse ikke vendinger, som man bruger i forbindelse med "KVINDEN i sit liv".
Desuden skriver du, at hun stort set kun har været der, når du var alene. Er der noget, som afholder dig fra, at hun skal være en del af HELE dit liv - også sammen med dine egne børn?
Det er allesammen helt almindelige vendinger, men for mig virker det altså som om, hun er da meget sød, men hun skal i øvrigt ikke blandes ind i livet med mine egne børn, og når hun allerede efter kun 1 år irriterer dig, så ville jeg altså betænke mig mere end én gang, inden jeg flyttede sammen. Og det HAR du jo også gjort.
Ville det ikke være mest fair overfor hende at tone rent flag og sige, at det nok ikke er jer, der skal flytte sammen?????
mvh hønemor1001

Hej hønemor
Med hensyn til vendingerne, så er det jo altsammen nogle der er dukket op, efter at min situation med børnene har ændret sig.
Og det med at hun kun er der når mine børn ikke er her, at hun er her hos mig, det er der nogle simple forklaringer på. 1) Hun har jo selv 3 børn som bor hos hende. 2) Jeg har været stopklodsen når det kommer til weekenderne hvor vi begge har børnene, jeg ønsker simpelthen at ha så meget tid sammen med mine som muligt (nok mest da jeg kun havde dem 5 ud af 14 dage).
Og jo, det var nok det svar jeg gerne ville bekræftes lidt i, ærlighed med hensyn til at det nok er slut.

Det er jo det, der lyser ud af din egen beretning, synes jeg. Og når du så er i gang med at holde pause, synes jeg, at du skal bruge lidt af din børnefri tid på vennerne, inden du involverer dig med en ny kæreste.
Held og lykke!
mvh hønemor1001

Måske skulle du få dig en interesse der tager noget tid. Ikke overskyggende. Men nok til at det interessere dig og kan tage dig væk hjemmefra ind i mellem en to gange ugen. Fodbold elelr noget andet med andre voksne. Så er i ikke sammen 24/7.😉
Ang din tid sammen med dine børn. På et eller andet tidspunkt må i jo finde ud af at være sammen alle sammen.
Og ikke kun dig og dine børn når de er der. Du kunne lave noget med alle børnene. Jeg frygter at hvis du insistere på at holde dine børn skarpt adskilt fra din kærstes. Vil de føle de er andenrangs i forhold til dine egne. Og det er ikke fedt.

.... tak skal du ha .............. hvis det altså ender med at jeg stopper det.

Hej Grith
Jeg har allerede en fritidsinteresse, som jeg bruger en del tid på 2 gange om ugen.
Jeg holder dem heller ikke skarpt adskilt .... jeg har bare ikke ret meget energi til og "bøvle" med hendes børn oven i mine egne, og så er det den nemmeste løsning at undlade at være sammen.

Så kan det være at i skal være to adskilte husholdninger og være så meget sammen i kan i hverdagen. Spise hos hinanden tage på ture eller hvad i nu har gjort hidtil.
For hvis du ikke kan overskue at tumle hendes børn. Uanset årsagen. Så er det da bedst at i finder en middelvej. Man behøver jo partout ikke flytte sammen for at have det godt sammen. Heldigvis.😉

Jeg er glad for at jeg ikke er din kæreste. Du behandler hende ikke med værdighed.
Det er ikke kun dine ønsker der skal opfyldes. Det er i høj grad også hendes ønsker og behov der skal tages hensyn til. pas på du ikke ødelægger hende. Du aner ikke hvordan man behandler en kvinde.
Undskyld mine barske ord. Det er ikke ment som en kritik, men som en øjenåbner.