Godt at arbejde til 75.. Eller...?
Der er i disse år meget snak om, at ældre skal blive længere på arbejdsmarkedet. Det kan jo lyde fint og fornemt. Men hvad er konsekvensen i den anden ende?
Lad mig tage udgangspunkt i det malerfirma og den branche jeg er i. Jeg er ansat på 4 år, i et større co operativt malerfirma med ca 50-60 folk. I sådan et firma er der jo en del folk der har været i mange år. Rigtig mange år. (30-40 år) Hatten af for det.
I faget, kan det som udgangspunkt være svært som ny udlært (eller bare som nyansat) at arbejde sig ind i et firma pga stor ledighed om vinteren. Dvs at i da nogle tilfælde, er det efter devisen: Sidst ind - først ud. Er det fair? Nogen gange måske, andre gange ikke. Det burde jo være kvaliteten og fremtidsperspektiverne i en person der går forud for, om nogen har været der længe.
Lad mig tage et eksempel. I de forgangne måneder er der minimum røget to unge mennesker ud (som jeg har kendskab til), der er forholdsvis ny udlærte + et par andre unge mennesker med lidt arbejdsår på bagen. Som ny udlærte (og ung), har man ikke erfaringen og rutinen, hvilket mange gange er grunden. Jeg kan godt huske hvordan det var! Man fare fra det ene firma til andet og bliver dumpet alle vegne efter få måneder, fordi man måske ikke kan male en stue ligeså hurtigt som ham der har været i faget i 15 år, eller forbi man måske ikke har den store rutine i at bevare overblikket, og for kvindernes vedkommende også pga de er i den fødedygtige alder (der er mange faktorer der spiller ind, uden tvivl). Men hvordan skal en ny udlært få en chance for at opbygge rutine og erfaring hvis, hvis vedkommende bliver smidt ud alle steder ret hurtigt igen? Kommer erfaringen og rutinen af konstant at skifte arbejdsplads? Min erfaring er nej, det gør den ikke. For mit eget vedkommende kom den ført, da jeg fik arbejdet mig ind i et firma og fik lov at blive, og der var en leder der ikke gik så meget op i om det to 2 timer ekstra.
Hvad angår de ældre, selvfølgelig skal man ikke smide ham på 55 år ud, fordi der nu skal være plads til en på 25 år, hvis ham på 55 er ligeså god. MEN, skal man beholde folk, der er OVER pensions alderen på bekostning af den ny udlærte eller den unge på 25 år?
Eksemplet i det firma jeg arbejder i, er at der i øjeblikket render en mand rundt på 71 år ( og 4-5 stykker i alderen 62-70 år) og fedter rundt med maling. Manden arbejder fuld tid,- men har svært ved at huske f.eks farvekoder, typer af maling osv. Han har netop fået en "kontrakt" på at han har lov at blive 4 år endnu! Han har været der i 42 år. Hatten af for det. Men er det fair, at han/de (og firmaet) blokere for at nogle nye unge kræfter kan komme til (især nu hvor arbejdsløsheden er stor) og oparbejde erfaring og rutine? Unge mennesker der skal til at opbygge liv med hus, familie, osv? Er det fair at en mand på 71 år, med friværdi og pensionsret skal optage plads, for den unge der skal "starte livet"?
Politisk lægges der op til man skal blive så længe så muligt på arbejdsmarkedet, men hvad så i den anden ende, hvor der står ny udlærte og unge der ikke kan få lærepladser?
Lad mig tage udgangspunkt i det malerfirma og den branche jeg er i. Jeg er ansat på 4 år, i et større co operativt malerfirma med ca 50-60 folk. I sådan et firma er der jo en del folk der har været i mange år. Rigtig mange år. (30-40 år) Hatten af for det.
I faget, kan det som udgangspunkt være svært som ny udlært (eller bare som nyansat) at arbejde sig ind i et firma pga stor ledighed om vinteren. Dvs at i da nogle tilfælde, er det efter devisen: Sidst ind - først ud. Er det fair? Nogen gange måske, andre gange ikke. Det burde jo være kvaliteten og fremtidsperspektiverne i en person der går forud for, om nogen har været der længe.
Lad mig tage et eksempel. I de forgangne måneder er der minimum røget to unge mennesker ud (som jeg har kendskab til), der er forholdsvis ny udlærte + et par andre unge mennesker med lidt arbejdsår på bagen. Som ny udlærte (og ung), har man ikke erfaringen og rutinen, hvilket mange gange er grunden. Jeg kan godt huske hvordan det var! Man fare fra det ene firma til andet og bliver dumpet alle vegne efter få måneder, fordi man måske ikke kan male en stue ligeså hurtigt som ham der har været i faget i 15 år, eller forbi man måske ikke har den store rutine i at bevare overblikket, og for kvindernes vedkommende også pga de er i den fødedygtige alder (der er mange faktorer der spiller ind, uden tvivl). Men hvordan skal en ny udlært få en chance for at opbygge rutine og erfaring hvis, hvis vedkommende bliver smidt ud alle steder ret hurtigt igen? Kommer erfaringen og rutinen af konstant at skifte arbejdsplads? Min erfaring er nej, det gør den ikke. For mit eget vedkommende kom den ført, da jeg fik arbejdet mig ind i et firma og fik lov at blive, og der var en leder der ikke gik så meget op i om det to 2 timer ekstra.
Hvad angår de ældre, selvfølgelig skal man ikke smide ham på 55 år ud, fordi der nu skal være plads til en på 25 år, hvis ham på 55 er ligeså god. MEN, skal man beholde folk, der er OVER pensions alderen på bekostning af den ny udlærte eller den unge på 25 år?
Eksemplet i det firma jeg arbejder i, er at der i øjeblikket render en mand rundt på 71 år ( og 4-5 stykker i alderen 62-70 år) og fedter rundt med maling. Manden arbejder fuld tid,- men har svært ved at huske f.eks farvekoder, typer af maling osv. Han har netop fået en "kontrakt" på at han har lov at blive 4 år endnu! Han har været der i 42 år. Hatten af for det. Men er det fair, at han/de (og firmaet) blokere for at nogle nye unge kræfter kan komme til (især nu hvor arbejdsløsheden er stor) og oparbejde erfaring og rutine? Unge mennesker der skal til at opbygge liv med hus, familie, osv? Er det fair at en mand på 71 år, med friværdi og pensionsret skal optage plads, for den unge der skal "starte livet"?
Politisk lægges der op til man skal blive så længe så muligt på arbejdsmarkedet, men hvad så i den anden ende, hvor der står ny udlærte og unge der ikke kan få lærepladser?