Fortvivlet og forvirret???

Hej. Jeg har været sammen med min kæreste i godt og vel 2 måneder. Jeg er 20 år, og han er min første kæreste.
Det jeg er forvirret over, er mig selv. Mange af jer vil nok sige at jeg selv burde kunne mærke og vide det, men jeg bliver nødt til at spørge alligevel.
Der er ingen tvivl om at jeg holder rigtig meget af ham! Når vi er sammen og jeg kan se på ham, så elsker jeg ham af hele mit hjerte, og kunne forestille mig med ham for evigt. Når vi derimod ikke er sammen, så begynder jeg at spekulere over om jeg virkelig elsker ham, og om jeg virkelig har lyst til at være sammen med ham?? Hvad er det for noget? [???]
Under disse spekulationer, spørger jeg mig selv om jeg vil være uden ham, men der får jeg et nej! Jeg har ikke lyst til at lade ham gå og jeg tænker igen, at jeg elsker ham.
Han er sådan en dejlig kæreste, og jeg undrer mig derfor over, hvorfor jeg får disse tanker?
Hilsen Mig..

Hej
det er meget normalt at spekulere over sit liv, folk der har været sammen i årevis kan stadig få denne tanke.
Tag en dag ad gangen og se hvordan det går.

om hun får de samme tanker, for så er der noget galt.

Hej. Jeg har været sammen med min kæreste i godt og vel 2 måneder. Jeg er 20 år, og han er min første kæreste.
Det jeg er forvirret over, er mig selv. Mange af jer vil nok sige at jeg selv burde kunne mærke og vide det, men jeg bliver nødt til at spørge alligevel.
Der er ingen tvivl om at jeg holder rigtig meget af ham! Når vi er sammen og jeg kan se på ham, så elsker jeg ham af hele mit hjerte, og kunne forestille mig med ham for evigt. Når vi derimod ikke er sammen, så begynder jeg at spekulere over om jeg virkelig elsker ham, og om jeg virkelig har lyst til at være sammen med ham?? Hvad er det for noget? [???]
Under disse spekulationer, spørger jeg mig selv om jeg vil være uden ham, men der får jeg et nej! Jeg har ikke lyst til at lade ham gå og jeg tænker igen, at jeg elsker ham.
Han er sådan en dejlig kæreste, og jeg undrer mig derfor over, hvorfor jeg får disse tanker?
Hilsen Mig..

Nu vores "parterapeut" ikke kan gøre det bedre end "tag en dag ad gangen og se hvordan det går." (Bah??!? hvad hulen er det for et råd at give ... som ekspert??!?!?), så vil jeg lige komme med mine egne inputs.
Tænk over, om den primære grund til, at du ikke kan undvære din kæreste er pga. kærlighed eller ....TRYGHED!
Jeg kender rigtig, rigtig mange piger på vores alder, som, når de tænker over det, primært har en kæreste fordi de ikke kan holde tanken ud om at være alene. Og hvis det er den primære grund, så kan man jo hurtigere se bort fra når det slår gnister, hvis man ikke tænker på ham, hvis han er irriterende, eller hvis man bare ikke liiige passer perfekt sammen!
Desværre findes der rigtig mange piger, som er i forhold pga. lav selvtillid/lavt selvværd. Ja, jeg skal bare se mig om i min omgangskreds. Flere tør ikke være alene, og hvis de endelig er alene, så er de nogle superego'er, som maser alle andre ned på deres vej - og somregel ikke ønsker sig mænd ind i deres liv.
Prøv evt. at tænke nærmere over helt præcist, HVAD det er, der gør, at du er sammen med din kæreste. Hvad er det, du kan lide ved ham? Kan du se dig selv sammen med ham om 5 år? 10år? ...ja 50 år?
Ved godt det virker underligt at stille sådan nogle spørgsmål, for meget kan jo ske når man er ung - hvor man (eller de fleste) udvikler sig aller mest, og det er hér, man virkelig kan "vokse fra hinanden".
Det værste, man kan gøre, er "bare at se tiden an". For jo længere, der går, jo sværere vil det være for dig selv at tage reel stilling - tryghedsnarkomanen i dig vil tage over!
Jeg siger det, fordi jeg har en gammel ven, som gennem 10 år af hans forhold ikke kunne se selv blive gammel med sin kæreste, men blev ved med at falde ind i tryghedsnarkomanien. Heldigvis fik han efter hjælp udefra (hvistnok fra en psykiater) endelig taget sig sammen. Idag kan jeg se, han stråler, fordi han er begyndt at leve SIT liv - og ikke et liv, som andre mener han passer til.
Pas på, at du ikke også ryger ind i den fælde.
Det er vigtigt at tage stilling.

Når nu du ikke har haft en kæreste før, så er det også svært for dig at sammenligne... I har kun været sammen i 2 måneder, og jeg tænker bare at det er forelskelses stadiet du burde være på nu... Jeg har været sammen med min kæreste i over 5 år nu, og når jeg tænker tilbare på bare de første 4 måneder tænker jeg:
- Jeg kunne ikke vente med at se ham
- Det kriblede dejligt i maven når han kyssede mig
- Hver gang jeg fik en besked håbede jeg på at det var ham
- Når jeg talte om ham overfor mine veninder havde jeg (blev jeg påpeget om) det største smil på læben 😃
Jeg har en tese om at før man når over til 'elske' stadiet, må man forbi forelskelsen først, fordi det er den romantiske og lidenskablige kemi der er grundlæggende for et parforhold... Ellers er det blot et venskab... Man kan jo satgens se for sig at have sin ven gennem hele livet, bare ikke som sin kæreste 🙂
Held og lykke 🙂

Tak for svaret🙂
Jeg har også tænkt over om det var trygheden som tiltrak mig, fordi den første følelse jeg fik for ham (da jeg dårligt nok kendte ham) var nemlig at jeg følte mig tryg hos ham.
Men alligevel, når jeg tænker på ham bringer det et smil på mine læber. Jeg er ikke en person der kan lide at holde folk for nar, så hellere være 100% ærlig, hvilket dog er lidt svært her. Når vi er sammen kan jeg ikke holde op med at kysse ham, og han giver mig noglegange de her sus i maven, så man bare får lyst til at kramme livet ud af ham [l] Nogle af mine veninder siger, at de kan se jeg er forelsket i ham. Det er så frustrerende at jeg får rundt med de her tanker? For jeg kan jo nemlig ikke sammenligne med noget andet.
Ved siden af tankerne om jeg elsker ham, så tænker jeg ofte fremad (selvom det er ret tidligt i forholdet) og 'drømmer' om bryllup og børn...
Jeg ved virkelig ikke hvad der gør mig usikker? Jeg føler ikke, at jeg er bange for at være alene overhovedet. Jeg føler bare, at jeg på ingen måder vil miste den her dejlige person i mit liv, og jeg vil egentlig heller ikke miste ham som min kæreste..
Det er SÅ forvirrende..

Synes det er rigtigt det du siger. Er bare virkelig forvirret om mine tanker.
Men mener du at der er et bestemt antal måneder, hvor man er forelsket, også derefter elsker?
Jeg kan nemlig huske, hvor jeg i begyndelse (inden vi blev kærester) havde den der fornemmelse, med kriblende mave osv.
Jeg tænker på min kæreste dag og nat, og føler virkelig at jeg elsker ham. Jeg håber ligesom du sagde, at hver besked er fra ham. Han er en der kan gøre mig det lykkeligste mennesker i hele verden , men kan (hvis han havde lyst) ligeledes gøre mig så trist!
MEN så alligevel kommer de der forstyrrende tanker om jeg er oprigtig - overfor mig og ham. Når jeg beskriver mine følelser for ham, kan jeg mærke varmen i hele kroppen, og kan bare mærke at jeg ikke vil miste ham.
Er totalt forvirret [???]

Nej. Man kan ikke sætte eksakt antal måneder på, hvornår forelskelsen er ovre. Det er en proces, begge skal igennem, som afhænger af mange ting, f.eks.
- ser man hinanden hver dag, eller er det et langdistanceforhold
- hvordan man snakker sammen
- forskellige ting og oplevelser, der sker, både hvad hver partner må være ude for af oplevelser alene og hændelser og oplevelser, man er ude for sammen
- osv.
Derfor kan man på ingen måde sætte en bestemt "tid" på sådan en proces.
Det er en proces, som du selvfølgelig skal lade løbe, men alligevel vil jeg sige, at det er meget sundt for dig at stoppe op engang imellem. Og tænk hér specielt på, HVORFOR du stopper op. Tænk helt igennem lige præcis, hvilke grunde der er til, at du stopper op. Det er jo netop i den forblændede forelskelse, at man har en tendens til at overse faresignalerne.
Hvis det ikke er noget alvorligt, så nyd bare forelskelsen i fulde drag 🙂

Hej igen 🙂
Som Rikke også så fint skriver, så kan man ikke sætte tid på forelskelse 🙂 Det er en meget individuel ting, og mange faktorer spiller ind...
Det er svært at komme med et konkret bud på hvorfor at du har det som du har det, når man ikke kender dig og fortiden om dit parforhold - Måske i har kendt hinanden længe og har været forelsket før i officielt blev kærester, og at der bare er gået lidt hverdag i det efter de 2 måneder og at det er der dine revurderende tanker om din kæreste opstår? Du skriver ikke hvor længe i har kendt hinanden, men jeg synes ikke at du bør opgive jeres parforhold så længe du kan mærke glæde ved at i er sammen, når i er sammen... Tænker du dog om et års tid "Hvad laver jeg egentlig med ham her" kunne det dog godt være at du burde revurdere en ekstra gang 😉

Tusind tak! Har også snakket med nogle af mine veninder om det. Vi er ligesom kommet frem til nogle ting som bare viser, at jeg på ingen måder er parat eller har lyst til at droppe ham.
Jeg kan mærke dybt i mit hjerte at jeg elsker ham, og at han betyder rigtig meget for mig. Vi har også snakket om, at det kan have noget at gøre med, at der er gået lidt hverdag i det, og jeg nu kender ham nogenlunde godt - så der er ikke så mange overraskelser som der måske har været i starten, hvor alt bare var 'sommerfugle i maven og lyserøde skyer' .
Har dog kun kendt ham i alt 5 måneder, hvoraf vi har været kærester i 2 af dem. Føler selv jeg faldt for ham ret hurtigt, og vi havde også en lidt mærkelig start.
Men du skal have tak for at du (og alle i andre) tog tid til at svare på mine forvirrende spørgsmål.

Nej. Man kan ikke sætte eksakt antal måneder på, hvornår forelskelsen er ovre. Det er en proces, begge skal igennem, som afhænger af mange ting, f.eks.
- ser man hinanden hver dag, eller er det et langdistanceforhold
- hvordan man snakker sammen
- forskellige ting og oplevelser, der sker, både hvad hver partner må være ude for af oplevelser alene og hændelser og oplevelser, man er ude for sammen
- osv.
Derfor kan man på ingen måde sætte en bestemt "tid" på sådan en proces.
Det er en proces, som du selvfølgelig skal lade løbe, men alligevel vil jeg sige, at det er meget sundt for dig at stoppe op engang imellem. Og tænk hér specielt på, HVORFOR du stopper op. Tænk helt igennem lige præcis, hvilke grunde der er til, at du stopper op. Det er jo netop i den forblændede forelskelse, at man har en tendens til at overse faresignalerne.
Hvis det ikke er noget alvorligt, så nyd bare forelskelsen i fulde drag 🙂

Du skriver forelskelsen er ovre efter noget tid, men hvor lang tid går der typisk fra man er blevet kærester til en pige begynder at røvrende en? Af egen erfaring ved jeg der går et par år, men er det typisk for alle piger, eller gør nogen det tidligere?