Facade eller kærlighed?

Jeg har nu i ca 7 måneder været sammen med min kæreste. Han er utrolig sød, kærlig og betænksom. Jeg elsker ham, det ved jeg at jeg gør, men sommetider keder jeg mig. Vores fælles hverdag føles indimellem som en gang far-mor-og-børn, der er blevet leget for længe. Der er en aldersforskel på ca 6 år. Jeg er 21, og kan ikke lade være med at tænke på, om det er fordi jeg har bundet mig for meget, for tidligt. Alle mener, at vi passer perfekt sammen, men jeg kan sommetider være ved at brække mig, når min familie endnu en gang siger: Peter er bare sådan en god fyr! Vi er bare så glade for ham, osv,osv...
Det virker også som om han keder sig i ny og næ, og nu kan jeg ikke finde ud af, om han er forelsket i mig, eller kun i det, at have en at dele sin hverdag med?
Jeg havde virkelig brug for at komme af med det, håber i kan tage mig seriøs.

Jeg forstår dig godt...
Nogensinde tænkt på om det i siger til hinanden er sagt lige ud eller om der er lagt skjul på noget❓Tror det er der problemet ligger nogen gange, man er i tvivl om man er sig selv tro i ord og handling, og omvendt, om han er sig selv tro i ord og handling...
Tror også at du skal tænke på at du aldrig har bundet dig til nogen med mindre du lader dig kue. Ja, man kan sagtens have en fælles hverdag, man kan sagtens have gensidig respekt for hinanden, og elske hinanden, men fordi i bor sammen, behøver ikke betyde at i har bundet hinanden, sådan synes jeg i hvert fald ikke et forhold burde føles.
Selv er jeg også i et forhold hvor min fyr er lidt ældre, han er rigtig sød, rar og dejlig... men det hele er blevet til hverdag... så tænker nogengange de samme tanker som dig...
Men af bitter erfaring for tidligere forhold gennem nogen år, ved jeg hvor vigtigt det netop er ikke at være bundet, at man stadig er to forskellige personer, og i vores tilfælde hvor vi begge har børn, at vi stadig er to familier.
Det hjælper os i en hverdag, der ellers bliver ensformig og man til sidst føler der intet er at snakke om...
Håber ikke mit indlæg er alt for rodet, og at du måske får noget ud af det også ;)

desværre. Men tro mig alle mennesker er ved eller har været ved at brække sig over deres liv ind imellem. Måske skal du lave en plus minus liste og se hvad du ender op med.
Måske er i vokset fra hinanden eller kørt død i forholdet. Måske er det tid til at skilles eller måske tage fat på tingene. Men det er i hvrt fald vigtigt at tage det du føler seriøst. Det forsvinder nemlig ikke af sig selv.

Selv søde fyre bliver kedelige i længden, hvis I ikke både laver noget sammen og noget hver for sig!
Hvad bruger I tiden på? Er I altid sammen? Giver I hinanden mulighed for at dyrke særinteresser? Deltager I i noget spændende sammen engang imellem?
Hvis I giver hinanden mulighed for at dyrke nogle særinteresser, får I forhåbentlig noget at fortælle hinanden. Hvis I har deltaget i et eller andet spændende, giver det mulighed for at diskutere den fælles oplevelse.
Hvis I altid er sammen, aldrig kommer ud og opleve noget, kun sidder hjemme og kigger på tossekassen osv, så er der gået "ældre ægtepar" i jer alt alt for tidligt. I er unge! Se at komme ud af røret og få nogle oplevelser!
mvh hønemor1001

Vi giver hinanden mulighed for at lave forskellige ting, men de aktiviteter vi hver især deltager i, er så at sige gået på "sommerferie", så i øjeblikket, hvor vi begge har fri fra skolerne, er det bare fritidsarbejde og hjem igen.

Så må I selv finde på noget at lave sammen. Jeg ved ikke, hvad jeres interesser er, men alt fra en tur i Tivoli (byfest el.lign.), en skovtur med picnickurv, en aften eller flere i byen, kunstudstilling, deltage i maratonløb, sejle i havkajak, eller hvad I nu har lyst til. I må stadig ud af røret!
Hvis ikke I kan finde på noget sammen, så gør noget hver for sig!
mvh hønemor1001

Keder Jer? Det er godt nok for tidligt. Der skal også nogle fælles projekter igang, ellers bliver det godt nok en sej alderdom! Den er jo allerede startet.