Ex - Kæresten
Hej hej..
Jeg mødtes sidste sommer med en fyr som jeg længe havde skrevet med på nettet, han var 20 og jeg 17 på daværende tidspunkt. Vi mødtes og vi snakkede rigtig godt sammen. Han bliver desværre vild med mig, og fortæller mig det over mobil, og jeg siger lige ud til ham at det ikke kan gå mellem os da jeg godt nok synes han er sød, og kanon god at snakke med men at der ikke rigtig er nogle følelser som spiller ind for at vi skal ha et forhold sammen.
Vi fortsætter som venner, tager i biografen og sådan noget. Men da vi en dag kommer hjem fra biografen, begynder han at nusse mig og jeg trækker mig ikke væk. Mere skete der ikke, vi snakkede end ikke om det da han tog hjem den aften. Mne jeg havde en del tankerne kørende inde i mit hoved, for at gøre en lang historie kort, ender vi sammen. og begynder senere at komme sammen, forholdet holder kun 3 uger da jeg er forvirret over min følelser, han bliver ked og tager ud til mig uden jeg ved det, og han prøver at snakke mig til fornuft mens tårene triller ned af hans kinder, trøster ham og siger det er til hans eget bedste, han insistere på at være venner, jeg siger ja, da jeg stadig gerne vil bevare det gode venskab vi havde førhen (hvilket jeg udemærket godt ved ikke ret tit kan lade sig gøre efter et forhold).
Vi ender igen sammen og sådan står det på on and off. Han er præsenteret for en del i familien hen af vejen.
Der sker det at jeg får nok af det hele og jeg synes til sidste at jeg KUN er sammen med ham for at bar have en plus kunne ikke klare at han hele tiden var så sød ved mig, lyder mærkeligt, men jeg skal ha en vis form for modstand fra fyren ellers kan jeg ikke klare et forhold, det bliver nærmest for sødt og sukkersødt, jeg fortæller ham så at det ikke går fordi jeg virkelig ikke føler nogen mening med det. Han acceptere det så godt han kan, han vil dog ha lov og give mig min fødselsdagsgave (blev 18 sidste år) sagde først nej, men igen gav jeg mig. Dette var sidste gang jeg så ham.
Vi bliver ved med at skrive sammen, en dag bliver han dog meget sur og skriver til mig at han nu har forstået hvad det hele gik ud på mellem mig og ham, han skulle kun udnyttes og hvordan jeg dog kunne sige den ene dag at jeg elskede ham men næste dag kunne jeg slå op, jeg var både det ene og det andet. Jeg prøver at forsvare med at jeg ikke kunne vide hvad mine følelser ville være næste dag og at udmærket godt vidste at jeg ikke var 110% sikre på mine følelser for ham.
Jeg ved også udemærket godt jeg ikke var sød ved ham, fortryder det inderligt den dag i dag! Men sket er sket.
Den efterfølgende måned sidste år i omkring Nov- Dec bliver mig og min veninde truet af ham og hans veninde og jeg skulle fandme bar slås ned hvis han så mig igen, vidste dog vi ikke ville komme til at ses i byen eller lign. Men jeg blev utrolig bange, og fortalte det til min moster. Min moster sagde vi skulle se tiden an. Det gjorde vi. En sen aften får jeg efter lang tid hvor jeg ikke har hørt fra ham, en besked hvor der står han begår selvmord, jeg bliver bange, ringer og ringer til ham, han tager den ikke. Jeg er godt gal og bange, ved ikke om det er pis, eller hvad.
Næste morgen høre jeg om en ulykke hvor en bil er kørt ind i et hus , ikk ret langt fra ham, bliver endnu mere bange for har stadig ikke fået fat på ham, men det vidste sig det ikke var ham. Får en veninde til at ringe hjem til hans mor (han bor hjemme) , hun siger så da min veninde udgiver sig for en anden, at han altså ligger og sover da han har været på arbejde hele natten. Jeg var så gal på ham, hvordan kunne han tage pis på mig?! (havde for ikke særlig længe siden mistet en ven der begik selvmord) Tager hjem til min mor og fortæller hende det, vi tager det alvorligt, og min mor ringer til hans mor og hun siger at hun nok skal snakke med ham og at hun er glad for vi ringede. Hørte ikke fra ham siden.
Han har efterfølgende fået en ny kæreste kan jeg se på en hjemmeside hvor vi begge er, og han er kommet ind i noget militær eller sådan noget.
Han ringer så for 14 dage siden og jeg tager den ikke de første gange da jeg ikke kan, hvor han så ringer senere, jeg tager den, vi snakker meget normalt, det var rimelig underligt da sidst vi snakkede var mega uvenner! Han fortæller at hans kæreste har slået op på samme grundlag som mig næsten, at han var for sød og han ikke gav hende en slags modstand. Han spørger mig til råds, og da han har tænkt sig at tage uventet ned til hende, fra råder jeg det da jeg selv blev bange da han stod hjemme ved os/mig selv og ville overtale mig. Han sir at jeg er den eneste som ikke synes han skulle tage derned. Jeg siger at han kun selv kan tage den beslutning men at han skal være parat på lidt af hvert mht reaktioner fra forældrene og pigen. Vi slutter af, og det sidste han siger er om ikke vi kan være venner igen da det andet er latterligt, jeg giver ham ret.
Får en besked kort efter denne samtale hvor han beskriver hvor glad han er for min hjælp/råd, og at jeg sku egentlig var en kanon ven i den sidste ende.
Han skriver efterfølgende at han vil følge mit råd og i stedet tsge hjem den week fra militæret, og lade pigen være i 2 ugers tid, også kontakte hende. Han er meget nede over det forståeligt han elskede/elsker hende jo.
Han spørger så om ikke vi kunne ses fredag aften når han kom hjem, og vi besluttede for at købe lidt at spise og se lidt film (mine forældre sku i byen). Det gjorde vi, og det var bar så rart at se ham igen. Selvfølgelig lidt underligt når vi havde været så uvenner. Men det gik.
Han skrev så her i ugen at han ikke ville have noget imod hvis vi var sammen igen (uden at komme sammen)fordi jeg stadig var lige så sød osv og ja jeg har da os savnet ham (noget ved ham), men jeg tør IKKE løbe den chance ved at vores venskab skal gå samme vej, og igen er mine følelser fuldstændig rundtosset. Noget kan jeg ikke foredrage, og andet savner jeg, sommetider kunne jeg aldrig drømmer om overhovedet at være sammen med ham igen, og andre gange det modsatte:/
Jeg er i vildrede, har på en måde lyst til at være sammen med ham igen,men er så bange for at det ender med det samme som sidst, og når han ikke tænder mig nu og (sikkert) heller ikke ville kunne give mig den modstand , hvordan ville det ikke gå så??!!
Han er virkelig det sødeste væsen og han ville være alletiders drømmefyr for mig.. MEN..
og det >>men<< skal bar ikke være der for vil IKKE ændre ham for at jeg skal kunne være sammen med ham.. Never! Jeg har grædt lidt over dette, for ja det er noget værre rod og kan ikke finde rundt i det.
Efter dengang hvor vi var uvenner blev mange af mine venner indblandet og de hader ham som pesten, så der er ikke rigtig nogle at snakke med om dette!
Huha lang indlæg.. Havde brug for at få det skrevet ned.. I må gerne skrive eller kommentere hvis det er i har et råd til mig ..
Mvh hilsen den triste og tænkende... også alligevel ikke.. :s
Jeg mødtes sidste sommer med en fyr som jeg længe havde skrevet med på nettet, han var 20 og jeg 17 på daværende tidspunkt. Vi mødtes og vi snakkede rigtig godt sammen. Han bliver desværre vild med mig, og fortæller mig det over mobil, og jeg siger lige ud til ham at det ikke kan gå mellem os da jeg godt nok synes han er sød, og kanon god at snakke med men at der ikke rigtig er nogle følelser som spiller ind for at vi skal ha et forhold sammen.
Vi fortsætter som venner, tager i biografen og sådan noget. Men da vi en dag kommer hjem fra biografen, begynder han at nusse mig og jeg trækker mig ikke væk. Mere skete der ikke, vi snakkede end ikke om det da han tog hjem den aften. Mne jeg havde en del tankerne kørende inde i mit hoved, for at gøre en lang historie kort, ender vi sammen. og begynder senere at komme sammen, forholdet holder kun 3 uger da jeg er forvirret over min følelser, han bliver ked og tager ud til mig uden jeg ved det, og han prøver at snakke mig til fornuft mens tårene triller ned af hans kinder, trøster ham og siger det er til hans eget bedste, han insistere på at være venner, jeg siger ja, da jeg stadig gerne vil bevare det gode venskab vi havde førhen (hvilket jeg udemærket godt ved ikke ret tit kan lade sig gøre efter et forhold).
Vi ender igen sammen og sådan står det på on and off. Han er præsenteret for en del i familien hen af vejen.
Der sker det at jeg får nok af det hele og jeg synes til sidste at jeg KUN er sammen med ham for at bar have en plus kunne ikke klare at han hele tiden var så sød ved mig, lyder mærkeligt, men jeg skal ha en vis form for modstand fra fyren ellers kan jeg ikke klare et forhold, det bliver nærmest for sødt og sukkersødt, jeg fortæller ham så at det ikke går fordi jeg virkelig ikke føler nogen mening med det. Han acceptere det så godt han kan, han vil dog ha lov og give mig min fødselsdagsgave (blev 18 sidste år) sagde først nej, men igen gav jeg mig. Dette var sidste gang jeg så ham.
Vi bliver ved med at skrive sammen, en dag bliver han dog meget sur og skriver til mig at han nu har forstået hvad det hele gik ud på mellem mig og ham, han skulle kun udnyttes og hvordan jeg dog kunne sige den ene dag at jeg elskede ham men næste dag kunne jeg slå op, jeg var både det ene og det andet. Jeg prøver at forsvare med at jeg ikke kunne vide hvad mine følelser ville være næste dag og at udmærket godt vidste at jeg ikke var 110% sikre på mine følelser for ham.
Jeg ved også udemærket godt jeg ikke var sød ved ham, fortryder det inderligt den dag i dag! Men sket er sket.
Den efterfølgende måned sidste år i omkring Nov- Dec bliver mig og min veninde truet af ham og hans veninde og jeg skulle fandme bar slås ned hvis han så mig igen, vidste dog vi ikke ville komme til at ses i byen eller lign. Men jeg blev utrolig bange, og fortalte det til min moster. Min moster sagde vi skulle se tiden an. Det gjorde vi. En sen aften får jeg efter lang tid hvor jeg ikke har hørt fra ham, en besked hvor der står han begår selvmord, jeg bliver bange, ringer og ringer til ham, han tager den ikke. Jeg er godt gal og bange, ved ikke om det er pis, eller hvad.
Næste morgen høre jeg om en ulykke hvor en bil er kørt ind i et hus , ikk ret langt fra ham, bliver endnu mere bange for har stadig ikke fået fat på ham, men det vidste sig det ikke var ham. Får en veninde til at ringe hjem til hans mor (han bor hjemme) , hun siger så da min veninde udgiver sig for en anden, at han altså ligger og sover da han har været på arbejde hele natten. Jeg var så gal på ham, hvordan kunne han tage pis på mig?! (havde for ikke særlig længe siden mistet en ven der begik selvmord) Tager hjem til min mor og fortæller hende det, vi tager det alvorligt, og min mor ringer til hans mor og hun siger at hun nok skal snakke med ham og at hun er glad for vi ringede. Hørte ikke fra ham siden.
Han har efterfølgende fået en ny kæreste kan jeg se på en hjemmeside hvor vi begge er, og han er kommet ind i noget militær eller sådan noget.
Han ringer så for 14 dage siden og jeg tager den ikke de første gange da jeg ikke kan, hvor han så ringer senere, jeg tager den, vi snakker meget normalt, det var rimelig underligt da sidst vi snakkede var mega uvenner! Han fortæller at hans kæreste har slået op på samme grundlag som mig næsten, at han var for sød og han ikke gav hende en slags modstand. Han spørger mig til råds, og da han har tænkt sig at tage uventet ned til hende, fra råder jeg det da jeg selv blev bange da han stod hjemme ved os/mig selv og ville overtale mig. Han sir at jeg er den eneste som ikke synes han skulle tage derned. Jeg siger at han kun selv kan tage den beslutning men at han skal være parat på lidt af hvert mht reaktioner fra forældrene og pigen. Vi slutter af, og det sidste han siger er om ikke vi kan være venner igen da det andet er latterligt, jeg giver ham ret.
Får en besked kort efter denne samtale hvor han beskriver hvor glad han er for min hjælp/råd, og at jeg sku egentlig var en kanon ven i den sidste ende.
Han skriver efterfølgende at han vil følge mit råd og i stedet tsge hjem den week fra militæret, og lade pigen være i 2 ugers tid, også kontakte hende. Han er meget nede over det forståeligt han elskede/elsker hende jo.
Han spørger så om ikke vi kunne ses fredag aften når han kom hjem, og vi besluttede for at købe lidt at spise og se lidt film (mine forældre sku i byen). Det gjorde vi, og det var bar så rart at se ham igen. Selvfølgelig lidt underligt når vi havde været så uvenner. Men det gik.
Han skrev så her i ugen at han ikke ville have noget imod hvis vi var sammen igen (uden at komme sammen)fordi jeg stadig var lige så sød osv og ja jeg har da os savnet ham (noget ved ham), men jeg tør IKKE løbe den chance ved at vores venskab skal gå samme vej, og igen er mine følelser fuldstændig rundtosset. Noget kan jeg ikke foredrage, og andet savner jeg, sommetider kunne jeg aldrig drømmer om overhovedet at være sammen med ham igen, og andre gange det modsatte:/
Jeg er i vildrede, har på en måde lyst til at være sammen med ham igen,men er så bange for at det ender med det samme som sidst, og når han ikke tænder mig nu og (sikkert) heller ikke ville kunne give mig den modstand , hvordan ville det ikke gå så??!!
Han er virkelig det sødeste væsen og han ville være alletiders drømmefyr for mig.. MEN..
og det >>men<< skal bar ikke være der for vil IKKE ændre ham for at jeg skal kunne være sammen med ham.. Never! Jeg har grædt lidt over dette, for ja det er noget værre rod og kan ikke finde rundt i det.
Efter dengang hvor vi var uvenner blev mange af mine venner indblandet og de hader ham som pesten, så der er ikke rigtig nogle at snakke med om dette!
Huha lang indlæg.. Havde brug for at få det skrevet ned.. I må gerne skrive eller kommentere hvis det er i har et råd til mig ..
Mvh hilsen den triste og tænkende... også alligevel ikke.. :s