"Et evigt liv! Men hvorfor?"
En af ulemperne ved at have en menneskelig bevidsthed, er at man også er bevidst om sin egen dødelighed.
Mange vælger at klynge sig til deres tro. I håbet om at så længe de tror, behøver de ikke at frygte døden. Fordi døden ikke er endelig.
Det gør dødsangsten til en af hoveddrivkrafterne i religionen. Vi tænker ikke normalt direkte på døden, når vi tænker på religion. Men det er kun fordi vi er så gode til at fortrænge alle tanker om døden.
Hvis man ikke har nogen tro, og simpelthen ikke kan få sig selv til at tro på noget overnaturligt. Den udødelige sjæl og paradis. Så er døden ikke frygtelig på den måde at sjælen skal pines i helvede for evigt.
Det ville dog i det mindste være en slags liv.
Nej det er meget værre. Det er det totale ophør af bevidstheden. Efter døden er der ikke længere noget jeg, eller mig. Der er intet. Men det værste er, at vi ikke engang er klar over til den tid!
Ateister som mig har et noget anstreng forhold til døden. Derfor er den eneste rationelle løsning at forsøge at undgå den.
Det kan kun ske ved hjælp af videnskab og teknologi.
Hvorfor overhovedet leve evigt?
Det første der falder én ind er naturligvis at, så behøver man ikke længere tænke på døden, og angstanfaldene forsvinder. Det er et cirkulært argument, og ligesom ikke en grund i sig selv. Hvis vi lever uendeligt, eller i hvert tilfælde i lang tid, skal vi have noget mere ud af det. Livskvalitet skal også være høj.
**Vi kan undgå tab**
Udødelighed er ikke kun for én selv. Udødelighed er også for ens nære. Hvilken befrielse vil det ikke være at kunne undgå at miste sine forældre, børn og gode venner. Den sorg som tabet af ens nære giver, kan de fleste af os godt undvære. Omvendt behøver vores nære heller ikke at opleve tabet af os.
Men tabet af dem der står os nær, er ikke det eneste tab der findes på grund af døden.
Den viden, erfaring og de oplevelser som et menneske har brugt et helt liv på at opsamle, forsvinder sammen med det menneske. De er tabt for evigt. Den viden som bliver delt ved hjælp af kunst, kultur, artikler, bøger, medier osv. udtrykker kun en brøkdel af det menneskes kapacitet.
Hvis dygtige mennesker kunne leve evigt og opsamle deres viden, ville vi uden tvivl være i stand til at undgå meget lidelse.
Et typisk livsforløb i dag er:
0-30 år, gå i Skole 30-65 år, arbejde
65-75 år, være pensioneretDet
vil sige at der kun er omkring 35 år til at arbejde i.
Uanset om man er kunstner, videnskabsmand, håndværker eller andet, er det ikke lang tid.
Kunne levetiden forlænges med blot 30 raske år, kunne vi arbejde i dobbelt så lang tid. Men vores erfaring de sidste 30 år vil være dobbelt så stor som den en ung nyuddanet person har.
Det kræver selvfølgelig at vi evner ikke at køre fast i den samme skure. Til gengæld vil det kunne give en mulighed for fordybelse og udvikling, som slet ikke findes i dag.
**Hvad skal man så bruge tiden på?**
Sandheden er at det er der ingen der ved. Hvis vi skulle blive udødelige engang, vil vi temmelig sikkert også blive klogere og mere erfarne i løbet af et langt liv.
Det er lidt det samme som at begynde på en uddannelse. Du ved ikke hvad du går ind til når du starter. Når du er færdig kan du til gengæld tydeligt mærke at du har forandret dig. Du har lært en masse, som bringer alt hvad du oplever i et nyt perspektiv.
Hvem ved hvad man ville kunne lære i løbet af et meget langt liv? Hvor mange uddannelser vil man tage? Hvor mange "slotte" vil man bygge til sig selv at bo i. Hvilken kunst vil man kunne skabe? Hvilke områder af universet kan man udforske? Ingen ved det endnu. For man har brug for et meget langt liv til at lære det.
Formodentlig skal vi også bruge livet til det samme vi gør nu. At elske, at lære, at underholde, at lave og bruge kunst, at dele erfaringer, at udvikle os og få børn. At nyde brugen af alle vores 5 sanser og vores intellekt.
Vil det ikke blive kedeligt til sidst?
Et argument der tit bruges imod udødelighed er at livet vil blive kedeligt til sidst. Hvis vi stivner i en 30 årigs eksistens, vil vi på et tidspunkt have oplevet alt hvad en 30 årig kan opleve. Livet vil blive til en endeløs række af gentagelser.
Det kunne være rigtigt, hvis vi vælger at stivne i en 30 årigs eksisten. Hvis vi vælger aldrig at ændre os. At forblive den samme hele livet. Men hele idéen med udødelighed er jo at vi skal vokse og udvikle os. På alle måder.
Der er også den mulighed at vi teknologisk kan ændre os. Vores krop og vores hjerne. Hvem ved hvad man kan opleve hvis man er tusinde gange mere intelligent end et "normalt" menneske. Eller tusinde gange mere følsom.
Man finder kun ud af om udødelighed er kedeligt hvis man prøver det. Bliver det kedeligt kan man vælge at dø. Hvis man allerede er død kan man ikke vælge at afprøve udødeligheden.
Sandsynligvis vil der altid være nye facetter og grænser for livet man kan udforske. Nye sider af sig selv at afprøve.
Og hvis det ikke er nok, og man lever længe nok, vil man sandsynligvis kunne vælge ikke at kede sig. En avanceret form for lykkepiller, eller en indstilling af éns hormoner, kan sikre et liv i optimistisk nygerrighed.
Det vil under alle omstændigheder være bedre end alternativet.
Mange vælger at klynge sig til deres tro. I håbet om at så længe de tror, behøver de ikke at frygte døden. Fordi døden ikke er endelig.
Det gør dødsangsten til en af hoveddrivkrafterne i religionen. Vi tænker ikke normalt direkte på døden, når vi tænker på religion. Men det er kun fordi vi er så gode til at fortrænge alle tanker om døden.
Hvis man ikke har nogen tro, og simpelthen ikke kan få sig selv til at tro på noget overnaturligt. Den udødelige sjæl og paradis. Så er døden ikke frygtelig på den måde at sjælen skal pines i helvede for evigt.
Det ville dog i det mindste være en slags liv.
Nej det er meget værre. Det er det totale ophør af bevidstheden. Efter døden er der ikke længere noget jeg, eller mig. Der er intet. Men det værste er, at vi ikke engang er klar over til den tid!
Ateister som mig har et noget anstreng forhold til døden. Derfor er den eneste rationelle løsning at forsøge at undgå den.
Det kan kun ske ved hjælp af videnskab og teknologi.
Hvorfor overhovedet leve evigt?
Det første der falder én ind er naturligvis at, så behøver man ikke længere tænke på døden, og angstanfaldene forsvinder. Det er et cirkulært argument, og ligesom ikke en grund i sig selv. Hvis vi lever uendeligt, eller i hvert tilfælde i lang tid, skal vi have noget mere ud af det. Livskvalitet skal også være høj.
**Vi kan undgå tab**
Udødelighed er ikke kun for én selv. Udødelighed er også for ens nære. Hvilken befrielse vil det ikke være at kunne undgå at miste sine forældre, børn og gode venner. Den sorg som tabet af ens nære giver, kan de fleste af os godt undvære. Omvendt behøver vores nære heller ikke at opleve tabet af os.
Men tabet af dem der står os nær, er ikke det eneste tab der findes på grund af døden.
Den viden, erfaring og de oplevelser som et menneske har brugt et helt liv på at opsamle, forsvinder sammen med det menneske. De er tabt for evigt. Den viden som bliver delt ved hjælp af kunst, kultur, artikler, bøger, medier osv. udtrykker kun en brøkdel af det menneskes kapacitet.
Hvis dygtige mennesker kunne leve evigt og opsamle deres viden, ville vi uden tvivl være i stand til at undgå meget lidelse.
Et typisk livsforløb i dag er:
0-30 år, gå i Skole 30-65 år, arbejde
65-75 år, være pensioneretDet
vil sige at der kun er omkring 35 år til at arbejde i.
Uanset om man er kunstner, videnskabsmand, håndværker eller andet, er det ikke lang tid.
Kunne levetiden forlænges med blot 30 raske år, kunne vi arbejde i dobbelt så lang tid. Men vores erfaring de sidste 30 år vil være dobbelt så stor som den en ung nyuddanet person har.
Det kræver selvfølgelig at vi evner ikke at køre fast i den samme skure. Til gengæld vil det kunne give en mulighed for fordybelse og udvikling, som slet ikke findes i dag.
**Hvad skal man så bruge tiden på?**
Sandheden er at det er der ingen der ved. Hvis vi skulle blive udødelige engang, vil vi temmelig sikkert også blive klogere og mere erfarne i løbet af et langt liv.
Det er lidt det samme som at begynde på en uddannelse. Du ved ikke hvad du går ind til når du starter. Når du er færdig kan du til gengæld tydeligt mærke at du har forandret dig. Du har lært en masse, som bringer alt hvad du oplever i et nyt perspektiv.
Hvem ved hvad man ville kunne lære i løbet af et meget langt liv? Hvor mange uddannelser vil man tage? Hvor mange "slotte" vil man bygge til sig selv at bo i. Hvilken kunst vil man kunne skabe? Hvilke områder af universet kan man udforske? Ingen ved det endnu. For man har brug for et meget langt liv til at lære det.
Formodentlig skal vi også bruge livet til det samme vi gør nu. At elske, at lære, at underholde, at lave og bruge kunst, at dele erfaringer, at udvikle os og få børn. At nyde brugen af alle vores 5 sanser og vores intellekt.
Vil det ikke blive kedeligt til sidst?
Et argument der tit bruges imod udødelighed er at livet vil blive kedeligt til sidst. Hvis vi stivner i en 30 årigs eksistens, vil vi på et tidspunkt have oplevet alt hvad en 30 årig kan opleve. Livet vil blive til en endeløs række af gentagelser.
Det kunne være rigtigt, hvis vi vælger at stivne i en 30 årigs eksisten. Hvis vi vælger aldrig at ændre os. At forblive den samme hele livet. Men hele idéen med udødelighed er jo at vi skal vokse og udvikle os. På alle måder.
Der er også den mulighed at vi teknologisk kan ændre os. Vores krop og vores hjerne. Hvem ved hvad man kan opleve hvis man er tusinde gange mere intelligent end et "normalt" menneske. Eller tusinde gange mere følsom.
Man finder kun ud af om udødelighed er kedeligt hvis man prøver det. Bliver det kedeligt kan man vælge at dø. Hvis man allerede er død kan man ikke vælge at afprøve udødeligheden.
Sandsynligvis vil der altid være nye facetter og grænser for livet man kan udforske. Nye sider af sig selv at afprøve.
Og hvis det ikke er nok, og man lever længe nok, vil man sandsynligvis kunne vælge ikke at kede sig. En avanceret form for lykkepiller, eller en indstilling af éns hormoner, kan sikre et liv i optimistisk nygerrighed.
Det vil under alle omstændigheder være bedre end alternativet.