Er venner vigtigere end familie?

Ikke for mig! Min familie – nogle udvalgte familiemedlemmer i hvert fald – kommer i første række! Og så har jeg en håndfuld venner, som jeg betragter som familie, og som derfor ligger højt på min rangliste.

Forskere mener ellers, at venskaber er ved at overtage de gamle familierelationer. Familien er ikke længere det vigtigste i vores liv, den rolle har vennerne overtaget. Vi opfatter simpelthen i stigende grad venskaber som værende vigtige for vores psykiske og fysiske velbefindende. Faktisk vigtigere end familien.
Det skyldes formentligt dels den tiltagende individualisering, dels den ofte ustabile enhed, familien er blevet.
Hmm...jeg ville ikke kunne "nøjes med" mine venner. Min familie (især mine søstre) er dem jeg stoler allermest på, og det er dem jeg går til som de første, hvis jeg har et problem eller er ked af det. Jeg tror ikke, at en ven ville kunne opnå samme status som den mine søstre har hos mig!

Er forholdet til dine venner blevet vigtigere end forholdet til din familie?
Tilsidesætter du din familie for at være sammen med dine venner?
Har du valgt et eller flere familiemedlemmer fra? – og erstattet dem med venner?
Hvad kan dine venner, som din familie ikke kan?
Indtil for bare 10-15 år siden sagde man til sin bedste veninde: Du er som en søster for mig. Men i dag siger man til sin søster: Du er min bedste ven.
Kilde: http://ekstrabladet.dk/nationen/article1382315.ece#ixzz0v91yY7BW

Vigtiger, de er vigtiger for helbredet, end at man stopper med at ryge og drikke, folk med mange venner tager ikke skade eller får forkortet deres live fordi de ryger og drikker, tværtimod.
Så den med at "jeg tager lige en stor èn sammen med vennerene", den kan direkte være livsforlængene😮, og det er ikke fis, det er videnskabeligt bevist.
Men, tro det eller ej, det har jeg sagt i mange år, det er ikke løgn når man siger at "folk dør af kedsomhed", det er totalt lige meget hvad man bruger sit liv til, bare man bruger det, og har det godt med det man bruger det til, for det er sundt at havde det godt.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

men det gør man med sine venner ... men jeg tror da den familie man er opvokset i er en base for de fleste. Men nogle gange så er familien bare ikke funktionel (stridigheder .. uenighed osv). Så må man jo finde andre alternativer. Tidlige svigt og lign skaber jo et fundament som kan være vanskeligt at rette op på.
Hvis der er mistillid imellem parterne så er det svært at forstille sig at skabe tillid til det vil blive anderledes. Eller at den svigtede skulle gide at gøre forsøget.
Den større familie (altså udover far, mor og søskende) er nok mere den der kan debateres.
I hvert fald for mit vedkommende er den længere nede af rang end vennerne.

Som børn havde jeg og min søster samt vores to fætre gode relationer til en fælles onkel, familien var ikke stor da der ikke blev født mange børn, men vi holdt sammen.
Nå, min onkel giftede sig først da han var 30 og der kom jo et sølvbryllup senere, vi undrede os over manglende invitationer da vi havde hørt at der var blevet lejet en kæmpe sal.
Invitationerne til to af os kom så een uge før, med en sidebemærkning om at vi var kommet med på et afbud fra nogle venner

Det var godt med familien en gang, men så blev nogen skilt og senere døde nogen og det ændrede meget for de bedste forsvandt på de kontoer de resterende har nok i sig selv og det er som det hele sluttede på en måde. Det er hårdt men det åbnede da øjnene for det faktum, at ja vennerne som man selv har valgt og blevet valgt af, er bedst. Men familiefesterne mangler jo fordi det er anderledes på en måde og det var større gaver hvis man tænker sådan på det:-) men det er nok forskelligt fra person til person, for mig er vennerne guld og familie fremmede efterhånden, desværre. Jeg gider ikke dem og de ikke mig.

Ikke sin familie, det er vel i bund og grund der den helt store forskel ligger!
Familie er en fantastisk slet ingen tvivl om det, men venner er mindst ligeså vigtigt.
Jeg bor ca. 300 km væk fra min familie og ser dem derfor ikke så ofte som jeg kunne ønske mig. Derfor er jeg bare glad for at have en masse fantasiske venner, som jeg kan dele mine interesser med.

... Kommer LANGT foran mine venner.. enten har jeg en helt igennem fantastisk familie eller også nogle halv dårlige venner.. Det er familien som udetinget er der for mig!! Det er helt sikkert.. Mine venner og veninder er sjove og hyggelige.. men det brænder på kan jeg 100% regne med min nære familie.. Altså mor, far, bror, moster, farfar osv..
Jeg har faktisk "nok" i min familie og min kæreste og hans familie.. det selvfølgelig trist at jeg kan sige sådan om vennerne.. men sådan har jeg det :-)

For mig er vennerne en bonus-familie, jeg selv har valgt ! 😉

er for mig familie. Jeg har ikke længere forældre, og min bror's og mine veje måtte skilles efter vores mor døde i 2002.
Jeg ser ikke længere noget af min familie, da der aldrig har været tætte bånd.
Jeg har derfor også reserve familie til mine børn. Den store ser ikke sin far
(alkohol = problemer) Den lille har samvær med sin far.
Vores "famile" består af mine venner som har taget over i forhold til at være familie.
Der er f.eks. en papbedste, reserve farmor, og nogle er der bare for mig og ungerne.
Jeg har større glæde af mine venner/veninder end jeg nogensinde har haft af min familie.
Og nej, udover at jeg savner min mor som døde som 68 årig, så savner jeg ikke familien.
Kvinde tæt på 40

noget og de kommer med beviser om så det ene eller andet ---hvordan har de fremskaffet dem??? for mig er familie det vigtigste, jeg har mange "bekendte" stor omgangskreds men få venner d.v.s dem jeg har haft gennem et snart langt liv som kender mig ud og ind, dem kan jeg stole 100 % på.
Og jeg elsker også alene sysler som at læse en god bog i stedet for at være sammen med nogle der ikke siger mig noget,---det eneste jeg tror på er at hvis man er glad for sit liv så lever man godt og helt sikkert længere end dem der er utilfreds,- det være sig både med venner og alene.

I dag, lige præcis i dag, stod jeg overfor min mor på biblioteket, hun var som en fremmede for mig og mit hjerte var lukket. Næsten da, for tårerne står i øjnene og jeg føler det er trist, at jeg måtte skære min mor og min far af i mit liv for selv at overleve ren mentalt. Min far er sådan en person som ingen respekt har for andre mennesker overhovedet, alle andre er dumme, ja sådan taler han Jeg er dum, hvis jeg ikke mener det sammen som ham og han har glemt jeg er blevet en gammel tøs på 48 år som kan selv og vil selv og jeg vil respekteres for de holdninger jeg har, lige som jeg må respektere hans holdninger. Man behøver jo heldigvis ikke at være enige om alting, selvom man elsker sine nærmeste. Mine forældre har betydet meget for mig, og jeg er ikke i tvivl om at de elsker mig på den måde de nu engang formår at elske, men når der ingen respekt er hvad skal jeg så være hos dem for. Jeg går trist hjem fra dem npr jeg har besøgt dem eller når de er hos os. Jeg sidder som på nåle og vente på far kommer med sine vredens udbrud. I mange år gik det jo godtmed at han købte nogle ting til mig og så havde jeg nok glemt hans uhøflighed dagen før. Glemme det, næææ det ligger i maven eller hjernen og venter på at gå i udbrud. Er jeg ked af ikke at have en familie, ja jeg er, men er betingelsen at mine forældre tror de kan behandle som hvad de nu lyster efter deres regler og normer, så må jeg melde pas. Mine forældre valgt jeg fra for nogle år siden, da jeg var gået ind i en livskrise som vi alle kommer i på et tidspunkt i vores liv, hvor jeg ingen overskud havde til brok, skæld ud, miste endnu mere af mig selv, fik mig til at føle mig som en lille pige (jeg ved godt det kun er mig selv som kan få mig til at føle sådan). Jeg har ingen søskende, min far og mor er uvenner med hele min familie og har altid været det siden jeg var barn altid råben og skrigen, når familien var samlet. Min mor har 7 søskende og min far har 3 søstre, og det kan da ikke være alle de andre den er gal med, men det finder man jo først ud af som voksen.
Mine venner er min familie, det er dem jeg kan stole på, det er dem jeg tale med, det er dem jeg føler noget specielt for, de er dem jeg nødig ville undvære i mit liv. Mine venner er guld værd, men der er til forskel fra en familie skiftet stille og roligt ud i mellem årerne i vennekredsen, kun de få har været der hele tiden og en af mine base venner som jeg kaldte ham, ham der fik mig til at tro på jeg var god nok, ham som fik mig til at tage en uddannelse, ham som fik mig i den rette posion på arbejdet med et godt job, manden som troede på mig og min værdi, ham som overtog den rolle min far burde have haft, han døde sidste år. Frygtelig oplevelse, alt for tidlig en død kun 62 år gammel, jeg savner ham i periode rigtig meget. Gad om han nogensinde viste hvor stor en betydning han havde for mit liv og der hvor jeg er nu, jeg tror og håber det.
Jeg kan dårlig tilsætte noget, for noget jeg ikke har, men jeg har min mands familie og min egen lille familie som jeg selv har skabt. Min egen lille familie vil jeg tilsætte alt for, men alligevel, kalder min bedste veninde og hun er i krise vil jeg være der først og fremmest for mand og børn, og dernæste min veninde, men mands familie ville komme herefter. Min mands familie er fuldt med, og ikke nogle mennesker jeg selv har valgt til i mit liv. Selvfølgelig vil jeg være der for dem, hvis de beder om min hjælp, men mine venner og især min bedste veninde betyder mere.
Mine venner kan lytte, de har lyst til at være der og jeg har lyst til at være sammen med dem, hvor familie er noget man kommer til, fordi man skal til fødselsdage, jul, påske og andre helligdage.

Det er dejligt at se at familien har en stor betydning for de fleste mennesker :)
I nutidens samfund var familien der man fik hjælp fra hvis man havde problemer. I dag lader man ofte aben gå videre til samfundet.[l]
I min familie taler man sammen, hvis der er nogle der har problemer. Højdepunktet er den årlige sommerudflugt, hvor alle mødes og hygger sig. Det er med til at skabe et stærkt sammenhold.
Jeg vil sige, at det er sørgeligt, når man ser, at der er mennesker, der vækger familien fra til fordel for "venner". Selvfølgelig har jeg da også gode venner, som jeg taler godt med, men familien er nu et og alt. Sådan er det bare.[l]

individuelt?
Blod er som bekendt tykkere end vand 😮 Men ikke altid vel?
Jeg er så afgjort mere knyttet til min familie...mor end mine venner, min søster er mere i bånd med min svoger 😮 Men begge elsker min datter som var hun deres egen.
Min datter elsker dog mest min søster og i særdeleshed mormor, men vil ikke under nogen forhold have noget med sin egen far at gøre 😮
Hun har en enkelt super god og tæt veninde, men vil hellere være sammen med mor 😃
Så det er svært at generalisere...... 😖
Jeg tilgiver Ekstrabladet, det er dog stadig agurketid 😉
Løvemor

af gavn, bare af navn.
I dag er det jo sådan at man som forældre knapt nok skal fungere som forældre til sine børn, men mere som deres venner.
Hvis børnene så vokser op uden nogen rigtig familiefølelse, men snarere vi er jo bare en stor venneflok, så kan det jo ikke undre, at de så bare vælger de "gamle" venner mere og mere fra fordi man naturligt vokser fra hinanden.

Har en ven som har oplevet stor svigt fra han var lille af af sin mor og søster ... det siger sig selv at sådan et forhold aldrig vil blive godt (når moderen og søsteren stadig lever i en uvirkelig verden mht det dengang) ... han prioritere sine venner før dem og det kan jeg godt forstå.
I den idelle verden har du da ret men ikke i den virkelige desværre 😉

Ja venner er guld, min historie ligner lidt din , men det er bare ligesom lidt dem med, at man føler lidt den med man skal være en del også hver gang, det er svært at de tager sig lige så meget af ens børn som familie ville have gjort, uden man selv behøver være tilstede altid. Dejligt at se vennerne misforstå ikke. Ellers savner jeg ikke familien som sådan.

derpå familie og venner.

Jeg synes mange forældre selv vælger ved at sige vi bliver sammen for børnenes skyld, for det koster børnenes tillid til sine forældre på sigt. Børn ved åbenbart før forældrende selv, hvornår de burde komme videre i livet i stedet for at tage deres børn som gidsler i deres verden af egoisme eller hedder det kujonisme (hvis der ellers er noget der hedder sådan). Forældre er desværre i mange tilfælde sig selv nærmeste, selvom de til hver en tid vil påstå noget andet.
Denne påvirkning af sine børn gør nok i store træk at vi børn af sådanne ægteskaber mister respekten for vores forældre og dermed mister den tillid til dem, som vi burde have og vokse op med. Derfor tror jeg på sigt venner ved disse tilfælde bliver mere påvirket af de mennesker de møder på deres vej, som de har respekt for og tillid til. Som vil dem det bedste ud fra deres verdensbillede og ikke et billede af hvad man burde gøre, så Emma Gad vinder, men børnene står tilbage som taberne. På sigt gør forældrende også da de helt gjorde det i bedste mening efter deres vedensbillede, de glemmer bare deres børn har øre, næse, mund, hjerne og følelser og fornemmer mere end vi såkaldte voksne.
Simpel løsning er at ha rman ikke givet sin børn den trygge opvækst, så er vennekredsen et bedre valg i deres fremtidige liv.

Din familie er den du vokser op i, det er der hvor du får udviklet dig en personlighed. Hvis du ikke får nok omsorg af familien så er det svært at få venner. Der er en hvis afslapning når man er sammen med sin familie. Man er ligeglad hvordan man ser ud, og man kan nærmest snakke med dem om alt uden nogle konsekvenser.
Når man er sammen med sine venner er man altid en lidt anden person, da man er en del af en gruppe. Venner er også rigtig vigtige, da man ellers kan føle sig ensom. Man dyrker for det meste også ofte sin interesser med sine venner.
Så alt det der med at venner er vigtigere end familie og omvendt er noget pladder. De er lige vigtige, da de har hver deres rolle.

I og med at min familie pga. dødsfald er blevet meget lille, så fylder venskaber så meget desto mere.
Omvendt, så fylder min familie meget og vil nok altid have førsteprioritet sammen med en evt. partner. Ganske enkelt fordi jeg synes det er vigtigt at nære de allernærmeste relationer før alle andre.
Men jeg tror da du har ret i at individualiteten spiller ind. Hvis man ser på sociologer som Anthony Giddens eller Thomas Ziehe og deres teorier om det sen-moderne samfunds strukturer taler man jo netop også om de-traditionalisering, valgbiografier mm. Her er til- eller fravalg af traditioner og for den sags skyld familiestrukturer jo en vigtig del af identitetsdannelsen. Personligt hælder jeg meget til Giddens´ teorier fordi jeg synes de fremtræder stærkt repræsenterede i samfundet, men man kan vel egentlig også kun ændre på dem, hvis man tager det bevidste valg om at gøre det?

Kan vel på en måde vel også være venner, men !, hovedetsagen i det er, at som jeg ser det, så er det vigtigeste her i livet at man har det godt med det man gør, hvis man F.eks sidder ned og læser en bog, så laver man jo ikke noget, altså fysisk, der er det kun øjne også hjernen der laver noget, om det er godt på længre tid?, det tror jeg ikke, men OK.
Tag F.eks kræft, de siger man får kræft af at ryge?, det tvivler jeg nu bare meget stærkt på, dem der ryger og som får kræft ville nok havde fået kræft aligevellet, der er jo stadigt menesker der ikke ryger der får kræft, der er børn der får kræft, jeg tror kræft er en livsstilssygdom.
Og hvis man lige tænker sig om, hvad skal man så når man får kræft, lægerene siger straks "stop med at ryge, drikke, spis sundt,Osv, altså ændre man straks livsstil, man får et andet liv end det tidligre, jeg ved det ikke, men jeg kendte engang en mand.
Han var opgivet af "riget", de gav ham 3 måneder at leve i, han tog til spanien, han ville nyde de sidste 3 måneder af sit liv, der fik han smag for paprika, han åd paprika morgen, middag og aften, 9 måneder efter tog han hjem, han tog op på "riget" bare for at få en forklaring på hvorfor han ikke var død, de undersøgte ham, de havde lidt svært ved at finde en grimasse der passede, for manden havde ingen kræft.
Han havde ved at ændre livsstil og spisevaner fjernet kræften selv, han købte en gammel pillepresse på et apotek og tog til spanien og pressede paprika til piller, og sendte dem til nogle VENNER han havde fået i spanien som boede i usa, VENNERENE spiste de "piller", og de blev også raske, manden havde arbejdet hele sit liv på en fabrik, men havde ikke haft nogle venner.
Men om det var paprikaen eller det at han fik venner og ændrede sit liv, det er der ingen der ved, manden døde 25år efter som 89årige, og han havde fået mange venner.
Så det med at de siger at ALT er usundt og farligt?, måske hvis man bare sidder på sin flade og ryger eller drikker, ja så tror jeg at alle vil dø af det, men har man et meningsfyldt og indholdsrigt liv med mange oplevelser, så tro jeg menesket kan klare betydeligt mere end de fleste tro.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

en af mine børn har også valgt mig fra.men det er min svigerdatter som ikke kan lide mig og kalder mig en gammel sur agurk.min søn må tilsyneladende ikke besøge mig.
min søn er en meget forkælet søn som nu er blevet bitter på sine "gamle" dage 57 år gammel er han.
jeg er aldrig sur eller kommer med negative udsagn,men jeg er ikke typen som går rundt med et kunstigt smil,og mine mundvige kan dog godt hænge ind imellem.
men jeg er en ufaglært gl kone ,og min søn og svigerdatter er begge akademikere,jeg får også at vide at jeg ikke er velformulerende.Men hvad skal jeg gøre ved det,jeg er den som jeg er,og det er svært at lave sif om når man er 78 år,og for gammel til at komme på uni.

og spise sundt, det har man altid skullet.
jo da jeg læser tit en bog men dyrker motion hver dag og ekstra sport om vinteren med gode venner som jeg har gjort hele mit liv og ja hvis man bare sidder på sin flade og tilligemed ryger/drikker/æder så er sandsynligheden for livsstilsygdomme meget stor, og du har ret et meningsfyldt giver glæde og overskud.
Nu har jeg gennem det sidste år desværre kommet meget på riget for at besøge et ungt menneske (familie) med alvorlig kræft, han har altid levet sundt aldrig røget/drukket dyrket sport o.s.v men kræften kom som lyn fra en klar himmel og der er mange som han + små børn.
Jeg må lige tilføje det væsentlige der bliver gentaget overfor patienterne gang på gang som er du må kæmpe (ikke give op) og det kan kun dem der har noget at leve for da det også hjælper dem gennem sygdommen.
P.S det gamle ordsprog "lev mens du gør det og elsk mens du tør det" er det klogeste valg.
Venlig hilsen

jeg kan ikke forestille mig at en af mine børn pludselig ikke ville/måtte se mig længere.
Har du prøvet at gøre noget ved det?
Hvis ikke du selv mener, du er en sur agurk, så prøv at skrive til svigerdatteren, at du ønsker et godt forhold til dem og ikke er sur. Man kan ikke gøre for at mundvigen hænger, men et venligt smil af og til skader ikke.
Forklar i brevet at du af gode grunde ikke har en uddannelse, men er et menneske som gerne vil respekteres for det du er, nemlig en mor og svigermor.
Klart at en uddannelse danner folk og man bevæger sig lidt væk fra sine forældre (jeg er selv uddannet og har svært ind imellem at tale med mine forældre, fordi de ikke går op i noget og er meget firkantede i deres udtalelser grundet uvidenhed) men at skære bånd over, det er voldsomt i mine øjne.
Kom ud af busken og gør noget. Venner kan ikke erstatte en søn.
Held og lykke fremover

Det gælder med hensyn til ægtefælle, børn, familie og venner.
Når det går galt for et familiemedlem, så kan den pågældende idag, med mindre han/hun er formuende, godt regne med, at så er der ikke hjælp hente.
Det skyldes selvfølgelig, at alle idag i princippet er selvforsørgende, og er du det ikke, så er der hjælp at hente hos det offentlige, som for det meste ikke er spor venligt.
Det var familien måske heller ikke altid i gamle dage.
Næh, der skulle være en lov der pålagde velhavende familiemedlemmer, direkte at tage sig af deres familie. Selvfølgelig med fuld skattefradragsret.
Dem uden familie, kunne det offentlige system så tage sig af

Venner:
respekterer en
støtter en
hjælper en
griner sammen med en
holder af en som man er
man vælger dem selv
familie:
blander sig
kritiserer en
forventer meget
bliver let sur
er svær at gøre tilpas
man kan desværre ikke vælge dem selv

bistand eller hvad?
Jeg er aldrig i nærheden af kommunen. Arbejdspladsen er den vigtigste.

vores 2 yngste 40 og 36 år er begge højt uddannede og har af den grund mødt deres partnere på uni. - vi forældre på begge sider har det alle fint med vores børn/børnebørn og nyder at være sammen, der er da en masse at tale om selv om vi bedsteforældre ikke har lange uddannelser men som det var almindeligt dengang kontor butiks uddannelser som vi har klaret os udmærket med ---og vi ved at det ikke kun er os der føler os godt tilpas i deres selskab da de kontakter os mere end omvendt.
P.S men at miste kontakt med sine børn må være forfærdeligt.

http://www.youtube.com/watch?v=aStaf2_wg_0&feature=related
Og så alligevel?
I dag vælger vi "venskaber" eller sociale relationer, hvis de betaler sig.
Hvis en relation ikke giver overskud på en eller anden måde, fravælges den.
Så "venskaber" købes – du må levere noget, hvis du vil modtage.
Måske har det altid været sådan?
Men tidligere var vi langt mere afhængige af familie og venner – i dag har velfærdsstaten overtaget de grundliggende støttefunktioner – vi kan sagtens klare os uden familie og venner, selvom vi bliver syge eller har uheld.
Så de mindre forpligtende "moderne venskaber" er fuldt tilstrækkelige.

I 2008?, hun havde et godt liv!, på en måde, hendes liv var sikkert, hun gik hjemme og hyggede sig, hun strikkede, læste, gik i byen og handlede Osv som man nu gør når man bare går og hygger sig og har tid nok, men hun fik altså kræft og døde, hun startede med at ryge da hun var 20år.
Min far startede med at ryge da han var 5år, jo den er god nok, han blev indlagt med negotinforgiftning første gang som 6årig, og igen som 9årig, han er i dag 75år, og fejler ikke noget, ham har også drukket det han skal, ikke alkoholikker, men bare drukket noget når han var sammen med vennerene.
Men min mor, hun drak faktisk aldrig noget, jo til jul kunne der godt smutte en lille en ned til maden, forstå mig ret, men min mors liv var det samme hver dag, hun hyggede sig, læste en bog, gik en tur med hunden, gik i byen og hyggede om min far, de havde det godt sammen, men.
Min mor brugte ikke sit liv, hun gik ikke på oplevelse, det var det samme hver dag, hun havde ingen "venner", hun så aldrig sin familie, jo hendes mor(min mormor), men ellers ingen, hun havde kun en veninde, det var min gamle nabo fra hundested, men hendes liv var som min mor`s liv, stille og rogligt og sikkert, det samme hver dag, de begge hyggede sig i deres lille sikre verden, og de døde begge af kræft, min nabo, hun røg ikke, de blev begge lige gamle, 68-70år, de drak ikke, kun lille en til "jul".
Min morfar var Dommer, fagforeningsformand, mælingsformand, politikker, kvindeligebretigelsesforkæmper, frihedskæmper under krigen, sad i bestyrelsen på bryggeriet "stjernen" og havde et meget hårt liv, han valgte at gå på "pension" i 1963, for nu ville han nyde livet, han var ikke syg eller noget andet, men nu var han blevet 96år, også mente han at andre måtte tage over, så han kom hjem og satte sig i en stol, og 6 dage efter døde han af alderdom.
Et eller andet sted i det er der en "gylden tråd", som jeg ser det, så skal man bruge sit liv til noget, stopper man med at gøre noget/opleve noget, så dør man, selvfølgeligt kan børn også få kræft og dø af det, de keder sig ikke, men selve kræften har alle menesker i sig, den kommer bare ikke i udbrud, men når børn får det, så må det jo skyldes at deres imumforsvar ikke er 100% oppe og køre, jeg ved det ikke, men det kan være grunden.
Og hvis alkohol var farligt?, hvordan kan det så være der er så mange gamle alkoholikker i Danmark, de dør jo ikke af det, de kan dø af så meget andet, men ikke af alkoholen?.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

fra den ene til den anden, ---nu kan jeg naturligvis ikke udtale mig om at din mor var tilfreds med sit liv, det kunne hun jo godt være ???
Mine oplevelser omkring livslængde er ikke helt lig dine da de fleste alkoholikere her i min by er døde meget tidligt selv om de havde venner.
Derimod kan jeg nævne en familie med gode gener hvor den ældste kvinde nu er 88 år (bliver 89 i år) som har storrøget i 73 år og stadig gør det, hun klarer selv alt det daglige som at ordne lidt have lave varm mad bage o.s.v og har kun hjælp til græsslåning og gulvvask og hendes helbred vejrtrækning er tiptop, hendes søskende er henholdsvis 85 år 81 år og 78 år og de 2 er rygere med et godt helbred alle 3 drikker kun lidt ved særlige lejligheder.
Jeg tror på at nogle er tilfredse med et stille liv med få oplevelser og andre er rastløse og kan ikke få nok, det at være i ro/harmoni med sig selv er væsentligt.
Mvh

Nu er det voksen mand som har fravalgt sin mor, og hvis en kone har den magt over en mand, at han ikke må se sin familie, i dette tilfælde sin mor, så lever manden jo et liv på lånt tid med konen, hvis han ikke går efter hendes ønsker og hendes magt over hans liv.
Han lyder ynkelig, men jeg må desværre sige det ikke er hans konens skyld han fravælger sin mor, det er alene hans egen skyld ingen andre kan få skylden for hans prioriteringen i hans liv.
Det er rigtig synd og ærgerligt når et familiemedlem fravælger et andet familiemedlem, men som jeg plejer at sige der er en årsag til alt hvad der sker i dette liv, og mon dog kun vi taler om nedadhængende mundviger, der ligger nok mere bag en som så.

Det er da at medgive, hun bestemmer over sønnen. Det er vel også ligemeget med at se hende, hvis bare sønnen kom. Det er da ham og ham alene, der er ansvarlig for den her situation.
Det er da iøvrigt ikke for meget respekt at vise den mor, der har bragt én så "godt i vej" at man også omgås hende.

Bliver alle drengebørn svigtet i din verden? Hvor uheldigt, men min ser godt nok ikke sådan ud. De "føler" vist tit en masse, når de ikke gider lette røven.

Der trænger voldsomt til at modnes.
Tag blikket fra din navle og se ud i verden.

Nogle har erstatningsvenner for de manglende familierelationer. Det var ikke nødvendigt at hive de erstatninger ind, hvis ikke det var fordi man har et udækket behov.
Venner er idag en form for statussymbol på den syge måde. Jo flere jo bedre især på fjæsbogen. Latterlig og overfladisk og hvor længe varer de venskaber så? Livslange bliver de sjældent, for de bygger på afhængighed, der kun belaster den ene vej.

.."hiver" man da ikke ind !
Hvad mener du egentlig ??
Enten er de der med deres støtte og opbakning, eller også er de ikke, og hvis de ikke er der, er der vist ikke meget venskab i det vel!!!??
Hvis man er blevet valgt permenent fra af familien, så er vennerne alfa og omega. De er ikke dermed en familie-erstatning, men noget unikt og uundværligt i sig selv !

Men familien er bare vigtigere. Især set over en kam på 100-200 år.
Er ingen tvivl om at "de" gerne ville svække stærke familier for at gøre os som individer svagere.

Familien adskiller sig på mange punkter fra venner, fordi vennerne har man selv valgt.
Familien er kun det sted hvorfra livet starter, og dermed meget vigtigt, det er skam vigtigt for et menneske at vide hvor man kommer fra.
En del mennesker kender ikke deres forældre, og de vil derfor være tilbøjelige til at skabe meget stærke familiemæssige rammer for deres egne børn, som noget helt naturligt skabes så et bedre fundament for børnene end det fundament man selv havde, respekt for det.
At have venner der ser anderledes på ens egne personlige kvaliteter er yderst væsentligt for den personlige udvikling, idet familien med tiden spreder sig geografisk og fysisk.
Vennerne er måske det der åbner de rette døre, for den personlige udvikling, at turde at springe udi noget nyt og spændende.
Jeg vil derfor påstå, at det miljø der omgiver en selv, er helt afgørende for om man føler sig godt tilpas.
Hvis man kun prioriterer familien, så er det efter min opfattelse kun en gentagelse af samme historie som forfædrene havde, og det kan være meget betydningsfuldt specielt i sammenhænge hvor familien har en slægtsgård, virksomhed eller adelig herkomst.
At helt almindelige mennesker avler helt almindelige mennesker, er moget af det der gør slægtsforskningen triviel og kedelig....men kun lige indtil der så kom en "udbryder"
der foretog sig noget spændende....og måske fik denne person sin inspiration og motivation gennem "VENNER".
Venner er meget vigtige elementer i et struktureret liv og man vælger dem selv.
Familien er meget vigtig, fordi det giver livet mening, man ved hvorfor man er her.
Specielt hvis man har begavede forældre der kan fortælle at man er skabt i kærlighed.
Det sys jeg[l]

Det med alkoholikkerene var nok en overdrivelse af format, men den måde de lever på, så skulle de jo dø meget tidligt?.
Ja men du er lidt selv inde på det, hun slår selv sit græs Osv, så er hun også fysisk aktiv, og hun er åbentbart glad for det, så virker det også livsforlængene, og nu har hun jo også sine søskene, og dem må man gå ud fra at hun er venner med?.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

men de gener den fam. har overgår helt sikkert deres livsstil bl.a har den 88 årige stadig de fleste af sine egne tænder ligesom hendes søskende, de få gange de har været indlagt i deres liv har været hvis der er brækket et ben eller lignende og selvfølgelig ved fødsler, de ligefrem strutter af sundhed.
Men at ærligt kunne sige "jeg har et godt liv" at føle en glæde ved hver dag og være i harmoni med sig selv tror jeg ikke er mange forundt,- helbredet kan man afhjælpe hvis man ikke har smerter eller er forhindret på anden måde bare det at gå en tur hver dag er jo godt nok, desforuden er det også vigtigt at holde hjernen igang enten krydsord, lære noget andet nyt gå til lidt undervisning o.s.v
Mvh

Venner er familie du selv har valgt...

hvis din familie får dig til at føle dig skidt tilpas...er det en dårlig situation for dig....er vennerne dem der giver dig kamplyst og energi...så er det selvfølgelig dem man gider være sammen med...længere er den ikke...[s] 😉

Jeg syntes du er rigtig modig..at ta dette tabuemne op...fordi når det kommer dertil at svigerdatteren ikke ønsker at du ser din søn..er det fordi hun ha et rigtigt lavt selvværd...sønner er stærkt knyttet til deres mor...især hvis man har været alenemor...og de svigerdøtre med lav selvværd snupper ikke den der moderbinding ...kan fortælle dig at svigermødre der ikke må se deres mor+ heller ikke må få adgang til børnebørn...er helt alm. i over ½delen af Danmarks befolkning...ved godt det ikke hjælper dig med den viden...men vil frem med det ....ønsker du må komme videre dit liv ...😉

Ja der er jo forskel og ville egentlig gerne have begge dele.Venner er som sagt guld og jeg har og har haft enormt meget glæde af vennerne, har også haft glæde af familien, men det er gået i stykker sådan hen ad vejen, folk er døde, andre blevet skilt og gift igen og nogle er rejst til udlandet og disse faktorer har ændret mange ting. Men familie er nu en gang bedst i henhold til ens børn, det er bedre til at tage sig af ens børn og omvendt, har man brug for hjælp til børn, er det gerne mest familie som træder til, søstre, svigerinder, bedsteforældre osv også til fester som gerne er familiefester, dåb bryllup, konfirmnation, der mangles familie jo også hvis man ingen har og det gør jo at det slet ikke bliver det samme på nogen måder.Men det hele kræver jo at familien er en god familie. Vennerne er der så på alle andre måder også. Man kan mærke, at er man med til nogle venners fester hvor flertallet er familie, kan man føle man mangler en del for at høre rigtig til. De har noget sammen som man ikke har sammen hvis ikke man er en del af den familie.

valgt fra, dertil elsker min søn mig for meget, men i mange år tålte min svigerdatter mig ikke.
Jeg føler med dig, for det er noget der gør ondt. Hvad mon de selv ville sige til at blive "valgt fra". Mange svigerdøtre glemmer at de selv bliver svigermor en dag. Eller også tror de bare, de er ufejlbare selv.