Ensomhed - hvad ville i gøre i mit sted?
Hej folkens.
Jeg er havnet et temmeligt "uheldigt sted" i livet, og ville høre om noget her har nogle forslag til hvordan man kommer videre, for jeg er selv løbet tør for gode ideér.
For at kunne forstå min situation er her min historie, undskyld hvis den er lidt lang, men sådan er det🙂Jeg er nu 30 år, mand, men har haft problemer fra dag 1 på kloden:
Først kort de første 15 år: Født med klumpfod, bøvl og mobning i skolealderen pga specielt fodtøj osv. Mor alkoholiker, så slemt at jeg flyttede hjemmefra som 16-årig (altså helt på egen hånd uden kontanthjælp eller noget) Tjente 2500 pr måned og de 1800 røg på husleje.
Hvor vildt det end lyder, lykkede det mig alligevel at få en kæreste jeg var glad for, og få en uddannelse som salgsassistent.
I 2004 fik jeg en datter.
Alle mine venner faldt langsomt væk, fordi jeg nu var far og de var stadig på "by-tur-stadiet" men jeg var jo ansvarlig og blev for det meste hjemme. Men det fint nok, jeg havde jo stadig kæresten og familien, min datter osv, og nogle venner kunne da også finde ud af at lave andre ting end bare byture, selvom jeg blev "tvunget til at være voksen som 16-årig" - og de knapt havde valgt uddannelsesretning endnu...
Jeg fandt aldrig andet en nogle småjobs selvom jeg fik 10 ved fagprøven på uddannelsen. Vikariater, deltid, uholdbart i længden.
Det gjorde min kæreste heller ikke, hun fik slet ikke uddannelse. Men vi havde det da egenligt ok rent økonomisk. For selvom ingen af os have faste job, havde vi alligevel råd til at bo i 70 m2 rækkehus, og en gammel bil kunne vi da også holde kørende.
Vi boede i en lille by. Vennerne forsvandt stille og roligt - enten flyttede de til KBH for at studere eller fik børn selv og travlt med at "passe sig selv". For os var det helt naturligt at blive i den lille by da det var der vi begge var født og opvokset, og alt vores familie var der eller maks 5 km væk. Og generelt bryder jeg mig bare ikke om større byer.
Men tiden gik, og der begyndte at "udspille sig" en "skjult sandhed". De økonomiske problemer blev større og større, jeg gik i årevis og troede vi havde styr på sagerne, men der foregik noget jeg ikke vidste.
Egenligt udsprang problemerne i første omgang fra min kærestes mor. I starten virkede hendes familie til at have helt ok styr på penge-sager - boede i et helt ok parcel-hus, 2 biler og job begge to og ingen problemer.
Men de blev skilt og huset røg med et hamrende underskud.
Ikke mit problem kan man sige - men det betød fx at de kom i RKI og på kontanthjælp og som følge deraf ikke kunne eje hverken biler eller købe mobiltelefoner som andre.
Og "hjælpsom" som min kæreste var købte de så telefoner og biler i hendes navn - ok med mig hvis de bare selv betaler regningerne. Det gjorde de så ikke og hun kom også i RKI.
Jeg faldt tilfældigt over regninger for 40000 kroner som jeg intet anede om. Gu have vi da lidt gæld begge to men jeg var sgu ikke klar over at hun var SÅ langt uden som hun var, normalt talte vi altid om pengene, især hvis vi skulle optage gæld fx til bil, men alt det andet gæld havde hun skjult - og ikke betalt.
Og uanset hvor meget jeg forsøgte at hjælpe hende af med en gæld, døde forholdet. Alt kom til at handle om penge fordi der aldrig var nogen. Men hverken jeg bragte emnet penge på banen og forsøgte at få hende i tale så vi kunne finde en eller anden løsning på pengeproblemerne, så blev hun bare giga-negativ og råbte "JEG GIDER IKKE DISKUTERE OM PENGE!!!"
Jeg forsøgte at forklare hende at jeg ikke var ude på en vild diskussion, men en stille og rolig samtale om at finde en løsning, både for vores egen og vores datters skyld.
Og så mente jeg efterhånden at både hende og hendes mor (28 og 55 år) burde kunne klare pengesager selv. Men hun kunne ikke sige nej til sin mor - hun er aldrig vokset fra sin mor og kommer nok heller aldrig til det. Moren der hun kan få penge til at få svinde vildt hurtigt. Hun er typen der smider alle regninger ud uden at åbne brevene, og hellere tage til banko eller køber lottokuponer - opskriften på en økonomisk katastrofe.
Hun har flyttet 14 gange på de ti år jeg har kendt dem fordi hun ikke betalte huslejen. Og for hvergang har kommunen måtte lægge ud til indskud til ny bolig = gigantgæld.
Jeg vil tro hun skylder omtrent 400.000 alene på indskud og anden gældt til det offentlige. Og om få måneder får hun "død-stødet" fordi hendes yngste søn bliver 18 og hun dermed ikke længere er berettiget til hverken børnepenge og hendes kontanthjælp nedsættes med 3000 kr, hendes bolig vil blive betragtet som for stor til 1 person, eftersom det så er optil den 18-årige at skaffe indtægt, enten til at han kan bo selv, eller til at bidrage til morens husholdning.
Problemet er bare at han aldrig har fået andet end 6. klasse - blev ganske enkelt væk. jeg fandt aldrig helt ud af hvorfor man han ville ikke i skole. Og det var bare ikke "jeg har ondt i maven - idag ikke-i-skole" Det var slet ikke. Der var endda folk fra kommunen som forsøge at køre ham i skole, men når de nåede frem til skolen kunne de ganske enkelt ikke engang med fysisk magt rive ham ud af bilen. Og de få gange det lykkedes at få ham ind i skolen, forlod han den igen i 1. frikvarter. Der blev naturligvis mistænkt mobning og lign siden han strittede SÅ voldsomt i mod skolegang, men det blev prøvet flere skoler osv, han har nu i 5 år blot opholdt sig hjemme med sin playstation... så chancerne for at han kan få indtægt af betydning er små når han bliver 18, tror sgu det bliver svært at få ham til at følge kommunens aktiveringskurser, og uden dem = ingen kontanthjælp, og uddannelse er helt udelukket for han kan næsten ikke læse, og han kan kun klokken på digital-ur....
Nå men alt det hurlumhej endte til sidst med at jeg måtte sige stop. Jeg ville ikke suges længere ud i deres tilsyneladende endeløse gældsspiral.
Så vores forhold stoppede. Og det gjorde min mulighed for at blive boende dermed også. Jeg ledte i 5 mdr efter et billigt sted at bo for 1 og fandt det til sidst i nykøbing sj.
Det betyder bare at jeg er 30 km fra min datter og 70 km fra mine forældre. Jeg er i en by hvor jeg ingen kender overhovedet. Der er ingen jobs, og den eneste kontakt jeg har med et andet menneske er kassedamen hos købmanden ;/
Min ex er meget usamarbejdsvillig og jeg ser kun min datter 4-5 gange om året. Jeg er blevet så fremmed for hende at jeg faktisk ikke tror at hun er klar over at jeg er hendes far - at hun overhovedet har en far.
Moren gør alt for at jeg ikke kan se hende - hun blev fx vildt negativ fordi jeg for 3 år siden var så "fræk" at møde op i min datters børnehave for at se hende gå lucia-optog ved juletid!
Der er aldrig blevet lavet nogle "officielle" aftaler om samvær og den slags - det troede jeg trods alt vi var voksne nok til at kunne aftale indbyrdes, men jeg skal da vist nok til det!...
Jamen det var/er så vildt at hvis jeg meddeler hende at jeg ønsker at have min datter som nu er 7 år en weekend eller noget - så råber og skriger hun om at min datter angiveligt selv siger at hun ikke vil være hos mig - og at hun ikke vil tvinge hende til noget hun ikke selv vil og derfor ikke vil aflevere hende.
Hun er RIGTIG "snedig" - allerede da min datter var 3 år lærte hun min datter at svare på spørgsmål som fx: En børnehavepædagog spørger "Hvad laver din far?" - Så har hun lært hende at sige "Han drikker øl!". Bevares jeg drikker da gerne en øl, men jeg laver nu også så meget andet - men på den måde har hun kommunen 100% på sin side.
Jeg kunne godt gå i krig med hende om krav om samvær og afsløre hendes sociale bedrageri, men jeg havde sådan håbet at vi kunne ordne det som "almindelige voksne mennesker". Der er jo nok ingen tvivl om at hvis jeg først inddrager myndighederne så bliver hun nok så gal/sur at hun slet ikke vil tale til mig + det vil kaste hende ud i en kæmpegæld, så det bliver hun nok ikke glad for, så jeg frygter for at miste kontakten til min datter helt!
"Det kan hun ikke siger de så". - du har KRAV på mindst hver anden weekend! Jo - men hvordan får man lige sådan en ordning i stand når hun ikke tager telefonen, ikke svarer på breve, og ikke åbner døren hvis man møder op på hendes bopæl?
i 2008 var jeg "uheldig" at være så dum at jeg kørte 200 meter i en bil mens jeg havde drukket al for meget alkohol.
jeg fik 60 dages fængsel for det - som først lige er afsonet nu.
Situationen er nu - for man får ikke kontanthjælp eller noget andet i fængsel - at jeg har 2 mdrs ubetalte regninger. Har absolut 0 kroner og lånt alle vegne, banken, forbrugslån, af familien, altså noget rigtigt lort.
Samtidig har jeg tandskader for 95000 kroner, som kommunen ikke vil hjælpe med, og tro mig de tænder er så grimme at det er helt umuligt at finde hverken en ny kæreste eller en arbejdsgiver som kan acceptere dette - for de er virkeligt grimme. De er så hullede - og nogle af dem mangler helt at jeg udelukkende kan spise flydende/most føde.
2 mdr i fængsel har bestemt heller ikke hjulpet på hverken min fysiske eller psykiske tilstand - det er pænt ufedt at sidde 24/7 i en 10 m2 sammen med et tv, og en låst dør. I forvejen har jeg en "medicinsk historie" som omhandler PTSD, panikangst og depression - som kun bliver værre af en tur i fængsel.
Det var faktisk pænt traumatisk i sig selv. Eller ikke fængslet i sig selv. Man have jo adgang til vand og fik mad 3 gange om dagen - men samtidigt vokser ens gæld dag for dag - ens husleje og øvrige udgifter stopper jo ikke bare fordi man er i fængsel! Så jeg er kommet ud til en bankkonto på minus 2500 kr uden udsigt til indtægt før kontanthjælp omkring 1 januar. Dermed har jeg hverken til mad eller bare en beskeden gave til min mor og far og min datter.
Og det er ikke kun mig hun udelukker fra min datters liv - mine forældre har slet ikke set hende siden hun var 4 år, så hun kender slet ikke sin farmor/farfar...
Så det er en rigtig RIGTIG kedelig situation for alle involverede og især for mig som lige nu har 0 kroner og er bageud med 2 måneders regninger, men også for alle andre, mine forældre ser ikke sit barnebarn, min storebror kender ikke sin niece, og jeg kan kun undtagelsesvis få lov at se hende ved at jeg kommer til hendes bopæl, og selv når jeg gør det sørger hun ofte for at min datter er på besøg hos en legekammerat fra skolen.
Jeg syntes virkeligt det er ultra-sørgeligt! Jeg har selv været 7 år! Min datter er en klog og super dejlig piger, og det piner mig grænseløst at hun nu må vokse op under nogle forhold som gør at hun "kopierer" sin mor/mormor med et liv på kontanthjælp osv.
Og samtidigt har jeg det ikke godt med selv at være totalt på røven. Jeg har akkurat pengene til togbilleten til det sted man kan søge kontanthjælp i min kommune i morgen mandag. Så er det slut.
Jeg ER ikke selvmordskandidat, det vil jeg ikke byde min familie, men tanken har altså stejfet mig, og egenligt er jeg også godt i gang med det på den langsomme måde - jeg har meget svært ved at holde mig fra alkohol fordi der er så mange problemer at man nogle gange har behov for at drikke hjernen væk for at holde "pause" fra problemerne.
Men det der gør mest ondt...! Jeg havde selv en problematisk barndom, men jeg havde dog begge mine forældre og vi boede ok. Der var ikke meget kærlighed eller hjælp, de var selv tynget af især min mors alkohol-problem, så det var ikke meget overskud. Og min "mission" var 100% at give min datter den bedste mulige opvækst som overhovedet muligt, om det så krævede at jeg tog avisjobs (og det gjorde jeg!) og rengøring.
Nu kan jeg kun stå på sidelinien og se et billede jeg har af min datter som nu må opleve at vokse op, og teenage-alderen og i det hele taget - helt uden far - og med en tvivlsom mor. Min ex er ikke en dårlig mor sådan rent menneskeligt, men alt gælden tynger hende helt derned hvor andesteg til jul er en luksus. Hun kan fx godt finde på at ringe til mig for at spørge om jeg kan låne hende til fx vanter til VORES datter (ja det gør hun jo meget ud af at påpege, selvom hun gør alt for at holde mig væk fra hende)
Så min situation er lige nu:
er for kort tid siden kommet ud af fængsel
Den eneste kontakt med andre mennesker jeg har, er min bror, og min mor (som næsten heller ikke kender mig mere og heller ikke ved hvad der foregået i mit liv, jeg ser dem kun til jul), og en kvinde jeg har mødt på internettet som endda var så flink at besøge mig i fængslet... men hun bor også langt væk og er 30 år ældre end mig, så det er jo ikke et særligt nært venne-forhold...
Så jeg er nærmest så alene som jeg overhovedet kan være. Jeg har egenligt ikke noget problem i sig selv med at være alene. Men jeg ved at mine forældre og bror er slemt bekymrede for mig, og jeg har det virkeligt ikke godt med at have en datter med sådan en mor. Det er bare helt forkert - og der er intet jeg kan gøre, det er vildt frustrende!
Men de et en samlet "enhed" Det er min ex, hendes lillesøster (som har 2 piger på 3 og 5 år, moren på 56 med teenagesøn på 17 - snart 18.)
Ingen af dem har job, og ingen har udsigt til job. Heller ikke mig selv.
Jeg synes faktisk det er hamrende pinligt - for mormorens adfærd stammer oprindeligt fra hendes egen nu afdøde mor. Hun brugte penge på 2 sekunder - uanset hvor mange hun havde forsvandt de på 0,5, mormoren er ligesådan, min kæreste er ligesådan, og det er hendes søster og lillebror også, og det er jo ret nærliggende at min datter så også ender med den type liv når hun bliver voksen - og jeg kan intet gøre for at forhindre det! Jeg hader det!
Men jeg har jo mine egne problemer som jeg nok bør kigge på først, det er ikke fedt at være så ensom at ens nærmeste "kontaktperson" er en kassedame hos købmanden eller en man har mødt tilfældigt på internettet...
Jeg er havnet et temmeligt "uheldigt sted" i livet, og ville høre om noget her har nogle forslag til hvordan man kommer videre, for jeg er selv løbet tør for gode ideér.
For at kunne forstå min situation er her min historie, undskyld hvis den er lidt lang, men sådan er det🙂Jeg er nu 30 år, mand, men har haft problemer fra dag 1 på kloden:
Først kort de første 15 år: Født med klumpfod, bøvl og mobning i skolealderen pga specielt fodtøj osv. Mor alkoholiker, så slemt at jeg flyttede hjemmefra som 16-årig (altså helt på egen hånd uden kontanthjælp eller noget) Tjente 2500 pr måned og de 1800 røg på husleje.
Hvor vildt det end lyder, lykkede det mig alligevel at få en kæreste jeg var glad for, og få en uddannelse som salgsassistent.
I 2004 fik jeg en datter.
Alle mine venner faldt langsomt væk, fordi jeg nu var far og de var stadig på "by-tur-stadiet" men jeg var jo ansvarlig og blev for det meste hjemme. Men det fint nok, jeg havde jo stadig kæresten og familien, min datter osv, og nogle venner kunne da også finde ud af at lave andre ting end bare byture, selvom jeg blev "tvunget til at være voksen som 16-årig" - og de knapt havde valgt uddannelsesretning endnu...
Jeg fandt aldrig andet en nogle småjobs selvom jeg fik 10 ved fagprøven på uddannelsen. Vikariater, deltid, uholdbart i længden.
Det gjorde min kæreste heller ikke, hun fik slet ikke uddannelse. Men vi havde det da egenligt ok rent økonomisk. For selvom ingen af os have faste job, havde vi alligevel råd til at bo i 70 m2 rækkehus, og en gammel bil kunne vi da også holde kørende.
Vi boede i en lille by. Vennerne forsvandt stille og roligt - enten flyttede de til KBH for at studere eller fik børn selv og travlt med at "passe sig selv". For os var det helt naturligt at blive i den lille by da det var der vi begge var født og opvokset, og alt vores familie var der eller maks 5 km væk. Og generelt bryder jeg mig bare ikke om større byer.
Men tiden gik, og der begyndte at "udspille sig" en "skjult sandhed". De økonomiske problemer blev større og større, jeg gik i årevis og troede vi havde styr på sagerne, men der foregik noget jeg ikke vidste.
Egenligt udsprang problemerne i første omgang fra min kærestes mor. I starten virkede hendes familie til at have helt ok styr på penge-sager - boede i et helt ok parcel-hus, 2 biler og job begge to og ingen problemer.
Men de blev skilt og huset røg med et hamrende underskud.
Ikke mit problem kan man sige - men det betød fx at de kom i RKI og på kontanthjælp og som følge deraf ikke kunne eje hverken biler eller købe mobiltelefoner som andre.
Og "hjælpsom" som min kæreste var købte de så telefoner og biler i hendes navn - ok med mig hvis de bare selv betaler regningerne. Det gjorde de så ikke og hun kom også i RKI.
Jeg faldt tilfældigt over regninger for 40000 kroner som jeg intet anede om. Gu have vi da lidt gæld begge to men jeg var sgu ikke klar over at hun var SÅ langt uden som hun var, normalt talte vi altid om pengene, især hvis vi skulle optage gæld fx til bil, men alt det andet gæld havde hun skjult - og ikke betalt.
Og uanset hvor meget jeg forsøgte at hjælpe hende af med en gæld, døde forholdet. Alt kom til at handle om penge fordi der aldrig var nogen. Men hverken jeg bragte emnet penge på banen og forsøgte at få hende i tale så vi kunne finde en eller anden løsning på pengeproblemerne, så blev hun bare giga-negativ og råbte "JEG GIDER IKKE DISKUTERE OM PENGE!!!"
Jeg forsøgte at forklare hende at jeg ikke var ude på en vild diskussion, men en stille og rolig samtale om at finde en løsning, både for vores egen og vores datters skyld.
Og så mente jeg efterhånden at både hende og hendes mor (28 og 55 år) burde kunne klare pengesager selv. Men hun kunne ikke sige nej til sin mor - hun er aldrig vokset fra sin mor og kommer nok heller aldrig til det. Moren der hun kan få penge til at få svinde vildt hurtigt. Hun er typen der smider alle regninger ud uden at åbne brevene, og hellere tage til banko eller køber lottokuponer - opskriften på en økonomisk katastrofe.
Hun har flyttet 14 gange på de ti år jeg har kendt dem fordi hun ikke betalte huslejen. Og for hvergang har kommunen måtte lægge ud til indskud til ny bolig = gigantgæld.
Jeg vil tro hun skylder omtrent 400.000 alene på indskud og anden gældt til det offentlige. Og om få måneder får hun "død-stødet" fordi hendes yngste søn bliver 18 og hun dermed ikke længere er berettiget til hverken børnepenge og hendes kontanthjælp nedsættes med 3000 kr, hendes bolig vil blive betragtet som for stor til 1 person, eftersom det så er optil den 18-årige at skaffe indtægt, enten til at han kan bo selv, eller til at bidrage til morens husholdning.
Problemet er bare at han aldrig har fået andet end 6. klasse - blev ganske enkelt væk. jeg fandt aldrig helt ud af hvorfor man han ville ikke i skole. Og det var bare ikke "jeg har ondt i maven - idag ikke-i-skole" Det var slet ikke. Der var endda folk fra kommunen som forsøge at køre ham i skole, men når de nåede frem til skolen kunne de ganske enkelt ikke engang med fysisk magt rive ham ud af bilen. Og de få gange det lykkedes at få ham ind i skolen, forlod han den igen i 1. frikvarter. Der blev naturligvis mistænkt mobning og lign siden han strittede SÅ voldsomt i mod skolegang, men det blev prøvet flere skoler osv, han har nu i 5 år blot opholdt sig hjemme med sin playstation... så chancerne for at han kan få indtægt af betydning er små når han bliver 18, tror sgu det bliver svært at få ham til at følge kommunens aktiveringskurser, og uden dem = ingen kontanthjælp, og uddannelse er helt udelukket for han kan næsten ikke læse, og han kan kun klokken på digital-ur....
Nå men alt det hurlumhej endte til sidst med at jeg måtte sige stop. Jeg ville ikke suges længere ud i deres tilsyneladende endeløse gældsspiral.
Så vores forhold stoppede. Og det gjorde min mulighed for at blive boende dermed også. Jeg ledte i 5 mdr efter et billigt sted at bo for 1 og fandt det til sidst i nykøbing sj.
Det betyder bare at jeg er 30 km fra min datter og 70 km fra mine forældre. Jeg er i en by hvor jeg ingen kender overhovedet. Der er ingen jobs, og den eneste kontakt jeg har med et andet menneske er kassedamen hos købmanden ;/
Min ex er meget usamarbejdsvillig og jeg ser kun min datter 4-5 gange om året. Jeg er blevet så fremmed for hende at jeg faktisk ikke tror at hun er klar over at jeg er hendes far - at hun overhovedet har en far.
Moren gør alt for at jeg ikke kan se hende - hun blev fx vildt negativ fordi jeg for 3 år siden var så "fræk" at møde op i min datters børnehave for at se hende gå lucia-optog ved juletid!
Der er aldrig blevet lavet nogle "officielle" aftaler om samvær og den slags - det troede jeg trods alt vi var voksne nok til at kunne aftale indbyrdes, men jeg skal da vist nok til det!...
Jamen det var/er så vildt at hvis jeg meddeler hende at jeg ønsker at have min datter som nu er 7 år en weekend eller noget - så råber og skriger hun om at min datter angiveligt selv siger at hun ikke vil være hos mig - og at hun ikke vil tvinge hende til noget hun ikke selv vil og derfor ikke vil aflevere hende.
Hun er RIGTIG "snedig" - allerede da min datter var 3 år lærte hun min datter at svare på spørgsmål som fx: En børnehavepædagog spørger "Hvad laver din far?" - Så har hun lært hende at sige "Han drikker øl!". Bevares jeg drikker da gerne en øl, men jeg laver nu også så meget andet - men på den måde har hun kommunen 100% på sin side.
Jeg kunne godt gå i krig med hende om krav om samvær og afsløre hendes sociale bedrageri, men jeg havde sådan håbet at vi kunne ordne det som "almindelige voksne mennesker". Der er jo nok ingen tvivl om at hvis jeg først inddrager myndighederne så bliver hun nok så gal/sur at hun slet ikke vil tale til mig + det vil kaste hende ud i en kæmpegæld, så det bliver hun nok ikke glad for, så jeg frygter for at miste kontakten til min datter helt!
"Det kan hun ikke siger de så". - du har KRAV på mindst hver anden weekend! Jo - men hvordan får man lige sådan en ordning i stand når hun ikke tager telefonen, ikke svarer på breve, og ikke åbner døren hvis man møder op på hendes bopæl?
i 2008 var jeg "uheldig" at være så dum at jeg kørte 200 meter i en bil mens jeg havde drukket al for meget alkohol.
jeg fik 60 dages fængsel for det - som først lige er afsonet nu.
Situationen er nu - for man får ikke kontanthjælp eller noget andet i fængsel - at jeg har 2 mdrs ubetalte regninger. Har absolut 0 kroner og lånt alle vegne, banken, forbrugslån, af familien, altså noget rigtigt lort.
Samtidig har jeg tandskader for 95000 kroner, som kommunen ikke vil hjælpe med, og tro mig de tænder er så grimme at det er helt umuligt at finde hverken en ny kæreste eller en arbejdsgiver som kan acceptere dette - for de er virkeligt grimme. De er så hullede - og nogle af dem mangler helt at jeg udelukkende kan spise flydende/most føde.
2 mdr i fængsel har bestemt heller ikke hjulpet på hverken min fysiske eller psykiske tilstand - det er pænt ufedt at sidde 24/7 i en 10 m2 sammen med et tv, og en låst dør. I forvejen har jeg en "medicinsk historie" som omhandler PTSD, panikangst og depression - som kun bliver værre af en tur i fængsel.
Det var faktisk pænt traumatisk i sig selv. Eller ikke fængslet i sig selv. Man have jo adgang til vand og fik mad 3 gange om dagen - men samtidigt vokser ens gæld dag for dag - ens husleje og øvrige udgifter stopper jo ikke bare fordi man er i fængsel! Så jeg er kommet ud til en bankkonto på minus 2500 kr uden udsigt til indtægt før kontanthjælp omkring 1 januar. Dermed har jeg hverken til mad eller bare en beskeden gave til min mor og far og min datter.
Og det er ikke kun mig hun udelukker fra min datters liv - mine forældre har slet ikke set hende siden hun var 4 år, så hun kender slet ikke sin farmor/farfar...
Så det er en rigtig RIGTIG kedelig situation for alle involverede og især for mig som lige nu har 0 kroner og er bageud med 2 måneders regninger, men også for alle andre, mine forældre ser ikke sit barnebarn, min storebror kender ikke sin niece, og jeg kan kun undtagelsesvis få lov at se hende ved at jeg kommer til hendes bopæl, og selv når jeg gør det sørger hun ofte for at min datter er på besøg hos en legekammerat fra skolen.
Jeg syntes virkeligt det er ultra-sørgeligt! Jeg har selv været 7 år! Min datter er en klog og super dejlig piger, og det piner mig grænseløst at hun nu må vokse op under nogle forhold som gør at hun "kopierer" sin mor/mormor med et liv på kontanthjælp osv.
Og samtidigt har jeg det ikke godt med selv at være totalt på røven. Jeg har akkurat pengene til togbilleten til det sted man kan søge kontanthjælp i min kommune i morgen mandag. Så er det slut.
Jeg ER ikke selvmordskandidat, det vil jeg ikke byde min familie, men tanken har altså stejfet mig, og egenligt er jeg også godt i gang med det på den langsomme måde - jeg har meget svært ved at holde mig fra alkohol fordi der er så mange problemer at man nogle gange har behov for at drikke hjernen væk for at holde "pause" fra problemerne.
Men det der gør mest ondt...! Jeg havde selv en problematisk barndom, men jeg havde dog begge mine forældre og vi boede ok. Der var ikke meget kærlighed eller hjælp, de var selv tynget af især min mors alkohol-problem, så det var ikke meget overskud. Og min "mission" var 100% at give min datter den bedste mulige opvækst som overhovedet muligt, om det så krævede at jeg tog avisjobs (og det gjorde jeg!) og rengøring.
Nu kan jeg kun stå på sidelinien og se et billede jeg har af min datter som nu må opleve at vokse op, og teenage-alderen og i det hele taget - helt uden far - og med en tvivlsom mor. Min ex er ikke en dårlig mor sådan rent menneskeligt, men alt gælden tynger hende helt derned hvor andesteg til jul er en luksus. Hun kan fx godt finde på at ringe til mig for at spørge om jeg kan låne hende til fx vanter til VORES datter (ja det gør hun jo meget ud af at påpege, selvom hun gør alt for at holde mig væk fra hende)
Så min situation er lige nu:
er for kort tid siden kommet ud af fængsel
Den eneste kontakt med andre mennesker jeg har, er min bror, og min mor (som næsten heller ikke kender mig mere og heller ikke ved hvad der foregået i mit liv, jeg ser dem kun til jul), og en kvinde jeg har mødt på internettet som endda var så flink at besøge mig i fængslet... men hun bor også langt væk og er 30 år ældre end mig, så det er jo ikke et særligt nært venne-forhold...
Så jeg er nærmest så alene som jeg overhovedet kan være. Jeg har egenligt ikke noget problem i sig selv med at være alene. Men jeg ved at mine forældre og bror er slemt bekymrede for mig, og jeg har det virkeligt ikke godt med at have en datter med sådan en mor. Det er bare helt forkert - og der er intet jeg kan gøre, det er vildt frustrende!
Men de et en samlet "enhed" Det er min ex, hendes lillesøster (som har 2 piger på 3 og 5 år, moren på 56 med teenagesøn på 17 - snart 18.)
Ingen af dem har job, og ingen har udsigt til job. Heller ikke mig selv.
Jeg synes faktisk det er hamrende pinligt - for mormorens adfærd stammer oprindeligt fra hendes egen nu afdøde mor. Hun brugte penge på 2 sekunder - uanset hvor mange hun havde forsvandt de på 0,5, mormoren er ligesådan, min kæreste er ligesådan, og det er hendes søster og lillebror også, og det er jo ret nærliggende at min datter så også ender med den type liv når hun bliver voksen - og jeg kan intet gøre for at forhindre det! Jeg hader det!
Men jeg har jo mine egne problemer som jeg nok bør kigge på først, det er ikke fedt at være så ensom at ens nærmeste "kontaktperson" er en kassedame hos købmanden eller en man har mødt tilfældigt på internettet...