Det tabte paradis

Das verlorene Paradies !
Im Traum sah ich eine Landschaft,
so unbeschreiblich schön,
wie ich auf unsrer Erde
noch keine hab’ gesehn !
Baumhohe Glockenblumen
wiegte ein Zephirwind,
sie blühten dort in Farben,
die unbekannt hier sind.
In Rosarot erstrahlte
eine mir fremde Sonne
und meine Brust erfüllte
noch nie gefühlte Wonne.
Der Tiere sah ich viele,
doch Menschen sah ich nicht
und Alles war so friedlich,
wie es hienieden nicht.
Da ward mir plötzlich deutlich,
dies ist das Paradies,
das ich vor Ewigkeiten,
als Adam einst verliess.
Was bleibt noch zu erzählen,
ich bin hier aufgewacht,
zum Zweitenmal vertrieben
und zu Verstand gebracht!
im Juli 1949.

Det tabte paradis !
I drømme så jeg et landskab,
så ubeskriveligt smukt
som jeg det på vores jord
endnu ingen har set !
Klokkeblomster så høje som træer
vugget af en zephyr-vind,
de blomstrede der i farver,
der er ukendte her.
I lyserødt strålede
en mig ukendt sol
og mit bryst fyldtes
af endnu aldrig følt fryd.
Af dyr så jeg mange,
men mennesker så jeg ikke
og alt var så fredeligt,
slet ikke som hernede.
Da blev det mig pludselig klart,
dette er paradiset,
som jeg for evigheder siden
som Adam en gang forlod.
Hvad er der mere at sige,
jeg vågnede her
for anden gang fordrevet
og bragt til forstand !

En dejlig drøm.
Ikke et menneske i syne - alt er fredeligt.
Og så vågner man til hverdagen og må endnu en gang indse, at paradiset er tabt.
Hvis mennesker kunne være menneskelige, kunne vi have paradis på jord.
Som det er nu, er det ikke som at vågne af et mareridt, men at vågne til ét.

Virkelig et smukt digt, hvor man kan se billederne for sig.
Og, ja, det tabte paradis er vel i høj grad en realitet. Jeg er enig med dig i, at hvis vi opførte os mere hensynsfuldt og gav os tid til hinanden, ville meget se anderledes ud. Og hvis ikke vi næsten pr. automatik fulgte politiske eller religiøse ledere, ville meget virkelig se anderledes ud. Til glæde for os alle.
Det kræver til en begyndelse "blot" at overveje lidt med sig selv, hvorvidt man synes, man bringer noget livgivende og lyst til andre, og så "bare" vælge at ville det. Jeg ved, det lyder for let, og det ideale opnås da heller aldrig, selvom vi i eet væk bruger ordet "perfekt". Men vi ved jo godt inderst inde, at der ikke skal så meget til, for at glæde et andet menneske, og derved glædes man selv. Det smitter jo. Og så fylde tilværelsen med musik og poesi, ja, kunst i det hele taget og dele det med andre. For kunstens sprog er jo det umiddelbare, der ikke nødvendigvis behøver nogen forklaring men kan "oversættes" direkte mennesker imellem, uanset alder, køn, højde og drøjde, osv..
Bedste hilsener, Bonobo.