At målrette ydelserne til de svageste
Det er et meget konservativt forslag at målrette ydelserne til de svageste. Jeg hører det igen og igen.
Men hvad betyder det egentligt, og hvordan har det set ud i historisk kontekst?
Lad os tage historien først:
Konservatismen er en klassisk borgerlig ideologi, eller som konservative nok vil sige, fraværet af samme. Den går ud på, at familien skal tage sig af deres egne, og at samfundet (læs: staten) skal tage sig af dem, som familien ikke magter at tage sig af.
Det lyder jo smukt som det her står skrevet. Men historien viser os noget andet:
I 1800-tallet indførte de europæiske lande, dengang styret af netop konservative partier, talrige fattiglove. Fattiglovene betød, at de svagelige, psykisk syge og ældre blev stuvet sammen på meget lidt plads. De blev sat til at arbejde i kulden med f.eks. at binde reb, spinde garn etc. Omsorg for de svage var noget staten under de konservative konstant mindede myndighederne om - samtidig med, at de fratog myndighederne økonomiske midler, for at give skattelettelser til de velhavende.
Vi ser det idag: Den konservative socialminister Benedikte Kiær taler ofte om hvor godt de svage skal behandles, samtidig med at hendes egen regering fratager kommunerne flere og flere ressourcer.
Det var den historiske side af sagen. Historien gentager sig selv siger men, og det passer meget godt.
Men hvad så med "målrette ydelserne til de svageste". Hvem er "de svageste"? I 1970'erne og i 80'erne var det alle der var fysisk eller psykisk nedslidte. Vi skal målrette ydelserne til de svageste siger de konservative. Men som vi ser, så kan man idag først komme på plejehjem når man er ved at dø. I gamle dage havde man hospices for døende, og plejehjem eller alderdomshjem til dem der bare var gamle og slidte.
At målrette ydelserne til de svageste er i virkeligheden et dæknavn for, at omdefinere gruppen af svage til konstant og igen og igen blive end mere og mere snæver gruppe af mennesker. Jeg vil sådan meget hurtigt lave et lille regnestykke overslag som lyder på, at fortsætter denne udvikling med "målrette ydelserne til de svageste" kan man altså først få førtidspension når man har en kræftsvulst i hjernen OG i lungerne OG er blind OG er lam og ligger på sygehuset. Alle andre skal arbejde på fuldtid.
Men hvad betyder det egentligt, og hvordan har det set ud i historisk kontekst?
Lad os tage historien først:
Konservatismen er en klassisk borgerlig ideologi, eller som konservative nok vil sige, fraværet af samme. Den går ud på, at familien skal tage sig af deres egne, og at samfundet (læs: staten) skal tage sig af dem, som familien ikke magter at tage sig af.
Det lyder jo smukt som det her står skrevet. Men historien viser os noget andet:
I 1800-tallet indførte de europæiske lande, dengang styret af netop konservative partier, talrige fattiglove. Fattiglovene betød, at de svagelige, psykisk syge og ældre blev stuvet sammen på meget lidt plads. De blev sat til at arbejde i kulden med f.eks. at binde reb, spinde garn etc. Omsorg for de svage var noget staten under de konservative konstant mindede myndighederne om - samtidig med, at de fratog myndighederne økonomiske midler, for at give skattelettelser til de velhavende.
Vi ser det idag: Den konservative socialminister Benedikte Kiær taler ofte om hvor godt de svage skal behandles, samtidig med at hendes egen regering fratager kommunerne flere og flere ressourcer.
Det var den historiske side af sagen. Historien gentager sig selv siger men, og det passer meget godt.
Men hvad så med "målrette ydelserne til de svageste". Hvem er "de svageste"? I 1970'erne og i 80'erne var det alle der var fysisk eller psykisk nedslidte. Vi skal målrette ydelserne til de svageste siger de konservative. Men som vi ser, så kan man idag først komme på plejehjem når man er ved at dø. I gamle dage havde man hospices for døende, og plejehjem eller alderdomshjem til dem der bare var gamle og slidte.
At målrette ydelserne til de svageste er i virkeligheden et dæknavn for, at omdefinere gruppen af svage til konstant og igen og igen blive end mere og mere snæver gruppe af mennesker. Jeg vil sådan meget hurtigt lave et lille regnestykke overslag som lyder på, at fortsætter denne udvikling med "målrette ydelserne til de svageste" kan man altså først få førtidspension når man har en kræftsvulst i hjernen OG i lungerne OG er blind OG er lam og ligger på sygehuset. Alle andre skal arbejde på fuldtid.