Aksel Larsen
Kurt Jacobsen: "Aksel Larsen - SFs stifter."(opr. udgave 1993, revideret og genudsendt 2010.)
Ikke nogen helt ny bog, men værd at være opmærksom på.
Inden læsningen havde jeg hørt og læst en del om denne mand, "Røde Aksel" (1897-1972) og hans fantastiske, begivenhedsrige liv, og blev nok ansporet til at læse Kurt Jacobsens tykke biografi i årets sommerferie, hvor DR2 genudsendte et program i serien "Store danskere" om Larsen.
Den overordnede karriere kendte jeg: Den unge fynske socialdemokrat, der i skuffelse over det store parti i 1920 indmelder sig i det nystartede DKP, da han er kommet til hovedstaden. Første dansker på skolingsophold i Sovjetunionen i 20'erne - allerede her levede han farligt og mente, at billetten til Sibirien for afvigende holdninger var bestilt!
Det har vel været organisationstalent og talegaver samt simpelthen dygtighed, der alligevel i løbet af kort tid gjorde ham til formand for det lille DKP, som tre år efter Larsens hjemvenden med ham som formand for første gang kommer i folketinget. (To MF'er, han var den ene.)
Godt 26 år var han leder af det forkætrede parti, som var forbudt juni 1941-maj 1945. Og i efteråret 1958, efter Sovjetunionens brutale fremfærd i Ungarn og langvarige interne diskussioner i DKP, ekskluderes han 15. november. Få måneder efter er SF en realitet, hvorimod DKP ryger helt ud af folketinget fra 1960 og de næste mange valg.
Også i det nye parti oplever han modgang og brydninger - særlig i "Det røde Kabinet", 1966-67, hvor utilfredshed i hans eget parti direkte fører til dannelsen af VS og vælter Krag-regeringen i dec. 1967.
En politisk karriere på over 50 år.
Og man sidder under læsningen med tanken: Han har næppe stolet på ret mange. I de mange DKP-år, var fjenderne indenfor hans egen bevægelse måske næsten de farligste?
I en anden bog af et mangeårigt DKP-medlem læste jeg engang, at Aksel Larsen skal have haft påfaldende svært ved at se folk i øjnene, når han stod og talte med dem. Blikket flakkede altid så hvileløst rundt.
DET kan jeg altså godt forstå nu!
Prøv at veje tanken om at gå rundt med det her:
I årtier - og livet ud - fastholdt han løgnen om, at han ikke vidste, hvad der blev af Arne Munch-Petersen (det andet medlem, der blev valgt i 1932). Både offentligt og overfor Munch-Petersens kone (som altså var enke) "vidste han intet". Han tav med at hans gamle kammerat var død i Stalins fængsler allerede i 1940.
Af hensyn til den kommunistiske verdensbevægelse.. 😕
Og da diverse arkiver blev åbnet, blev det bekræftet (hvad hans gamle "venner" i DKP anede), at Larsen var meddeler for CIA. I årevis!
Han mente selv, da han kom hjem fra fangenskab i Tyskland i 1945, at han var færdig som DKP-leder, i det han åbenbart selv vurderede, at han havde sagt for meget (uden tortur) under forhør hos Gestapo i 1942. Hans popularitet var imidlertid så stor blandt de mere menige, at de skeptiske i den hårde DKP-inderkreds, ikke anfægtede hans førerposition - endnu.
Og mange, mange andre ting. Måske er det karakteristisk, at han aldrig skrev en virkelig erindringsbog. ("Aksel Larsen ser tilbage" fra 1970 er det modsatte - der står intet af alt det, vi nu kan læse.) Nogle har sagt, at han slet og ret var bange.
Bogen er i høj grad anbefalelsesværdig. Det er selvsagt en styrke, at Kurt Jacobsen som en af de første danskere fik lov at gå i de russiske arkiver efter 1991 og modsat Ole Sohn ikke har nogle personlige kartofler at hyppe.
Hvilket liv! Også det private berøres: Fire koner - den første russisk - så hende efterlod han derovre i 1929, "så sig aldrig tilbage" - partiet kom jo i første række. De følgende "fru Larsen'er" omtales ikke meget. Lidt skærmydsler har det nok givet, at han omkr. 1941-42 bliver kæreste med sin kurer, skønt han er gift i forvejen. Ægteskabet opløses så efter krigen og Aksel Larsen bliver gift med kureren.
Han har garanteret været en medrivende taler, utroligt vidende og vel sagtens charmerende, når det stak ham. Evnerne betød da også, at der fra socialdemokratisk side blev gjort en del forsøg på at købe ham med udsigt til en sikker kreds m.v.
Jeg tror dog ikke, jeg gerne ville have kendt den fyr; ikke været tæt på, for han virker ikke som én, jeg turde stole på.
Ikke nogen helt ny bog, men værd at være opmærksom på.
Inden læsningen havde jeg hørt og læst en del om denne mand, "Røde Aksel" (1897-1972) og hans fantastiske, begivenhedsrige liv, og blev nok ansporet til at læse Kurt Jacobsens tykke biografi i årets sommerferie, hvor DR2 genudsendte et program i serien "Store danskere" om Larsen.
Den overordnede karriere kendte jeg: Den unge fynske socialdemokrat, der i skuffelse over det store parti i 1920 indmelder sig i det nystartede DKP, da han er kommet til hovedstaden. Første dansker på skolingsophold i Sovjetunionen i 20'erne - allerede her levede han farligt og mente, at billetten til Sibirien for afvigende holdninger var bestilt!
Det har vel været organisationstalent og talegaver samt simpelthen dygtighed, der alligevel i løbet af kort tid gjorde ham til formand for det lille DKP, som tre år efter Larsens hjemvenden med ham som formand for første gang kommer i folketinget. (To MF'er, han var den ene.)
Godt 26 år var han leder af det forkætrede parti, som var forbudt juni 1941-maj 1945. Og i efteråret 1958, efter Sovjetunionens brutale fremfærd i Ungarn og langvarige interne diskussioner i DKP, ekskluderes han 15. november. Få måneder efter er SF en realitet, hvorimod DKP ryger helt ud af folketinget fra 1960 og de næste mange valg.
Også i det nye parti oplever han modgang og brydninger - særlig i "Det røde Kabinet", 1966-67, hvor utilfredshed i hans eget parti direkte fører til dannelsen af VS og vælter Krag-regeringen i dec. 1967.
En politisk karriere på over 50 år.
Og man sidder under læsningen med tanken: Han har næppe stolet på ret mange. I de mange DKP-år, var fjenderne indenfor hans egen bevægelse måske næsten de farligste?
I en anden bog af et mangeårigt DKP-medlem læste jeg engang, at Aksel Larsen skal have haft påfaldende svært ved at se folk i øjnene, når han stod og talte med dem. Blikket flakkede altid så hvileløst rundt.
DET kan jeg altså godt forstå nu!
Prøv at veje tanken om at gå rundt med det her:
I årtier - og livet ud - fastholdt han løgnen om, at han ikke vidste, hvad der blev af Arne Munch-Petersen (det andet medlem, der blev valgt i 1932). Både offentligt og overfor Munch-Petersens kone (som altså var enke) "vidste han intet". Han tav med at hans gamle kammerat var død i Stalins fængsler allerede i 1940.
Af hensyn til den kommunistiske verdensbevægelse.. 😕
Og da diverse arkiver blev åbnet, blev det bekræftet (hvad hans gamle "venner" i DKP anede), at Larsen var meddeler for CIA. I årevis!
Han mente selv, da han kom hjem fra fangenskab i Tyskland i 1945, at han var færdig som DKP-leder, i det han åbenbart selv vurderede, at han havde sagt for meget (uden tortur) under forhør hos Gestapo i 1942. Hans popularitet var imidlertid så stor blandt de mere menige, at de skeptiske i den hårde DKP-inderkreds, ikke anfægtede hans førerposition - endnu.
Og mange, mange andre ting. Måske er det karakteristisk, at han aldrig skrev en virkelig erindringsbog. ("Aksel Larsen ser tilbage" fra 1970 er det modsatte - der står intet af alt det, vi nu kan læse.) Nogle har sagt, at han slet og ret var bange.
Bogen er i høj grad anbefalelsesværdig. Det er selvsagt en styrke, at Kurt Jacobsen som en af de første danskere fik lov at gå i de russiske arkiver efter 1991 og modsat Ole Sohn ikke har nogle personlige kartofler at hyppe.
Hvilket liv! Også det private berøres: Fire koner - den første russisk - så hende efterlod han derovre i 1929, "så sig aldrig tilbage" - partiet kom jo i første række. De følgende "fru Larsen'er" omtales ikke meget. Lidt skærmydsler har det nok givet, at han omkr. 1941-42 bliver kæreste med sin kurer, skønt han er gift i forvejen. Ægteskabet opløses så efter krigen og Aksel Larsen bliver gift med kureren.
Han har garanteret været en medrivende taler, utroligt vidende og vel sagtens charmerende, når det stak ham. Evnerne betød da også, at der fra socialdemokratisk side blev gjort en del forsøg på at købe ham med udsigt til en sikker kreds m.v.
Jeg tror dog ikke, jeg gerne ville have kendt den fyr; ikke været tæt på, for han virker ikke som én, jeg turde stole på.