Uønsket graviditet

Kort fortalt:
Jeg mødte for 1 års tid siden en mand. Vi var efterfølgende sammen on/off i det næste halve års tid, men vi kunne ikke rigtigt finde en fælles melodi og vore veje skiltes. Efter lang tid mødte vi hinanden igen. Det blev kun til den ene gang, hvor vi så hinanden, og nu har jeg så lige fundet ud af, at jeg er gravid.
Vi beskyttede os ikke, snakkede end ikke om det. Han har været i en formodning om, at jeg sikkert stadig brugte p-piller, som jeg gjorde, da vi tidligere var sammen. Jeg vidste det selvfølgelig godt, men dum som jeg var slog jeg det hen. Jeg havde en eller anden "det sker ikke for mig" mentalitet. Jeg nævnte heller ikke noget for ham. Alt det har jeg kun at takke mig selv for. Men jeg står i et dillemma, som jeg håber jeg kan få nogle tilbagemeldinger på.
Fakta er, at jeg er gravid. Jeg skal nu vælge mellem abort eller et barn. Jeg har tænkt en masse tanker. Jeg har slet ikke lyst til at få en abort men heller ikke at få et barn, der ingen far har. Jeg har tænkt, at hvis jeg vælger en abort, så er der ingen grund til at kontakte ham. Omvendt ville jeg selvfølgelig kontakte ham, hvis jeg valgte at få barnet, for han er jo så dets far. Men så er der kun tilbage at kontakte ham uanset hvad? For ellers vil jeg jo aldrig kende til hans holdning og hans side af sagen. Han troede jo, at jeg tog p-piller. Jeg sagde ikke noget. Så han har jo al mulig grund til at blive vred. Hvis han på forhånd afskriver at have noget som helst at gøre med barnet, så er jeg ret ambivalent i forhold til at føde dette barn, som jeg vist også skrev tidligere. Jeg har i forvejen en søn på 10 år, fra et tidligere forhold og det forhold han har til sin far er guld værd. Kan nogen børn overhovedet udvikle sig sundt, hvis den ene forældre ikke vil?
Ikke fordi barnets far og jeg skal indgå i parforhold, men derfor kan man vel godt indgå i et godt forældreskab? Måske er det mig der er naiv.
Hvad er jeres tanker om det her? Ud over selvfølgelig, at jeg var godt dum, for ikke at sige uansvarlig, ikke at beskytte mig og ikke fortælle det til ham i "kampens hede".

Jeg har stået i en tilsvarende situation.
Jeg tænkte også som dig i første omgang at det var min egen skyld og at jeg måtte have mandens mening, for kan man tillade sig at sætte barnet i verden, hvis det ikke får en far...
Først og fremmest vil jeg råde dig til, at lade være med at bebrejde dig selv mere end 50% af skylden. Det er ligeså meget hans ansvar at spørge om du stadig bruger p-piller og det er ligeså meget hans ansvar at bruge kondom uanset, når det ikke er et fast forhold.
Jeg prøvede mange gange at få manden til at give sin mening inden abortgrænsen, men det var umuligt, da han sagde at han snart ville få mere tid til mig og barnet, men aldrig kom. Jeg prøvede virkelig ihærdigt at få ham til at sige fra, hvis det var det han ville og jeg smed ordene i munden på ham flere gange, men han nægtede at fravælge barnet før efter abortgrænsen. Mit råd til dig er at gøre op med dig selv om du kan klare det uanset om manden tager sit ansvar eller ej, for det ER hans ansvar at tage en deleordning, hvis du beholder det -uanset hans holdning til abort. Abort er IKKE prævention, så selvom han måske siger at han ønsker en abort, er det stadig prævention han skulle have brugt.'
Hvis barnet ikke får en far, er det hans skyld og ikke din. Mit barn har fået verdens bedste far i min nuværende kæreste.
Og så husk at de fleste mennesker har taget en chance før eller siden, men ikke alle blev gravide af det. Det er selvfølgelig ingen undskyldning at andre gør det samme, men husk det alligevel, når du møder andres fordomme, for fordomme vil du møde.

hans fravalg lå i prævention. så kun 50 procent chance...
ellers skulle jeg give faren til min søn skylden. Han vidste, jeg ikke brugte noget og graviditeten kom ved afbrudt samleje... hans skyld fordi han tilsyneladende ikke kendte sig selv godt nok og trak sig i tide.. for gravid blev jeg jo... Ej vel :-)
Han tog fuldt ud ansvar og det går super..vores barn er nu 10 år.. vi har fællesforældremyndighed. Vi havde ikke et forhold.
vh anonym

Selvfølgelig kan man sætte børn i verden, selvom faderen ikke ønsker at have noget med barnet at gøre. Du vil vel ikke stoppe med at se mænd, så de vil jo i en eller anden udstrækning have indflydelse på dit barns opvækst. Så er det selvfølgelig at vælge fornuftige mænd som har noget at bidrage med...
Jeg er meget enig i at du ikke bærer mere end 50% af skylden. Bare fordi kvinden kan beskytte sig meget tæt på ultimativt. Så bør manden som minimum tænke tanken. Men ofteste er det med et andet hoved der bliver tænkt når der er udsigt til sex.
jeg vil dog sige at du skal træffe en beslutning og så ellers fortælle faderen det. Hvis han ikke ønsker barnet og du gerne vil have det. Skal hans mening ikke veje tungere end din. Men han skal som minimum have lov til at sige sin mening.
At sætte liv i verden er en fantastisk evne som er givet til kvinder. Det ved du jo allerede eftersom du har et barn allerede.

Lov mig en ting... jeg har fået en abort! Men jeg gjorde det fordi det var det som blev forventet af mig! Lov mig at du ikke lader andre tage beslutningen, snak eventuelt med din læge om det!!! Eller en anden der kan få dine egne lyster frem i dig!
Du kan ikke fortryde, når barnet først er væk.
Desuden vil han altid have en del af ansvaret, det er ingen "selvfølge" at du er på p-piller, derfor er det lige "uansvarligt" af jer begge... man er to til en tango!
Men find dine inderste ønsker og tanker frem, sammen med en som kan hjælpe dig, meget gerne en professionel!

- så der er givetvis en masse aspekter i din tilværelse jeg ikke kender til, og derfor ikke kan medtage til en gang tanker omkring det her dilemma.
- Umiddelbart, med de oplysninger der foreligger i dit indlæg, ville jeg nok se at få bestilt en tid I TIDE! til en abort og bestemme med mig selv, at så dumt bærer jeg mig aldrg aldrig mere ad.
- Dumheder kan jo tjene det formål at vi lærer noget af dem. Fordi man har begået en fejl behøver man ikke fortsætte med at rage rundt i fejltagelsen og undlade fejlretning.

... en abort er jo ikke så ligetil. Har desværre kendskab til to kvinder, der fortrød eller fik nedture omkring terminstidspunktet hvert år også selv om de fik andre børn. De havde heller ikke lyst til aborten, men fik den fordi det var forventet af dem som den fornuftige løsning.
Du taler om at rage rundt i fejltagelsen og undlade fejlretning... hm det er svært at vide om en abort viser sig at være en fejlretning.
I tråden fortæller jeg, at jeg selv blev gravid på en ufornuftig måde... men ingen af os har fortrudt barnet. Faren troede at jeg som en selvfølge ville få en abort og blev overrasket, da jeg meddelte, at det ville jeg ikke kunne leve at have fået. Han var med til fødslen selv om vi ikke var kærester og tog jo sit ansvar. Hans forældre har været rigtig glade for, at have haft muligheden for at se barnet fra spæd..
I forhold til hvad jeg hører rundt omkring, er min historie en rigtig solstrålehistorie...om et par der begik en "dumhed" men begge to konsekvensen.
Jeg må sige, at min søns far kan man kun tage hatten af for selv om det burde være en naturlighed, at mænd tog deres ansvar. Desværre ser det ud til at fordi abort er en mulighed og dermed ikke sagt et valg for alle, så mener nogle at det legitimisere at man kan smutte fra sit ansvar.
(nogle ældre mennesker påstår, at det gjorde mænd ikke i samme omfang før aborten... det ved jeg så ikke om er rigtigt, da der ikke foreligger statistikker på den slags...jeg har nemlig ikke fundet nogle... jeg synes det kunne være interessant at se om den fri har haft en negativ effekt på den måde, at flere ikke tager ansvar, fordi den er frigivet)
vh anonym

Jeg står i situationen nu hvor jeg er gravid og faderen til barnet nogle dage ønsker barnet og andre dage ikke. Jeg mener ikke, at abort altid er den rette udvej og da slet ikke at det skal bruges som en præventionsform. At graviditeten (barnet) muligvis ikke var planlagt er der jo i det store hele ikke noget at gøre ved, man må forholde sig til hvordan tingene står nu. Hvis din mavefornemmelse siger dig at du mest af alt har lyst til at beholde dette barn, skal du gøre det uanset faderens mening/holdning. Da det ikke er lutter lagkage at skulle gennemgå en abort, hverken fysisk eller psykisk (been there). Faderen til min kommende søn stillede sig på bagben og så kun aborten som den eneste udvej uanset hvordan jeg så prøvede at forklare hvordan situationen var set fra min side. Så gå "ind" i dig selv og føl efter hvad det fortæller dig er den rigtige vej at gå.

Tak for jeres tilbagemeldinger.
Jeg havde håbet på, at der var nogle der kunne fortælle mig lidt om, hvad jeg har i vente hvis jeg vælger at beholde barnet. Der var en der var lidt inde på fordomme. Fordomme mod at jeg blev gravid fordi jeg ikke passede på eller fik barnet, hvis faderen helst ville have en abort.
Jeg har tidligere fået en abort (med min søns far og vi var dengang jeg fandt ud af at jeg var gravid ved, at gå fra hinanden). Så jeg har altså prøvet både at føde et barn og den efterfølgende opvækst frem til 10 år og prøvet at få en abort. Og selvfølgelig også alle de følelser der er vedhæftet begge dele.
Jeg har en god uddannelse og et godt job, så økonomisk ville jeg ikke være i de store vanskeligheder ved at vælge dette barn til. Til gengæld er familie-netværket ret spinkelt og jeg ville derfor kun have min vennekreds at bede om hjælp, når det hele brænder på. For det vil det gøre engang imellem, selv når faderen er inde i billedet. Her ville der så evt. være tale om, at jeg er helt alene om det.
Er der nogen der har stået eller står i den situation?
Og hvordan får jeg det lige fortalt allermest hensigtsmæssigt til faderen?

F.eks. kan jeg nævne en pædagog i min datters vuggestue, der spurgte til faderen og jeg fortalte at han er ude af billedet. Pædagogen bor i samme gård som os og hun viste en meget stor interesse for, at vi kunne ses privat. Da jeg så gav efter for det og bl.a. fortalte at jeg havde fået et legat til en klapvogn, sendte hun mig elevatorblikket op og ned af mig i stedet for at glæde sig på mine vegne. Senere sad hun i gården med hele sin familie, hvor jeg kom kørende med klapvognen og hun sagde -det var så den du fik hjælp til. Jeg sagde, nej den måtte jeg sælge og købe en anden, da jeg ikke kunne gå med den, fordi jeg er højere end gennemsnittet. Hun sendte mig endnu et elevatorblik.
Det er bare et af mange eksempler, men det viser jo tydeligt at hun ikke kunne se, rimeligheden i at jeg havde søgt en legatfond for en brøkdel af den halvdel faderen skulle have betalt.
Folk har typisk en holdning om, at det er moderen der skal tage hele faderens halvdel af ansvaret og det kan man jo ikke altid. Som du selv er inde på, så vil man støde på behov for "hjælp" på den ene eller den anden måde. Folk har bare en forskruet holdning om, at det er dig, der er utilstrækkelig, mens faderen ikke klantes for at være passiv.
Da jeg stod i situationen havde jeg heller ikke noget særlig støtte fra familien. Jeg kunne godt have brugt nogle friweekender, når jeg nu stod alene med det hele, men det var der ingen forståelse for. Folk der ikke har prøvet at stå alene med et barn helt uden faderen, kan simpelthen ikke finde ud af, at tage hatten af for, at du fødte det alene -desværre.
Jeg mener at de passive fædre burde betale til en aflastningsordning, som skulle være et tilbud til alle børn uden fædre. Men i dag er det sådan at du skal være kørt helt der ned, hvor der er sket skade på dit barn, før du kan få aflastning og så fordømmes DU som årsag, mens den passive far er accepteret. Det offentlige betaler og du fordømmes som den der "nasser" på andre, selvom det jo i virkeligheden er faderen.
Jeg skriver ikke dette for at skræmme dig, men fordi det er sandt.
Hvis jeg var dig, ville jeg overveje om du kender nogle, der ville give dig en friweekend i ny og næ og så ville jeg nok lade det være afgørende...
Du kender jo følelsen af abort, så det kan du selv afgøre om du kan klare eller ej. Hvis ikke, bør du beholde det.
Jeg synes du skal ringe til faderen og sige at du er gravid og bede ham tage stilling til om han ønsker barnet -dog kan du ikke bruge hans ord til ret meget, da han har ret til at skifte mening, når/hvis det passer ham. Men du kan kræve at han kommer til at stå som far på papiret og betale et symbolsk børnebidrag og det er da bedre end ingenting.

Ja din skyld alene var det jo ikke for det er vel også ligeså meget mandens ansvar at der bliver brugt beskyttelse uanset hvad man så formoder eller tror... Når det så er sagt, forstår jeg din situation (så godt som jeg nu ka;O)) Jeg mener ikke at barnet nøvendigvis behøver at have et forhold til sin far, det er åbenlyst det optimale, men fx. en god bedstefar, onkel, kammerat eller lig. kan fint være en manderolle som barne kan knytte sig til, det bliver jo sevlfølgelig aldrig en far og det er jo heller ikke meningen, men jeg tror bare det er vigtigt at børn har en/flere mandelige og kvindeligerollemodeller og knytte sig til.
Min datters far er i Militæret og ser derfor ikke meget til hende, men i stedet har hun verdens bedstefar der viser hende hvordan man vasker bil og at mænd skal baber sig... osv. Jeg ved godt at det ikke ville være det samme som et barn uden far, men hvis du selv synes at kunne magte det at være enlig mor til to, og føler at du har et godt bagland der støtter dig, så tror jeg såmænd nok det skal gå alt sammen...
Held og lykke;O)

Du søger en der står i samme situation. Det kunne have mig, du har beskrevet. Har været gift, fandt ud af jeg var gravid i samme øjeblik, vi tog beslutning at gå fra hinanden. Fik efterfølgende en abort, da omgivelserne mente at det var bedst.
Min søn er nu 10 år, og en dejlig dreng. Jeg har god økonomi og stabilitet omkring mig. Også en spinkel familie, men de er der. Nu har jeg så fundet ud af jeg er gravid. Jeg var sikker på jeg var blevet for gammel (36 år), havde ingen beskyttelse. Skal ikke benægte at jeg ubevidst, ønskede et barn til. Men under optimale forhold! Sådan er det så ikke nu. Jeg har ingen far til barnet. Men mener jeg har ressourcer til at klare det. Men igen er omgivelserne inde, om det er etisk rigtigt, at få et barn uden en far. Jeg kan slet ikke klare tanken, at skulle meddele det til ham? Bør det være før eller efter, jeg selv har taget en stilling til hvad der skal ske?