Moses - lovpagtens mellemmand.
I den tredje måned efter udgangen af Ægypten demonstrerede Jehova over for hele Israel hvilken omfattende myndighed og hvilket ansvar han havde betroet sin tjener Moses, og hvor nært et forhold Moses havde til ham. For øjnene af hele folket, der var samlet ved foden af Horebs Bjerg, kaldte Jehova Moses op på bjerget og talte til ham gennem en engel. Ved en lejlighed blev Moses begunstiget med en oplevelse der sandsynligvis er den mest ærefrygtindgydende noget menneske før Jesu Kristi komme har haft. Mens han var alene, højt oppe på bjerget, gav Jehova ham et syn af sin herlighed idet han lagde sin „hånd“ skærmende over Moses og tillod ham at se ham „bagfra“, det vil uden tvivl sige efterglansen af denne manifestation af hans guddommelige herlighed. Derefter talte han som i egen person med Moses. — 2Mo 19:1-3; 33:18-23; 34:4-6.
Jehova sagde til Moses: „Du kan ikke se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og leve.“ (2Mo 33:20) Mange hundrede år senere skrev apostelen Johannes: „Ingen har nogen sinde set Gud.“ (Joh 1:18) Den kristne martyr Stefanus sagde til jøderne at Moses „var i menigheden i ørkenen sammen med den engel som talte til ham på bjerget Sinaj“. (Apg 7:38) Det var altså en engel der repræsenterede Jehova på bjerget. Alligevel var Jehovas herlighed, som engelen åbenbarede, så prægtig at Moses’ ansigtshud strålede så Israels sønner ikke kunne holde ud at se på ham. — 2Mo 34:29-35; 2Kor 3:7, 13.
Gud gjorde Moses til mellemmand for Lovpagten med Israel. Så nært et forhold har intet menneske nogen sinde haft til Gud, med undtagelse af Jesus Kristus, der blev mellemmand for den nye pagt. Med blodet fra offerdyrene bestænkede Moses pagtsbogen, der repræsenterede Jehova som den ene „part“, og folket (uden tvivl repræsenteret ved de ældste) som den anden „part“. Han læste pagtsbogen op for folket, som svarede: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre og adlyde.“ (2Mo 24:3-8; He 9:19) I sin egenskab af mellemmand fik Moses det privilegium at føre tilsyn med opførelsen af teltboligen og fremstillingen af de dertil hørende redskaber efter Guds anvisninger. Desuden indsatte han præsterne i deres embeder og salvede teltboligen og ypperstepræsten Aron med den særlige salveolie, hvorpå han overvågede det nyindsatte præsteskabs første officielle tjeneste. — 2Mo kap. 25-29; 3Mo kap. 8, 9.
Jehova sagde til Moses: „Du kan ikke se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og leve.“ (2Mo 33:20) Mange hundrede år senere skrev apostelen Johannes: „Ingen har nogen sinde set Gud.“ (Joh 1:18) Den kristne martyr Stefanus sagde til jøderne at Moses „var i menigheden i ørkenen sammen med den engel som talte til ham på bjerget Sinaj“. (Apg 7:38) Det var altså en engel der repræsenterede Jehova på bjerget. Alligevel var Jehovas herlighed, som engelen åbenbarede, så prægtig at Moses’ ansigtshud strålede så Israels sønner ikke kunne holde ud at se på ham. — 2Mo 34:29-35; 2Kor 3:7, 13.
Gud gjorde Moses til mellemmand for Lovpagten med Israel. Så nært et forhold har intet menneske nogen sinde haft til Gud, med undtagelse af Jesus Kristus, der blev mellemmand for den nye pagt. Med blodet fra offerdyrene bestænkede Moses pagtsbogen, der repræsenterede Jehova som den ene „part“, og folket (uden tvivl repræsenteret ved de ældste) som den anden „part“. Han læste pagtsbogen op for folket, som svarede: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre og adlyde.“ (2Mo 24:3-8; He 9:19) I sin egenskab af mellemmand fik Moses det privilegium at føre tilsyn med opførelsen af teltboligen og fremstillingen af de dertil hørende redskaber efter Guds anvisninger. Desuden indsatte han præsterne i deres embeder og salvede teltboligen og ypperstepræsten Aron med den særlige salveolie, hvorpå han overvågede det nyindsatte præsteskabs første officielle tjeneste. — 2Mo kap. 25-29; 3Mo kap. 8, 9.