kommunen hjælper ik min hadikappet søn
Til borgmester
Jeg skriver dette brev, fordi jeg er utilfreds med den behandling jeg har fået samt afslag på hjælp til at finde en egnet bolig.
Min søn, fik i nov. 2005 diagnosen Infatil Autist.
Han startede i skole, August 2005, uden støtte, selvom man allerede der var klar over at, her var der tale om et barn med svære kontaktforstyrrelser. Selv efter diagnosen, var der stadig ingen vilje fra kommunens side at yde hjælp i form af en støttepædagog, mens han var i skole, hvilket resulterede i at han blev mikro-psykotisk og jeg måtte tage ham ud af skolen, for så at gå med ham hjemme.
Jeg prøvede gentagende gange at få noget hjælp i form af et netværksmøde og rådgivning fra, først socialrådgiv nr 1, derefter nr 2, uden resultat.
Først da jeg gik til egen læge i medio januar og hun skrev til Børnepsyk. at min søn burde indlægges, indkaldte Børnepsyk. til et netværksmøde, for at gøre det klart, især overfor socialforvaltningen at her var en familie og en dreng der har brug for hjælp.
Inden dette møde, tilså Børnepysk. akut min søn og tilbød ham Truxal, i tilfælde af at han tilstand ikke ændrede sig til det bedre, da han var blevet mikropsykotisk, af al den forvirring og forstyrrelse det nye skoleforløb havde givet ham.
Min søn er en dreng som er meget lydfølsom og har svært ved at falde til ro, hvis han ikke har mulighed for at trække sig tilbage. Hvilket har gjort hverdagen umulig for vores familie, min søn skriger hver gang han høre lillesøsters stemme, eller også slår han lillesøster, når hun går forbi hans værelse, som hun skal for at komme til de andre rum i lejeligheden.
Mødet udspandt sig i at vi nåede frem til at det kunne være en god ide for min søn og hans søster at de fik afstand fysisk fra hinanden i hverdagen. Dette ville man fx kunne gøre ved en lejlighed i to tager (rækkehus) således at min søn kunne trække sig tilbage på 1 sal og man kunne have et ”normalt” familieliv/larm i stueetagen. Ergo min søn ville have mulighed for at trække sig tilbage efter behov. Men min datter (lillesøster) ville så kunne få mulighed for at være den lille pige som hun nu er. Pt. må jeg tysse på hende og så forbyde hende at synge, fløjte og løbe ud og ind af sit værelse, fordi det fremkalder raserianfald hos min søn.
På mødet gav rådgiver nr 2 udtryk for at man godt ville kunne hjælpe med at finde en egnet bolig til vores familie, såfremt at børenepsyk. og egen læge, gav udtryk for at dette var en nødvendighed.
Dette er noget som jeg har på skrift fra rågiver nr 2. Børenepsyk. som normalt ikke skriver sådanne udtagelser, har undtagelsesvis skrevet en, min egen læge har også sagt at hun ville skrive en, da hun ligeledes også føler at det ville være nødvendigt for families trivsel at få de to børn adskilt, men hun er ikke blevet kontaktet af hverken rådgiver nr 2 eller rådgiver nr 3, som ellers lovet.
Afslaget på at yde hjælp til at finde en egnet bolig, går imod børnepsyk. anbefalinger og er uden anbefalingen fra egen læge, da der ikke er rettet henvendelse til hende.
Jeg skrev en ansøgning om hjælp til min søn den 6 februar 2006 og har endnu ikke fået svar på størstedelen. Jeg fik bevilget tabt arbejdsfortjeneste, da jeg skulle gå hjemme med min søn, hvilke skulle træde i kraft pr 1 februar, men har først fået udbetalt min løn her den 24 marts, da der har været mange omstruktureringer. Hvilket gør det forståeligt nok, men jeg kan ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af at fordi vi har haft tre sagsbehandler på 3 mdr. at det har gået ud over sagen. Rådgiver nr 3 som har givet afslag til hjælp til at finde en bedre egnet bolig, begrunder det med at den nuværende bolig er god nok, til trods for at hun ikke ved hvordan den er indrettet. Hun har heller ikke været tilstede under møderne med børnepsyk. og hørt hvor slemt min søn har det, og hvor vigtigt det er for hele familien at få mulighed for at få ro på igen, så vi alle kan komme os over den hårde periode, vi har været igennem.
Min søn går nu i en skole for Autister, dette gør han udelukket, fordi jeg har presset på for at få ham i skole så han kunne få struktur i sin hverdag igen. Her har kommunen heller ikke hjulpet, fordi i har haft travlt med omstrukturering.
Vi skriver nu den 24 marts og jeg har fået svar på 3 punkter af 6 punkter i mit brev den 6 februar
Jeg har lige modtaget afslaget på hjælp til særskilt opnotering, og tilligemed fået at vide at jeg ikke kan anke afgørelsen. Dette kan da ikke være rigtigt, kan det virkelig være sandt at det eneste man er villig til at hjælpe med er nogle få kroner til lidt blækpatroner, og så kan man ellers få lov til at sejle sin egen sø. Hvad hjælper det at man yder støtte til familierådgivning, når man ikke er villig til at afhjælpe årsagen til problemerne i familien?
Den eneste hjælp jeg har brug for er fysisk adskillelse af mine børn, så de kan være sammen når min søn har overskud til det. Således at min datter ikke skal lide unødig under at have en handikappet storebror, som i forvejen er svært nok.
Jeg sidder tilbage nu, uden mulighed for at klage over den behandling som min lille familie har fået. Samt med en bitter smag i munden efter at have været lovet på netværksmøde at man sagtens kunne hjælpe med at finde en ny bolig, hvorefter man så bare får et blankt nej.
Det eneste jeg har bedt om var at komme på akutlisten over boliger, da jeg ellers ville komme til at vente længe før at jeg selv kan finde en egnet bolig. Da der er mange som jeg ville få tilbudt som ikke opfylder vores behov.
Rådgiver nr 3 skriver at Køge kommune ikke kan anvise en lejlighed i to etager som kan give den fornødende ro til min søn, dette er ikke sandt. Jeg har fundet flere som jeg allerede er skrevet op til, men som sagt kan der gå lang tid før at jeg kan få tilbudt en sådan lejlighed via den interne liste som jeg står på.
Alt imens lider min familie under at min søn ikke kan klare lillesøsters uro, hvilket for hende betyder at hun skal tage urimelige hensyn. Bare for at vi kan få hverdagen nogenlunde til at hænge sammen.
Min borgmester skrev tilbage at han ville se og svare på sagen inden for 3 uger...
DEt er nu 12 uger og 2 rykker siden
Hva gør man når man bliver ignoreret?
Jeg skriver dette brev, fordi jeg er utilfreds med den behandling jeg har fået samt afslag på hjælp til at finde en egnet bolig.
Min søn, fik i nov. 2005 diagnosen Infatil Autist.
Han startede i skole, August 2005, uden støtte, selvom man allerede der var klar over at, her var der tale om et barn med svære kontaktforstyrrelser. Selv efter diagnosen, var der stadig ingen vilje fra kommunens side at yde hjælp i form af en støttepædagog, mens han var i skole, hvilket resulterede i at han blev mikro-psykotisk og jeg måtte tage ham ud af skolen, for så at gå med ham hjemme.
Jeg prøvede gentagende gange at få noget hjælp i form af et netværksmøde og rådgivning fra, først socialrådgiv nr 1, derefter nr 2, uden resultat.
Først da jeg gik til egen læge i medio januar og hun skrev til Børnepsyk. at min søn burde indlægges, indkaldte Børnepsyk. til et netværksmøde, for at gøre det klart, især overfor socialforvaltningen at her var en familie og en dreng der har brug for hjælp.
Inden dette møde, tilså Børnepysk. akut min søn og tilbød ham Truxal, i tilfælde af at han tilstand ikke ændrede sig til det bedre, da han var blevet mikropsykotisk, af al den forvirring og forstyrrelse det nye skoleforløb havde givet ham.
Min søn er en dreng som er meget lydfølsom og har svært ved at falde til ro, hvis han ikke har mulighed for at trække sig tilbage. Hvilket har gjort hverdagen umulig for vores familie, min søn skriger hver gang han høre lillesøsters stemme, eller også slår han lillesøster, når hun går forbi hans værelse, som hun skal for at komme til de andre rum i lejeligheden.
Mødet udspandt sig i at vi nåede frem til at det kunne være en god ide for min søn og hans søster at de fik afstand fysisk fra hinanden i hverdagen. Dette ville man fx kunne gøre ved en lejlighed i to tager (rækkehus) således at min søn kunne trække sig tilbage på 1 sal og man kunne have et ”normalt” familieliv/larm i stueetagen. Ergo min søn ville have mulighed for at trække sig tilbage efter behov. Men min datter (lillesøster) ville så kunne få mulighed for at være den lille pige som hun nu er. Pt. må jeg tysse på hende og så forbyde hende at synge, fløjte og løbe ud og ind af sit værelse, fordi det fremkalder raserianfald hos min søn.
På mødet gav rådgiver nr 2 udtryk for at man godt ville kunne hjælpe med at finde en egnet bolig til vores familie, såfremt at børenepsyk. og egen læge, gav udtryk for at dette var en nødvendighed.
Dette er noget som jeg har på skrift fra rågiver nr 2. Børenepsyk. som normalt ikke skriver sådanne udtagelser, har undtagelsesvis skrevet en, min egen læge har også sagt at hun ville skrive en, da hun ligeledes også føler at det ville være nødvendigt for families trivsel at få de to børn adskilt, men hun er ikke blevet kontaktet af hverken rådgiver nr 2 eller rådgiver nr 3, som ellers lovet.
Afslaget på at yde hjælp til at finde en egnet bolig, går imod børnepsyk. anbefalinger og er uden anbefalingen fra egen læge, da der ikke er rettet henvendelse til hende.
Jeg skrev en ansøgning om hjælp til min søn den 6 februar 2006 og har endnu ikke fået svar på størstedelen. Jeg fik bevilget tabt arbejdsfortjeneste, da jeg skulle gå hjemme med min søn, hvilke skulle træde i kraft pr 1 februar, men har først fået udbetalt min løn her den 24 marts, da der har været mange omstruktureringer. Hvilket gør det forståeligt nok, men jeg kan ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af at fordi vi har haft tre sagsbehandler på 3 mdr. at det har gået ud over sagen. Rådgiver nr 3 som har givet afslag til hjælp til at finde en bedre egnet bolig, begrunder det med at den nuværende bolig er god nok, til trods for at hun ikke ved hvordan den er indrettet. Hun har heller ikke været tilstede under møderne med børnepsyk. og hørt hvor slemt min søn har det, og hvor vigtigt det er for hele familien at få mulighed for at få ro på igen, så vi alle kan komme os over den hårde periode, vi har været igennem.
Min søn går nu i en skole for Autister, dette gør han udelukket, fordi jeg har presset på for at få ham i skole så han kunne få struktur i sin hverdag igen. Her har kommunen heller ikke hjulpet, fordi i har haft travlt med omstrukturering.
Vi skriver nu den 24 marts og jeg har fået svar på 3 punkter af 6 punkter i mit brev den 6 februar
Jeg har lige modtaget afslaget på hjælp til særskilt opnotering, og tilligemed fået at vide at jeg ikke kan anke afgørelsen. Dette kan da ikke være rigtigt, kan det virkelig være sandt at det eneste man er villig til at hjælpe med er nogle få kroner til lidt blækpatroner, og så kan man ellers få lov til at sejle sin egen sø. Hvad hjælper det at man yder støtte til familierådgivning, når man ikke er villig til at afhjælpe årsagen til problemerne i familien?
Den eneste hjælp jeg har brug for er fysisk adskillelse af mine børn, så de kan være sammen når min søn har overskud til det. Således at min datter ikke skal lide unødig under at have en handikappet storebror, som i forvejen er svært nok.
Jeg sidder tilbage nu, uden mulighed for at klage over den behandling som min lille familie har fået. Samt med en bitter smag i munden efter at have været lovet på netværksmøde at man sagtens kunne hjælpe med at finde en ny bolig, hvorefter man så bare får et blankt nej.
Det eneste jeg har bedt om var at komme på akutlisten over boliger, da jeg ellers ville komme til at vente længe før at jeg selv kan finde en egnet bolig. Da der er mange som jeg ville få tilbudt som ikke opfylder vores behov.
Rådgiver nr 3 skriver at Køge kommune ikke kan anvise en lejlighed i to etager som kan give den fornødende ro til min søn, dette er ikke sandt. Jeg har fundet flere som jeg allerede er skrevet op til, men som sagt kan der gå lang tid før at jeg kan få tilbudt en sådan lejlighed via den interne liste som jeg står på.
Alt imens lider min familie under at min søn ikke kan klare lillesøsters uro, hvilket for hende betyder at hun skal tage urimelige hensyn. Bare for at vi kan få hverdagen nogenlunde til at hænge sammen.
Min borgmester skrev tilbage at han ville se og svare på sagen inden for 3 uger...
DEt er nu 12 uger og 2 rykker siden
Hva gør man når man bliver ignoreret?